 |  | JEG. |
 |
|
|||||||||||||
|
Det er mandag morgen og verdenen er stadig til grin, jeg spøgte altid mig selv med at alle mine mareridt star-tede med at jeg vågnede, tragisk komisk kunne man sige det var, for den eneste drøm der er gået i opfyldelse for mig, har været når søvnen har dulmet mit sind. Der var lunken kaffe på kanden og lykkehjulet på sendefladen, den halv tomme flaske gin kigger mig i øjnene og håner mig sammen med det brugte kondom der ligger ved siden af, jeg henter en kop kaffe mere bare for at gøre den næste cigaret en smule legitim. Den lunkne kaffe smagte af sod og koffeinen sætter så småt gang i angstmaskineriet i mine nerveceller. Telefonen bibber febrilsk sammen med mit hoved, der skriger i takt med de indkommende sms’er. Det stikker, min levers velvære banker på døren i håb om at få bare et enkelt svar på det sidste kald for hjælp, men for mit vedkommende er svaret tilbage ligegyldigt da jeg allerede ved at der er råddenhed i mit organ, chokket er derved ikke eksisterende, så lukker døren i igen og skyller et smertenedsættende præparat med en lunken kop kaffe der nu også har et praj af gran. Vinduet er åbent og de café kulturelle snakker, gad vide hvis virkelighed de taler om dernede, de mangler at miste og savne nogen før de kan leve livet. Den berusende genvej til frihed er ikke længere for den sørgelige kujon, men for den letsindige udvejskæmper, verdenen er ikke længere et sted man ikke længere IKKE vil væk fra. Den tomme flaske gin og de nu to kondomer kigger ondsindet på mig, hvorfor er jeg ikke fri for jeres masochi-stiske tanker, forsvind så langt væk, jeg forbander jer og de diabolske ting i sætter i mig jeg vil bare være, men min trang sidder her ved min side og bløder. Vi er ligesindede dagdrømmere os to, skål med mig, kys med mig fordi du ikke kan lade være, hvorfor skal det hele være så besværligt. Elskoven med dig var så død, du var så kold og din stemmes ryst var så udmattende og udkørt, din livsglæde var forsvundet og det var min fejl, jeg knuger dig og kræver revanche, du siger din sjæl danser ud af vindues-karmen med dit sidste strejf af omsorg for livet. Natten er så lang og gudskelov for det, det tredje kondom fortæller mig at jeg må tage afsked med dig og rebene på dine blege håndled har gjort dem blå som havets dybde, dine inderlår er røde af vores gentagende eskapader, vi danser den sidste dans og glemmer hvad vi er bange for og skære en flig af morgendagen og det slebne frisind, sammen krammer vi natten og lader vores indvendige rose farvede væske flyde ud og for evigt vil du være i min favn. Jeg nynner min sidste poetiske ryst inden vi forsvinder bort. ”Mit hjerte har fået den samme farve som horisonten i natten / mit åndedræt er som luften i Amazonas / du er som lyset i skærsilden / du giver mig følelsen af velvære i en ligegyldig tid / ånd på mig til jeg ikke kan føle livets empati længere / lad den røde farve danse på dine kolde klinker.” | ||||||||||||||
 | haleløs | 2020-01-22 12:12:58 |
halløjsan og rigtig varmt og hjerteligt velkommen indenfor til alle os andre skriveglade!
Med et fantastisk velfortalt portræt af en midaldrende - eller i al fald 'sat' - single herre, som jeg både ser og lugter under læsning.
Så kæmpestort kompliment herfra!
venligst ...
PS "... røst ..."
Med et fantastisk velfortalt portræt af en midaldrende - eller i al fald 'sat' - single herre, som jeg både ser og lugter under læsning.
Så kæmpestort kompliment herfra!
venligst ...
PS "... røst ..."
Du skal være logget ind, før du kan kommentere og vurdere!
