 |  | Ikke-færdig roman (Revolution i Tunesien) - Kapitel 3 |
 |
|
|||||||||||||
|
Det virkede absurd, nej - det var absurd. Han havde tændt for fjernsynet, så snart han var vågnet. Havde forventet at finde bare en lille kommentar i nyhederne om nattens opstandelse. Ikke ét ord. Isam stirrede sammenbidt ind i tv’et, hvor nyhedsmanden fortalte om præsidentens alskens aktiviteter, og efter et par minutter uden nogen som helst reference til nattens begivenheder, slukkede Isam for fjernsynet og smed fjernbetjeningen fra sig. Han så ud af vinduet. Det var for længst blevet lyst, og han skammede sig over ikke at være vågnet noget før. Han missede med øjnene mod solen og følte ubehaget komme krybende ind i maven. Skuddene farede gennem hans tanker, og han sank en klump. Han fandt Majid siddende foran en købmandsforretning, et par gader væk. Det var køligt den morgen, og Isam skuttede sig. Han havde lige nået at trække i vinterjakken, men hans ven sad i bare arme og ben. Han så ikke op, og registrerede overhovedet ikke Isams tilstedeværelse. ”Majid.” Isam satte sig på hug ved siden af ham, og vennen så endelig op. Hans mørke øjne var udtryksløse. ”Samir er død.” Hans ord lød som om de kom langt væk fra, og i første omgang registrerede Isam dem slet ikke. Hans bliv blev sløret, og han rejste sig med et ryk op. Så stirrede han på Majid. ”Du tager pis på mig. Du tager pis på mig, mand.” Hans stemme lød desperat, og for sit indre blik så han hvordan Samir faldt til jorden, og blodet begyndte at pible ud af hans bryst. Og så hørte Isam skuddene igen. Majid rystede på hovedet og stirrede med øjne, der var ved at fyldes med tårer, på Isam. ”De fik ham, Isam. De forbandede svin fik ham.” Isam havde det som om, hans luftveje var spærrede. Han kunne ikke trække vejret ordentligt. Han lod sig falde ned på asfalten og gemte ansigtet i hænderne. Og så rejste han sig med et ryk. ”Jeg burde have været der. Jeg skulle have hjulpet ham; og jeg var der ikke.” Hans skridt lød som et ekko, idet han uden videre drejede om og løb væk. Han havde det som man kunne forestille sig, en søvngænger havde det. Han tilbragte resten af dagen med at vandre rundt i byen, uden noget som helst mål. Han passerede massevis af mennesker og registrerede ikke ét af dem. Det var som om en mærkværdig tåge, som kun påvirkede ham, havde lagt sig. Det blev middag og det blev aften, og da han passerede garagen, stoppede han brat op. Lyset brændte, og Isam gik med langsomme skridt hen imod indgangen. Døren stod på klem, og gennem den tynde sprække kunne han se Majid sidde med ryggen mod væggen. Isam stod et øjeblik og betragtede ham. Måske var det dumt, men den dårlige samvittighed overvældede ham igen. Tanken om at hans tilstedeværelse måske ville have gjort en forskel aftenen før, fløj igennem hans hoved. Efter et øjeblik gik det op for ham, at hans ven sad inde i garagen og græd. Der var stille på gaden, og lyden af Majids gråd nåede derfor tydeligt ud til Isam. Lyden var som en kniv, der borede i ham, og han trådte ind i garagen. Majid løftede hovedet og virkede ikke engang overrasket over at se Isam, og denne blev på mærkværdig vis glad for det. Han satte sig ved siden af Majid. ”Hvad laver du her? Har du ikke hørt om udgangsforbuddet?” Majid tørrede hastigt øjnene og skævede til Isam, som for at se om han havde lagt mærke til hans tårer. Isam så overrasket på sin ven. ”Udgangsforbud? Hvad snakker du om?” ”De har udstedt udgangsforbud; det troede jeg, du vidste. De råbte det sgu da ud gennem en megafon ”¦” Majids stemme døde hen og hans ansigtsudtryk tydede på, at han var langt væk i tankerne. Isam måtte tænke på, at han måske følte sig, som han, Isam, selv havde følt sig hele dagen; som en søvngænger. I hvert fald var Majids blik tomt og sløret, og Isam måtte lige pludselig le. Han sad dér og lo som en, der var blevet vanvittig, og det målløse blik, som Majid sendte ham, var næsten komisk. ”Jeg kan ikke tro, at jeg ikke hørte det. Og jeg kan ikke tro, at de ikke snuppede mig. Måske har jeg været usynlig hele dagen.” Han rystede på hovedet og så ned i jorden. Så rejste han sig og begyndte at gå frem og tilbage i garagen. ”Hvordan skete det, Majid?” Majid mødte sin vens alvorlige blik og strøg håret væk fra panden. Det var tydeligt, at han ikke ville tale om det. ”Det var vel, som du kan forestille dig det,” mumlede han. Isam udstødte et højlydt fnys. ”Nej, jeg kan ikke forestille mig det, Majid. For Guds skyld, de skød ham, gjorde de ikke?” Majid så væk; ned på sine fødder. Da der gik længe uden at han svarede, gentog Isam spørgsmålet. Majid rejste sig med et ryk. ”Ja, for helvede, de skød ham. Kan vi godt lade det ligge, så?” Han lagde armene over kors og begyndte at skrabe i jorden med fødderne. Isam rynkede panden. ”Hvad er der galt med dig, mand? Vi er kammerater. Hvad skete der? Hvorfor begyndte politiet lige pludselig at skyde? Jeg ved godt, at de har pryglet mennesker til døde de sidste dage, men at begynde at skyde?” Han måtte smile bittert over sin egen formulering; sikke barmhjertige politimændene havde været; de havde kun pryglet mennesker til døde. Majids øjne lynede, da han svarede: ”Fordi Samir skød på en af dem først; derfor. Er du tilfreds nu?” Hans ord tog pusten fra Isam, og denne gang var det ham der var tavs i adskillige sekunder. Så stirrede han på sin ven. ”Hvor havde Samir fået en pistol fra?” Majid slog ud med hånden. ”Jeg ved det sgu da ikke, for helvede. Han havde sagt noget om at hans fætter kendte én, der kunne skaffe den slags, men jeg troede ikke, at han virkelig havde tænkt sig at ”¦” ”Så du vidste det?” Isam rystede perpleks på hovedet og der må have været noget bebrejdende i hans blik, for Majid farede op. ”Nu skal du ikke begynde at bebrejde mig noget, mand! Jeg vidste ikke, at han havde taget en pistol med ud på gaden, okay? For fanden, ingen af os ville have troet at Samir ville begynde at skyde på politimændene, men - de blev ved med at true os, forstår du? Med deres revolvere; dem som de altid bærer rundt med sig alle vegne. Samir blev provokeret, og da de begyndte at slå løs på en ældre dame - ” Han tav og var i tankerne tydeligvis vandret tilbage til den forrige aftens begivenheder. Hans ansigt fik et barns opgivende udtryk og de mørke øjne så ud, som om de havde mistet noget af deres lys. Mod sin vilje måtte Isam tænke på, hvordan Samirs øjne mon havde set ud den forrige aften, da kuglen havde stoppet hans hjerte. Hvor længe var der gået til lyset i hans øjne tonede ud - for bestandig? Isam havde følelsen af at han snart ville eksplodere. Han blev opfyldt af en fornemmelse, der var så frustrerende, som intet andet han nogensinde havde oplevet, og han kunne ikke engang sætte navn på den. Det var følelsen af vrede; så afgjort, men der var også noget andet. Det var en form for rastløshed, den værste af slagsen. Han blev pludselig vred på Samir; hvad fanden havde den idiot tænkt på, da han begyndte at skyde på en politimand? Han kunne stadig være i live, hvis han havde holdt sig til den fredelige demonstration, ligesom alle de andre. Men der var en stemme i Isams hoved - en stemme, som han vidste, havde ret. Politimanden havde fortjent det. Han havde formentligt stået og tævet løs på fredelige, uskyldige mennesker i flere dage nu, uden at nogen af dem havde kunnet gøre gengæld. Samir havde endelig givet ham, hvad han fortjente, og uanset Isams foragt for vold, kunne han ikke benægte, at Samir havde handlet retfærdigt. Dumdristigt; åbenlyst livsfarligt, men ikke uretfærdigt. Og nu var han død. Erkendelsen af dette slog ham på en så kraftig måde, at det nærmest slog ham omkuld. Han havde altid haft et angstforhold til døden. Dengang han var lille og en af hans onkler var omkommet i en bilulykke, havde han haft mareridt regelmæssigt hver nat, i flere måneder efter. Han havde været bange for at miste sin familie, og havde fået en eller anden barnlig illusion om, at hvis han opførte sig virkelig godt, hvis han holdt sig ude af problemer, så ville Gud sørge for, at han og hans familie aldrig skulle dø. Med årene havde han selvfølgelig sluppet denne forhåbning, men angsten for døden hang stadig ved ham, og nogle gange vågnede han stadig om natten med tanken; du må ikke dø. I må ikke dø. Han havde i sine unge teenage-år grebet sig selv i, at lukke så få mennesker ind i sit liv som muligt; han ville nemlig ikke kunne bære at skulle miste dem. Erkendelsen af dette var kun så småt begyndt at nå frem til ham og han havde ikke prøvet at gøre noget ved den. Så trist det end måtte lyde; der var noget rigtigt i tanken. For hver person han lukkede ind i sit hjerte; for hver person han holdt af, ville hans hjerte briste én gang mere, hvis han levede længere end denne person, og han vidste ikke, hvor mange gange han ville kunne klare det. Og Samir havde været et af disse mennesker; han havde kendt ham hele sit liv og drengen havde sammen med Majid været den, der kom nærmest at være som en bror for Isam. Bror. Tanken om Saïd strejfede ham, og han måtte erkende, at hvis storebroren ikke havde afholdt ham fra at tage ud på gaden aftenen før - Det var ikke til at sige, hvad Isam ville have gjort ved synet af politimanden, som skød på Samir. Hans tanker blev afbrudt af Majid, der var på vej hen mod døren til garagen. Han så sig tilbage over skulderen. ”Kommer du med? Jeg aner ikke hvordan vi skal få sneget os forbi svinene; det er langt over tid. Vi skulle have været indenfor klokken 18.00.” Han måtte le bittert. ”Kan du tro, at det er kommet så vidt? Staten har givet os alle sammen stuearrest.” Han rørte ved noget i baglommen på sine bukser, og Isam kneb øjnene sammen. Var det ”¦? Han gik med lange skridt hen mod Majid, som ved synet af dette rynkede panden og så uroligt på sin ven. ”Hvad er der? Hvorfor ser du så underlig ud i ansigtet?” ”Hvad har du i baglommen?” Isam kunne ikke genkende sin stemme; sig selv. Det slog ham, at han i øjeblikket mindede om Saïd. Havde denne forfærdelige hændelse gjort ham voksen? Majid tog sig instinktivt til baglommen. ”Hvad snakker du om, mand, jeg har ingenting i baglommen.” Men tonen i hans stemme kunne ikke snyde nogen, og den kunne især ikke snyde Isam. Og det opgivende udtryk i Majids ansigt fortalte, at han selv vidste det. Han slap taget om dørhåndtaget og vendte sig om mod Isam igen. Og så trak han den sorte pistol frem. Isam havde det som om blodet frøs til is i hans årer, og et øjeblik kunne han ikke trække vejret. Sveden trådte hastigt frem og han strøg fraværende håret væk fra øjnene, mens han stirrede på Majid - eller rettere, det han havde i hånden. Han kunne ikke tvinge ét eneste ord over sine læber, og ærligt talt ville han heller ikke have vidst, hvad han skulle sige i dette øjeblik. ”Jeg samlede den op efter, at Samir var faldet til jorden.” Majids stemme lød underligt monoton og Isam stirrede fortsat på ham uden at svare. Så rømmede han sig, og hans hals føltes tørre end sandpapir. ”Hvorfor?” Majid smilede et underligt, hemmelighedsfuldt smil, som sagde: det ved du godt, gør du ikke? Isam havde det som om han stod foran en vanvittig mand, som han på underlig vis havde ansvaret for. Hans stemme lød rolig, dog med en undertone af panik, idet han sagde: ”Majid, hvad har du tænkt dig med den pistol? Vær ikke dum nu, mand.” Og han betragtede sin ven, som stadig havde det underlige, lettere vanvittige smil om munden. | ||||||||||||||
 | haleløs | 2012-03-15 21:10:34 |
Tror, jeg har læst ca. en trediedel nu (læser meeeget grundigt ;) ) Læser resten senere ...
venligst ...
PS "hvor nyhedsmanden fortalte om" på dansk ville man nu nok sige 'nyhederne' / 'studieværten' / 'nyhedsankeret'
"han skammede sig over ikke at være vågnet noget før." er du sikker på, du virkelig mener 'skammede'? ... det' jo et meget stærkt udtryk ... hvad med ærgrede ???
"Skuddene farede gennem hans tanker," det hedder: jeg farer, jeg for stærkt bøjet = vokalskifte
"Hans bliv blev sløret, og han rejste sig ..." = blik
venligst ...
PS "hvor nyhedsmanden fortalte om" på dansk ville man nu nok sige 'nyhederne' / 'studieværten' / 'nyhedsankeret'
"han skammede sig over ikke at være vågnet noget før." er du sikker på, du virkelig mener 'skammede'? ... det' jo et meget stærkt udtryk ... hvad med ærgrede ???
"Skuddene farede gennem hans tanker," det hedder: jeg farer, jeg for stærkt bøjet = vokalskifte
"Hans bliv blev sløret, og han rejste sig ..." = blik
| haleløs | 2012-03-17 10:01:25 |
hej; jeg er ved at leve mig ind i dit tunesiske univers og persongalleri; derfor er min læsning sat lidt på 'stand-by' ;)
Har spekuleret en del over din insisteren på anvendelse af 'Gud' versus 'Allah' ... romanen 'Drageløberen' af Khaled Hosseini http://www.litteratursiden.dk/anmeldelser/drageloeberen-af-khaled-hosseini kunne evt. være en hjælp for dig i balancen af, hvordan man 'oversætter' en fremmed kultur til dansk? Denne forfatter bor i USA men er opr. fra Afghanistan ...
Jeg læste romanen; den var 'månedens bog' hos Gyldendal, og huske, jeg syntes, den er dygtigt oversat. Biblioteket har den i diverse udgaver - også indlæst ...
venligst ...
Har spekuleret en del over din insisteren på anvendelse af 'Gud' versus 'Allah' ... romanen 'Drageløberen' af Khaled Hosseini http://www.litteratursiden.dk/anmeldelser/drageloeberen-af-khaled-hosseini kunne evt. være en hjælp for dig i balancen af, hvordan man 'oversætter' en fremmed kultur til dansk? Denne forfatter bor i USA men er opr. fra Afghanistan ...
Jeg læste romanen; den var 'månedens bog' hos Gyldendal, og huske, jeg syntes, den er dygtigt oversat. Biblioteket har den i diverse udgaver - også indlæst ...
venligst ...
| Nadia K | 2012-03-17 10:25:34 |
Hej Haleløs,
godt at høre! :-) Jeg kender den bog du henviser til! Har godt nok ikke læst den endnu, men har den liggende derhjemme, da jeg fik den til min 18-års fødselsdag :) Men har set filmen, som var fremragende.. Må nok hellere give mig ikast med læsningen af den snarest muligt (:
godt at høre! :-) Jeg kender den bog du henviser til! Har godt nok ikke læst den endnu, men har den liggende derhjemme, da jeg fik den til min 18-års fødselsdag :) Men har set filmen, som var fremragende.. Må nok hellere give mig ikast med læsningen af den snarest muligt (:
| haleløs | 2012-03-17 18:15:07 |
et par 'sætnings-knuder" (dog KUN knuder; ikke direkte fejl) med forbedringsforslag:
"Han havde det som man kunne forestille sig, en søvngænger havde det." ? hmm ... nok bedre med "Han havde det som en søvngænger." ;)
"Isam måtte tænke på, at han måske følte sig, som han, Isam, selv havde følt sig hele dagen; " ? hmmm ... "Isam tænkte, Majid måske følte, som han selv havde følt sig hele dagen; ..."
"Han sad dér og lo som en, der var blevet vanvittig, ..." som om han var blevet
"i hans blik, for Majid f(arede) +or op"
vrede + rastløshed = rigtig, rigtig go' formulering & beskrivelse af 'indre kaos' !
Jeg er i fuld gang med at læse; også rundt om på nettet om Tunesien - jeg aner ikke spor om landet; så ... du får altså mine komm. sådan løbende ;)
venligst ...
PS hvor mange flere kapitler har du klar? Post gerne eet eller to mere ... og fortsæt så med at skrive på romanen, TAK!
"Han havde det som man kunne forestille sig, en søvngænger havde det." ? hmm ... nok bedre med "Han havde det som en søvngænger." ;)
"Isam måtte tænke på, at han måske følte sig, som han, Isam, selv havde følt sig hele dagen; " ? hmmm ... "Isam tænkte, Majid måske følte, som han selv havde følt sig hele dagen; ..."
"Han sad dér og lo som en, der var blevet vanvittig, ..." som om han var blevet
"i hans blik, for Majid f(arede) +or op"
vrede + rastløshed = rigtig, rigtig go' formulering & beskrivelse af 'indre kaos' !
Jeg er i fuld gang med at læse; også rundt om på nettet om Tunesien - jeg aner ikke spor om landet; så ... du får altså mine komm. sådan løbende ;)
venligst ...
PS hvor mange flere kapitler har du klar? Post gerne eet eller to mere ... og fortsæt så med at skrive på romanen, TAK!
| Nadia K | 2012-03-17 18:21:01 |
TAK; synes det lyder meget bedre som du har foreslået :) Har det med at formulere tingene lidt kringlet en gang imellem :)
Godt at høre, Haleløs! Glæder mig til de næste kommentarer...
Har faktisk kun halvandet kapitel tilbage af romanen! Stoppede med at skrive midt i kapitel 5, så vil nok kun poste ét kapitel mere, dvs. kapitel 4 .. men det glæder mig at høre, at du synes jeg skal fortsætte. Havde nemlig selv en lille fornemmelse af, at der var potentiale i projektet. :D
Tusind tak fordi du følger med!
Godt at høre, Haleløs! Glæder mig til de næste kommentarer...
Har faktisk kun halvandet kapitel tilbage af romanen! Stoppede med at skrive midt i kapitel 5, så vil nok kun poste ét kapitel mere, dvs. kapitel 4 .. men det glæder mig at høre, at du synes jeg skal fortsætte. Havde nemlig selv en lille fornemmelse af, at der var potentiale i projektet. :D
Tusind tak fordi du følger med!
| haleløs | 2012-03-20 15:39:32 |
... lidt fler' forslag til 'rettelser:
" ... og de mørke øjne så ud, som om de havde mistet noget af deres lys. " slettes
" Han blev opfyldt af en fornemmelse, der var så frustrerende, som intet andet ..." slettes
" ... uden at nogen af dem havde kunnet gøre gengæld." gøre modstand? forsvare sig?
" ... dette slog ham på en så kraftig måde, at det nærmest slog ham omkuld." slettes
" Han slap taget om dørhåndtaget ..." slettes
" Sveden trådte hastigt frem " piblede
" og hans hals føltes tørre end " mere tør end
" panik, idet han sagde: ”Majid, ... " spurgte
jeg er ved at læse op på 'Yasmin-revolutionen' ... stoffet er temmelig nyt for mig ;)
HVORNÅR ser man flere kapitler?
venligst ...
" ... og de mørke øjne så ud, som om de havde mistet noget af deres lys. " slettes
" Han blev opfyldt af en fornemmelse, der var så frustrerende, som intet andet ..." slettes
" ... uden at nogen af dem havde kunnet gøre gengæld." gøre modstand? forsvare sig?
" ... dette slog ham på en så kraftig måde, at det nærmest slog ham omkuld." slettes
" Han slap taget om dørhåndtaget ..." slettes
" Sveden trådte hastigt frem " piblede
" og hans hals føltes tørre end " mere tør end
" panik, idet han sagde: ”Majid, ... " spurgte
jeg er ved at læse op på 'Yasmin-revolutionen' ... stoffet er temmelig nyt for mig ;)
HVORNÅR ser man flere kapitler?
venligst ...
| Nadia K | 2012-03-20 20:27:01 |
Tak :)
Altsammen noget, jeg vil tage op til overvejelse...
Jeg har netop uploadet det fjerde og foreløbigt 'sidste' kapitel idag! Derefter skal jeg have skrevet videre - engang. Tror nu nok jeg må tage mig af 'Kollision' først ;) Men ja, jeg får se. Det kan være jeg vil arbejde sideløbende på begge projekter 'samtidigt' :)
Altsammen noget, jeg vil tage op til overvejelse...
Jeg har netop uploadet det fjerde og foreløbigt 'sidste' kapitel idag! Derefter skal jeg have skrevet videre - engang. Tror nu nok jeg må tage mig af 'Kollision' først ;) Men ja, jeg får se. Det kan være jeg vil arbejde sideløbende på begge projekter 'samtidigt' :)
Du skal være logget ind, før du kan kommentere og vurdere!
Hmmm, mht. 'skammede' .. brugen af ordet er vist helt med vilje. Når Isam skammer sig over at være vågnet sent, så er det fordi han skammer sig over det faktum at han overhovedet KAN sove, med alt det, der foregår, og med det 'på samvittigheden' at han ikke hjælper sine landsbrødre. Men kan godt se det måske var lidt forvirrende (: