 |  | Fængslet (1. Del) |
 |
|
|||||||||||||
|
Fængslet Seraphina vågnede op til sin tredje dag i fangekælderen, da solens stråler trængte ind ad det lille vindue øverst i hendes celle. Hun rejste sig langsomt. Hendes krop var øm efter alle de skub, hun fik af fangevogteren. Den hvide kjortel skjulte på ingen måde resultatet af hans handlinger. Op og ned af både hendes arme og ben havde blå mærker spredt sig med vage mellemrum. Hun trak sig selv op ved hjælp af tremmerne som cellevæggen bestod af. Hendes muskler skreg i protest. Der var endnu en time eller to til, hun ville få sin morgenmad, eller hvad man nu kunne kalde den humpel brød og udkogt suppe, hun fik. Seraphinas muskler værkede af at stå op, og hun havde mest lyst til at smide sig ned igen, men hun ville ikke vise svaghed! Hverken overfor fangevogterne eller ham. Hun lempede sig forsigtigt over til vinduet, hvor hun trak sig op, så hun kunne se ud. Hendes knoer blev hvide af anstrengelserne, og så kunne hun kun se den mudrede jord og en lille stribe af den grå himmel. Hvorfor var hun også blevet taget til fange i efteråret? Snart ville vinteren komme, og hun havde brug for varme strømper og aftenens spændende historier. Hun havde brug for Micheals varme og glade smil. Det trak i hendes læber ved tanken om Micheal. Hvorfor var han ikke kommet endnu? Han havde svoret hende troskab! Han havde svoret at beskytte hende! Hvor var han nu? Hun kunne ikke bære, hvis han blev fanget i forsøget på at få hende ud! Hun lod sig glide ned af den kolde ru stenmur. Den skar sig gennem den tynde kjortel og ind i huden på hendes ryg. Fortabt følte hun sig - og efterladt. I det fjerne kunne Seraphina høre en svag bjæffen. Ulvehunden! Hun skramlede mod jorden for at rejse sig. Rev sin albue til blods. Hun sank. ’Ingen tegn på svaghed, Seraphina!’ sagde hun til sig selv. Stemmen i hendes hoved lød som hendes høvdings, og det gav hende mod. De var derude et sted klar til at redde hende ud! Hun skulle ikke være her mange dage endnu. Hun stillede sig i midten af sin celle. Benene rystede under hende på grund af gårsdagens anstrengelser. Hendes fingre rystede. Adrenalinen begyndte at pumpe rundt i hendes årer. Hun tog en dyb indånding. Der kunne ikke være længe til, at han kom ind nu. Klør skrabede mod den tunge dør, der var muren mellem hende og friheden! Eller i det mindste mellem hende og resten af borgen. Seraphina kunne høre nøglen blive drejet rundt i døren. Hvorfor låste de den? Hun kunne ikke engang komme ud af cellen? Og hvis hun havde kunnet flygte ud af vinduet, ville den bare være en hindring for dem. Endnu en dyb indånding. Så trådte han ind. Ulvehunden kom luntende hen til hendes celle. Den havde rettet sine intelligente øjne lige mod hende, og hun overvejede, hvor meget den mon forstod af hendes situation. Det varme blod løb langsomt ned af hendes arm. Hun kunne smage den metalliske smag i sin mund. En lav fløjten undslap hans læber, og hunden luntede øjeblikkeligt over til ham. Han satte sig på sin vante plads i et indhak i muren, men først efter han havde tændt faklerne rundt i rummet med sin egen fakkel. Han trak benene op under sig og kiggede så i hendes retning. Seraphina kunne ikke holde til hans granskende blik, så hun vente blikket mod den nærmeste fakkel. Tanken om ildens varme gav hende gåsehud. Hun tænkte aldrig over, hvor koldt der var, før han tændte de åndssvage fakler. Ulvehunden lavede en lille pivelyd og lagde sig for hans fødder. Den brød hendes koncentration. Hun fandt sig selv stirrende ind i hans øjne igen. Hun fnøs irriteret og vendte sig rundt. Seraphina følte sig utrolig nøgen uden sin vanelige beklædning. Hun havde intet på, af det der egentlig tilhørte hende. Alle hendes ting hang overfor hende. Hendes kappe. Hvor ville hun gerne have den kappe. Hun sneg sig til at kaste et blik over skulderen. Hendes ben truede med at falde sammen under hende, da hun så ham stå lige uden for sin celle. Hun havde ikke brug for den slags overraskelser. Hun kunne nå ham, hvis hun ville. Rystende vendte hun sig rundt og stirrede på ham. Han havde lagt hovedet lidt på skrå og iagttog hende gennem tremmerne. Hans sorte hår faldt ind foran hans ene øje. Han gjorde ingen mine til at ville stryge det væk, hvilket gav Seraphina en næsten ubønhørlig trang til at gøre det. Hun tog et forsigtigt skridt i hans retning - bange for at hendes ben ville svigte hende. Han flyttede sig ikke. Han blev bare ved med at holde øje med hende. Det var tydeligt, at han holdt øje med hver eneste bevægelse, hun lavede. Hans ansigt henlå i skygger fra hans kappe. Seraphina tog endnu et skridt i hans retning. Det krævede meget fra hendes side at stole på, at hendes ben ville bære hende. Hun vædede langsomt sin mund. Den var tør som åløbene i højsommeren. ”Du er ham magikeren?” spurgte hun. Hendes stemme var ru og ugenkendelig. Hun lød som en, der ikke havde talt i måneder. Han nikkede. Hun rettede langsomt ryggen - skuffet over, at hun kunne miste sin holdning. ”Hvorfor er du ikke bange for mig?” spurgte hun nysgerrigt. Hun arbejdede ihærdigt mod sin stemme, men den ville ikke det samme som hende. Den knækkede flere gange gennem den simple sætning. En enkelt hånlig latter undslap hans læber, men han smilte skævt til hende. Det fik hende til at skælve. Hun forbandede sin krops svaghed. Hvorfor kunne den ikke lade være med at afsløre hende. ”Du ryster!” svarede Magikeren med en næsten lige så ru stemme som hendes egen, ”og, jeg har set mænd tredobbelt din styrke bryde sammen, af det du har været igennem, så du kan vel knap nok stå på benene!” Seraphina fnøs fornærmet, men desværre havde han ret. Det var kun med absolut koncentration, at hun holdt sig stående. ”Du imponerer min far!” sagde Magikeren pludseligt. En hævngerrig flamme blussede op i hendes øjne, da hendes tanker blev ført over på fyrsten. Magikeren havde vendt ryggen til hende. Hun tog det sidste svimlende skridt hen til tremmerne. Endelig havde hun noget at støtte sig til. Han kiggede på hende over skulderen. Hans øjne glimtede i lyset fra faklernes ild. Grå med en sort kant omkring. Han blinkede langsomt, inden han gik tilbage til sit indhak. Hun ville gerne spørge ham om noget, men ulvehunden rettede ørene i retning af døren og pev let. Seraphina så sin fangevogter træde ind. Hvor ville hun gerne kaste en kniv eller to i ham. Han bragte den kvalmende lugt af kold suppe med sig. Morgenmad. Han så vrissen i magikernes retning. Irritationen over magikerens tilstedeværelse stod til at læse i hans barske ansigt. Seraphina havde ikke overvejet muligheden for, at de faktisk var sødere ved hende, fordi magikeren var der. ’Han er jo fyrstens søn! Vent, burde det så ikke gå den anden vej?’ tænkte hun, mens hun stirrede ind i tremmernes rustne overflade. Hun havde en aftale med sig selv. Hun spiste ikke sin mad, før fangevogteren var gået igen. Det var hendes måde at vise, at hun kunne vente længere på maden, end det de havde ladet hende vente! At hun ikke var afhængig af dem. Magikerne nyttede det ikke at vente på, han sad i hendes fangekælder næsten hele dagen. ”Skynd dig nu - inden rotterne tager for sig!” brummede fangevogteren. Han var i særdeles dårligt humør, og Seraphina var et kort øjeblik glad for, at han ikke kunne røre hende. Skønt det var en vag glæde, han havde jo nøglerne. Fangevogteren smed hendes mad ned lige uden for cellen. Noget af suppen skvulpede over - i dag var den yderligere klumpet. Hun håbede ubevidst, at klumperne var kødstykker, hun kunne godt bruge noget kød. Fangevogteren kastede et sidste muggent blik i hendes retning, inden han gik. Hun fulgte ham med blikket, til døren gik i bag ham. ”Han har ret! Rotterne er ikke færre på slottet end i skoven!” mumlede Magikeren med en anelse ironi. Hun kiggede på ham. ”Vi har faktisk færre! Vores ild holder dem væk!” forsvarede hun sig. En smule overraskelse gled over hans ansigt. Triumf. Hun havde vundet denne gang. Ulvehunden rejste sig dovent og kiggede på hendes mad. Efter et kig på sin herre luntede den hen til skålen. Seraphina og magikeren iagttog hunden snuse til suppen. Fornærmet lavede hunden en lyd, der kunne sammenlignes med et fnys og gik tilbage til sin plads for magikerens fødder. Igen undslap den hånlige latter magikerne. ”Selv hunden vil ikke æde det i giver jeres fanger!” mumlede Seraphina muggent. Hun bukkede sig ned for at trække maden ind i cellen. ”Jeg ville ikke spise den suppe, hvis jeg var dig!” sagde Magikeren i en bedrevidende tone. Hun kiggede overrasket på ham. Han smilte skævt til hende, og hun kunne mærke, hvordan hans ord overbeviste hende om, at hun ikke skulle spise det. Hun sukkede og begyndte at gnave i brødet. Hendes muskler ville ikke længere bære hendes vægt, men det betød ikke noget i øjeblikket. Hun skulle bare have den humpel brød ned. Hun havde ikke noget spyt i munden til at bløde den op, så det var som at være tvunget til at æde sand. Hun lod sig glide ned og sidde. ”A liquorem ad liquidum” mumlede Magikeren i en dyb tone, der rungede i hele fangekælderen. Seraphina kiggede skræmt op på ham. Han stod bøjet over hendes suppe, der ikke var suppe mere, men vand. Hun kiggede mistroisk på vandet. ”Det er bare vand! Det er min far, der prøver at forgifte dig - ikke mig!” sagde Magikeren spøgefuldt. Hun troede ham. Hun troede i hvert fald på, at det var hans far, der var ude efter hende. Gnavent begyndte hun at pille i sit brød, men kom i tanke om, at hun ikke vidste noget om gifte. Opgivende kiggede hun op på magikeren. ”Det var bare congressi solanum nigrum!” forklarede Magikeren. Han virkede stolt over at udtrykke sine latinske vendinger overfor én, der ikke var lært. ”Stødt sort natskygge?” sagde Seraphina i en spørgende tone. Det var ikke videre giftigt og ville ikke slå sit offer ihjel. Troldkvinderne brugte tit ordet congressi, der betød stødt. Det skulle vel bare virke finere. Derimod havde hun lært alle planters navne på latin, da det var medicinmændenes betegnelser. Skovfolket kunne ikke handle i byen og var nødt til at handle ved de mere utroværdige landevejs medicinmænd, der solgte alverdens plantemateriale. Magikeren sendte hende et bifaldende blik. ”Ville have givet dig kraftige mavekramper,” sagde han med et lille smil. Hun kunne ikke finde ud af, om han faktisk nød at opføre sig sådan overfor hende. Han var uberegnelig. Det ene øjeblik reddede han hende, og det næste glædede han sig over, hvilke pinseler han ville kunne påføre hende. Han skubbede vandet ind under bundtremmerne, men Seraphina trak sig væk fra ham. Den pludselige bevægelse fik hendes muskler til at sige stop. Hun klaskede samme på gulvet som et dødt korpus. Igen den hånlige latter. Hun krøb sammen i bunden af sin celle. Hvorfor skulle hun rejse sig igen? Det var ydmygende nok, hvad der allerede var sket! Hvorfor skulle han se hende forsøge at kæmpe sig tilbage til et værdigt niveau. Hun krammede krampagtigt den lille humpel brød i sin hånd. ”Det ville være nemmere at spise den der, hvis du dryppede den i vandet!” brød Magikeren ind i stilheden. Hun krøb sammen i fosterstilling. Fjernt kunne hun høre ham sukke, mens hans rejste sig. Da hun kiggede igen, sad han i sit indhak med en stor læderindbunden bog. Hun kiggede på bogens forside og forsøgte at få noget forståeligt ud af de små krummelurere, der blev kaldt bogstaver. Intet hjalp det. Modløs kravlede hun over gulvet hen til vandet. Hun skiftevis drak af vandet og dyppede sit brød i det. Hun kiggede ikke én gang op på magikerne. Hun forsøget at overbevise sig selv om, at hvis hun ikke kiggede, så så han heller ikke hendes ydmygende forehavende. Alligevel nød hun hver eneste dråbe af det kølige vand. Jeg har delt historien ind i dele nu, da den var for lang tidligere! I kan finde de andre dele ved hjælp af følgende link: 2. Del Fængslet (2. Del) 3. Del Fængslet (3. Del) 4. Del Fængslet (4. Del) Mvh Liv | ||||||||||||||
 | nhuth | 2013-01-04 15:27:36 |
Kæmpe skrivepotentiale.
Men jeg bliver forpustet Og fristes næsten til at redigere, dele i overkommelige afsnit, så man når at trække vejret og nyde historien.
Det er bare for meget - på een gang.
Vh.Nhuth
Men jeg bliver forpustet Og fristes næsten til at redigere, dele i overkommelige afsnit, så man når at trække vejret og nyde historien.
Det er bare for meget - på een gang.
Vh.Nhuth
| haleløs | 2013-01-04 16:21:27 |
har kun læst starten og er enig med NHUTH; billedsprogligt fængende ... meeen ... lovlig megen gentagelse i: "... Hun lempede sig forsigtigt over til vinduet hvor hun ved hjælp af tremmerne trak sig op, så hun kunne se den MUDREDE JORD udenfor. Hendes Hendes knoer blev hvide af anstrengelserne, og så kunne hun kun se den MUDREDE JORD og en lille stribe af den grå himmel. "
Vær sød at opdele længere tekster i selvsy. afsn. og så linke ml. disse ... af hensyn tol læsbarheden ;)
venligst ...
Vær sød at opdele længere tekster i selvsy. afsn. og så linke ml. disse ... af hensyn tol læsbarheden ;)
venligst ...
| Ane Liv Berthelsen | 2013-01-05 19:32:27 |
Lidt som jeg skrev til Nhuth, så er uoverskueligheden noget, som jeg har tænkt over, og mange tak for forslaget til, hvad jeg kunne gøre ved det :)
- Ja, teksten er desværre ikke rettet igennem, hvilket selvfølgelig er noget, som jeg skal have gjort :/
Mvh Ane Liv
- Ja, teksten er desværre ikke rettet igennem, hvilket selvfølgelig er noget, som jeg skal have gjort :/
Mvh Ane Liv
| haleløs | 2013-01-05 21:50:55 |
prøv at kigge på SWEETS "Blod er bedre end vand" -serie; dén tekstlængde er tilpas at læse på tablet / phone!
| Ane Liv Berthelsen | 2013-01-05 22:17:18 |
Jeg er blevet henvist til SWEETS serei tidligere, og det er fuldstændig korrekt - jeg kan også meddele, at jeg er i fuld gang med at dele teksten ind, så jeg kan dele den ind i nogle afsnit ;)
Mvh Liv
Mvh Liv
Du skal være logget ind, før du kan kommentere og vurdere!
Mvh Ane Liv