 |  | Tro eller Troldtøj |
 |
|
|||||||||||||
|
Tro eller troldtøj / skuffeskriveri På nogle lokaliteter var overtroen stærkere og større og den tog som regel, altid udgangspunkt i den omkringliggende natur. Denne indføring i et spind af mose røg, og troldtøj vil finde sit udgangs punkt på den jyske hede, og herfra brede sig som nattens dis fra egn til egn. Nogle af de mest vedholdende overleveringer er helt frem til vore dage blevet husket og genfortalt og her kommer der en fortælling fra en forsvunden tid. Ellekongen. I fordums tid, når livet nærmede sig sin afslutning, var det en god skik at tilkalde de nærmeste. Dels for at sige farvel og samtidig lette sjælen for de kvaler og hemmeligheder der måtte trænge sig på hos den døende. Overtro gennem mundtlige overleveringer, var hos mange en helt naturlig del af livet. Især på landet var troen på det uforklarlige stor, men der var undtagelser og en af dem var Jens, bonde på Højgård. Han troede kun på sig selv, og det havde i årenes løb skaffet ham brød på bordet, og lidt til. Jo, det var gået ham godt siden dengang han i sit 18 år, havde overtaget gården efter sin far. Jens var godt tilfreds med sit liv som bonde, det eneste der virkelig nagede ham, var noget uforklarligt mellem konen og ham selv, de kunne ikke få børn, og nu havde han nået en alder af 26 år, uden det var lykkedes. Han ville ofre næsten alt, hvis bare han kunne få en efterfølger der kunne tage del i det landmandsliv, han selv holdt så meget af. På Højgårdens syd vente mark, lå der en høj og lige bagved den, var der en sti med navnet gammelgang. Den førte ned gennem et Ellekrat og videre tværs over mosen til en mark på den modsatte side. Højen havde altid været der, og den ville Jens grumme gerne af med. Den sene efterårs blæst, havde fra morgenstunden hvirvlet blade i alle farver rundt på marken, og efter det afholdte middagshvil, havde vinden lagt sig og det var blevet køligere. Solen havde en enkelt gang vist sig i løbet af eftermiddagen, men nu, hvor den havde gemt sig bag ellekrattet, begyndte en silke grå og fugtig tåge, at snige sig ind over marken og hen mod højen hvor Jens var i gang med at pløje det det sidste stykke. Igen i år tog han et par plovfure længere ind i højen, og hver ekstra alen vendt jord, er mere brød på bordet, havde hans far så ofte sagt. Jens havde de største problemer med at spænde hesten fra ploven, dens kast fra side til side med hovedet i nervøse bevægelser, fik ham virkelig på arbejde og hestens opførsel gik ham på. Endelig var der spændt fra og Jens rettede sig op i sin fulde højde. Men kun for at stivne som et træ i skoven. Helt oppe fra de svedige hårlokker og helt ned i træskostøvlerne, gik der et gys igennem hans krop, ud af tågen lige foran ham i en sort munke lignende dragt, stod der en skikkelse med hovedet bøjet inde i hætten. Jens bemærkede at de var omtrent lige store, men de tanker kom han hurtigt fra, da skikkelsen løftede det højre ærme så det pegede lige i mod ham. Om det var tågen eller det han så, så føltes det som om blodet for et kort øjeblik isnede i kroppen. ”Hvis du nogensinde igen pløjer i min høj eller på anden vis kommer mig på tværs, så besøger jeg din kone ved fuldmåne som straf” Stemmen der kom ud af hætten, lød skærende og uhyggelig som var det døden selv der talte. Jens listede sig til at lægge hovedet en smule på skrå, for at se ind i hætten, og til sin forbløffelse var det kun sort tomhed han så. ”Hvem er du”? ”Man kalder mig Ellekongen”.. ” Har du også en Le ” ”Ja, den ligger inde i højen,” svarede den kropsløse skikkelse idet den umærkeligt trak sig baglæns og lod sig opsluge af tågen. Længe stod Jens og stirrede efter skikkelsen og den uvirkelige oplevelse, medens tankerne summede som en bi sværm inde i hovedet. ”Hesten” sagde han højt, det var som om det var længe siden han havde pløjet. Han gik over til hesten og efter en stund med seletøjet, trak han hjemover, fast besluttet på at holde sit møde med Ellekongen for sig selv. Fra den dag, var Jens totalt forandret, det eneste han kunne tænke på var, hvordan han fik smidt Elle kongen ud af sin høj, og for hver dag der gik, blev han mere og mere ærgerlig over at han var blevet så lamslået ved mødet med skikkelsen. Som barn havde Jens hørt om en mand der gik midt ud på marken og her dryssede han et kors af hvede korn. Hvis kornene var væk inden to dage, ville alt dårligdom gå af marken. Det er måske en udvej tænkte Jens, og nu ventede han til næste fuldmåne. Da aftenen kom med den runde og lysende Måne, gik han over i laden for at fylde lommen op med hvede korn. Herefter gik turen ud over marken og op på højen, her dryssede Jens med stor omhyggelighed et lille kors. ”Tak for sidst” sagde han halvhøjt, og veltilfreds med sit forehavende gik han tilbage til gården. Der gik lang tid inden Jens faldt i søvn den aften. Nu var det bare at vente på skæbnen: Enten lå der korn eller også, var de væk sammen med Ellekongen. Jens lyttede til konens dybe åndedræt og lidt efter sov han. Om morgenen var Jens tidlig oppe, i en fart kom han i bukserne og lidt efter gik han igennem storstuen på vej ud i bryggerset. Han bemærkede ikke Ellekongen i den sorte dragt der sad i tusmørket ved langbordet. Jens skar en humpel brød og hældte mælk i kruset inden han gik ind i storstuen for at sætte sig. I samme sekund han satte mælk og brød på bordet, fik han øje på Elle kongen nede ved bordenden. Jens blev ved at stirre på skikkelsen, denne gang var han på hjemmebane og denne gang skulle Ellekongen ikke slippe, nu gjaldt det om af få overtaget. ”Hvordan er det fat med min kone” spurgte Jens, han huskede tydeligt advarslen ude på marken. Elle kongen sad helt ubevægelig, endelig kom svaret. ” Hun har det efter omstændighedene godt, og da du nu har smidt mig ud af min bolig i højen, sover jeg hos hende fremover.” . ” Jeg vil forære dig hele mosen hvis du lover ikke at sove hos min kone” brast det ud, han var selv overrasket over sit tilbud. ”Se det lader sig høre, vi to har en aftale” og i samme øjeblik var den kropsløse dragt forsvundet. Jens fortsatte med at spise, uroen var væk og virkelysten var kommet tilbage. Året efter ned kom hans kone med tvillinger, det var en pige og en dreng. Om det var Ellekongen, eller det var hans egen fortjeneste, det fandt Jens aldrig ud af og hemmeligheden beholdt han for sig selv, til kort før han døde. Derfor var de voksne børn kaldt ind, for at høre om den sælsomme oplevelse. Højen står der den dag i dag som et minde fra fortiden, dengang spøgeri og overtro var almindelig i Danmark. | ||||||||||||||
 | haleløs | 2014-04-15 16:21:01 |
hejsan; læste lige indledningen og vil foreslå forfatteren at skelne mellen (over)tro / forventning / tillid ... ;)
| prefu | 2014-04-15 17:35:42 |
Kan godt se at Tro, er et for stærkt ord at bruge som fællesnævner i indledning, så dette er nu slettet.
| Mette Sejrbo | 2014-04-16 17:25:45 |
Dejlig historie.
Godt at der bliver skrevet om de gamle tider, de trænger til at blive hevet frem inden vi helt glemmer vætterne helt :o)
Godt at der bliver skrevet om de gamle tider, de trænger til at blive hevet frem inden vi helt glemmer vætterne helt :o)
| C.S.Bahnsen | 2014-04-22 21:42:02 |
Heej
Den var meget god, med også kort, så jeg håbe lidt du har flere af dem.
Mvh
Den var meget god, med også kort, så jeg håbe lidt du har flere af dem.
Mvh
| nhuth | 2014-04-23 07:30:01 |
Det vil "klæde" historien at skrive titlen korrekt med D og skrive Ellekongen i et ord...
Vh.Nhuth
Vh.Nhuth
| prefu | 2014-12-27 16:10:10 |
ER SKET
bedre sent end aldrig , godt nytår.
bedre sent end aldrig , godt nytår.
| haleløs | 2015-06-06 10:52:43 |
heej; undervejs i læsningen faldt jeg over 'Højen var fra Bronzealderen ' og tænker ved mig selv, om bønder i gamle dage var særligt historisk / arkæologisk kyndige? Nej, vel? Så foreslåes rettet til 'har altid været der', og så overlad til læserens fantasi at definere 'altid' ;)
venligst ...
venligst ...
| prefu | 2015-06-06 15:09:23 |
Tak for dit uovertrufne falke øje, rettelsen er sket
fortsat god sommer.
fortsat god sommer.
| haleløs | 2015-06-07 14:48:53 |
som du godt ved, læser jeg uhyre langsomt; derfor får du mine komm. løbende:
"
Efter Jens havde spændt hesten fra ploven, rettede han sig op i sin fulde højde. Men kun for at stivne som et træ i skoven. Helt oppe fra de svedige hårlokker og helt ned i træskostøvlerne, gik der et gys igennem hans krop, ud af tågen lige foran ham i en sort munke lignende dragt, stod der en skikkelse med hovedet bøjet inde i hætten.
"
til denne beskrivelse skulle du ta' og føje hestens reaktioner (trippen, vrinsken, bævren); dyr er jo yderst (over)følsomme overfor naturfænomener, genfærd mv
venligst ...
"
Efter Jens havde spændt hesten fra ploven, rettede han sig op i sin fulde højde. Men kun for at stivne som et træ i skoven. Helt oppe fra de svedige hårlokker og helt ned i træskostøvlerne, gik der et gys igennem hans krop, ud af tågen lige foran ham i en sort munke lignende dragt, stod der en skikkelse med hovedet bøjet inde i hætten.
"
til denne beskrivelse skulle du ta' og føje hestens reaktioner (trippen, vrinsken, bævren); dyr er jo yderst (over)følsomme overfor naturfænomener, genfærd mv
venligst ...
Du skal være logget ind, før du kan kommentere og vurdere!
