 |  | Leonora |
 |
|
|||||||||||||
|
Klokken er 17:00, det er lørdag. Det er i aften Theis skal præsentere sin kæreste for Henrik og Helene, for første gang. Helene er spændt, hun dirrer helt ind i knoglerne. Måske er hun også en smule nervøs? Hvad mon denne nye kæreste vil synes om deres hjem og vigtigst af alt, hvad mon hun vil synes om dem? Helene vasker sine hænder i køkkenet, tørrer dem af i forklædet. Theis har ikke fortalt meget om sin nye kæreste, men Helene ved da at hun studerer til læge. Dét tyder på hun er omsorgsfuld og stærk, klog og en pige der ved hvad hun vil; egenskaber Helene sætter stor pris på. De er gode for Theis, der har været meget flagrende og ubeslutsom hele hans barndom. Theis’ tidligere kærester var alt for spontane og rodløse, men hende her skulle nok kunne få Helenes søn banket solidt fast til gulvet. I det mindste var Theis stoppet med at hænge ud de forkerte steder, det måtte da være denne nye kærestes fortjeneste, for nu havde Helene i flere år forsøgt, at få ham væk fra det miljø, men uden held. Så hun var denne lægekvinde dybt taknemmelig. Helene stoppede sin tankestrøm, hun kom pludselig i tanke om, at Theis ikke havde givet dem navnet på hende. Gu’ ve’ hva’ hun kunne hedde; hvad hedder en lægestuderende? Helene gnubbede sig på hagen og så ind i stuen, hvor Henrik roligt sad i lænestolen ved vinduet, gættede krydsogtværs og røg på sin elskede pibe. Han sidder alt for roligt, syntes Helene. Sidder er måske en overdrivelse, han mere ligger henkastet og noget livløs, men lige akkurat livlig nok til at kradse bogstaver ned i hendes gamle ugeblad. ”Henrik..! Henrik, har Theis fortalt dig hvad hun hedder?”, der kom ikke noget svar. Kunne hun hedde Maibritt? Eller Solveig eller måske hedder hun Trine? Helene spekulerede og bladrede navnebogen igennem inde i sit hoved. Hun kunne også hedde Sara eller Charlotte. Helenes egen læge hed Charlotte, Charlotte Svendsen; hvilket er et rigtig godt lægenavn. Så det var det bedste bud hun kunne komme med. Charlotte og Theis klinger også godt sammen. Helene kunne se navnene på dørskiltet i Nansensgade, det ville klæde den hvide dør. ”Henrik, for pokker! Sover du? Du kan da ikke sove nu, de kommer om lidt!” Helene prøver ikke at vrisse, men det er svært for hende. Nervøsiteten kolliderer med hendes spændte forventninger, Theis havde virkelig værnet om sin nye kæreste. Men hvorfor skulle der gå så lang tid før de måtte møde hende? Helene mente ikke at hun var en af de der pinlige mødre, hun havde altid opført sig eksemplarisk når hun skulle møde Theis’ venner og kærester. ”Kan det passe at hun hedder Leonora?”, grynter Henrik fra stolen. Han gnider sig i øjnene og sætter sig op, retter på brillen og klør sig i skægstubbene. Helene ser sin mand vågne fra et af hans utallige men præcise blund, foran krydsogtværsen, som hun har gjort det i 20 år. Leonora. Leonora, hvilken læge hedder Leonora? Helene blev en smule irriteret over al det hemmelighedskræmmeri. Det er da ikke særlig pænt af Theis, ikke at give klar besked om, hvem der skal gøre dem selskab ved spisebordet senere. ”Er du sikker på at det var Leonora, hun hed? En læge kan da ikke hedde Leonora, Henrik!” Henrik lægger sine arme på hendes skuldre og ser ind i Helenes øjne med sine blanke, akkurat som han har gjort det så mange gange før, når han har skullet berolige sin kone uden ord. Hans iris svømmer i det hvide hav omkring dem og Helene glemmer for et øjeblik spændingen i kroppen, nervøsiteten i blodet og maden i ovnen. Bornholmeren slår og Helene gibber og vækkes ud af sin trance. Henrik fjerner sine arme fra hendes skuldre og sætter sig over i stolen igen, hvor han endnu en gang tænder sin pibe. Helene stavrer over til komfuret, rører febrilsk rundt i sovsen. Hendes blik møder en sydende steg i ovnen, det skal nok gå, beroliger hun sig selv. Sæt hun er vegetar! Det ville Theis da have fortalt, hvis hun var, ville han ikke? ”Henrik, du tror ikke hun er vegetar vel? Det er jo in at redde dyr og spise grønt, det er det jo. Og hun er jo snart en rigtig læge, uddannet og med skalpeller og det hele, hun går sikkert ikke ind for dyremord for at få mad på bordet. Tror du? Henrik? Eller måske spiser hun kun kylling. Jeg vidste jeg skulle have lavet kylling, hvorfor sagde du ikke jeg skulle have gjort det i stedet?” Helenes ord påvirker ikke Henriks ro, han sidder afslappet og bapper på pibestangen, oser stuen til, piller ved frynserne på gulvtæppet med sine bare tæer og hviler sin venstre arm på armlænet, den anden nulrer slipsespidsen. ”Henrik!” Helenes stemme knækker. Hun fanger et par sokker som hænger på radiatoren i gangen, spankulerer lige hen over stuegulvet og smider dem i skødet på Henrik. ”Tag så de sokker på!” ”Ja, Helene, det skal jeg nok.” ”Sig mig en gang, er du slet ikke spor nervøs over at møde din eneste søns nye kæreste?” Helenes hjerte hamrer, hun er overraskende bekymret for hans svar, for hvad hvis det kun er hende? Hvad hvis det ikke betyder noget særligt for ham? Er hun skør for at gå så meget op i, at møde dette menneske og ønske at det måtte kunne lide dem? ”Nej, Helene, jeg glæder mig. Altså, hvor krævende kan hun være, hun er 24 år. Og hvis hun ikke kan lide kød, så laver du glimrende broccolisalat, skat. Det hele ordner sig, skal du se,” Henrik putter piben i munden igen, smiler skævt til sin kone. ”Okay, okay. Du har sikkert ret. Men hvem kan blive mæt af broccoli? Og der er jo også bacon i,” ”Helene” ”Nej, okay, jeg skal nok” ”Det var godt, min tøs!” Henrik klapper hende i numsen idet hun vender sig om, for at klargøre og tilberede det sidste til aftenens middag, i køkkenet. Helene orker ikke at sige mere nu, så hun lader klappet passere uden angreb. Henrik smågrynter for sig selv og krydser videre. Hele huset summer af forventninger og dufter af en veltilberedt middag. Helene gnider sig i hænderne og ser på uret. 17:45. Ser så ud af vinduet og får øje på en solsort. Fuglen bevæger sig fra side til side, det ligner næsten at den danser, synes Helene, selvom hun jo godt ved at den bare leder efter mad. Mad! Helene løsriver sig fra fugledansen og kigger til ind til stegen. Kartoflerne er stort set færdige og sovsen skal bare lige op og koge igen, broccolisalaten er i køleskabet og bordet er dækket. Helene tjekker alligevel, for en sikkerheds skyld, om alt ser ud som det skal i spisestuen. Knive, gafler, foldede servietter, ikke de nemme og kedelige vifter, men diamanterne, spidse og elegante, lysestagerne fra Henriks mor, de spreder sådan en dejlig belysning. Den grønne dug er fra Helenes barndomshjem, men det kan man ikke se, for renseriet har været så dygtige hver evig eneste gang hun har sendt den til rens. Helene smiler ved sit held, retter på den diskrete blomsterbuket på bordet og ser over på Henrik, der stadig sidder i samme stilling. ”Så, nu kommer de snart! Nu kommer vores svigerdatter, vores svigerdatter der studerer til læge. Åh Gud, du tror ikke hun ser ned på os, vel? Ih, Henrik altså, hvorfor færdiggjorde du aldrig din ingeniør uddannelse?” ”Fordi jeg bedre kunne lide at køre bus!” ”Og hvor mon Theis har mødt hende henne? Han kommer da ikke så fine steder som lægestuderende? Har han råd til det?” Helene løfter det ene øjenbryn, bider sig i læben. ”De har vel mødtes i svømmehallen?!” Henrik tager piben ud, banker den på askebægeret og rejser sig fra stolen. Han tager hende om livet, klemmer hende ind til sig og puster hende i øret. ”Det er bare en almindelig pige, som vores søn er faldet for, hun har sikkert mange spændende ting at fortælle om sit liv. Tag det nu bare helt roligt, du er god nok.” ”God nok? Ha. Jeg sidder på kontor, imens hun redder liv,” Helene nyder klemmet og Henriks blandede duft af mint-tobak og kaffe. ”Snart kan redde liv!” retter Henrik hende, skubber sig ømt ud af krammet og smiler. ”Tror du virkelig at de har mødt hinanden i svømmehallen?” Helene ser spørgende på sin mand, der nikker og kysser hende på panden. ”Der kommer jo så mange mennesker i svømmehaller, så hvorfor ikke? Måske er hun meget sportslig og slapper af med en svømmetur før og efter hendes lægepligter,” Henrik klukker over sit forsøg på, at berolige sin kone. Helene sukker, sætter sig i sofaen og sender ham et opgivende smil. ”Måske har du ret.” Bornholmeruret dikker seks gange og Helene er sikker på, at hendes hjerte sprang et slag over. Middagen har pakket deres hjem ind i en puppe, Helene er så spændt at hun ikke kan sidde stille. Hvordan mon denne Leonora ser ud? Hun er sikkert lyshåret, det plejer at være Theis’ type, lyshåret og store øjne og også gerne lidt at tage fat i hist og her. Men måske Leonora er anderledes af udseende? Hvorfor har Theis heller ikke fortalt noget som helst brugbart om hende? De gange de har talt i telefon sammen har han bare fortalt om lægestudiet, guitarspilleriet og deres ture til Aarhus, for at besøge Leonoras forældre og hjemby. Har hun gjort noget galt siden de ikke har besøgt hende og Henrik før nu? De har trods alt været sammen i, hvad.. otte måneder? Ni måneder? Åh, Gud, måske er hun gravid? Og det var derfor Theis ringede og inviterede sig selv på middag, for at fortælle om graviditeten. Hvad så med hendes studie? Helene bliver helt forpustet af at tænke og ryster på sit hoved, som for at ryste nogle af tankerne ud. Hun rejser sig fra sofaen, småløber over til dørtærsklen mellem gang og stue. Helene tripper og fumler med en af Henriks tændstikæsker. Henrik sidder stadig i sin stol, nu med lukkede øjne og hagen rettet mod loftet, han har fået sokker på og ser ud til at nyde tilværelsen. Hun ønsker i et kort øjeblik at hun sad der, dér i stolen og vippede med de krydsede ben og chokoladebrune tøfler, imens hun tog livet for hvad det var; uforudsigeligt. En raslen i indkørslen bragte hende tilbage til virkeligheden. Henrik åbner sine øjne og rejser sig langsomt, går over mod sin kone og tager hende i hånden. ”Så er det nu!” ”Ja, så er det nu, Helene,” de går sammen over mod hoveddøren. Henrik åbner døren da det ringer på, Helene stikker hovedet frem for bedre at kunne se de to mennesker udenfor. Hun taber Henriks hånd med det samme og alle hendes tanker, der har fløjet rundt inde i hende, siden Theis havde ringet i mandags. Theis er i en smuk, blå blazer og har en æske fyldt chokolade i hånden, hans øjne lyser nervøst. Helene slipper ikke Theis’ blik. Henrik rømmer sig og tager piben væk fra munden, så smiler han sit rolige smil. ”Jamen, kom da indenfor I to! Velkommen. Jeg er Theis’ far Henrik og dette er min kone, Helene,” Henrik rækker sin hånd ud til et håndtryk og sætter piben tilbage i venstre mundvig med den anden. ”Mange tak, skal I have. Det er så mig der er Lennart, jeg har set meget frem til at møde jer.” Lennart trykker Henrik i hånden og smiler skævt, Theis ser stadig på sin mor. Helenes blik skærer sig igennem Theis’ og det begynder at gøre ondt i hendes bryst. | ||||||||||||||
 | haleløs | 2011-10-18 20:16:56 |
Velfortalt med go', evig-aktuel pointe! Fint portræt af de to forældre og det implicitte forhold til deres søn: far Henrik er vist ikke spor overrasket; og Theis har nok været mega bekymret for sin mors reaktion ?
venligst ...
PS faldt over et par sproglige ting undervejs: ln. 13 'SIN tankestrøm' ln. 21 'måske hedDER hun Trine?'
venligst ...
PS faldt over et par sproglige ting undervejs: ln. 13 'SIN tankestrøm' ln. 21 'måske hedDER hun Trine?'
| NannaLA | 2011-10-19 10:41:32 |
Tak for påmærksomhederne undervejs; de er nu rettet. Der er ydermere kommet et par sætninger mere med. Den visuelle "bog-bladring" fungerede ikke, så den sætning er omskrevet; Henrik's pibe har også fået en bevægelses-betydning i slutningen :-)
| haleløs | 2011-10-19 12:18:19 |
hvorfor står de sidste 23 linier i imperfektum / datid? Og 2 afsni ln.17 'krydsogtværsen, som HUN har gjort det. ..' hUn eller hAn? ??
Fangede ikke umiddelbart nogen pibe-symbolik. .. med mindre da den er en 'fallos-metafor' ?
Historien her er for øvrigt 100% realistisk. .. og særdeles velskrevet!
venligst. ..
Fangede ikke umiddelbart nogen pibe-symbolik. .. med mindre da den er en 'fallos-metafor' ?
Historien her er for øvrigt 100% realistisk. .. og særdeles velskrevet!
venligst. ..
| NannaLA | 2011-10-19 12:31:56 |
TAK! Jeg havde slet ikke opdaget at jeg ret underligt sneg mig over i datid der, det er nu rettet! Tak.
Ang: 2 afsnit, linje 17 - det skal være hun, da det er Helene som har gjort det (altså iagtaget) i mange år.
Jeg er så glad for du mener den er realistisk!
Ang: 2 afsnit, linje 17 - det skal være hun, da det er Helene som har gjort det (altså iagtaget) i mange år.
Jeg er så glad for du mener den er realistisk!
| haleløs | 2011-10-19 15:27:01 |
okay; så ville jeg nu nok bruge 'hun SELV'. .. også af hensyn til rytmen i teksten!
Og heller ikke vildt begejstret for: ' ... dette menneske og ønske at det måtte kunne lide. .. ' - det' jo en (forventet) 'hun' - ikke sandt?
Fik ikke læst færdig i denne omgang. ..
venligst. ..
Og heller ikke vildt begejstret for: ' ... dette menneske og ønske at det måtte kunne lide. .. ' - det' jo en (forventet) 'hun' - ikke sandt?
Fik ikke læst færdig i denne omgang. ..
venligst. ..
Du skal være logget ind, før du kan kommentere og vurdere!
