 |  | Tørhed og tyngdekraft. |
 |
|
|||||||||||||
|
Hej. Jeg er ved at skrive en bog, der har titlen tørhed og tyngdekraft. Jeg ville være taknemlig for lidt feedback på dette udpluk. Jeg beklager det grammatiske, det er ikke kønt. jeg er total grammatikblind, hvis man kan være det.... Håber i kan læse udenom det. Som sagt så elsker jeg det meste mine 37 år har givet og budt mig. Det meste. Der er noget jeg elsker, noget jeg bare acceptere og sidst noget jeg bestemt ikke accepterer, men som jeg ikke kan gøre en radise ved. Jeg er mor til to drenge, det elsker jeg mere end noget andet og jeg er så heldig at det blev de to bedste børn i verden jeg fik. Jeg har fået tyndere hår, knyster og tørre albuer, det acceptere jeg bare. Også er der min graviditets/fødselskrop, som jeg bestemt ikke accepterer, men som jeg ikke kan gøre en radise ved. Bevares man kan træne det ekstra fedt væk, men jeg har ikke rigtig fået ekstra fedt, jeg tog nemlig ikke særlig meget på under begge af graviditeterne, problemet er at hele kroppen bare er blevet ommøbleret og der er kommet nye forunderlige dimsedutter og streger på min krop. Der er måske nogen der vil sige at kroppens forandringer ligefrem er smukke, da det jo viser at man har båret på et andet liv og brugt sin krop som det smukke redskab det er, når man føder miraklet. Jeg må bare ærligt sige at jeg er ikke en af de mennesker. Når jeg står foran helkrops spejlet (købt som 20-årig), ser jeg forandringerne meget tydeligt. Fra spændstige lår til appelsinhud – fra stram mave til maveskind som ansigtet på en filur is, helt forvrænget og smeltet også endda med massive lynstriber på. Også kan jeg pludselig trylle med mine bryster… Armene op: væk er brysterne, armene ned: frem kom vanddråberne. Armene op: væk er brysterne, armene ned: frem kom vanddråberne. Ren magi. Jeg har bare ikke behov for at se så tydelige beviser på mine to fødsler. Jeg ved jo godt at jeg har født mine børn, det er ikke noget jeg ville glemme, hvis jeg ikke kunne se det på min krop. Jeg glemmer ikke smerterne ved veerne, varmepuden jordemoderen fik tilbage i nakken, opkasten i skraldespanden min daværende mand nåede at finde på gangen mod fødeafsnittet, den eneste taxachauffør i Danmark, måske i hele verden, der partout skulle holde fartgrænserne på vej hen til hospitalet, og kører forkert, trods høflig navigation fra børnenes far og trods at jeg skreg ham i hovedet at jeg fødte i hans bil, hvis han ikke snart fandt speederpedalen. Jeg glemmer heller ikke de to største forelskelser jeg har fået, fra første øjekast, ej heller ikke det mentale billede jeg har af deres far der holder dem for første gang. Nervøsiteten, spændingen, angsten, bekymringen eller min mor der havde købt 8 engangskamera, fordi hun ikke ville gå glip af en eneste bevægelse af hendes barnebarn, glemmer jeg heller ikke. Det var mine børns hjem i 9 måneder, deres mad i et par måneder og derefter var min krop endnu engang min alene. Så nej jeg behøver ikke huskemærker på min krop resten af dens levetid og nej jeg acceptere det ikke og nej jeg kan ikke gøre en radise ved det. Jeg ville rigtig gerne undgå at få en masse strækmærker og derfor sendte min bonussøster en skrap creme til mig, gemt blandt bobleplast og en masse andre ting, da der var en masse i cremen der var forbudt i Danmark, men som er helt normalt i USA, hvor hun bor. Når jeg tænker tilbage på det, var der måske en grund til at det er ulovligt i Danmark og måske slet ikke burde bruges på en gravid mavse, men bagklog var jeg ikke selvfølgelig ikke på det tidspunkt og jeg var desperat for at undgå strækmærker, så maven blev smurt flittigt ind, selvom det var en kamp, da jeg ikke kunne holde lugten ud. Jeg lugtede nemlig af skarp kokos og noget udefinerbart som hang i luften om mig i flere timer og det var en ikke en god cocktail sammen med den smule kvalme jeg havde, så det var en hård tid for skønhedens skyld og da jeg så fandt ud af at risikoen for strækmærker var en del genetisk, så smed jeg cremen meget aggressivt ud i skraldespanden, mens jeg hulkede at nu ville min mave bare ligne et bjørneangreb og ingen mand i verden ville nogen sinde synes jeg var smuk og en lækkermøs mere. Det var selvfølgelig noget fis i en trompet, min daværende mand, så slet ikke det, jeg selv så i spejlet, han synes min krop var dejlig, både før og efter. Men lige så stort et kaos, din krop er blevet efterladt i, lige så stort et kaos er dine hormoner i, både under og efter graviditeten. De opfører sig mere utilregneligt end en teenager til en technofest og derfor står man som en sølle kvinde og tuder over skraldespanden eller overfor en uskyldig febrilsk postmand, fordi han kommer med den længe ventet pakke, hvori der er en natlampe der projekterer stjerner ud i rummet, til det endnu ikke fødte barn. Og selvom hormonerne daler igen og mange af de kropslige forandringer forsvinder, så bliver hverken hovedet eller kroppen bare ikke som før. | ||||||||||||||
 | haleløs | 2022-01-03 06:06:09 |
hejsa og varmt VELKOMMEN INDENFOR til alle os andre skriveglade!
Med en selvbiografisk tekst, som jeg foreløbig kun har læst ca. en tredjedel af.
Jeg ser dig ganske tydeligt stå nøgen foran dit store spejl og betragte ommøblering, lynstriber og regndråber. Prøv at beskrive hvordan lyset falder og kastes frem og tilbage mod interiør, hud, og kroppens buede former; der er jo forskel på om man står sidelæns eller front mod spejlet ;)
venligst ...
Med en selvbiografisk tekst, som jeg foreløbig kun har læst ca. en tredjedel af.
Jeg ser dig ganske tydeligt stå nøgen foran dit store spejl og betragte ommøblering, lynstriber og regndråber. Prøv at beskrive hvordan lyset falder og kastes frem og tilbage mod interiør, hud, og kroppens buede former; der er jo forskel på om man står sidelæns eller front mod spejlet ;)
venligst ...
| Frk. Skovlund | 2022-01-05 17:48:55 |
Tusind tak og tak for rådet, det prøver jeg.
Du skal være logget ind, før du kan kommentere og vurdere!
