 |  | '”¦ og nyslåååået høøøø ”¦' ( * U-færdig* ) |
 |
|
|||||||||||||
|
I han skråler overstadigt ad solen, slår ud med armene og vælter sig baglæns ind i høstakken. Det lyse hår klistrer til panden over de allermest blå øjne i miles omkreds. Han er tørstig og spejder utålmodigt efter storesøsteren med klemmer og sommerdrik. Hun kommer spadserende nede fra gården, bag høstakken, så han ser hende ikke. Kun skyggen som løber hende i forvejen. - "Åeh, endelig. Ej, hvor er jeg dog sulten!" gisper han - "Jamen, det er jeg da osse!" Han farer chokeret sammen, krummer ryg, strækker ud og lander på benene i noget som minder om retstilling mens han perpleks forsøger at børste sin skjorte og bukserne for støv og strå. Han sir ingenting, det tør han slet, slet ikke; tænk, hvis hun forsvandt. - "Nå hér er I!" storesøsters stemme kommer bagfra. Han står som tryllebundet og stirrer stift på den fremmede pige; tør ikke kigge væk, ikke sige noget, ikke engang blinke ... - "Ja, hér er så Grete, som jeg fortalte om ... Grete, vis Marius, hvad du kan med dit apparat!" Grete sætter sin kurv ned på stubmarken og løfter en firkantet kasse op fra den - "Smil til fotografen!" sir hun men han kigger blot uforstående på hende som hun står dér med kassen op foran sit ansigt. -"Se!" hun trækker et stift ark op fra kjolelommen og stiller sig hen ved siden af ham og holder det op i hans øjenhøjde. Det varer lidt før hans hjerne kombinerer plamagerne og ... hans husbond, sognerådsformanden, fremtoner i fuld figur i al sin bryskhed -"det' da int' mæ?" sir han på uforfalsket wendelbomål Pigerne lér. -"Næeh, det er da onkel!" svarer Grete. Når dit billede er fremkaldt skal jeg nok sende det til dig II Han har aldrig før fået brev. Ikke fra nogen som helst. Nu står han så hér med kuverten i hånden, madmor har lige kaldt ham ind i bryggerset og - næsten uden at vende sig - rakt ham den hvide kuvert med frimærker på. "Marius" står der med blækskrift, og så husbonds navn og adressen. Hans hjerte hamrer løs. Hvordan lukker man mon sådan noget op? Han må nok hellere finde Eleonora ... III Hun tøver og tæller efter en ekstra gang, ku' hun dog ikke ha' taget fejl? Men nej; den er go' nok. Hun ville egentlig gerne ha' snakket med Mor om det først, men har ikke været hjemme de sidste to søndage. Så hun lettede sit hjerte for sengekammeraten. Nu står hun så hér med en lille håndfuld ... rottegift. Usssch! "Sådan plejer vi andre at gøre!" havde Maren sagt Så hun hælder det i rask kruset med ufortyndet tyttebærsaft. IV Hun hører hendes forpinte klagen gennem murværket. Hun aner ikke, hvad der er på færde, men spør sin tante som forklarer, at Eleonora har fået et maveonde - "... det går nok snart over!" trøster tanta - " burde vi så ikke tilkalde en doktor?" Tante studser, men tænker sig så om. Hvad ville Hellerup-famiien mon ikke tænke om hende, hvis dét kom dem for øre at ... Han hører hendes forpinte gråd. Nu har den varet i over to nætter, og han kan slet intet gøre for hende. Mavepine, siger de? Doktoren er kommet og gået to gange og taler nu lavmælt med madmor inde i stuen. Han står og venter lige indenfor bryggersdøren på besked, da madmor følger doktoren til dørs. - "det er broren", forklarer madmor doktoren Doktoren tøver, flytter tasken over i sin anden hånd, rækker ud mod ham og klapper ham tavst på håret - "du er blevet storebror til en lillebror i forgårs. Han ligner dig!" - "Blir min søster snart rask, herr doktor?" Doktoren klapper ham opmuntrende på skulderen, men siger ingenting. Så trykker han hånd med Madmor og klatrer op i jumben. Der blev ingen begravelse. Detteher var jo rent forbryderisk. Forældrene bøjede hovederne. I skam. Og hjemme talte man aldrig om hende. Søstrene gyste i tavshed men de tog hånd om deres nye lillebror. Og lillesøster. De tiskede indbyrdes om ulykkelig kjærlighed. Og hvem mon? Men Mor spurgte de aldrig. Nogle år senere satte ungdomskammeraterne en mindesten over hende. Men da var hun allerede - næsten - glemt. Endnu flere år senere bøjer en far sig ned over sin lille datter, peger med skælvende hånd op mod den hvide, trelængede gård og siger lavmælt og skælvende: "se, deroppe på den gård tjente din faster Eleonora, som tog livet af sig. Det kom de aldrig over ..." * * * * * * * * * * * * * * * * * * * * * * * * * * * * * * En dag vil jeg fange en sommerfugl Og sætte den fri I De griner lidt ad den lille fyr, som blir så hidsig, fordi han ikke rigtigt kan klatre op i stolen. Knips, og hun har foreviget situationen med sit nyeste apparat, som hendes morfar havde med hjem fra Paris. De har ikke sagt noget til nogen endnu. Ikke engang til hans forældre. Men de er helt, helt sikre ... Faens ... hér har man gået og gødet jorden til højre og venstre for bankdirektørens søn, for den unge professor, og for kammerherren tværs over gaden; så kommer hun hjem fra ferien og si'r ... NEJ!. Og hva' er nu dét for noget med min kones søsters tyende? En stalddreng? Tror, vi må sende hende væk, til Rom, måske, så kommer hun nok på andre tanker. Der findes vel skoler og ... andre fristelser. Hun må jo være blevet godt tosset, deroppe i Vendsyssel. Så dér sender vi hende aldrig over igen. Gu' fader bevares, her står hun igen; træk vejret dybt ind, tæl til ti - og baglæns. Og smil. Jeg tror, jeg si'r - jeg har ikke så meget tid til at diskutere det nu, min ven; vi må sludre om det senere ... * * * * * * * * * * * * * * * * * * * * * * * * * * * * * * I will be here, don't you cry! '... og det er allerede anden gang i år, de har æg i reden' forklarer han med strålende øjne ansigtet ovre på den anden side af undulatburet. Kusinen anstrenger sig desperat for at tænke på noget andet. Brusende havskum i strandkanten. Gummistøvler. Våd asfalt. Snøftende pindsvin i sommernatten. De står allesammen ude i bryggerset - rundt om buret. Han klipser beredvilligt gitter-lågen op, rækker ind efter Piphans og holder den over mod hende. 'Mon han kan genkende dig?' Hun rører sig ikke, blinker kraftigt med øjenlågene, og kæmper for at bevare den ligegyldige mine. Armene hænger slapt, uden at samles. De store, blå næsebor over det gule næb ... de små, sorte hvælvede, plirrende 'spejløjne, hvor i man sér alting omvendt. Hun ser sin oldemor vinkende oppe i vinduet på anden sal; sådan ... omvendt ... på hovedet. Og sin fars skadefro, vagtsomt stirrende blik - ovre fra den anden side af buret. 'Vil du ikke prøve at holde ham'? nøder fætteren; letter beredvilligt den øverste, venstre hånd og byder undulaten til ... I et nu fornemmer Piphans friheden; basker sig forbløffet helt op under loftet - og flakser ud i det lyse lokale. I retning af det åbenstående vindue ... Den halvslumrende Pluto vækkes ved den ivrige blafren over ham; han åbner øjnene, spidser øren, rejser hovedet, fokuserer, spænder musklerne, ... hopper med viftende hale på stive ben ud af sin kurv og placerer sig afventende midt på klinkegulvet. Springer så ganske pludseligt over én meter i vejret og ... haaaps ... kæberne smækker lydeligt sammen i luften om den løsslupne, hvidligt-blågrå klump ... * * * * * * * * * * * * * * * * * * * * * * * * * * * * * * | ||||||||||||||
 | nhuth | 2013-04-21 18:22:45 |
Hej haleløs. Skal der stå V (som romertal) lige før "De griner lidt..."?
Vh.Nhuth
Vh.Nhuth
| haleløs | 2013-04-21 18:55:50 |
mmm... nu skal mit skribleri jo ikke tages særlig seriøst; jeg tror nok, jeg havde tænkt mig 'ny bog' eller tilsv.
TAK, i øvrigt, for interessen!
venligst ...
TAK, i øvrigt, for interessen!
venligst ...
Du skal være logget ind, før du kan kommentere og vurdere!
venligst ...