 |  | Mig og ordenssansen eller manglen på samme. (Tanker fra skuffen) |
 |
|
|||||||||||||
|
Jeg har ALDRIG lidt af det nogen vil kalde rengøringsvanvid. Ordenssans har jeg kun hvis andre holder sig fra mine bunkesystemer. Det er ikke ligefrem dovenskab. Men what's the point, der er jo rodet igen i morgen. Mit liv synes for kort til at gå op i nullermænd og sokkesamlingssystemer. Jeg kan da godt lide når der er pænt og ryddeligt. Især når der kommer uventede gæster. Der er ikke noget mere flovt end at man lige skal fjerne ungernes sure sokker fra stolen før gæsten kan sætte sig ned. Bagefter tænker jeg, hvor herre bevares, hvem gider dog gå op i min manglende ordenssans. Så længe det ikke er sundhedsskadeligt at det roder, så er det vel i småtingsafdelingen. Min gode veninde er bestemt ikke af samme stof som mig. Hendes lejelighed er altid super pænt ryddet op. Intet synes at være out of order. Jeg ser mig ofte beundrende omkring når jeg er på besøg. Leder måske ligefrem efter helligdage i rengøringen. Et lille hjørne der er glemt at støvsuge. En død flue i vindueskarmen. Men nej. Aldrig er det sket at jeg har fundet spor jeg kan sætte fingeren på. Før i tiden tænkte jeg at det var ret flovt, at mit hus var sådan ret rodet når hun kom på besøg. Jeg gjorde mig tanker om hvad hun dog tænkte om mig og mit hjem. Især fordi hun jo selv var så nysselig. En oplevelse for nogle år siden gjorde at jeg ikke tænker sådan mere. Vi skulle på ferie og min søde nysselige veninde skulle passe mine halvdøde blomster og tømme postkassen. En dag under ferien tænker jeg at jeg da lige vil ringe og høre om der er kommet noget vigtigt med posten. Hun tager telefonen og siger, Nej hvor sjovt, jeg sidder lige her i dit hus og slapper af. Jeg svarer okay, hvordan kan det være. Jo svarede hun, her ved dig kan jeg sidde og kigge på alle nullermændene, uden at blive stresset over at skulle gøre rent hele tiden. Jeg opfordrede hende til at lave sig en kop kaffe og blive så længe hun havde brug for i mit rodede men åbenbart terapeutiske hjem. Det var en underlig fornemmelse, men egentlig også et vendepunkt for mig. Jo, jeg roder. Jeg gider ikke altid støvsuge, og mine planter i vindueskarmen hænger tit med hovedet. Men min dør er altid åben for dem der trænger til en kop kaffe og et kærligt kram. Jeg går mere op i at folk har haft en god oplevelse i mit selskab end at de har haft en Bo Bedre aha indretnings-åbenbaring i mit hus. Jeg er ikke ligeglad, men vælger at prioritere min tid på en anden måde. Desuden har jeg aldrig hørt om en nullermand der har flået struben op på nogen. Eller at børneværnet kom og fjernede ungerne fordi der ligger et par sure sokker i lænestolen. Nogle vil måske rynke på næsen i mit hjem. Tænke deres og sende mig blikke. Men de er da velkomne til at gribe støvsugeren og give hytten en omgang mens jeg laver kaffen og finder småkagerne inde bagest i skabet. Eller de kan simpelthen lade være med at komme på besøg. Jeg nægter at lade mig kue af andres normer. Jeg definerer ikke mig selv med et spejlblankt hjem. Jeg bor her, mine unger og min mand bor her, min hund bor her også, og JA, det kan ses. Men vi elsker hinanden og vi er gode mennesker der altid byder velkommen i vores rod. Se det er overskud... | ||||||||||||||
 | haleløs | 2012-08-26 19:17:45 |
de andre sanser er da osse laaangt vigtigere; hyggeligt portræt af ... struktureret rod ;) venligst ...
| nhuth | 2012-08-26 19:31:22 |
Tak for en sjov tekst om de to gode og forskellige veninder.
Jeg tænker med stor taknemmelighed på Lasse Spang Olsens TV-portræt af sin far.
Og på Henry Heerup i hans arbejdsmiljø.
Sikken en uorden!
Vh.Nhuth
| Eva Hald | 2012-08-26 19:49:07 |
Ja måske er det arveligt, kunne være fedt at give mine gener eller den sociale arv skylden for mit rod. Men vi er nok bare nogle rodehoveder fordi vi går op i så meget andet :)
Du skal være logget ind, før du kan kommentere og vurdere!
