 |  | Regine - 16.2.14 |
 |
|
|||||||||||||
|
Udvalgte personer i ”Regine”: Alle personer i bogen bygger på afdøde eller nulevende personers eksistens. Faren ”Den ældre mand” Mathias. Alder ca. 85. Enkemand. Har tre voksne børn. Trættekær ville nogen sige. Dygtig håndværker, og selvlært ”landmand”, blågrå øjne. Kærlighed til naturen, stor viden. Forkærlighed for bøger. Regine Yngste datter, ca. 46 år. (Søster til den lidt ældre Cornelia). Lærer på en skole i mindre by på Sjælland. Ugift, barnløs. Daniel Bror til Cornelia og Regine. 61 år. Flyttede hjemmefra som 18-årig. Cornelia Ældste datter, ca. 49, damefrisør, gift med Henrik, bor i Jægersborg. Johanne (afdød) Gift med Mathias i 63 år. Hun var troende kristen. Meget typisk for ægteparrets omgangskreds gennem årene. Jørgen og Anine Ægtepar på nabogården. Lars Parelius Ca. 80. Boghandler i Klampenborg. Med nye og antikvariske bøger. Claus Regines kæreste gennem de sidste fem år. Brandmand på byens ret store brandstation. Fraskilt for seks år siden. Har to børn, som mest bor hos moren, Nina, i Jylland. Anders ”Store Anders” eller bare ”Store”. 18 år. En af Regines ”gamle” elever. "Droppede ud" af 2.g. og blev skovarbejder. ”Mads” 56 år. Skoleinspektør Madsen på Byskolen. Gift med Gitte. ”Mads” har fået en kræftdiagnose at kæmpe med. ”Konsulen” Henrik, gift med Cornelia. De har to piger, Ursula og Stine. Det havde sneet siden i går. Han gav træskostøvlerne en ekstra gang læderfedt før han knappede stortrøjen og gjorde sig klar. Det blæste vist ikke så meget nu. Hunden strakte sig og kiggede vantro hen mod døren og prøvede at finde mening med den uventede aktivitet. Ja, ja, vi skal bare finde et lille træ i år, mumlede han, da de trådte ud i resten af den korte decemberdag. Han skuttede sig og holdt sig med forsigtighed i den side af grusvejen hvor vinden havde gjort det venstre spor farbart. I middagsradioen havde de lovet opklaring senere på dagen. To år var gået siden han sidst var oppe ved den lille stump mark, som han i sin tid havde tilplantet med nåletræer. Måske skulle han alligevel have startet traktoren, selv om det bare var en beskeden rødgran der skulle ende som juletræ i den lavloftede stue. Han havde taget den lille bøjlesav med. Nu skulle han bare forbi den store sten og så ind langs nobilisgranerne. Da Johanne levede gik de faste kunder selv derop. De vidste godt der vankede en tår kaffe, når de kom ned og afregnede. Naboens træer længere fremme var noget større. Han gødede mere. Et skrig skar gennem skoven. Den gamle musvåge skældte ud, da den forstyrret midt i sit aftensmåltid måtte lette fra stenen. Den nåede at få resterne med sig. Hvis vejret artede sig i de kommende dage ville døtrene komme på besøg den 24. De havde kun et par timers kørsel her til ”Egely” og det der var tilbage af deres barndomshjems kælkebakker. Han havde fundet slæden frem; han ville glæde børnebørnene. Svigersønnen ville komme, hvis han kunne holde fri. ”Konsulen”, tænkte han. Han kunne aldrig blive klog på, hvad sådan en konsulent mon syslede med. Det var hverken håndværk eller landbrug. Lyden af en tør gren der blev knækket afbrød tankestrømmen. Måske et rådyr. Skyerne over grantykningen dækkede nu helt for månelyset og han blev et øjeblik usikker. Var de små træer virkelig blevet så store? Naboen havde åbenbart fjernet sin hegnstråd. Han kaldte Rufus til sig; de satans brombær havde nær væltet ham omkuld lige da han så det rigtige træ, smukt og ikke for bredt. Månen tittede frem mellem skyerne, da han rystede sneen af de nærmeste grene og bøjede sig for at save stammen over. Det er en ”hardpoint” klinge; den skal aldrig files, havde svigersønnen sagt. Sikkert noget sludder, men saven fejlede ikke noget. Den smuttede kun for ham én gang, hvor venstre hånd kom i vejen. Han regnede med at den forede handske havde holdt til mødet med en ”hardpoint”. Rufus lettede for god ordens skyld lige ben op ad den nyfældede rødgran. ”Picea Abies”, mumlede han og trak træet ud til stien uden at falde over de forraspede brombær. Nu skulle det gøre godt at komme hjem og lægge en pind i ovnen. Han måtte lige have pusten igen. Han var egentlig ikke bange for at dø. Det skal vi jo alle. Spinoza tog ikke fejl, da han skrev: Mennesket veed nok det skal dø, men det tror det ikke. Mathias var snarere bange for at leve for længe. Hukommelse og glemsel var på én gang til velsignelse og en forbandelse. Måske en nådegave til de troende fra skaberen. Eller måske et af naturens luner. Hunden kiggede utålmodigt på ham og skubbede lidt til det fældede træ. Det var såmænd ikke større end at han kunne bære det de par hundrede meter ned til gården. Han ville kun holde en enkelt pause midtvejs. Det sneede ikke længere, men vinden havde taget til. Om lidt ville markvejen være helt lukket. Natuglen var tidligt på vingerne og strøg lydløst så tæt hen over ham, at han nær havde tabt kasketten. Utyske, tænkte han, men fortrød, og trådte forsigtigt fra markvejen ud på den grusede asfaltvej. Herre gud; det var uglens væsen og dens revir. Her var han ikke velkommen i utide. Rufus sprang over den snedrive, som vejvæsenets store plov havde efterladt i rabatten og selvfølgelig på tværs af indkørslen. Han ville ikke skovle endnu. Der var tre dage til han ventede gæster, og postbuddet ville først komme forbi i morgen ved middagstid. Sjovt nok var der stadigvæk lys i kæden, som altid havde glædet Johanne, når den kom op første søndag i advent. De små pærer kunne være lige så drilagtige som Rufus. Hvis han havde placeret en pære for lavt, det vil sige under hundens skulderhøjde, gjorde hunden kort proces og knasede den itu med et enkelt bid. Naboen, Jørgen Nielsen, var ved at køre en bigballe i halmfyret. Han havde åbnet traktordøren og råbt noget med jul og vinket herover, men det var ikke til at høre ham rigtigt for motorens støj. Han vinkede tilbage. Det skulle da lige mangle. De havde ikke rigtig været på talefod i over tyve år. Først da konerne for længst var kommet overens, lykkedes det dem at få de to tværinger til at forlige sig. Ingen kunne længere huske, hvordan tvisten var opstået og havde udviklet sig til det absurde, da landmåleren i sin tid opgav at tale med dem. Han havde sat nogle pinde i jorden hist og her, men gav derved tvisten ny næring. Det forlød, at nogen i ly af nattemørket luskede sig til at flytte pindene. Tankerne var lige så flyvske og uhåndterlige som de dansende hvide fnug. Set her udefa lignede det blålige skær fra computeren i det lille gæsteværelse lyset fra fjernsynet i stuen. Fjernsynsapparatet var holdt op med at virke for en måned siden. Han var blevet lidt knotten, da konsulen i telefonen havde sagt, at det var noget gammelt bras; Pjat. Mathias huskede udmærket hvornår han købte apparatet. Ganske rigtigt. Da han fandt kvitteringen fra ”Byens Tv og Radio” i chatollet, kunne han uden briller se datoen. Fjernsynet var kun ni år gammelt. Alligevel ville svigersønnen tage en digital fladskærm med over næste gang. Han gik sin runde og sikrede sig at hønsene var i tryghed for ræven, før han lukkede lemmen. Først da han trak de tykke handsker af og lagde dem til tørre i bryggerset, mærkede han smerten i fingeren. Han skyllede såret grundigt med koldt vand og gav sig til at lede efter et stykke plaster. I målerskabet i entreen lå den røde æske fra Falck. Flængen var grim; han måtte se nærmere på handsken ved lejlighed. Måske skulle den sys. Han fodrede hunden og satte lidt forloren ”pilskade” over et svagt blus. I ovnen i stuen var der stadig gløder. Brændet var tørt og kløvet i passende stykker. Der var nok i spanden til natten og formiddagen, så han skulle ikke ud og hente mere. Han tændte loftlyset og glædede sig over den righoldige bogsamling der var vokset vildt og bredt år for år i hele hans liv. Han vidste godt, at de tusindvis af bind ikke længere repræsenterede nogen handelsværdi. De kunne overhovedet ikke sælges, med mindre en sjælden samler kom forbi. Og den slags mennesker kom ikke her forbi. Jo,.. måske netop kun forbi! Man smed ikke bøger ud - og da slet ikke dem man snart kunne udenad. Tak for mad, sagde han ud i det tomme køkken og skyllede tallerken og bestik af. Tak til skaberen af konservesdåsen. Tak til hønen, der havde lagt ægget”¦ Var der mon gode nyheder på computerskærmen? Det var mærkeligt at se en slags tv-avis på den højteknologiske lyksaligheds alter. Men nyhederne var ikke blevet bedre. Snart ville de sikkert sende forskelligartede nyheder, så seerne selv kunne vælge den grad af ondskab eller idyl de måtte ønske til aftenkaffen. Der lå brev i indbakken. Fra Parelius ovre i Klampenborg. Han takkede for invitationen men bad om lov til at udsætte sit besøg til foråret, hvor føret ville være bedre. Han ville medbringe et smukt eksemplar af ”Den Blå Drage” af Aage Marcus. Se, det var en rigtig nyhed; men han kunne ikke vente så længe på bogen. Og gerne hellere betale for forsendelse. Hvis det ikke var til ulejlighed. I morgen ville han besvare brevet, når han satte sig til tastaturet. Østens mystik - i Taoismens klare tvelys, tænkte han, da han tog kaffekruset og piben med ind i stuen. Han gemte altid kronikken til aftenstunden, hvor fåreskindet i lænestolen lå og kaldte på ham. Den nye sparepære i læselampen skulle lige varme op, så avisens små bogstaver blev tydelige. Miljørigtig, skulle man være. Og bæredygtig. Da han og konen i sin tid havde siddet og skrevet (ja, sandt at sige var det Johanne, der skrev for dem begge) deres ”sidste vilje”, havde han spurgt om hvorfor hun absolut ville brændes. ”Det skal jeg såmænd sige dig”, havde hun svaret, ”du er ikke så bæredygtig mere med det dårlige ben; så hvis du bare vil lempe asken ud i søen, så ordner Vor Herre nok resten. Og så taler vi ikke mere om det”. Hun fik som altid det sidste ord og sin vilje. Slagfærdig var hun. De var lige stædige. Og de fastholdt, at kun pigerne skulle arve mest muligt. Rufus vækkede ham ved at puffe til hans gode ben med snuden. Han samlede avisen op fra gulvet, ja, ja, sagde han, jeg blundede vist lidt. Kom så, gamle jas. Mens hunden hurtigt gjorde sine ærinder, lynede han ned og tømte blæren ved siden af pælen med den overdækkede metalkasse. Vinden havde lagt sig, og der var ikke mere sne i luften. Lyskæderne var tændt hele døgnet; på den måde holdt de små pærer længere, mente han. Rutinemæssigt slog han let på den lille postkasse. Den var tom, fortalte lyden hult. Nu var det snart sengetid. Han nåede lige at ryste tæppet og lægge det omhyggeligt og pænt i kurven, da Rufus kom ind og lidt fornærmet rodede rundt i det indtil det igen lå rigtigt. De blev aldrig enige. Godnat, du gamle, sagde han stille og lod døren til køkkenet stå på klem. Før han trak vinterdynen over sig, skævede han op til krucifikset og mumlede: Tak, måske vi ses i morgen. Måske lægger vi en CD med Händel eller Anne Linnet i spilledåsen. Vi får se. Måske. Bornholmeren slog syv, da han langsomt og lidt modvilligt trodsede tyngdeloven. Han kunne se i potten, at han ikke havde været oppe i nat. Det var for tidligt at høre radio. Omverdenens tummel og fortrædeligheder måtte vente til efter morgentoilettet og kaffen. Rufus skulle ud først. Hønsene skulle blive inde lidt endnu. Der var helt stille derude. Her ved det runde bord sad han på sin plads. Ingen så, at hans ansigt blev dystert. Sådan havde han også siddet den dag, da Johanne og Rufus var gået den sædvanlige tur rundt om søen. Den 10. oktober. Rufus var kommet løbende tilbage, alene og gøende. Så ti dog stille, havde han sagt, da han i sutsko fulgte efter hunden. ”Johanne”, havde han råbt, før han så hende ligge på stien for enden af køkkenhaven. Hun reagerede ikke på hans gentagne råb. Heller ikke da han rørte ved hende. Hun var bleg og kold, ingen puls. Intet. Så hurtigt han kunne, halteløb han ind til telefonen. Vagtcentralen havde prøvet at berolige ham. De sagde, at ambulancen allerede var på vej. Så huskede han, at han nær havde væltet naboen omkuld, da de stødte sammen henne ved bænken. Hunden måtte ind. Akutlæge og falckreddere flød sammen med naboer, politifolk og sygeplejersker. Ingen kunne stille noget op. Resten var tåget, kaotisk, grufuldt og håbløst. Dagene og nætterne flød sammen. Så bisættelsen. De mange besøgende delte hans chok og sorgens første smerte. Måske var enkelte forhindret i at deltage. Det blev der ikke talt om. Ugen efter havde han hentet papæsken hos præsten. Den private urnenedsættelse foretog han alene, næsten så selvudslettende som hun havde ønsket. Derefter de tomme dage der uge for uge umærkeligt var blevet til en ny slags hverdage. Efter de første par år som enkemand vidste han, at han havde valgt livet og overladt til andre magter at vælge den anden og måske kortere vej. Der var ingen ”stand-by-mulighed”. Disse evindelige, næsten håndgribelige ”flashbacks” måtte gerne forstyrre hans cirkler, men helst så afbalanceret, at ingen af hjulene gik i selvsving. Det var Storm P. der engang nævnte ”sammenlignende billeddannelser i ubevogtede øjeblikke”. Noget som mange har tilbøjelighed til. Nå, det nyttede jo ikke at sidde her og have ondt af sig selv. Sammen havde de nået hvad de ville. Hun og han. Også guldbrylluppet. Tit var hun nær lykkelig. Da den slog ni gik han over og lukkede hønsene ud. Om lidt ville den enevældige hane have luft og rum nok til at håndhæve sit vidtstrakte territorium helt op til vejen. Det var en smuk morgen. Spurvefuglene tog trygt for sig af retterne i det stråtækte foderhus. Naboens kat måtte spise hjemme. Den havde én gang anfægtet Rufus ejendom, og de to uforenelige størrelser glemte aldrig det uheldige møde. Revne skind”¦ Ja, handskerne var blevet tørre; den venstre var tung og stiv men kunne nok reddes med lidt kinesertråd. Men først i blød i koldt vand, så han kunne få den ren og føjelig igen. Bare nu vejret kunne arte sig de par dage. Hvis den gamle traktor ville starte, kunne han hurtigt rydde indkørslen med skovlen på frontlæsseren. Der var strøm på den endnu. Lidt ”mirakel-spray” ned i indsugningen og så lige de tre trin op til førerhuset. Det lykkedes. Armkræfterne fejlede ikke noget, det var bare det med den forbistrede gigt. Og benet. Så vidt, så godt. Halv gas, havde svigersønnen sagt, halv choker og starterhåndtaget langsomt ned. Fantastisk. Den havde stået stille i snart et halvt år. Måske var ”konsulen” ikke så tosset endda. Selv om han ikke var landmand. Håndelag kunne man ikke læse sig til. Det var måske derfor der ikke fulgte brugsanvisning med en bøjlesav. Han grinede højt ad sig selv. Og Johanne lo overbærende deroppefra. I næstlaveste gear futtede han ud ad ladeporten. Han så godt naboen var på vej herover; nu forcerede han driverne og nærmede sig. Selv kravlede han ned fra traktoren, men lod motoren gå. - Jo, jeg tænkte at jeg lige ville kigge over før jeg kører op og henter et par træer, sagde Jørgen. Har du hørt, at vi har haft ubudne gæster i plantagen, spurgte han; det er ligegodt faens. Nå, du kan jo sagtens selv rydde det her, kan jeg se, når altså jeg ikke går i vejen. Jeg kigger ind til dig om en halv times tid. Jeg har noget at spørge dig om. Gir du kaffe? - Jo, da, havde han svaret, jeg har nok også en småkage. Snart var indkørslen så godt som ryddet. En fremmed i granplantningen? I det vejr? Utænkeligt; men ikke umuligt. Det var måske meget godt, at han havde skilt sig af haglbøssen. Den dobbeltløbede ”Simson Suhl” havde alt for længe hængt på sin knage i entreen og samlet støv. Det var længe siden han traf beslutningen. Han kørte ind i laden, slukkede for motoren og gik ind og satte vand over. Det var udmærket, at hans eget træ fik lov til at stå et par dage og dryppe af. Det skulle ikke ind i varmen, før børnene kom. Stammen var ikke tykkere end den sikkert godt kunne gå ned i den galvaniserede fod, som Agermose-smeden havde fremstillet. Den hang fra sidste år på sin plads i værkstedet. Printerblæk og en pakke 80 grams papir eller to, skrev han på huskesedlen, og kaffe. Man kunne aldrig stole på computerens driftsikkerhed, sådan 100 % mente han. Papirudskrifter var nummer ét. Selv de værste historier blev mere troværdige på tryk. Gud ved hvad naboen ville spørge om. Nå, det skulle han snart høre. Han havde lige set Jørgen igen. Naboen ville helst ikke overraske Rufus. Dygtig hund, sagde han, da han blev lukket ind. - Det er jo bare mig. Jeg vil da lige forære jer en pæn ædelgran, sagde han. Så slipper du da for den tur; der ligger temmelig meget sne på markvejen. Den gran der mangler deroppe, er bare en simpel rødgran, som en eller anden idiot har stjålet fra mig; lige ved siden af dine, så du har været svært heldig. Jeg har også en hjemmebagt skærekage med fra konen. Hun bad mig hilse. Jeg har smidt træet henne ved laden, så må du selv korte af den som du synes. - Tak, tusinde tak, svarede manden lidt overrasket og tog mod kagen der var lun endnu. Nu kunne han ikke få sig selv til at forklare, at han foretrak rødgran frem for ædelgran og at den faktisk stod klar ovre i laden. Og da slet ikke nu, hvor Jørgen netop manglede én”¦ Så kom han pludselig i tvivl”¦. Måske; tænkte han, men nej, både han og Rufus havde været på den rigtige side af skellet, selv om det var svært at se ret meget i går. - Tak, gentog han, kom, lad os gå ind i varmen. Først ved den anden kop gik det an at komme til sagen. Jørgen fik en cigar. Selv fandt han piben frem. Jørgen rømmede sig. - Du ved,”¦ vi har jo gerne villet spørge, - mig og konen. Blev du ikke meget vred den gang, jeg mener - da Johanne gik bort? Vred på hende? På Gud? - Ja, meget vred, men ikke på Johanne. Og jeg er nok ikke så troende, at det gør noget. Jo, måske mere hen i retning af godtroende; men det kan måske være det samme? Johanne gik netop ikke bort. Hun gik mig i møde, da hun faldt død om. Af og til møder jeg hende og snakker med hende om løst og fast; mest løst, forstås. - Du spørger, om jeg da tror på gud? Tja, det ved jeg ikke med sikkerhed, men der er vel en mening af en slags med os. Det tror jeg. Det var jo derfor, at jeg blev så vred. Jo, jeg blev vred, men kun på mig selv. Det gik der et års tid med. Så var det, at børnebørnene var her et par dage. Den yngste sad hér. Hun spurgte mig pludselig om jeg troede på engle. Nej, måtte jeg ærligt svare; fordi jeg véd, at de eksisterer. Man kan kun tro på hvad man med sikkerhed véd ikke eksisterer. Stine havde rystet sit 12-årige hoved og svaret: Nogen gange er du altså lidt underlig, morfar. Naboen tog et hiv på cigaren. - Hun har sgu ret, tøsen. Men det med englene forstår jeg ikke. Men selvfølgelig - jeg tror da også på gud, det gir sig selv - men sgu da ikke på nisser, trolde, genfærd, og spøgelser. - Nej, netop, svarede jeg, det er fordi du ikke vil afvise, at engle eksisterer; men OK, der er også lidt drilleri med i spillet. Sådan kan jeg holde liv i de små grå celler. For eksempel kan jeg godt møde en engel i ny og næ, men kun hvis det passer den at åbenbare sig for mig. - Ja, men så siger jeg tak for kaffe. Jeg så du havde fint besøg sidste uge oppe fra kommunen? Har du fået hjemmehjælp, spurgte han på vej ud ad døren. - Ha, svarede manden, hun var såmænd meget sød og venlig, men hun ville ikke rense tagrenderne, selv om jeg lovede at holde ved stigen! Men skrive på blanketter og sætte krydser, det kunne hun. Hun kigger ind igen i det nye år, når ”min sagsbehandler på Rådhuset” har haft mulighed for at vurdere skemaet. Har du og Anine også sådan en ”sagsbehandler”, eller er det bare mig der skal behandles? Men jeg skal ikke have sådan en starut rendende i utide. Naboen tog sin kasket og stak Rufus en kiks fra dåsen på bordet i bryggerset. - Konen har truet med æbleskiver i morgen. Du kommer vel? Manden nikkede og lo. - Jo, tak; jeg tror ikke jeg har andre aftaler i morgen”¦ De skiltes og tænkte deres. Han skulle jo nok have sat mærker på sine træer, så i det mindste han selv kunne hitte rede i hvis der var hvis. Jørgen havde heller ikke mærket sine. Efter middagsluren lindede han lidt på radiatoren i køkkenet. I aften skulle han have boller i karry med løse ris. Jo, den var god nok, det klukkede lidt i rørene. Om lidt ville det holde op af sig selv, når cirkulationspumpen næsten lydløst trykkede vandet rundt i systemet. Han gik ind og tændte computeren. "Til Boghandler Lars Ole Parelius", skrev han i en ny mail. Forstod godt juletravlheden derovre. Det måtte være blevet en hård branche, når man som antikvarboghandler levede for at bevare og videregive de smukt falmede guldkorn i en tid, hvor en net bog kaldtes netbog. Han beklagede sin elektriske måde at sende denne hilsen på. Han havde foretrukket et rigtigt menneskebrev, men det havde altid været konen der var bedst til den slags. Han sluttede med ønsket om en glædelig jul. ”Telegramstil” var kommet på mode igen, konkluderede han og tastede ”send”; til Klampenborg med lynets og lysets hastighed. Uforståeligt, men det virkede. Tiden er en underlig størrelse, tænkte han. Juletid især. Hvis bare de selv for mange år siden havde fundet genklang i sønnen for deres tilgivelse, ville meget have været anderledes. En familie tåler ikke så godt at miste, når den søn de mister lever videre. Dagen oprandt. Kalenderbladet fra i går med dagens bøn på bagsiden røg i skraldeposen. ”Spildte Guds ord på Balle-Lars” kunne han høre Johanne tænke højt. Tidligere var det hende alene, der også bestyrede afrivningskalenderen. Dels stod hun tidligt op og dels havde hun sin andagt ved det, havde hun altid sagt. Alt var klar til huset ville blive invaderet. Det forkerte træ stod klar i stuen. Pynten lå parat i kasserne og ventede på børnebørnenes ivrige fingre. De hvide julelys lå i æsken på skænken. Han brød sig ikke om farvede stearinlys. Kun stjernen ville han selv sætte fast i toppen. Rufus var rastløs. Vejret var fint. Det havde sneet lidt de seneste dage, men ikke mere end døtrene nok kunne nå frem og hjælpe til med madlavningen. Det var snart frokosttid. Computeren skulle ikke åbnes i dag. Det var mærkeligt, at de ikke havde ringet endnu. De måtte snart være her. Han kontrollerede telefonen igen. Klartonen lød som den plejede. Han bar den lille køkkenstige med de tre trin ind i stuen, fandt stjernen der var svøbt i silkepapir. Bare to trin op. Så kunne han nå. Han lagde nakken tilbage og greb ud efter noget spindelvæv. Nålene stak, da træet væltede og mandens vægt trykkede grenene ned i gulvtæppet. Intet så han, intet hørte han, før den ældste datter slog ham i ansigtet og sagde: ”Hent far, I andre bliver ude ved Rufus, skynd jer”! Inden svigersønnen kom ind, åbnede den gamle langsomt øjnene og kom op at sidde. De hjalp ham ud i køkkenet. - Det var bare stjernen og så det forraspede spindelvæv jeg fik i ansigtet, sagde han til svigersønnen, Det må I undskylde. Og så lige på en juleaftensdag. - Sludder, svarede datteren. Det er den 23. i dag. Vi ringede for en halv time siden, men du svarede ikke. Drik nu det her vand, så venter vi på lægen. - Læge, spruttede manden, jeg har ikke bestilt nogen læge! - Nej, det har jeg, sagde datteren, har du ondt nogen steder? Nej, svarende manden. Det gjorde præcis så ondt som det plejede. Jeg skal bare ud og tisse. Hvor er ungerne? - De er ude med hunden. Kom så går vi på toilettet, svarede datteren og holdt ved ham gennem entreen. Hov, hov, sagde hun, da han gik forbi toilettet og fortsatte gennem bryggerset. Nu bliver du altså stående her, sagde hun og åbnede yderdøren. Hun kaldte på sin søster. Svigersønnen, Konsulen, gelejdede ham over dørtrinnet og hen til dronningebusken, så han kunne tisse af før ungerne og Rufus ville overfalde ham. Regine, den yngste datter, kom til syne og gav smil, knus og kram. Konsulen og den ældste datter bar det ødelagte træ ud på gårdspladsen. Hun slukkede for støvsugeren og satte vand over. - Kom nu ind, vi kan sidde her i køkkenet, kaldte hun ud ad vinduet. - Ja, ja, rolig, svarede hendes far. - Nej, I kommer nu, kommanderede hun. Lægen er på vej. - Du, med din læge, sagde han stille og gik ind. Han kunne høre ungerne lege med Rufus nede ved søen. Bare de nu ikke går ud på isen, den kan ikke bære. Ingen lyttede længere. Hans stol i køkkenet stod reserveret og tog mod ham. - Nu går det bedre, sagde han, og spurgte efter julestjernen. - Den havde du i hånden, da vi fandt dig, sagde konsulen. Den ligger inde på skænken. Om lidt kan jeg gå op og hente et andet træ. - Nej, nej, det rigtige træ står klar ovre i laden, svarede manden, nå, nu kommer ungerne, sagde han, da døren blev slået op og de halvvoksne børnebørns stemmer fyldte rummet og skabte lidt mening i livet. - Mødte I nogen dernede? Ved søen mener jeg, spurgte han. Regine skænkede kaffe. - Hvem skulle vi have mødt? - Nej, jeg tænkte bare, svarede han, jeg venter ikke nogen specielt. Bare sådan i almindelighed. Men ved aldrig. - Fortæl så, sagde den ældste datter. Nu ser du frisk ud igen, og du er nybarberet. I kan gå ud og tømme bilerne børn mens vi lige snakker lidt, sagde hun og tabte en småkage på gulvet. - Og du har vasket gulv! Hov, der ligger en seddel under radiatoren. Værs’go: Han sad med sedlen og spekulerede. Et gulnet kalenderblad. Bare et kalenderblad fra den 13. Det var den dag hende fra kommunen havde været her. ”På servicebesøg”, havde hun sagt som var hun mekaniker i en smøregrav. Han havde sovet længe den morgen og skulle netop til at lukke Rufus ud, da ”servicebilen” havde knaset sig gennem indkørslens perlesten. Rufus kunne heller ikke lide hende”¦ En tår kaffe havde han dog budt hende. Jo, tak. Hun havde set sig nysgerrigt omkring indtil han havde trukket en stol ud og sat et krus kaffe foran hende. Først da hun sagde, at kommunen skam havde sendt brev om besøget, dæmrede noget for ham. ”Dagcenter”, havde hun foreslået. Uden at komme nærmere ind på hvem der så skulle sørge for alting her. Hunden, hønsene, varmen, vasketøjet og vedligeholdelsen? Brevet hænger jo dér, lige ved siden af kalenderen, havde hun smilende sagt og samtidig revet et kalenderblad af, som hun lagde i tallerkenrækken. Jeg skal bare udfylde den her blanket og aflevere den til områdelederen; det tager ikke så lang tid, havde hun lovet, da uret slog ni. Først klokken elleve var hun kørt igen. Han havde forsøgt at tage hende alvorligt, huskede han. - Far, du falder i staver. - Det var satans, røg det over hans læber. Han rejste sig, tog om datteren og kyssede hende på panden. - Du har givet mig min dag. Den skal hænge her med bagsiden udad. Kommunen havde taget dagen fra ham, børnene havde fundet den. - Sæt dig ned dit pjathoved. Lad os så høre. Han fortalte det meste. - Hvad griner I ad, morfar, spurgte det ældste barnebarn, da hun kom slæbende med papkassen med tv-fladskærmen. Lægen er lige kommet. Doktor Tang var kommet forbi Rufus uden bøvl. De kendte hinanden. Han satte jordemodertasken på gulvet og overtog svigersønnens stol. Doktoren fandt et stetoskop nederst i taskens syndige rod af flasker, slanger, receptblokke og instrumenter, som man ikke ønskede at kende formålet med. - Hvad er det med dig? sagde han til manden. Er du nu skvattet igen? Har du tænkt på et bestemt plejehjem? - Nej, det har jeg bestemt ikke, brummede han; jo, selvfølgelig, det talte vi da også om den gang; men det nåede hun jo aldrig. Du var her jo selv. - Nej, jeg bliver her i mit alderdomshjem. Her er jeg i godt selskab. Undersøgelsen var hurtigt overstået. Recepten lød på mere motion, flere grønsager, mere vand og ingen køkkenstiger. - Og så kommer jeg om 14 dage og ser til dig igen. Jeg ringer til dig, når jeg finder en tid. - Ja, gør du bare det.... Hør, Regine, kan du ikke lade Tang smage min pomeranslikør? ”Liquor spirituosa citrus aurantium” hedder den i dagens anledning. Den står derinde ved siden af valnøddesnapsen. Doktoren skulle ikke bære julen ud. - Husk nu dit juletræ. Det er mærket med ”Tang”. Hvis du lægger papstykket i bryggerset, husker jeg dig måske næste år. Ja, og så af hensyn til regnskabet, du ved, blinkede han fortroligt. Kom godt hjem, og hils fruen. Konsulen bar det gamle fjernsyn ud. - Sådan, sagde han i næste minut inde fra stuen. Kom, svigerfar og tryk på remoten. På etteren. Jeg har trukket antenneledningen op i hjørnet; nu skal der bare slås et par kabelsøm i væggen. Sådan. Skærmen lyste vældigt op og Disneys Stampe kaldte på Bambi. - Kom skal I se, unger, råbte han ud mod køkkenet. - Morfar, hvorfor ligger Jesus i din seng? Stine, den yngste af børnebørnene var gået forbi den åbne dør. - Hvad siger du? Hvad er nu det for noget pjat? sagde hendes far. Farfaren gik med hende ind i ”kontoret”, som kammeret med rette hed. Krucifikset lå på hovedpuden i kanesengen! Det var ikke pjat. - Det må du undskylde, sagde svigersønnen brødebetynget. Det må være sket, da jeg slog på væggen i stuen. Det var da godt du ikke lå og sov til middag; men Jesus landede da blødt og holdt til det uden knubs. Han løftede det tunge krucifiks, studerede det og fandt det lille bøjede søm i sengen. - Vil du have det op igen? Han så skeptisk svigerfarens skarpe blik. Jeg mener, samme sted? - Ja, naturligvis, svarede den gamle, ellers kan jeg ikke sove. Måske ville det være bedre med en skrue? Tror du ikke? spurgte han svigersønnen, der fandt rawlplug, bor, skrue og boremaskine frem fra kassen. Den gamle tørrede nænsomt frelseren af. Han var gået i arv fra mormoren. Uden knubs! Månens spejl sejlede langsomt forbi hans trætte øjne. Månen var hans vidne. Han var ingen tyv. Der var en vidunderlig uro i huset. Og en nagende uro i hans sind. Kunne han virkelig have taget fejl? Når han ikke en gang kunne holde rede på dagene længere. Måske sov han, da et diffust lysskær standsede ved hovedgærdet. Han røg aldrig i sengen. Piben lå i skålen ude på køkkenbordet. Han løftede hovedet. Døren var lukket. En lille stemme beroligede ham. - Dav, igen, sagde englen, læg du dig bare igen, du skal se, alting ordner sig på bedste måde. Det var dét Johanne altid havde sagt, når noget gik ham på. Ord for ord. Stemmen var ikke så forskellig fra hendes. Lige så blid og rolig. - Jeg har lovet Johanne at se lidt efter dig, lød det i hans ører. - Jeg er hos dig; du behøver ikke en gang at kalde på mig. Bare tænk på mig, så ser du mig. Jeg véd godt, at du ikke har fældet et forkert træ, men I finder selv ud af det i morgen. Jørgen kommer over til dig ved nitiden. Sov nu. De fleste kalder mig Doriel, men jeg er ikke navngivet. Kun mennesker synes, at vi skal have navne. Lyset fortonede sig. Manden sov. - Doriel! Sagde han højt, da han trådte ud i lyshavet i køkkenet, - nåh er det dig, Regine”¦. - God morgen, svarede hun. Hun havde fundet et langt hvidt forklæde og stod med to store brød og en pladefuld boller. Ovnen var tændt. Radioen kørte. Bare hun dog ville tage sig sammen og gifte sig lige som Cornelia ”¦ - Du er tidligt på den. Hun skruede ned for lyden af radioens pigekor. Det varer en lille halv time endnu. Tag nu de seler rigtigt på. Rufus har været ude. Når du har barberet dig, får du måske et morgenkys. Jeg kan klippe dig, når du har fået din kaffe. Det var lige godt mange ting på én gang. - Jeg skal også ud og slå en streg, mumlede han. Hun er en knag, tænkte han på vej ud. Rufus blev liggende og nød varmen i kurven, mens han hentede brænde i laden. Ingen af de andre var stået op. Klokken var over halv otte og det ville være mørkt en time endnu. Han tog et hurtigt bad, barberede sig og iførte sig sin slåbrok inden han slog sig ned i køkkenet og slukkede for radioen og Bing Crosbys ”Winter Wonder Land”. - Jeg har ladet dem sove længe. Det er juleferie. Her er din kaffe, sagde hun, og lune boller. Hvor er du pæn; hun kyssede ham på panden. Om lidt skal du klippes, men nyd nu freden så længe den varer. Så må du fortælle om Doriel senere. En fingernegl bankede let på vinduet, det var naboens: - Du må undskylde; jeg har dårlige nyheder, sagde han. Det er ikke mig; det er dig, der har mistet et træ. Jeg har set forkert sidst jeg var deroppe. - Nej, du har ej, sæt dig nu lige og få en kop med. Du kommer med gode nyheder. Det er en længere historie. Ser du, jeg var faktisk oppe og hente en rødgran forleden dag. Jeg troede, at du havde set mig slæbe den ned. Men så kom du jo med en ædelgran. Du var så glad for at hjælpe mig, at jeg ikke i det øjeblik kunne gøre andet end sige tak og holde gode miner og slet spil. Naboen måbede. - Jeg gik nu kun over, fordi jeg så doktor Tang køre herind. Jeg tænkte”¦. - Nåh”¦ , han hentede bare sit træ og lidt pyntegrønt. Som sædvanlig. Jeg sætter altid et til side til ham. Han har jo plads til et af de store. - God morgen. Den ældste datter, Cornelia, kom ind fra badeværelset. - Nu stopper du, far. Fortæl nu Jørgen, at du skvattede ned af stigen men landede blødt. Du kunne have slået dig ihjel. Dine udflugter kan du gemme til du bliver gammel! - Nu skal gåsen ordnes og sættes i ovnen. I kan gå over i laden. Vi overtager køkkenet resten af dagen. - Kom, Jørgen, sagde manden, der er ikke plads i herberget her. Hvis du tager rødgranen, kan jeg bære gåsen. Og så må hønsene godt stå op. Hanen stod allerede og brystede sig og varmede op. Klar til at kunne imødegå dagens mange strabadser. Så snart naboen var gået igen, plukkede manden tre juleroser henne ved gavlen og brækkede et par tujagrene af til underlag. Svigersønnen havde afprøvet den nye selvkørende snekaster på græsstien. Stien viste, at maskinen havde virket efter hensigten. Den var tværstribet, hvid og grøn. Han nærmede sig den uanselige forhøjning og fjernede lidt løs sne fra den pæne flade granitsten som ingen ville bekymre sig om. Ingen ville få at vide, at han engang havde gravet lige her med pælespaden og sænket den let nedbrydelige urne ned i det vandfyldte hul. Han stak forsigtigt blomsterne ned i sneen. Ingen kunne se ham oppe fra gårdspladsen. Han stod og faldt lidt i staver, da stenen lyste svagt og sagde: ”Tak, min ven, og lad os have en glædelig jul”. Først ved Hellig Tre Konger, da han var alene, bar han juletræet ud. Det dryssede temmelig meget nu. Det var træt. Ti år i skoven, ti dage i stuen og så om kort tid ti minutter på bålet omme bagved. Kun stjernen i toppen havde han klog af skade ladet sidde indtil træet lå ned på gårdspladsen. Nu kunne den lægges tilbage i silkepapiret i julekassen. Den ældste datter, konsulen og ungerne var taget hjem allerede 1. juledag. Regine var heldigvis først taget hjem nytårsdag. I dagene mellem jul og nytår havde hun støvet af, støvsuget oppe og nede, vasket gulve, vasket tøj og lavet mad. Al den tummel passede hverken hund eller herre. Det var så sødt af hende, det hele. Hun ville ham det godt. Og det var godt. Lige til hun begyndte at sortere bøger. Ikke efter forfatter eller titler. Ikke efter størrelse og farve. Kun efter støvlagets tykkelse, så vidt han kunne forstå. Til sidst måtte han overgive sig. Han havde været så letsindig at nævne det forestående besøg af boghandleren fra Klampenborg. - Jamen, det passer fint, havde hun repliceret, så kan jeg hjælpe dig med at gøre et par kasser klar til ham! Han havde brugt det meste af den dag på nøje at gennemgå og sortere bøgerne og med blyant notere en ”vejledende pris” i hvert enkelt af de bind han måske kunne undvære. Han vidste at Parelius altid havde et viskelæder i jakkelommen. - Er du sikker på, at der ikke er nogle imellem du kunne bruge? - Ja, søde far; helt sikker. Tre tunge kasser var det blevet til. Hun havde lukket dem med pakketape og bakset dem ud i entreen under trappen. - Jeg sætter dem på anhængeren i morgen og tager dem med hjem, når jeg kører. Så kan jeg aflevere dem til Parelius i næste uge, når jeg alligevel kommer på de kanter. Hun havde været på havnen og købe torsk. De havde hørt majestætens tale i det nye fjernsyn klokken atten efter gardernes vagtskifte. Sammen havde de læst de alle de julekort og hilsener, som han havde modtaget. Han havde noteret de mange navne i Johannes kladdehefte. Selv havde han, heller ikke i år, skrevet særlig mange kort, men kladdeheftet blev da ajourført. Daniel figurerede ikke i heftet, der gik femten år tilbage. Regine kunne ikke finde ord, som kunne forløse dem af fortidens lange skygger. Hun havde ikke spurgt ham mere om Doriel. Han ville heller ikke ane, hvad han skulle have svaret. Jeg kigger over i vinterferien, havde hun lovet. Det lyder sørme godt, havde han vist sagt, uden at forstå meningen med ”vinterferien”; hun havde måske tænkt på påskeferien? Han var gået med helt op til vejen for at vinke. Rytmen havde hurtigt indfundet sig, eller snarere ”hans trummerum”, som han gerne kaldte livets gang her i udkanten. Hans lod. Lysene oppe i indkørslen og lyskæden i træet på gårdspladsen ville han lade være tændt i hele januar. Men så heller ikke længere. Han havde aldrig sådan direkte fortalt nogen om de andre lys; dem der kom og gik. Heller ikke om stemmerne, eller rettere sagt stemmen, for det var den samme hver gang. Bydende men venlig. Jo; han havde måske antydet noget med ”åbenbaring” over for naboen, men ikke mere end godt var. Derimod havde han omhyggeligt nedfældet sine betragtninger i en af computerens mange ”mapper”, men aldrig delagtiggjort nogen i det han havde oplevet. Kun børn ville tro på ham. Det var ham ikke fremmed at afsøge sine grænser for intellektets formåen. Eller hans egen selvforståelse. Han havde altid accepteret dyrs og træers stemmer. Selv sten, huse og veje kunne have stemmer. Han var blevet fortrolig med den himmelvide forskel på tro og overtro, syntes han. Han kendte efterhånden, hvad der stod som en mur mellem hans liv og en almægtig gud. Den mur var bygget af ufuldkomne menneskers svigt og fejl. Han havde vel selv blandet lidt af cementen i mørtelen. Nå, der var vel ikke grund til at gøre dagen mere gådefuld. Der var jo gennem tiderne opbygget de mest moderne ”tænketanke” og ”vidensbanker”, så ingen havde nogen jordisk chance for at overskue indholdet. Og da slet ikke forudse konsekvenserne af det evige ”enten eller”. For ham, var det en naturlov - og for ham selv forståeligt, at enhver bevægelse i universet var givet af ét: En uophørlig lovbestemt søgen eller længsel efter ro og tidløs og uopnåelig harmoni. Hvorfor da, dette jordiske, Babyloniske kaos? Som dreng havde han anstillet undersøgelser af skovmyrernes adfærd. Han havde taget en god skovlfuld grannåle og myrer fra én tue og båret den hundrede meter hen til en anden og dér tømt skovlen. Han huskede tydeligt, hvor chokeret han var blevet, da en lille verdenskrig var brudt ud for øjnene af ham; i Formica Rufa’s verden, som hans lærer havde forklaret næste dag i naturhistorietimen. Hr. Bahnert havde været en lærer af guds nåde. Specielt drengene var vildt begejstrede for hans timer. En lille tur med Rufus kunne måske adsprede ham lidt. Han tog rosensaksen med i lommen. Vinrankerne i drivhuset skulle skæres tilbage. Roserne måtte vente til sneen svandt ind. Rønnebær og slåen var for længst fortæret af solsorterne og de sidste træk dompapper. Nu var det mest mejsefugle og silkehaler der besøgte foderbrættet foran køkkenvinduet. Hønsene fik deres lunkne vand. De mest ivrige tog bad i sneen som var det støv. Der var stille nede ved søen. Kun de flittigste af de 20-25 gråænder arbejdede med at holde deres vandhul isfrit. Eller måske skiftedes de. Hvis frosten tog til, ville de søge ned til fjorden. Det var som om det slet ikke ville blive lyst. Besøget hos faren var gået så godt, som det nu havde kunnet lade sig gøre, selv om han stædigt havde fastholdt sit vanvittige tabu. Hun ville snart skrive til ham og gøre endnu et forsøg. En familie, som ikke kunne rumme en af sine egne, var ikke en rigtig familie. Ferien var slut. Byskolen kaldte. Regine havde truffet sin beslutning. Hun skulle kun stå til ansvar over for sig selv og katten. Hun havde altid nydt den halve times kørsel fra sit lille hus til skolen. Hver eneste morgen, mens hun endnu med sindsro havde kunnet tillade dagens eksklusive muligheder at vinde indpas. I dag var det anderledes. Hun havde pakket helligtrekongerlyset med de tre arme ind i viskestykker. Hendes planlægning var altid et ”must”. Helst med en realistisk dagsorden med plads til punkt eventuelt flere steder. Hun forestillede sig skolen som fundament for 24 store åbne rum som først blev skabt og helst taget i besiddelse, når de elleve drenge og tretten piger indfandt sig med åbne begærlige nytårsøjne. Ferien havde været lang og meget var sket i de hjem, som var kernen i børnenes baser. Claus, hendes ven gennem snart fem år, havde gennemlæst hendes opsigelse i går. Om nogen, kendte han hendes passion for arbejdet; men han kendte også hendes stolthed, pertentlighed og stædighed. Og hendes dybe frustration over skolevæsenets tilbagevendende vanskeligheder. Denne gang mente hun det. Hendes forhold til Claus var startet tilfældigt, da de var stødt på hinanden på den lokale genbrugsplads. De boede ikke langt fra hinanden i det stille kvarter bestående af små velholdte parcelhuse fra firserne. - Jeg gi’r en kop kaffe henne på torvet. Hvis du har tid? havde han spurgt. Caféens publikum måtte tåle de to gæsters afslappede påklædning. - Jeg har været alene længe nok, fortsatte han. Og hun havde haft tid. Masser af tid. Han fortalte om sin opvækst i Vangede nord for København. Om læretiden som tømrer, om forældrenes alt for tidlige død og om søsteren Jenny, der var flyttet til Canada som 22-årig; og han fortalte Regine lidt om sit arbejde som brandmand. Hans livs drøm, der var blevet til et mareridt. Hun fortalte lidt om sit liv som ”single”. Ikke helt det liv, som hun en gang havde forestillet sig. Om livet som lærer, der fyldte så meget. Alt for meget. ”Konfrontationstiden”, som undervisning nu tvetydigt blev kaldt, fyldte mindre og mindre, og var afløst af et kvælende bureaukrati, som hun ikke kunne acceptere. De havde snakket, leet og holdt i hånd. Nysgerrigheden voksede. De havde åbenbaret meget af sig for hinanden. Hans forliste ægteskab og de to børn, som han holdt alt for meget af, kom ikke bag på hende, da han fortalte om dem den første gang Regine besøgte ham og så billederne. Dagene efter havde de vist nok opført sig lidt som uansvarlige teenagere. Deres leg og forelskelse havde holdt længe og var blevet afløst af en dybere kærlighed og respekt. Nu på femte år. Regine og Claus fandt stadig upåagtede sider i hinanden. Det var ikke blufærdighed der holdt nogen af dem tilbage. De ville ikke forfalde til at grave for dybt i hinandens følsomme lønkamre. Noget måtte gerne bevares privat og urørt. De ville aldrig blive færdige med hinanden. Hendes beslutning om at sige sin stilling op kunne eller ville han ikke længere forholde sig rationelt til. Hans opgave var ikke at reflektere mere over hendes usikrede fremtid, men alene at støtte hende i den beslutning hun selv ville træffe. Brevet lå som en tikkende bombe i hendes nussede mulepose sammen med labtoppen, stearinlyset og de få bøger og kladdehæfter. Og kohornet. Claus havde virket småskuffet i morges. Hun havde ikke besvaret hans blide kærtegn under dynen i går. Hun kunne have gjort det, men uden ægte klangbund ville selvbetjening, sådan rent klinisk, være bedre. Hun var sig helt bevidst om sin sensuelle udstrålings indflydelse på andre, og hun kunne som regel skrue op eller ned for styrken efter omstændighederne. Skolebetjenten havde i henhold til sin arbejdsplan smidt ekstra meget salt foran skoleporten. Med vanlig ”præcision” var Arne for længst mødt op. Han hjalp med at finde en æske farvekridt i en af naboklasserne. Dejligt at se dig igen Gine, var hans første ord; jeg sætter lige bordene rigtigt. Hun vendte ansigtet mod resten af den gamle tavle og skrev med fede hvide bogstaver: ”Gåt Nydtår”. Der skulle også være plads til en strålende stjerne. - Gider du lige tænde lyset her; og så slukke henne ved døren, spurgte hun ham. Hun vidste at han røg. Pibe. De første halvvoksne unger dukkede op. Hun børstede lidt kridt af den blå denimnederdel. - Fedt, sagde han, de opdager sgu aldrig stavefejlene. Og stjernen er lige så virkelig, som dén over Bethlehem! - Tak. Hun havde altid undret sig over drengens usædvanlige adfærd. Arne var højt begavet. Også af ydre var han et hoved højere, da hun overtog klassen. I syvende havde klassen nær taget pippet fra en sød tresårig kollega, som aldrig forstod, at ”hendes søde børn” simpelthen var vokset fra hende. Ti minutter over ni var alle mødt. Kun Morten savnede hun. - God morgen, jeg ønsker jer alle et godt Nytår, sagde hun. Selvfølgelig har I en masse at snakke med hinanden om. Det skal I få lov til om lidt. Men lad os lige være fælles et øjeblik. Der er nu gået 400 timer siden vi sås sidst. 16 forskellige dage til hver af os. Det virkede. Sidse regnede efter og tilføjede: - Ja, eller 9.600 forskellige timer! De fnisede og der faldt ro over den hestesko af borde og stole, som Arne i dag havde besluttet sig til. - Nu mangler du bare de røde og blå papskilte, så er det ligesom da vi mødte på den første skoledag, sagde Susan; ”Jeg hedder Susan og jeg har fået en kat i julegave” kvidrede hun med lillepigestemme! Så var tonen slået an. Susan havde faktisk fået en killing. Den hed Misty og skulle staves rigtig! De fleste fortalte om modetøj, computerspil, skirejser, fodboldstjerner og andet påtrængende vigtigt, som de ikke allerede havde lagt ud på facebook. Alt udtrykt med megen omhu og tydelig respekt for de seneste perler i ungdommens sprogfornyelse. Regine havde en svag erindring om sine egne første skoleår. Det var glimt fra halvfjerdserne, før lærerne omsider overlod ejendomsretten over klasselokalet til børnene og deres oprørs kreativitet. De unge respekterede hendes afvisning af at ”være venner" på facebook med eleverne. Pigerne især lod som om de var lidt småfornærmede over, at hun ikke kunne drømme om bare at ”kigge på deres sider”. Der ville de uden tvivl tilbyde et bugnende tagselvbord af private oplysninger, som hun gerne ville være foruden. Børns ”telefonfis” opstod, da børn i tresserne fik adgang til apparatet. I dag følger påtrængende avissælgeres telefonterror efter. Snart vil vi sikkert slippe for de mængder af glittede reklamer, der fylder vores postkasser. Nu lander de direkte målrettet i vores uskyldige computere, som også bombarderes af ”hackergenerationens” små og store lovbrydere. Hun følte sig forpligtet til at undervise i brugen af den teknologi, som hendes elever slugte og brugte så ukritisk og uetisk. Ubehageligheder forsvandt sjældent ved at blive ignoreret. Man måtte af og til tage tyren ved hornene, smilede hun for sig selv og forsøgte at lytte til de unges stemmer. Dejligt uanfægtede af hendes tilstedeværelse. Men hun ville ikke bruge sin ”profil” på facebook i undervisningen. - Tak, skal I have for alle jeres spændende indlæg. Nu må I klare jer uden mig et øjeblik; jeg skal lige ned til Mads og snakke lidt med ham. Hun tog det blankpolerede kohorn op og lagde det på bordet. - Lad det lige gå rundt. Vi skal bruge det som springbræt til undervisningen i det meste af januar. I skal bare skrive præcis, hvad I hver især tænker eller føler, når I har denne genstand i hånden. Det vil være bedst, hvis I ikke taler om det, før alle er færdige med at skrive. I må ikke skrive jeres navn på papiret. De kendte godt ”legen”. Og de brød selvfølgelig ”reglerne, så snart hun var ude ad døren. Hun pustede de tre lys ud og gik hurtigt mod kontoret. Jens Madsen stod og talte med sekretæren. De hilste, lidt fortravlede, men opmærksomme på hendes tilstedeværelse. - Har du fem minutter, Mads? spurgte hun. - Ja, selvfølgelig, svarede inspektøren, kom vi går ind til mig. Jeg skulle netop hen for at tale med dig. Hun rakte ham kuverten og sagde at hun helst ville se og høre hans umiddelbare reaktion. Den svage cigarlugt, det åbne vindue og hans hoste røbede de bristede nytårsforsætter. Han åbnede kuverten med lommekniven og læste det korte håndskrevne brev to gange. Hans ansigt falmede en smule, da han smed brevet i papirkurven. Han fortrød straks og fiskede det op. - Nej, undskyld, du har gjort dig umage med det. Et papir med din smukke håndskrift kan jeg ikke bare kassere; men indholdet kan jeg ikke acceptere. Jeg kender din grundholdning til din metier. Og den kan du ikke løbe fra. Men jeg er taknemmelig for at du selv kom med brevet. - Vil du gøre mig den tjeneste at mødes med mig en af de nærmeste dage, fortsatte han. Jeg har brug for dig. Jeg deler din bekymring for skolens fremtid. Du bestemmer tid og sted. Måske har du og jeg et fælles projekt. Som sagt er der noget, jeg gerne vil drøfte med dig. - Selvfølgelig vil jeg gerne tale med dig; men min beslutning står fast, sagde hun. Og jeg holder dig fast på at du er leder, og du bestemmer tid og sted. Men led mig ikke i fristelse. Det sidste tænkte hun blot. - I morgen, kl. 17, hjemme hos mig og Gitte? Rævebakken 4. Det kom prompte. - Jeg tror nok hun skal til fransk. Er det en aftale? Du kører bare ad motorve”¦.. - Ja, jeg kender vejen, havde hun svaret. Kvinders veje er uransagelige, tænkte han, så det ville være omsonst at tegne et kort over omegnen. Mads var ikke ”bare” skoleleder. Hans urokkelige ro og helstøbte person udstrålede stadigvæk en stærk karisma. Men han havde tabt sig og glimtvis virket fraværende. Klassen var forholdsvis stille, da hun kom tilbage. Ingen hang i gardinerne og udstødte tarzanbrøl, ingen lå i slagsmål på gulvet og ingen væltede potteplanter. Skolepsykologen ville blive arbejdsløs, hvis dette fortsatte. Morten var lige kommet. Hans sædvanlige skeptiske blik hang ved hende, da hun henkastet sagde: - Hej Morten, gider du være med? Du kan godt nå det. Bare skriv på en lap papir, hvad du tænker og føler når du mærker og ser det her. Hun rakte ham hornet, som nu var klassens ejendom. Han lånte lige et stykke papir af sidekammeraten og fandt en brugbar kuglepen nederst i den næsten tomme taske. Han måtte bede om en ny side, før Gine afbrød og samlede alle papirerne i et paplåg. - Nu må I komme enkeltvis her hen og tage en seddel. Så skriver I på whiteboardet hvad der står på papiret. Ungerne havde for længst på deres isenkram fundet vej til alskens hjemmesider om ”horns anvendelse” og ”horns mytologiske betydning” og en enkelt havde valgt ”horny” som søgeord. Gid pokker havde de søgemaskiner, som bare svarede uden at forstå. Der var rigtig mange brugbare bud på løsninger: Et forsvarsvåben, Noget til at lave smykker af, Et horn fra vikingetiden, Gevir, Der er spor efter en afhorningstråd, Spidsen af et tyrehorn, Et sexsymbol måske, Et bukkehorn, Et drikkebæger, Djævelen; der var rigeligt at tage fat på. Det hele blev lagret i computeren og måtte lige simre et par timer. Hun tog tidligt hjem. Pletvis mjavede og smøg sig kælent om hendes ankel. Den havde været fornærmet et par dage efter hun var kommet hjem fra julebesøget. Claus havde passet den. Hans to snart voksne drenge, som boede hos moren i Aalborg holdt skiftevis jul hos hende og Claus. Arbejdet på stationen og vagtcentralen var hans ét og alt. Det havde passet ham fint at være på vagt i julen. Regine så, at der var vasket op. Han havde sat en lille udsprungen forsytiagren i vasen på bordet. Katten fik frisk vand og lidt mad inden hun lagde sig i sofaen. I morgen skulle hun ind til Parelius med bøgerne. Hun ville gerne have talt med Claus om fremtiden. Hendes fremtid; og lidt hans. Det var måske meget godt, at han havde de skiftende vagter. Men hun vænnede sig aldrig til lyden af et passerende udrykningskøretøj, når hun vidste han var på arbejde. Hun var lykkelig over at han havde fået mulighed for at skifte fra at være indsatsleder til at være leder af vagtcentralen. Arbejdstiderne var lige tossede, men det kunne man vænne sig til. Hans hyppige mareridt var efterhånden aftaget og nu næsten uden betydning. De havde været medvirkende til, at ægteskabet med børnenes mor var krakeleret. Men ikke den eneste årsag. Det kradsede på havedørens glaslister. Pletvis gad ikke gå om til kattelemmen, når hun var hjemme. Hun åbnede computeren og satte sig på slagbænken ved spisebordet. Først forsøgte hun at komme lidt videre med elevernes idéer. Der tegnede sig et skelet for et undervisningsforløb inden for rammerne i fagene dansk og historie. Så måtte der arbejdes de næste fem-seks uger med at sætte kød og blod på. Fuglene var ved at gå til ro mens tusmørkets farveløse skygger voksede sammen. Mødet i morgen hos Mads fyldte mere i hendes tanker end hun brød sig om. Måske kunne et rigtigt menneskebrev til faren hjælpe lidt på humøret. Udenfor var det ved at blive tøvejr. Egernet havde travlt med at forstærke sin rede i fyrretræet og lede efter et maddepot, som skaden endnu ikke havde plyndret. "Kære far, Tak for de gode dage hos dig i julen og ved årsskiftet. Du havde gjort alting så rart og hyggeligt. Nu må du bare love mig to ting: Hold din mobiltelefon åben og ha’ den på dig, også når du går ud ad døren. Og så ingen kravlen på stiger; heller ikke køkkenstigen! Jeg kunne godt bruge dig som gæstelærer et par timer herovre på Djævleøen. I morgen bliver det sorte kohorn, som du gav mig engang, udgangspunkt for undervisningen i min ottende klasse. Ja, grin du bare, men om nogen véd du da, at det ikke er så ringe at tage udgangspunkt i noget håndgribeligt. Faktisk har jeg puslet lidt med tanken om at skifte arbejde, så jeg kommer i tættere kontakt med firmaer og institutioner, der forsyner skolerne med konkrete (ikke-boglige) materialer. Problemet er blot, at den gode undervisning står og falder med lærerens engagement. Og det bliver aldrig ægte, hvis det ikke inkluderer børnenes daglige virkelighed. Tiden er for længst løbet fra ”færdigpakkede undervisningsforløb”. Jeg spekulerer tit på det ejendommelige og frygtindgydende: at vores børn er de første i menneskehedens historie der oplever en så gennemgribende eksplosionsagtig udvikling fra dag til dag. De får kun fast grund under fødderne, hvis de selv kan skabe den i deres kaotiske hverdag. Måske tilhører jeg den sidste generation i den vestlige verden, der kan se tilbage på en opvækst i trygge velkendte rammer. Vores opvækst hos dig og mor er vores sikkerhedsnet. Kærligst Regine - med lige så kærlige hilsener fra Claus og Pletvis" Hun klistrede kuverten til og forsynede den med både frimærke, julemærke og afsender. Da hun havde spist lidt restemad, tog hun sig sammen til at flytte bogkasserne fra fyrrummet og ud i bilen. Så slap hun for at slæbe traileren med. Pletvis slappede først helt af da hun slukkede læselampen over sengen. Hun nød den blide overgang fra årvågen til søvnig, fra bevidsthed over døsighed til søvn. Det var her man trygt kunne parkere tankegodset til ”andenbehandling”, mens en ny dag blev skabt. Farens velkendte tobakslugt slog op i hendes næsebor, da hun længe før det blev lyst satte sig ind i bilen. Måske hun burde have ladet bøgerne rense med ozon. Det var sikkert lige så miljøskadeligt som tobakslugten men ikke nær så ladet med gode erindringer. Der var heldigvis ingen påtvungne møder, så hun kunne allerede sætte kursen mod Klampenborg lige efter spisepausen. Der var gule blink på motorvejen. En meterhøj lystavle forkyndte, at der var tale om ”Styrbar Underboring”. En halv time i kø. Hun måtte huske sin tandlægeaftale i næste uge. Rodbehandling var heller ikke omkostningsfri. Hun fandt en p-plads foran købmandsforretningen ved siden af bogladen. Købmand Mustafa gik og ordnede grøntsager i trækasserne på fortovet. - Lad mig hjælpe dig, sagde købmanden og tog kassen, da hun lempede den ud på cykelstien. - Ih dog, så mange, sagde Parelius og holdt døren åben, tak. Ja, det er godt at have hjælpsomme naboer. - Der er to kasser til, sagde hun. Den letteste kunne hun selv bære og mændene tog den sidste. Hun takkede købmanden for hjælpen inden han småløb tilbage til forretningen. Parelius gav hende hånden og spurgte til farens helbred. Hun fortalte lidt om juleferien uden at nævne ”uheldet”. - Jeg glæder mig til at besøge ham. Der går nok en uges tid, før jeg kan foreslå ham en realistisk pris på bøgerne, men han følger ganske godt med. Vær rar og hils ham fra mig. Hun gik lige en runde hos købmand Mustafa og samlede dagligvarer for et par hundrede kroner. Posen skulle ikke koste noget, sagde han. Hun kunne sagtens nå hjem med varerne og hilse på katten inden mødet med Mads.. Lyset i køleskabet virkede ikke. Det måtte vente. Allerede lidt over halv fem skulle hun køre igen. Pletvis var sikkert ude for at jage lidt rundt med fuglene. At forsøge på at opdrage katten til at holde sig fra sine snedige overfald, ville være omsonst, selv om skålen var halvt fuld. Hun tjekkede lige nummeret på Rævebakken på Krak og nynnede Anne Dorthe Michelsens sang om en handyman. Højst ti minutters kørsel. Der var mørkt inde hos Claus bortset fra lygten ved siden af hoveddøren. I radioen var der vild diskussion om hvorvidt en norsk massemorder var egnet til straf! Et folk kan ikke tilgive, tænkte hun, den slags er forbeholdt ofrene! Et folk kan kræve hævn eller det kan genindføre dødsstraf; men det kan ikke kollektivt tilgive en gal mand for hans ondskabsfulde handlinger. Desværre havde skolebørnene for længst indarbejdet ”at gå totalt Breivik” i deres righoldige ordforråd. Gud ved om vi er egnede til at se virkelighedens uforståelige ondskab i øjnene. Hendes indre GPS sagde at hun nærmede sig Rævebakken, cirka hundrede meter, og så til højre. Huset med fir-tallet lå tilbagetrukket fra vejen. En gammel velplejet buksbom dækkede lidt for carporten. To havelamper viste vej til ”B&J Madsen”. Det var hans kone der åbnede. - Hej, jeg hedder Gitte, kom indenfor, Mads venter dig. Jeg smutter til aftenkursus om lidt. Regine fattede straks sympati for den cirka fyrreårige velklædte kvinde, som hun ikke tidligere havde mødt. Mads tog galant mod hendes overtøj og viste hende ind i stuen. Rummet var præget af nyere kunst og tidens lette møbler. - Du er sikkert småsulten. Gitte har lavet en lille salade niçoise. Men sæt dig nu mens jeg tænder op. Han bøjede sig ned ved den gamle brændeovn og smed et par stykker bøgebrænde ind. - Bare for hyggens skyld. Han fortalte lidt om sin anstrengte holdning til de pligtige udviklingssamtaler. Herom var de enige, vidste hun. Han luftede sin viden om hendes afsky for de administrative opgaver og det bureaukrati, som lagde beslag på alle de ansattes og ledernes arbejdstid frem for det egentlige: ”At holde skole”, kaldte han det med ironisk patos. - Lad os gå ind til mig, så kan vi bedre tale sammen. ”Inde hos ham” var et lille arbejdsværelse med et gammelt skrivebord, to stole og reoler med bunker af papir og ringbind. Den lille divan var hans hvilested. Kun til brug i smug, fortalte han. Han kunne lige så godt fortælle hende det: Det var kommet ham for øre, at ”byrådet” på et lukket møde havde besluttet at lukke Bækkeskov Skole og flytte elever og personale til kommunens to resterende skoler. Hun lyttede til hans tørre konstatering. I snart to år havde det lille skolevæsen været endevendt på utallige borgermøder, forældremøder, udvalgsmøder og ikke mindst i ”Gulvmåtten”, som lokalpressen hed i folkemunde. Kun én ting var der enighed om: Nu måtte debatten høre op, og en stærk mand måtte skære igennem og træffe beslutning. Han vidste, at den aldrende borgmester havde taget konsekvensen af sin taktisk ukloge beslutning om at bevare alle tre skoler. I overmorgen vil han forlade sin post ”af helbredsmæssige årsager.” Alt tyder nu på, at det ikke bliver en stærk venstremand men to stærke kvinder fra oppositionen, der må træffe den ubehagelige beslutning”¦ ”¦ og hvorfor fortæller jeg det nu til dig, kunne du spørge. Han vidste godt, at sagen intet havde at gøre med hendes opsigelse; og dog. I sin visdom havde skolevæsenet besluttet at udpege Regine som konstitueret skoleleder på hendes egen og Mads skole. Nu kunne han heller ikke længere skjule sandheden om sin sygdom for hende. Han sænkede skuldrene og gav efter for presset i brystet. Han fortalte roligt om brevet, som han havde modtaget lige før nytår. Indkaldelse til scanning af bugspytkirtelen. På Rigshospitalet. De havde fundet en tid til ham i uge tre. Regine fandt hans hånd. Hun ville ikke græde. - Så, så, sagde han og smilede, jeg er ikke dødsdømt endnu. - Lad os spise lidt; jeg kan ikke tænke på fremtiden på tom mave! De gik hånd i hånd ud til køkkenets lille spisekrog. Der var dækket til to. Han satte salatskålen på bordet og tændte stearinlyset. - De har endnu ikke forbudt mig at drikke vin til maden, sagde han mens han trak rhinskvinen op. Lad os skåle på mit helbred og din skole. - Nej, vores skole”¦ Den overlevede takket være dig. De vidste begge, at den gnavne ”vicer Halberstadt” hverken kunne eller ville fungere som skoleleder. - Den dér opsigelse, den har jeg altså ikke fået sendt til rådhuset endnu”¦ vil du ikke tænke lidt over det? Deres samtale sluttede først klokken ni, da han fulgte hende ud til bilen. - Du gør mig i hvert fald en stor tjeneste, hvis du vil holde min stol varm, mens jeg er på sygehuset. Hun var vist faldet i søvn midt i flimmerkassens ”Deadline”, hvor nogle kloge hoveder diskuterede om Norge skulle genindføre dødsstraf. Måske var hun alligevel ikke så egnet til at være alene. I hvert fald ikke lige nu, hvor Pletvis demonstrativt havde taget Claus plads i sengen. Afmægtig lod hun sig spinde i søvn. Torsdag morgen var hendes krop og sanser slået over på ”autopilot”. Hun registrerede at Mads meget modvilligt havde meldt sig syg. Skoledagen var uvirkelig. Ingen triste ansigter. Tværtimod en påfaldende munterhed. Tillidsmanden havde selvfølgelig ikke kunnet holde tæt. Han havde hvisket fortroligt til mange af kollegerne og i hvert enkelt tilfælde indtrængende betydet, at intet måtte slippe ud om skolens lyse fremtid. Nu gik snakken i krogene for alvor. Men ingen havde sagt et ord om Mads. Regine var taget hjem straks efter skoletid. Claus ville sikkert snart ringe. Han ville forstå hende, men hun ville ikke fortælle ham om den frygtede konstitution tænkte hun, da ringetonen lød. - Hej, skat, sagde hun, da hun havde fundet mobilen på kommoden i entreen ”¦ - Undskyld, hvis jeg forstyrrer Dem. Det var skoledirektøren. - Det er Regine, det må De meget undskylde mig, men jeg ventede en anden opringning. Nej, De forstyrrer bestemt ikke, løj hun. Skoledirektøren forklarede sit ærinde. Han fortalte om Mads forventede sygeorlov og nævnte den forestående måske længerevarende konstitution, hvor hun ville komme på tale. Regine måtte være høflig, uden dog at fortælle om sit møde med Mads. Hun måtte have nogle dage til at tænke over sine fremtidsplaner, men hun lovede at svare ham snarest. I morgen ville Gulvmåttens snushaner være på sporet af Madses sygemelding. Hun huskede at tjekke den næste opringning, der kom medens hun stod med telefonen i hånden. Gudskelov. Det var Claus. Hun holdt igen gråden tilbage. Han ville tage lidt mad med ved sekstiden. Pletvis sad på bordet og så alvorligt på hende; peb et par gange. Prøvede at lokke hende til at lege. Hun opgav at skjule sit ansigt med makeup. Katten smuttede ud da hun åbnede for Claus. - Er du kommet noget til? Du har grædt. Han lyttede til det dårlige nyt og satte to foliebakker i ovnen. - Du er i en uoverskuelig situation lige nu, trøstede han. Han tog om hende og mærkede hendes anspændte krop. Netop nu skal du måske ikke lægge dig alt for fast på at tage endelige beslutninger. Du har først brug for ro til at lade dine følelser udtryk, og senere tage fat på de mere rationelle forhold. Du må vente til tiden er moden, før du kan komme videre. Det er nok, at du bekymrer dig om Mads og hans kone. Måske kan du slet ikke rumme det hele lige nu. Der skal gå længere tid og du må være tryg ved at professionelle fagfolk gør alt hvad de kan for Mads. Nu véd hans kone, at hun kan tale med dig, når hun har brug for det. Du kan ikke gøre det bedre nu. Hvis han har kræft, findes der i dag mulighed for at operere når det opdages i tide. De spiste sammen. - Må jeg være hos dig til i morgen, spurgte han. Hun var lettet over at han spurgte. Så slap hun for bede om det. ”Når tiden bliver moden”, tænkte hun. Hvad så? Måske blev tiden ikke moden, før det var for sent, filosoferede hun for sig selv. - Man må først være lidt overmodig før man bliver rynket og overmoden, sagde hun højt og strøg hans hånd. Hvis der ikke er glat i morgen, vil jeg cykle til skole. Dynamolygten viste hende lydløst vej. Børnene var i fredagshumør. To skolefridage skulle udnyttes. Hun gav sjældent eleverne større ”lektier for”; og aldrig til aflevering på en mandag. Lektier skulle helst gives for at pirre børnenes sans for at finde løsninger som var inden for deres rækkevidde. I hvert fald måtte begrebet ”hjemmearbejde” blive en del af børnenes faste ritualer. Fra skolens kontor blev det meddelt, at skoledirektøren ønskede at mødes med hele personalet allerede den førstkommende mandag. Claus var ved at vaske deres biler, da hun satte cyklen ind. Pletvis trængte sig gevaldigt på, da Claus han tog kærligt mod hendes kys og kram. - Kom nu snart ind i varmen; dine hænder er iskolde; og tak for bilvasken. Jeg laver kaffe. De nød stilheden. Før mørket faldt på, tjekkede hun lige sin mailbox. Der var nyt fra hendes far: ”Kære Regine. Tak for dit brev, som posten kom med i forgårs. Det er altså skønt og mere personligt at få et håndskrevet brev. Men mit svar til dig haster muligvis. Gæstelærer; ha! Tak for tilliden, men nej tak. Hvis jeg skulle undervise uskyldige børn, skulle jeg enten gøre det som en ægte lærer, og det er jeg ikke, eller som skuespiller, og det kan jeg ikke. Det ville kun fungere, hvis jeg mødte op som den jeg er: et levn fra en fortid, hvor jeg som bedaget kustode kunne vise rundt i mit livsforløb. Og det vil jeg ikke. Men jeg véd, at du mener mig det så godt. Jeg forstår, at du pusler med tanken om at skifte arbejde. Det bekymrer mig. Vi er nok alle én eller anden slags ”formidlere” af viden. Fra én generation til den næste. Og du må ikke slå dig til tåls med at være materialeforvalter. Gør dog det du er bedst til. Måske er jeg knap så bekymret, som du er, for de unges og børnenes tilsyneladende manglende ståsted og værdigrundlag. Jeg er nok mere fortrøstningsfuld. Verden har i tidens løb ofte været ramme for generationer, som selv måtte videreudvikle sig efter bedste evne. Alle overgange er svære og kan synes uoverstigelige, men vi er her endnu. For dig må det være spændende at kunne følge en hel klasses myldrende udvikling. Jeg så her til aften en smuk og poetisk dokumentarfilm, som portrætterer multikunstneren Ib Spang Olsen. En af hans to sønner har optaget den med stort mod og vemod gennem de seneste fem år. Jeg mener, at tegneren lige har rundet 90 år. Filmen er en smuk og følsom skildring af to-tre generationer. Alexander Sutherland Neill blev også næsten halvfems. Jeg husker, at han døde i 1973. Da han i 1921 som 38-årig oprettede ”Summerhill-skolen” ansås han blandt pædagoger for at være gal. Jeg tror nok, at du fik mit slidte eksemplar af hans bog, da du startede på seminariet. Gør ikke noget overilet. Dit talent er en gave. Kærlig hilsen til dig og din brandmand Far”. Hun følte hans varme og eftertænksomhed. Men tvivlen fik overtaget igen. Det var som om de havde rottet sig sammen; Claus, Mads og hendes kloge far. Måske skulle hun bare have gennemført sin beslutning uden forinden at have luftet sine ideer med nogen som helst. Efter kaffen gik hun en tur over mod skoven, hvor to grønklædte mænd var ved at lægge deres værktøj, reb og en motorsav på plads på ladvognen der holdt i skovbrynet. Den yngste råbte pludselig: Hej Gine, tør du gå herude helt alene? Det bliver snart mørkt. Så genkendte hun ”Store”. Jo, Anders, huskede hun. Han var droppet ud af 2.g, som nittenårig for et par år siden. - Jeg er blevet ansat som elev hos skovløberen. Nå, men han har travlt. Vi får ikke betaling for overarbejde, du ved. Vi snakkes. Kom godt hjem! Jeg ringer til dig om en måned tid, når jeg er blevet far. Da hun vendte om og traskede hjemad forsvandt hendes tvivl skridt for skridt. Den nærliggende planteskole havde været drengens ét og alt i forlængelse af de fem dages skolepraktik i ottende. Siden havde han ligeligt fordelt sin energi mellem planteskolen og folkeskolen. Hans forældres ambitionsniveau på drengens vegne led et knæk, da han forlod gymnasiet til fordel for det hårde skovarbejde. Var hun gået den kortere tur ved søen, ville hun ikke have mødt sin ”gamle” elev. Hun smilede og kyssede Claus, da han spurgte om hun havde fået luft nok. - Ja, min elskede ven. Jeg valgte at gå over mod skoven. Der mødte jeg en ung mand, som hjalp mig til at vælge hvor jeg skal arbejde i næste skoleår. - Hvad mener du? Hvem? - ”Store”, som mistede lysten til at gå i gymnasiet midt i 2.g. Anders hedder han. Han er blevet skovarbejder”¦ - Det lyder da godt, svarede Claus - Ja, han er en god fyr - og han bliver far om en måned, fortalte han mig med stolthed. - Men hvad så? Hvad har du besluttet? - Jeg fortsætter. Jeg kan jo ikke undvære ungerne. Administration og personaleledelse må andre tage sig af. - Alle tiders. Jeres motto, er det ikke ”lærer for livet”. - Jo, dummernik, med ét r. Jeg beder dig om undskyld. Jeg har været så pirrelig og så længe om at lægge mig fast på noget ”¦ - Det er helt OK; det er da en vigtig beslutning. Og en rigtig beslutning, svarede han. Nu vil jeg smutte hjem. Jeg har vagt fra klokken 0:00. Jeg ringer i morgen. Årh, tænkte hun, og kyssede ham farvel. Brandmand og lærer. Damebrevkasserne burde advare mod den slags konstellationer. Nu var det fire år siden de faldt for hinanden. Ingen af dem var længere unge, naive eller uvidende om kærlighedens skyggesider eller bagside. Men at en hovedkulds forelskelse kunne ændre så meget for dem begge, vidste de jo ikke. At flytte sammen talte de aldrig om. Undvære hinanden kunne de heller ikke. Sådan rent, rationelt økonomisk set var forholdet sårbart. Det talte ikke om det. Registrerede det bare; hver for sig. Det gik jo meget godt. Endelig kunne de slappe af og hvile ud hos hinanden. På skift ganske vist, men det føltes rigtigt og ægte. Herregud, to singler finder sammen, og hvad så? Naboernes snak ville vel snart tage af. På brandstationen var der sjældent snak om kollegernes private forhold. Heller ikke på hendes lærerværelse, hvor der sædvanligvis var højt til loftet, talte de særlig meget om private forhold. Jo, hvis Mads’ kone Gitte havde skrevet en ny artikel i ugebladet, gik den altid rundt ved ”damebordet”. Om mandagen var der indkaldt til ekstraordinært lærermøde, hvor skoledirektøren troppede op. Han forelagde lærerne de problemer, der akut var opstået og bad dem om forståelse for at der var behov for at konstituere en skoleleder. I første omgang bliver der tale om et par måneder, hvor Jens Madsen skal gennem en kemoterapeutisk kur. Han vendte sig mod Hr. Halberstadt, som sad uroligt på kanten af sin stol, - Ja, Henry, ”¦ vil du sige noget? Viceren rejste sig, - Ja, tak, jeg må meddele, at jeg ikke føler mig i stand til varetage Mads’ arbejde ved siden af mit eget. - Naturligvis; vi vil allerede i ugens løb bede en af lærerne om hjælp i denne overgangsperiode. Regine åndede lettet op. Han havde ikke nævnt hende. Angrebet på Regine kom ugen efter, uventet fra Henriettes far på et forældremøde, som drejede sig om elevernes forestående skolerejse til Berlin. - Vi stoler selvfølgelig fuldt og fast på dig, Regine, sagde han. Jeg synes, at alt er tilrettelagt så godt, som tænkes kan. Blot ét: Vi kender jo ikke rigtig denne ”tredjemand”, som I skal have med. Jeg forstår, at du står inde for ham, og at han deltager uden udgifter for det samlede budget, men hvad med ansættelsesbrev og straffeattest osv.? - Det ved jeg ikke, svarede hun, han er jo brandmand og uddannet som redder. Hvad tænker du på? - Nåh, nej, det er ikke det. Men det ville være nemmere, hvis I boede sammen, tror jeg. Tavsheden var pinlig for dem alle. En af mødrene rejste sig. - Nu kan det være nok! Jeg vil ikke høre på dine underlige meninger om Regines privatliv! Regine prøvede at få styr på forældrene. - Nåh, det gør ikke mig noget. Skal vi ikke prøve at blive enige om børnenes lommepenge til turen? Det virkede! Og det gav luft. Hendes kollega, tysklæreren Bochineck, var ved at eksplodere, men forholdt sig afventende. Nu, bagefter, kunne hun godt se, at hun burde have lagt mødet på et tidspunkt, hvor Claus ikke skulle på arbejde. Han morede sig, da hun et par dage senere havde fortalt om episoden. Minuttet efter sagde han dog stilfærdigt: - Stakkels pige. Ja, jeg tænker på Henriettes fordomsfyldte far... Hvad så med lommepenge? Fandt I en fornuftig løsning? - Jah, det håber jeg da. De gik da ind på mine betingelser. Ellers blandede jeg mig ikke. De accepterede, at der skulle være enighed om beløbets størrelse. Jeg tror, at vi får en god tur. Jeg er rigtig glad for, at du gider tage med. Du husker uden tvivl dine egne oplevelser fra din første Berlintur, var det ikke da du gik i 8.? Så kender du jo alle narrestregerne. - Nej, lo han, jeg hørte til de artige. - Ha, det er i hvert fald løgn. Hvordan gik det på arbejdet? - Fint nok; vi har slået ny rekord i afklipning af et biltag. 50 sekunder. En Mercedes. - Uh, hvor effektivt og”¦.. Hun fortrød næsten, at hun havde spurgt. Som ”trediemand” deltog han ikke direkte i tilrettelæggelse af det undervisningsarbejde, der er knyttet til en skolerejse. Det tog Regine og tysklæreren sig af. Men selvfølgelig kunne han ikke lade være med selv at forberede sig lidt. Han havde da også fået tilsendt lidt materiale fra Goethe-instituttet i København. Han skævede lidt til nogen af det mange notater han havde skrevet og ville arbejde videre med. Linjerne med ”uafklarede” spørgsmål havde han streget ud efterhånden. Nu stod der kun nogle få tilbage: - Besøg i Sachsenhausen? - Checkpoint Charlie? Besøg på ”Mauermuseum? - Ku’damm som Vestens udstillingsvindue mod øst? - De overvældende skulpturer? Trabanten på søjlen? - Tysk politis undersøgelse af turistbussen den gang i firserne. - Posedamerne som overnattede på stormagasinernes riste på gaderne? Var de der mon endnu? Selv om togrejsen var lang havde ”de unge” opført sig rimeligt. Selvfølgelig var enkelte af dem lidt højrøstede og overstadige; specielt når de her og nu måtte kommentere den aktuelle ”debat” på deres uundværlige i-phones. Gid fanden havde den selvvalgte lænke, tænkte Claus efter Hamburg, da telefonen vibrerede i hans egen lomme. Det var ”eks’en”; Nina manglede penge! Som sædvanligt. Han slukkede for utysket vel vidende, at hun ikke gav op så let. Hun havde da stadigvæk sit gode arbejde i hjemmehjælpen og manglede ikke noget. Han forsøgte at glemme, allerhelst fortrænge. En togkontrollør kom ham til hjælp; - Mojn, du er vel fra Køvenhavn? Claus mistede mælet og rodede efter sit pas. - Nah, gut, det vigtigste er, at I har styr på ungerne. Jeg er fra Vojens, skal jeg sige dig. Nu har jeg fast arbejde her på banen. Er De virkelig skolelærer? Næste stop er Hamburg, I bedes blive i toget. - Naturligvis - svarede Claus. - Nej, jeg er kun medhjælper på denne tur. Eleverne var skuffede, kunne Claus se. Nu troede de lige, at en tysk Über-togmand ville tale tysk - og så var han dansker! - Gute Reise, sluttede kontrolløren og gjorde noget der lignede honnør på dansk. Claus havde været rundt og fået hilst på alle de unge mennesker og tysklæreren Walther Bochineck. Det føltes betryggende at have en tyskkyndig med. En af pigerne fiskede: - Er det rigtigt, at du er forlovet med Regine? Claus rømmede sig og valgte at svare lidt kryptisk på det direkte spørgsmål, - Måske. Jeg har ikke lovet, at jeg vil gifte mig med hende lige straks. Hvis det er dét du mener. - Nej”¦ undskyld, men min mor sagde at”¦. - Hold så kæft Henritte, din mor er her ikke, afbrød en af drengene. Og det rager heller ikke os, hvem lærerne knalder med i deres fritid. Ups! Claus rykkede lidt på sig og valgte at gå en lille tur gennem toget ned til bageste vogn. Markus, den observante dreng, havde uden tvivl ment det godt med sin rammende bemærkning. - ”I deres fritid”! Der var ikke mange ledige pladser. Næstsidste vogn var invaderet af to tiendeklasser fra en skole i Århus. Claus skyndte sig videre og prøvede at se tysk ud. Han tjekkede lige skjortens brystlomme før han åbnede den første dør ind imod det forjættede land. Nikotinplastre havde han prøvet. Også tyggegummi. Han var ellers gået tilbage til piben, men af og til skulle det gå stærkt. Hvorfor fanden var han taget med? Allerede før han åbnede dør nummer to til det forjættede land, kunne han lugte den afbrændte tobak! Nikotin måtte være skabt af Gud - og antændt af fanden. På trods af fysisk mærkbar udsugning var luften tyk af røg. Skiltet på døren med ”Raucher-Abteilung”-”Nur 15 minuten” var egentlig overflødigt. Ingen kunne formentlig udholde at være der så længe ad gangen. Han tændte en filterfri Kings og prøvede trods alt at nyde røgen. Han undgik filtre, som var svært nedbrydelige uanset hvor de blev kasseret. Han tænkte på miljøet. På vej ud ad døren mødte han Markus, der allerede havde fyr på sin snadde. - Jeg har fået skriftlig tilladelse af min mor, sagde han venligt. Claus fulgtes med ham ind i røgvognen, hvor de fandt to vinduespladser og nød udsigten over landskabet, som med skiftende hastighed fór forbi i striber eller gled landsomt forbi. Markus så hvad der kom, og Claus så mest på det der var passeret. - Vidste du, at Slaget i Køge Bugt blev afgjort af et skift i vindretningen? Spurgte han pludselig. Claus svarede halvt bekræftende og temmelig overrasket. Der var vist noget om det. - Jeg tror du har ret. Eller var det søslaget i Køge Bugt? Er du historieinteresseret? - Njah, lidt må man jo vide om hvad der er sket. Meget afhænger af den lærer man tilfældigvis har i faget. Hvorfor blev du brandmand? - Ha, du er sgu kvik! Du sagde det næsten selv. Tilfældigheder fristes man til at tro. Det tror jeg nu ikke det er. .... Nå, jeg må hellere gå tilbage til selskabet, sagde Claus og rejste sig. - Skal vi følges? - Gerne. Ryger du kun pibetobak? - Ja, cigaretter er jeg holdt op med. Men tobakken er blevet dyr efterhånden. Sådan småsnakkede de to "misbrugere" som gode venner på deres vej gennem togstammen. Mange af eleverne havde kastet sig over den medbragte madpakke hjemmefra. Enkelte måtte betale dyrt for ”frokost” hos togstewardessen, der tålmodigt trillede sin kioskvogn gennem toget uden mange pauser. Regine spurgte om jeg ikke ville sidde lidt; pladsen ved siden af hende var blevet ledig. - Nå, hvordan synes du det går, spurgte hun. - Fint, fint; er de altid så nemme? Hun smilede, - Njah, de respekterer dig for den du er. Du er jo ikke ”bare” lærer”¦ Det er frygtelig svært at være ung i dag. De skal afprøve sig selv på så mange måder. Fik du en smøg og en god snak med Markus? - Ja, han lader til at være en fornuftig fyr. Går det an at tage en lille lur? - Selvfølgelig. Tag min plads, så sidder du bedre, jeg går lige en runde. Claus glædede sig til se den nye hovedbanegård, Berlin Hauptbahnhof, som han kun havde læst om. En af dagene måtte de gå gennem alléen og se "gaslygtemuseet" i Tiergarten. Men først når mørket var faldet på. Togets regelmæssige duven i kurverne virkede dejligt søvndyssende. De skulle bo på ”Hostel Friedrichshain”. Værelsesfordelingen var uden større diskussioner klaret hjemmefra; drengene ville ikke sove, hvor der var piger og vice versa. Alle var glade og tilfredse. Det største problem var, at hele etablissementet var røgfrit område. Det hjalp lidt på humøret, da Claus lovede at gå med ned ”og trække frisk luft hver aften før kl. 23, når de gerne skulle gå til ro. Toget kørte non-stop Hamburg/Berlin på lidt over tre timer. I aften skulle de prøve at spise på en lille restaurant nær deres hostel. Claus vågnede med et sæt, da et modkørende tog susede tæt forbi. Regine begyndte at gå lidt frem og tilbage for at sikre sig, at alle var klar til at forlade toget, når de om 30 minutter standsede i Berlin. Hovedbanegården var imponerende. Selv de let blaserte skoleelever var overraskede. Den storslåede bygning af glas, stål og beton var som et gigantisk drivhus. De havde kun en halv time til deres rådighed her, så lærerne valgte klogeligt at holde klassen samlet, mens Bochineck sonderede terrænet for at finde den turistbus , som var bestilt. Der var alt for langt for dem at gå, men det busselskab, der skulle køre for dem på to dagture, havde tilbudt, uden beregning at hente dem og deres bagage ved hovedbanegården og køre dem direkte de otte kilometer til hostellet. Claus fandt hurtigt holdepladsen og den rigtige bus. Chaufføren havde sat et skilt i forruden. ” Friedrichshain”. - Guten tag, ich bin Helmuth Schmidt; der zweite, lo han. Ich fahre nach Hostel Friedrichshain. Wo sind die Kinder? - Ein Augenblich, svarede Claus. Fünf minuten. - Nah, jah, gut. Klassen og de to lærere stod og ventede foran udgangen på Claus. - Fint, sagde Regine; Rasmus og Henrik har kapret en bagagevogn til vores og deres egne trolleyer. - Chaufføren hedder Helmuth den anden! Svarede Claus. - Altså Helmuth Schmidt. - Det lyder fornemt, sagde Bochineck. - Husk nu, han lidt højere, henvendt til de unge: Ingen sodavand i bussen! Det var dog højst tvivlsomt om alle hørte ham sagde; seks-syv af dem var mere optaget af lyden i deres hovedtelefoner. Eller måske isolerede de sig bare fra de voksnes ævl? Chaufføren tog mod deres bagage og viste Rasmus, hvor han kunne slippe af med vognen og få sine fem euro tilbage. Turen tog kun et kvarters tid. Helmuth Schmidt havde underholdt dem lidt undervejs. Hans ”Geliebte” Hildegard ville de møde om lidt. Hun er ikke så slem som hun ser ud, sagde han. Hun har pengene og hostellet - jeg er bare chauffør. - Vi giftede os først året efter murens fald, men da havde vi også været forlovede i over to år! - Jeg kører lige over den gamle grænse her ved Checkpoint Charlie; dér hvor I skal besøge museet i morgen. Der har Hildegard tit stået og vinket over til mig. - Hun har bestilt plads til jer på en lille restaurant tæt ved hostellet. - Hvis I alle bestiller ”dagens ret” behøver I ikke at vente ret længe. Restauranten ser måske ikke ud af meget, men maden er god og ikke så dyr. - Jeg kan anbefale deres wienerschnitzel og bratkartoffeln. - Så er vi her. Boxhagener Strasse 73. Frau Schmidt står i døren. ”Die Frau” var ca. en meter og firs høj. Og næsten halvt så bred. Hun fyldte godt i døråbningen. - Willkommen, råbte hun ud til os. Kommen sie mit. Hold da kæft, hende vil jeg ikke være uvenner med, tænkte Markus. Hendes mand ville blot give hende et kindkys men forsvandt i dybet i hendes håndfaste favntag. - Så, dit pjathoved, se så at få de unges bagage ud! Det lykkedes manden at rive sig løs, så han kunne passe sit arbejde. Selv Helene, klassens absolut største pige, følte sig let som et fnug. - Flot hotel, sagde hun. - Det er ikke noget ”hotel”, svarede Bjørn, - det er et luset vandrerhjem! - Det er bare dig der er røvforkælet af din rige mor, røg det ud af Helene. Regine blandede sig; - Tal nu ordentligt med hinanden og få noget godt ud af dagen. Gå ind med jeres bagage. Om en time skal vi over og spise. Måske kan I nå et hurtigt bad. - Senere vil Claus gå en lille tur i kvarteret sammen med de af jer der vil med. - Skal du ikke med op, Claus, spurgte hun, - vi har fået et dobbeltværelse med bad? - Jo, jeg skal lige svare på en SMS fra Jylland. Nina mangler penge igen, påstår hun. - OK, vi ses. Tale med hende ville han ikke. I hendes sidste SMS bad hun om ekstra 5.000 med mindre hans børn skulle sulte! Ha, han vidste udmærket, at hendes eget tøjbudget langt oversteg en normal hel families. Langsomt indtastede han sit svar. Hvis hun ikke kunne forsørge deres fælles børn med hans hjælp, ville han gerne, alene, påtage sig ansvaret for dem. Han kunne ikke få sig selv til at trykke ”afslut/send”. Børnene, Sophie og Benjamin på 18 og 15 skulle ikke lide mere under deres forældes skilsmisse. ”Hvad f.. lavede han her i Berlin med 26 fremmede børn, som i dèn grad ikke var hans egne”? Han skulle i hvert fald ikke pådutte Regine fra dag til dag blive en slags papmor til Ninas og hans børn. - Claus, kaldte hun, vi skal snart over og spise... Han så op. Regine. Så rolig og så velafbalanceret stod hun der og inviterede ham til at dele sine tanker med hende. Måske var det et dårligt tidspunkt. Det måtte vente. Han var stadigvæk mærkeligt fraværende, da de lidt senere sad om bordene i ”Die zwei Hühner”. Maden fejlede ikke noget. Dejligt kød, bratkartoffelen og al den friske salat, som de kunne proppe i sig. Salaten måtte de selv blande. Sodavand kostede 2 euro for et stort glas. Det passede de unge fint, at .de voksne sad ved et bord for sig selv. Tre af de fire muslimske elever i klassen skulle lige sikre sig, at de ikke fik svinekød; - Det er kalvekød, beroligede Bochinek dem. - Ellers skulle jeg nok have advaret jer. Det er OK at I spørger. Snakken gik livligt mellem alle i selskabet - Har du fortrudt, at du tog med, spurgte hun Claus, da de et øjeblik var alene. - Bestemt ikke! Tværtimod er jeg glad for at I gav mig muligheden. Claus fortsatte: - Det er Nina og børnene derhjemme, der generer mig. Den store er begyndt at tale om at flytte over til mig. - Det overrasker mig ikke, men hvad med den yngste? - Carsten siger ikke så meget; han er meget glad for Sophie. De to skal i hvert fald ikke skilles fra hinanden. - Hvad siger Nina? - Jeg er bange for, at ”børnechecken” er vigtigere for hende end børnene. Regine hørte bitterheden i hans sind. Fra skolen kendte hun til mange forliste forhold, hvor børnene oftest blev tabere i forældrenes fejlslagne dispositioner. Måske var det også dét, der havde afholdt hende fra selv at påtage sig ægteskabeligt ansvar og forældreansvar. Det var sin sag at bestyre en ugebladsbrevkasse, som Gitte gjorde, men langt mere alvorligt at rådgive egne venner og bekendte. Det holdt hun sig klogeligt fra. Claus og Nina måtte selv finde den løsning, som de alle fire kunne leve med. - Måske har du ret. Men du bestemmer selv hvor meget du vil trækkes rundt i manegen - Jeg holder ikke til flere skænderier med hende. Den evindelige pendlen mellem Aarhus og Ringsted går også ungerne på. - De er jo gamle nok til selv at bestemme. Hvis de vil bo hos dig, vil hun ikke kunne modsætte sig. Hvis Sophie bliver optaget på RUC, skal hun jo flytte alligevel. Og hvad med Carsten? Han skal jo skifte skole alligevel. Kan han undvære sine kammerater i Jylland? Nå, Claus, Bochinecks mad bliver kold. Kalder du på ham? Da de voksne begyndte at spise, var de hurtigste af børnene næsten færdige. - Jeg har for resten noget med til dem, hvis I synes, sagde Claus og hev en stak brochurer op af tasken. Det er bare et lille kort over bydelen her med alle gadenavnene. Jeg har kun ti. Kan de bruges? - Mon ikke! Bochineck var fyr og flamme; nu kan de i smågrupper kaste sig ud i Friedschains aftenliv. Skal vi prøve at slippe dem løs på prøve en times tid? De kan snart ikke sidde stille længere. Regine kikkede nærmere på kortet. Ca. 3X4 km udsnit med hostellet næsten i midten. - Det kan de godt finde ud af. Gruppeinddelingen med seks grupper fungerer fint. - Hver gruppe får et kort. Hvis de kan udpege hostellet og ”hønsegården” hér, kan de vel også finde tilbage? Claus og ”Bochi” nikkede. De kunne jo ikke gå rundt med ungerne i fodlænker. - Lad os prøve at vise dem en smule tillid! Derved blev det. - I skal være her igen kl. 21.30. De bad tjeneren om en kande kaffe og én samlet regning for hele selskabet. Allerede kvart i ni kom Jacob og hans gruppe tilbage til restauranten. - Jacob har mistet sin pung og alle sine penge, sagde Louise. Han har lige opdaget det. - Sæt jer lige ned; Jacob, hvornår havde du sidst din pung fremme? - Det husker jeg ikke. Det var vel i toget”¦ - Hvor mange penge var der i pungen? - 450”¦. euro. Jeg ville købe noget til min mor”¦ Bjørn har 800 med. Regine kunne godt se, at det ikke lige var tidspunktet at irettesætte ham for hans dumhed. I stedet gav hun ham foreløbig 10 euro, så han ikke var helt flad. Forældrekredsen havde været enige om, at hver elev højst måtte medbringe 200 euro i lommepenge. Det ville ikke forbavse hende, hvis han havde fået mere end de 450 med. Og Bjørns 800 tvivlede hun slet ikke om. - Hm, brummede Claus. Stoler du ikke på ham? - Pokker til start, sagde Regine. Jo, Jacob stoler jeg på. - Hm. Pludselig stod Helmuth Schmidt ved deres bord. Han havde fundet en lille tegnebog da han støvsugede sæder i bussen. Regine tjekkede indholdet. Jo, det var Jacobs. Og der var 470 euro i den. - Viel Geld, sagde han. - Vielen dank! Er hat uns die Geschichte erzählt. Vielen dank. - Så bli’r Jacob glad igen. Måske skal jeg minde ham om, at Frau Schmidt har en glimrende box til gæsternes disposition. - De taler jo meget om at komme på diskotek en aften. Hvad synes I spurgte Regine. Bochineck kikkede på mig og nikkede. - Vi må finde et sted, hvor du eller jeg overhovedet bliver lukket ind, lo Bochineck, har I set priserne? Men OK, hvis de virkelig vil give 100 kroner i entre og 30-40 kroner for en cola. Så bliver de da hurtigt blanket af. - Tror du ikke fru Schmidt kender et billigere sted, spurgte Claus. De skal da have lov. Herregud. - Alkohol får vi ikke problemer med. De er meget strikse hernede, supplerede Bochineck. Men de fleste unge går først i byen klokken 23 eller senere. Næsten alle ungerne kom tilbage til tiden, kun en enkelt gruppe var fem minutter forsinket. - Det går nok, sagde Regine; hvis - hvis nu Claus eller Bochi kan lokkes med på diskotek én af dagene - og vi kan finde et ikke alt for dyrt sted, vil I så med? Jublen ville ingen ende tage. Bochineck afregnede med tjeneren og spurgte om hvad der stod på menuen de næste par dage. Tjeneren stak en lille folder frem. - Fint, jeg regner med at vi kommer igen i morgen. Er det i orden hvis De får besked inden klokken 12? - Jah, aber natürlich. Bochineck fortalte eleverne, at buschaufføren havde fundet Jacobs pung. Med pengene og et hævekort som ganske vist kun kunne bruges i Danmark. Jacob spottede hurtigt Regine og skyndte sig hen og gav hende med ”tak for lån” de ti euro tilbage. Bjørn gik og snakkede med et par af pigerne; han måtte indrømme, at hans teori om et lommetyveri havde været forhastet. Det var vel ikke værre her end i København. På vejen til hostellet bredte den muntre stemning sig. Lars T, klassens ubestridte spasmager havde lige omdøbt Frau Schmidt til ”Bianca” inspireret af Hergés store operadiva. Lars T havde for længst udstyret næsten alle lærere på skolen derhjemme med passende langtidsholdbare, men aldrig fornærmende øgenavne. Han havde adskillige mere saftige forslag på lager, men han ønskede ikke at gøre nogen til grin. Det ville være alt for nemt og uprofessionelt. Nogle af drengene prøvede forgæves at overtale Bochi til at spille whist over nettet. - Nej tak, havde han sagt. Han ville gerne spille med rigtige kort, men det syntes de ”var for kedeligt og besværligt”. (De havde formentlig aldrig prøvet det.) Kvart i elleve spadserede Claus som lovet, en kort tur med de nikotinhungrende unge. Bochi gik med. Frau ”Bianca” Schmidt smilede og pegede på uret på væggen. Hendes nevø, Heinrich, havde sit eget kammer i stueetagen og passede skranken hver nat fra 23:00 til 07:00. Kammeret var hans løn. Han havde fast arbejde i dagtimerne, hvor han samlede cigaretskodder og tømte askebægre for bydelens renovationsafdeling. Her i Friedrichshain var han én af de fem fuldtidsansatte, der ”kun” havde til opgave at indsamle cigaretfiltre fra bydelens 27 kilometer offentlig fortovsstrækning. Heinrichs sjak var sidste år blevet kåret som Bezirkets bedste skodsamlere. Da Bochi fortalte om det, troede ungerne ikke på ham. Først da rygerne nåede tilbage til hostellet og Bochi viste dem Heinrichs indrammede diplom, måtte flertallet bøje sig for hans utrolige forklaring. Lidt over elleve var der stort set ro på de unges værelser. Regine var ved at gå seng, da Claus kom ind og gjorde sig klar til en forhåbentlig god nats søvn. Han vågnede, da Regine stod op, selv om hun var musestille. Klokken var kun kvart over seks, men hun gjorde sig allerede klar til en lille joggingtur. Hun gav ham et kærligt morgenkys. - Du husker lige at barbere dig, før du går ned. Du har sovet som en sten. - Ja, det er nogle gode senge med ikke for bløde madrasser. - Du kan da sagtens tage en halv time til, drillede hun, farvel så længe. Claus valgte at stå op. Han skævede til den dueblå pyjamas, som hun havde smidt i sengen. Han havde aldrig før set hende i den. Bruseren var enten slemt kalket til eller forsynet med en effektiv vandsparetingest. ”Nå ja, bad fik han da”. Deodorant brugte han aldrig, men en god vellugtende barbersprit tog den værste af svien på halsen. Da Regine kom tilbage, gik han ned. Fru Schmidt var ved at gøre spisesalen klar til morgenmad. Der var kun dækket op til 15-20 gæster ud over Byskolen, så vidt han kunne skønne. To backpackere forsynede sig rigeligt, indtil frau Schmidt rømmede sig, før hun gjorde alvor af at kropsvisitere dem. Først ved nitiden begav klassen sig mod den zoologiske have, Tiergarten. Selv om de holdt et rimeligt tempo var den næsten halvtolv, før de nåede frem. Frokosten købte de i en ”Imbiss” før de gik ind i den smukke have, som også byder på botaniske sjældenheder og skulpturelle kunstværker. Regine blev hurtigt klar over, at det var en halsløs gerning at følge den samlede klasse rundt; det var også overflødigt. Claus og Bochi havde sagt til hende, at ungerne selv måtte kunne gå rundt uden at kravle ind til løverne eller hoppe i vandet hos isbjørnene. I virkeligheden var det hendes eget behov for at være midt iblandt de unge, der styrede hende. At iagttage dem, lytte til deres dialog og samle stof til kommende undervisningsforløb var hendes yndlingsbeskæftigelse. At give slip på dem var svært men nødvendigt. Det var opringningen fra Cornelia i København, der fik hende til at slippe ungerne ledsaget af et par nødtørftige formaninger. - Nå, så kan du være her, konstaterede Bochi og lo, da hun efter en halv time satte sig hos dem. Er de der stadigvæk alle 26? Din øl bliver doven. - Tak”¦ tænk hvis forældrene så os nu! - Nå, ja”¦ vil du hellere have vand, spurgte Claus. - Nej, det er ikke dét, svarede hun,”¦. Jeg føler mig bare uansvarlig. - Ha; dig uansvarlig? Bochi grinede højt. - Hvordan pokker tror du børnene og deres fortravlede forældre får hverdagen til at hænge sammen? - Det er noget andet, når det er deres egne derhjemme. Se nu dér”¦ Claus vendte sig og så to af klassens elever afslutte et lidenskabeligt kys, hvor de troede sig ubemærket. Martin og Eva. Regine rejste sig og vinkede. - Hu-uh, formede og signalerede hun med lydløse læber. - I har god tid, sagde hun, da de kom nærmere, vi skal først samles om en time. Martin og Eva slentrede videre arm i arm. Regines smartphone ringede igen. Cornelia. - Nej, fanme nej, sagde Regine til Claus og Bochi og satte sin telefon på lydløs. - Det var igen min søster; hun tror, at jeg vil drøfte familieproblemer hvor som helst og når som helst. Det må vente til jeg kommer hjem. - Nu var det vel ikke noget alvorligt? Jeg tænker på din far”¦, sagde Claus. - Nej, det var noget med vores bror, Daniel. Ingen af os har ikke hørt fra ham i årevis. Guderne må vide hvad han nu pludselig vil ”¦ Bochi rejste sig. Han ville lige gå en tur for en god ordens skyld, når nu han var her i embeds medfør. - Ungerne klarer sig fint. Av, for h”¦ jeg lovede at ringe til ”hønsegården”. - Skal vi spise dér igen? Regine nikkede - ja, der er ingen grund til at prøve noget nyt. - OK, diskoteket bliver så i morgen eller hvad? - Ja, ungerne har set priserne, og fru Schmidt har lovet at finde et passende sted, som også vil lukke voksne ind. Men kun til midnat. Hvad der derefter sker vil jeg helst ikke vide. Kun at ungerne er i deres senge på hostellet senest kl. ét. - Ja, du må undskylde mig, Claus; det var Cornelia, der ringede. Hun er blevet ringet op af vores bror; Daniel, du ved; han ringede for at bede hende om tilgivelse for et eller andet, der har at gøre med vores forældre for mange år siden. Hun fortalte mig ikke nærmere om hvad det var. Han lød som om han havde drukket, sagde hun. - Jeg har aldrig kunnet forstå, at I slet ikke ser hinanden, men det kommer jo ikke mig ved, svarede Claus. Derfor har jeg aldrig spurgt. - Nej, det er måske også ubetænksomt af mig. Regine kunne ikke skjule den lille sitren i underlæben; - Jeg burde nok have spurgt Cornelia for mange år siden... og insisteret på et svar. Måske er jeg bange for at kende svaret”¦ Det har noget at gøre med det manglende generationsskifte derhjemme på gården. I mange år kunne gården brødføde hele familien. Vores far kunne ikke og ville ikke acceptere kendsgerningerne. - Var Daniel da udset til at videreføre bedriften? - Måske. Husk på, jeg var jo kun tre år den gang, Daniel tog sin realeksamen og kort tid efter flyttede til København. Jeg husker kun, eller tror jeg husker, at der samtidig var uro i familien. Men det var også det år, hvor vores farfar og farmor døde med otte dages mellemrum på det lokale alderdomshjem. Cornelia husker meget mere. - Hm”¦ Klart at hendes mor og især hendes far måtte have været hårdt ramt i den periode. Og de tre børnebørn. Claus ville ikke spørge om mere; i hvert fald ikke lige nu. En påfugls pludselige skrig forskrækkede dem og kaldte deres åndsnærværelse tilbage til haven og eleverne. Den stod ganske nær ved dem og rejste sine imponerende halefjer med de mange øjne i et hypnotiserende brus. - Ligner jeg en hunpåfugl lige nu, spøgte hun? - Nej, for du tilhører en sjælden race, hvor hunnerne ubetinget er de smukkeste. - Ha, det er da den bedste scorereplik jeg har hørt længe! Den må du godt huske. De valgte at bruge klippekortet til U-banen tilbage til hostellet. Derved kunne de nå at bruge en lille time på Mauer Museum ved Checkpoint Charlie. Eleverne fik her syn for sagn om nogle af den kolde krigs uforståelige konsekvenser. Selvfølgelig kunne man ikke forvente, at en flok femtenårige sådan for alvor kunne forholde sig til datidens øst-vest-konflikt, men besøget gjorde da indtryk på dem alle. Regine overvejede at finde nutidige paralleller, men hun kunne kun komme i tanker om Nordkorea. Det mest oplagte var måske at perspektivere situationen gennem belysning af vore dages flygtningestrømme. Hun henlagde indskydelsen; ungerne var mætte af dagens program. Nu trængte de bare til at spise og slappe af. Først om aftenen, da Claus gik sin tur med rygerne, satte hun sig til at skrive en mail til sin søster. Der måtte vel være mulighed for at de i fællesskab kunne nedbryde den mur, der forhindrede Daniel og faren i at tale med hinanden. ”Forhærdede tidselgemytter” tænkte hun. Det var vist titlen på den lille krimi, som Claus havde foræret hende for et par år siden. Faren var jo hverken dum eller naiv. Han havde jo oplevet hvordan landmændene på stribe var trykket i knæ af prisudviklingen siden tresserne, hvor hans egne forældre gik på aftægt. Allerede på det tidspunkt skulle der mindst 200 tønder land til at brødføde en lille beskeden familie. Han vidste altså godt, at Daniel aldrig ville have haft en jordisk chance for at klare sig på Egely i 1980'erne”¦ Hun skulle lige til at sende mailen, da hun så at faren lige havde lagt én i hendes indbakke. Claus var lige vendt tilbage med sine ”røgdykkere”, som han kaldte dem. Deres humør var stadig højt kunne hun høre. Allerede før de var gået havde Claus foreslået hele klassen at konkurrere om at finde på ”verdens bedste scorereplik”. - De kan jo lige så godt øve sig, før de skal på diskotek i morgen, sagde Claus undskyldende, da hun havde lukket ham ind. Regines øjne lynede. - Du bliver myrdet, hvis ungerne kalder mig ”påfuglen” i morgen. Men Claus beroligede hende; - Hehe, det kunne jeg da ikke drømme om, mein Liebchen. Han havde heldigvis ikke fortalt om det held han selv havde haft tidligere på dagen. - Jeg skal altså lige læse min mail. Der er kommet brev fra min far”¦ - Hm”¦, læs højt, hvis du synes. ”Kære Regine og Claus” ”Gode nyheder: I dag skrev Parelius til mig. Han kommer snart herover på besøg. Så kan vi få os god snak om hans anden store interesse: Kreationisme og udviklingslære. Nu er jeg i fuld gang med at læse nærmere om disse ”kreationister”, som jeg aldrig har hørt om før. Der har været godt salg i de bøger kan tog i kommission for mig. Han købte jo kun en del af dem, du afleverede hos ham lige efter jul. Resten påtog han sig at forsøge at sælge. Indtil nu har de indbragt et pænt beløb”. Regine gjorde et ophold; - véd du hvad ”kreationisme” er? - Nej, svarede Claus, jeg aner det ikke, men læs nu videre, ”Nok lidt mere end jeg havde regnet med. Alene 1.udgaven af Martin A.Hansens ”Kringen”, illustreret af Sven Havsteen- Mikkelsen indbragte 300 kroner, men den var jo også signeret. Den stammer for resten fra din morfar, som personligt kendte Martin A Hansen fra Haslev Lærerseminarium. Jeg er så glad for, at du besluttede dig til at fortsætte på skolen; nu venter jeg spændt på at høre om din skolerejse, når du kommer hjem. Som du ved, har jeg aldrig rejst ret meget - og da slet ikke til Berlin. Den mur burde aldrig have været opført. Mange kærlige hilsener til dig og Claus” Far - Gud véd, hvad han nu har kastet sig over, sagde hun; - I morgen vil jeg lige google ”kreationisme”, hvad det så end er. - Din far var jo lige kommet godt i gang med den ”Blå Drage” og Han-dynastiets fald i år 220. Man må sige, at hans interesser spænder vidt. - Ja; men den kinesiske mur mellem ham selv og Daniel, kan han åbenbart ikke få øje på. Før du går i seng, gider du så ikke lige gå en runde ude på gangen?... ”¦ - De sover de uskyldiges søvn, hviskede han, da han kom tilbage. Det gjorde Regine også, da han musestille lagde sig under dynen. Chaufføren ville afhente dem 9:30. Dagsprogrammet var besøg i Sacsenhausen og aftenprogrammet var diskoteksbesøg! Grotesk kombination. Eller måske meget dækkende for den følelse som Mauermuseum og Berlin ville efterlade? Da eleverne lidt efter lidt indfandt sig til morgenmaden, sad Bochi og sludrede med Helmuth Schmidt. Bussen holdt parat på gaden og de havde god tid. Bussen stod til rådighed resten af dagen. Regine mindede børnene om, at deltagelse i rundvisningen i KZ-lejren var helt frivillig. - Jeg har været der sidste år, sagde Arne; det er godt nok barsk at se på og høre om, men jeg tror godt at vi kan tåle at deltage i rundvisningen. Regine så spørgende på ham og han fortsatte: - Min oldefar var interneret i lejren under krigen, men han var en af de heldige der kom med ”De hvide busser” til Sverige. Han kom hjem til Danmark efter krigen. Han var politimand i Roskilde. Han døde først i 1999. - Tak skal du have, Arne; - tænk at han dog alligevel klarede det. Regine prøvede at skjule hvor rørt hun blev. - OK, når vi når frem, finder vi ud af om der er nogen der hellere vil blive i bussen. De kørte nordpå mod Oranienburg. Bochi og chaufføren havde aftalt, at give eleverne nogle indtryk af nutidens dagligdag i det gamle Østtyskland. Masser af gråt og kønsløst boligbyggeri de første kilometer. Længere ude de dårligt vedligeholdte parcelhuse på små delvist opdyrkede jordlodder. De mange ældre og gamle indbyggere i deres slidte tøj prægede billedet af Berlins nordøstlige omegn. Claus og Regine prøvede at forstå hvor slemt det måtte have set ud tidligere. Det var påfaldende så få gamle træer, der havde fået lov til at stå. Der var kun skovområder tilbage, som tilhørte velstående familier. Tyveri af brænde blev straffet hårdt, havde Claus læst. Parkeringspladsen uden for koncentrationslejren var næsten tom; der holdt kun ti-tolv biler og tre turistbusser. De unges stemmer blev lavmælte, da de nærmede sig den halvt åbne port med det misvisende budskab: ”Arbeit Macht Frei”. - Hold da kæft, røg det ud af Morten; så I hvad der stod? Guiden var en pæn midaldrende mand, der talte tysk iblandet enkelte engelske gloser. Lange grå træbarakker med skorstensløse sorte tage, stilhed, grusgange, halvvissent kort grågrønt græs. Ingen træer, ingen buske, ingen blomster. - Her i lejren levede i perioder 50.000 mennesker ad gangen, fortalte Guiden. Man regner med at 200.000 mennesker blev tilintetgjort, alene i denne lejr. Claus og lærerne vidste godt, at lejren var blevet forsøgt jævnet med jorden i 1945 af tyske soldater, som skulle fjerne sporene af nazisternes endlösung. Men de ville ikke forvirre elevernes begreber ved at nævne det. Det kunne vente. Alle eleverne havde deltaget i det meste af rundvisningen; enkelte af pigerne holdt sig dog ude i det fri, da de var nået til ”Station Z”, som rummede de værste eksempler på tortur- og aflivningsredskaber. Mange af eleverne forlod hurtigt bygningen. Guiden brød sig heller ikke om at være der. Han kendte lugten af død. Allerede klokken 14 sad de i bussen igen og kørte mod Oranienburg for at få lidt sen frokost. Chaufføren havde lagt en af sine nyeste CD’er i afspilleren for at muntre selskabet lidt op. Justin Biebers ”Never say never” faldt i de unges smag, mente han. Og han havde tilsyneladende ret. De var på hostellet igen så tidligt, at ungerne fik ”fri” i næsten tre timer. De fleste gik i byen; to grupper gik sammen med Regine for at ”ose” i bydelens stormagasin. De andre nød byens krydrede eftermiddagsluft og gadernes myldretid. Arne og Markus havde fundet et lille grønt anlæg, hvor de kunne spille skak med kæmpestore træfigurer som ”brikker”. De to knægte vidste ikke om man skulle betale nogen steder, så de tog bare chancen og trådte ind på ”brættet”, som bestod af mørke og lyse cementfliser nedfældet i græsplænen. - Hygger I jer? De havde slet ikke lagt mærke til Bochi, der bare ville gå en lille tur og ryste formiddagens dystre indtryk ud af hovedet. - Ja, det er alle tiders, svarede Markus; se, kongen når mig næsten til knæene. Figurerne må være håndlavede. En opsynsmand kom slentrende med sin cykel; han nikkede venligt til dem. Bochi gav sig til kende og småsludrede lidt med ham. - Jah, ganz frei, hørte drengene ham sige. - Hørte i dét drenge, spurgte Bochi, han lukker parken klokken otte. I skal bare lade figurerne stå, når I er færdige. Vi ses til aftensmad i hønsegården. Han slentrede videre gennem den lille park sammen med opsynsmanden, der af og til standsede og samlede noget henkastet affald op i cykelkurven. De unge havde travlt. Diskoteket åbnede ganske vist først klokken 22:00, men nogle af dem kendte køernes længde fra Københavnske ”in-steder”. Spejlene på hostellet blev brugt flittigt og lyden fra spraydåserne advarede om det eldorado af dufte, der snart skulle brede sig på gange og trapper. Bochi havde hugget to tøjklemmer et eller andet sted, så Claus også kunne få en. Således udrustet med klemmer på næsen, kaldte de på Regine, som var klar til afgang. Selv drengene havde vist været i bad; de havde i hvert fald vådt hår, kunstfærdigt strittende, godt hjulpet af fed hårgélé. - Er min nederdel for kort, spurgte Regine, da hun kom ud ad døren. - Nej, du er smuk og ærbar, svarede Claus. - Bare vent til I ser pigerne”¦ De fnisende piger var nu ikke så udmajede, som hun kunne have frygtet. Arne var den eneste af drengene, som stædigt havde bevaret sit halvlange beatleshår, der hørte en anden tidsalder til. Der var kun et kvarters gang hen til ”X-ray Club”. Køen var nu ikke særlig lang og den muskuløse dørvogter havde et nemt job i aften. Mange af de unge i køen var engelsktalende turister. Dørvogteren så misbilligende på danskerne indtil Bochi i ulasteligt mørkt jakkesæt møvede sig frem. Der var bøvl med Arne; hans duffelcoat var ganske vist ikke højeste mode, men Bochi reddede ham på stregen, da han fortalte ”dørstopperen”, at Arne var pædagogmedhjælper. Først da Arne viste manden sin hvide skjorte, sorte nappavest og slips, blev de lukket ind. Arne gad ikke en gang ryste på hovedet. Et flimrende blålilla fluorescerende lys blinkede hektisk i takt til noget, som de unge kalder ”technomusik”. På dansegulvet var 2-300 unge ved at vride lemmerne af led, men de så ud til at more sig vældigt. ”Discjockeyen”, var en pige i lædershorts og stetsonhat og en diminutiv løstsiddende vaskeskindsjakke. - Det ligner sgu en gymnastikopvisning, råbte Bochi til Claus og Regine og gjorde tegn til dem om at gå med udenfor et øjeblik. - Det er jo umuligt at tale sammen derinde, sagde han til dem. Men OK, de kan ikke få andet end cola og chips, og de må ikke ryge derinde. - Hvis jeg går derind igen i tre kvarter, kommer én af jer så og afløser? I trænger vel til et glas øl på den nærmeste beverding, kan jeg forestille mig. - Du kan da roligt gå med os sagde Claus. - Nej, jeg er lidt bange for de typer, der kan finde på at smide et par piller i en piges glas”¦ Regine gik tilbage og lod de to mænd få lidt fred i pausen. - Så lad os da slå os løs, sagde Claus. Der ligger en lille Bierstube lige om hjørnet. Her måtte der mærkeligt nok gerne ryges. De valgte fandt et ledigt bord i et hjørne og fik den værste tørst slukket. De vidste begge, at de var nødt til tale om formiddagens hæslige oplevelser; men det var svært at tage hul på. Bochi lagde ud: - Hvordan mon KZ-lejren så ud, da de allierede nåede frem i 1945? Man siger jo, at alt var tilintetgjort af de sidste tyske soldater. Hvad var det så vi så i dag? - Godt spørgsmål, svarede Claus. Træbarakkerne, som vi mødte, må være rekonstrueret og genopført flere år senere. Måske først i 1950’erne. Men de solide murstensbygninger må være de oprindelige. Jeg véd ikke præcis hvornår det hele blev omdannet til ”gedänkstätte”. - Næh; russerne og amerikanerne brugte resterne af lejrene helt op i 1950’erne til at internere nazistiske krigsforbrydere. Om de nuværende ”mindesmærker” er rejst til ære for døde fra Øst eller Vest bliver man nok aldrig enige om. Schwamm drüber. - Ja, lad os gå tilbage til Regine og se hvordan det går. Jeg er ikke sikker på at det er rigtigt at slæbe vore dages unge rundt på sådanne rædselsvækkende steder, hvor de intet har at mindes. Det giver ingen mening. - Nå, er I der allerede, sagde Regine. Nu trænger jeg også til at hvile ørene! - Ja, Claus og jeg samler tropperne og går herfra, når de unge bliver smidt ud klokken tolv; og vi lover at opføre os pænt på vejen hjem, lo Bochi. Regine gik langsomt hen mod hostellet. Så langsomt, at et par mænd på hendes egen alder åbenbart havde misforstået hendes ærinde; i hvert fald kommenterede de, først venligt ganske vist, hendes mangel på selskab. Derpå kommenterede de hendes ydre! Hun hvæsede eftertrykkeligt ad dem og satte tempoet op. Hvad fanden bilder de sig ind, tænkte hun. Ligner jeg virkelig en tæve i løbetid? Utroligt at nogle mænd ville være bekendt at udtale sig så åbenlyst om hendes kropslige kvaliteter og hendes udseende. De skulle have haft en syngende lussing, men det turde hun selvfølgelig ikke. Tænk at man skulle udstyres med bodyguard for at kunne gå i fred. De tre sidste dage var fløjet af sted syntes de alle, da de tog afsked med Berlin og ægteparret Schmidt fredag lige efter frokost. Ingen nævneværdige uheld, så vidt nogen vidste. Kun Morten og Bochi. De to havde indgået en aftale om at holde kæft med Mortens fem gram store gnalling hash, som Bochi havde konfiskeret før de forlod diskoteket. De fleste fik sovet lidt på hjemrejsen. Regine var taknemmelig for at de kunne holde fri mandag. Hendes nabo, Lajla, stod i indkørslen med Pletvis i favnen og bød dem velkommen hjem. - Hun har været så sød og nem, sagde hun, og vi har holdt hankattene på afstand. Hun vidste imidlertid godt, at katten for længst var steriliseret. - Der er kommet lidt post, mest reklamer; det hele ligger derinde på køkkenbordet. Havde I en god tur? - Ja tak, sagde Claus, de unge mennesker er jo fornuftige nok”¦. Nå, men jeg må hellere lige smutte hjem og vande svigermors skarpe tunge. - Du kommer vel og spiser? Skal vi sige om en times tid, spurgte Regine, før hun genoptog småsnakken med naboen. Det passede ham fint; et kvarter til et bad og en halv time til de fyrre-halvtreds planter, som han hægede om. Posten var hurtigt overset. Hans ”Nej tak til reklamer” blev som regel respekteret. Egentlig havde han mere lyst til bare at tusse lidt rundt og senere smide sig i sofaen foran fjernsynet og få ro i kroppen. Planterne havde klaret sig fint; også dem i haven. Der var faldet ni millimeter i ugens løb, noterede han sig inden han tømte regnmåleren. ”Vel”, havde hun sagt”¦ Du kommer ”vel” og spiser”¦? Ingen af dem havde i meget lang tid spist middag hver for sig, når de ellers begge havde været hjemme. Var det godt og var det rigtigt? Eller ville de slide hinanden op? Det irriterede ham, at han sådan stillede sig et så åndssvagt spørgsmål ved hendes sikkert helt naturlige og positive invitation, at det i den grad trængte sig på. Det var ikke rigtigt, det her. Han elskede hende over alt; og han vidste at hun elskede ham endnu højere. Hvad var det han savnede? Endnu et ægteskab? Måske. Det var hverken papiret, ringene eller sladderen, der plagede ham. De var jo enige om aldrig at eje hinanden. Han skar lige en smuk rose af til hende. Fem minutter for sent bankede han på hendes teaktræsdør. - Nå, så kan du være her, sagde hun og omfavnede ham, er alt som det skal være? - Ja, ja, alt i orden. Værs’god; det er en Baccara. Han vidste godt at hun vidste det, men rosens navn lå så godt på tungen. Hun så overrasket på ham. - Tak skal du have. Hun kyssede på munden og var glad. - Den står på stuvet spidskål og frikadeller. - Hvad er det du går og tænker på? Han blev forlegen men samlede sig og fortalte, hvad han længe havde tænkt. Hun lo! Hjerteligt og længe. - Jamen herregud, hvis du mener det, så lad os da få papir på forholdet, svarede hun. Jeg elsker dig grænseløst og det kan der ikke laves om på, med mindre”¦ årh, pjat med dig. Vi er begge gamle nok til at respektere hinanden i rigtig mange år endnu. Måske resten af vores liv, hvis vi er heldige. Vær nu ikke så dybsindig for længe ad gangen. Han tyggede lidt på frikadellen og hendes svar. - Det smager dejligt; har du brugt muskat? - Ja, en anelse; sikkert ikke så økologisk at det gør den store forskel, men det går vel an? Om det gjorde. Han tog en frikadelle mere, selv om det var den tredje. - Så! Det min der ringer”¦ Regine rejste sig og gik ud for at tage den i entreen. Hun ville ikke opsige abonnementet på fastnettelefonen. Grå i ansigtet kom hun ud i køkkenet, hvor han stod og vaskede op. - Det var Mads”¦ nej, Gitte, hans kone, Mads er dårlig. Hun er hos ham på sygehuset; jeg er bange for at vi ikke ser ham igen”¦ , kemoku”¦ , kuren hjalp ham ikke. Claus smed viskestykket fra sig og holdt om sin grædende kæreste. Kun ord uden lyd fandt vej i deres favntag. De stod længe og bare holdt om hinanden. - Hvorfor? Hvorfor lige ham, snøftede hun. - Hvor gammel er han egentlig? - Det husker jeg ikke”¦ han må være midt i halvtredserne. Gitte er noget yngre. - Børn? Forældre? - De ville gerne have haft børn men”¦ og Madses forældre er begge døde for et par år siden. Tænk, nu står hun dér ”¦ - Jamen, der må da være mulighed for at de kan operere ham? - Det har de gjort. To gange. Nu holder de ham bare smertefri de sidste timer. Synes du ikke at jeg skal ringe hjem til viceren? - Ja - og nej. Selvfølgelig tænker du sådan; men det vil være bedre for ham, hvis han selv tog kontakt til hospitalet for at forespørge til skolelederen. Men det afhænger selvfølgelig af din egen fornemmelse for”¦ Hun var allerede ved at ringe viceren op. Der var imidlertid optaget. Regine besluttede at ringe til Mads og Gittes hjemmetelefon”¦ - Ja, hallo, det er hos Madsen, De taler med Christian Madsen, jeg er bror til Jens”¦ - De, må meget undskylde at jeg forstyrrer. Jeg er bare lærer på Madses skole og Gitte ringede til mig for et øjeblik siden fra hospitalet og fortalte mig hvor slemt det står til. Jah, egentlig vil jeg bare sikre mig at hun ikke kommer hjem til et tomt hus”¦ - Meget betænksomt af Dem, men min kone og jeg er her. Vi kørte fra Lønstrup ved middagstid. Jeg kører ind til hospitalet nu og ser hvordan det går. Skal jeg bede Gitte om at ringe til Dem? - Jah”¦- Nej tak, vil De være sød bare at sige til hende, at jeg har ringet - og at hun meget gerne må ringe tilbage når som helst, hvis hun vil tale med mig. Claus kunne ikke undgå at høre brudstykker af samtalen og tilbød at køre for Regine, hvis hun ville have det. - Nej, tak min ven. Jeg kan hverken gøre fra eller til i dag. Klokken 23.00 ringede Gitte igen. Regine svarede; mest i énstavelsesord og Claus forstod, at Mads var død. - Jeg tager på skolen på mandag, sagde hun blot. - Det er da det mindste jeg kan gøre. - Så må du nok huske at underrette ham dér viceren forinden”¦ - Ja”¦, Halberstadt. Jeg ringer til ham i morgen. Mandag, som skulle have været hendes skolefridag, cyklede hun af sted klokken halv otte. Skolebetjenten havde været ude at sætte flaget på halv. Der var morgensamling i skolegården klokken otte; aldrig havde hun set så mange børn og en del forældre været så stille. Henry Halberstadts meddelelse kunne høres af de fleste. Lidt overraskende sluttede han med at bede alle om at forstå, at han i respekt for Mads havde besluttet, at de kommende dages undervisning ville blive gennemført efter det planlagte skema. Når eller hvis Jens Madsens efterladte familie ville annoncere tidspunkt for begravelse eller bisættelse, ville der blive udsendt meddelelse herom. En del elever var synligt berørt af hvad de havde hørt. Enkelte af Regines børn i 8.klasse var mødt op, selv om de havde fri. Den nyligt konstituerede skoleleder, Marianne Holm havde bedt Halberstadt om at påtage sig opgaven, hvad der uden tvivl faldt nogle for brystet. Hun gik imidlertid hen og takkede viceren for hjælpen. Otte - ti af de lærere, der var mødt op, selv om de ikke havde skemalagt undervisning, sivede langsomt over mod lærerværelset. Viceren stak betuttet hovedet ind. - Synes I at jeg kunne have udtrykt mig anderledes? - Jeg synes det var meget fint og meget passende, svarede en, og de øvrige bifaldt med nik og rosende bemærkninger. Selv Bochineck syntes, at det var kort, klart og godt. Kvart i ni var kun Regine og Marianne tilbage. - Har du tid, spurgte Marianne. Jeg syntes det var bedst at Henry klarede situationen. Men fortæl mig om turen med ungerne. Jeg har snakket med Bochineck i går; han siger jo ikke meget, men han lød til at være rigtig godt tilfreds. Hvad med din ven Claus? Kunne han holde dem ud? - Ja, han har et godt tag på de unge. Det overraskede mig nu ikke; han har jo selv to af slagsen med ”eksen”. Jo, Berlin er en spændende by. Som du véd har jeg været stærk modstander af udlandsrejser. Nu må jeg nok ændre min opfattelse, selv om det er svært. Jeg kan ikke så godt affinde mig med at mange af vores børn kender Europas hovedsteder end de kender deres eget land. Men det var en rigtig fin tur for dem alle. Så må de opleve vores egen spændende natur og kultur en anden gang. - Nå ja, de har jo også tiden for sig. - Ja, måske. Men de fælles oplevelser, netop i deres alder, betyder nok mere end vi går og tror. - Bliv nu ikke så dybsindig. Regine huskede, at hun selv havde brugt ordet for nylig i en anden sammenhæng. Hun kunne lige så godt køre hjem og få den triste stemning lidt på afstand undervejs. Claus havde lagt en seddel: ”Jeg går lige en tur rundt om søen. Er tilbage klokken elleve. Kys”. Med hendes læbestift havde han malet en lille mund. Pletvis var ved at blive god igen. Hun bildte sig ind hvad katten sagde til hende, da hun tog den op på skødet og svarede: ”Ja. Lille skat, jeg har sandelig også savnet dig”. Men nu skulle hun lige sætte en vask i gang. Hun havde gennemset indbakken i pc’en; der var hele to mails fra forældre til børn i hendes klasse med stor tak for den vellykkede skolerejse. Dejligt. Der var tre gode kommentarer til hendes seneste indlæg på ”Forfattersiden”, som hun havde brugt et par år; en gratis side, hvor alle og enhver kunne lægge ind hvad der passede dem. Ikke for at hun havde nogen større tiltro til sine evner i den retning, men det var spændende at følge andres indlæg. Der var godt nyt fra hendes far: ”Kære Regine Hvor er det dog dejligt for dig (og ikke mindst for skolebørnene) at du fortsætter i dit undervisningsarbejde. Jeg er spændt på at høre om din skolerejse og jeres oplevelser i Berlin. Her ovre ved mig tager den ene dag den anden, men endelig kommer boghandleren snart og besøger mig. Parelius har da både bil og kørekort endnu; det er vist mest datteren der bruger køretøjet. Selv bruger han gerne offentlige transportmidler, helst tog - og om nødvendigt en bus. Jeg tilbød ganske vist, at hans datter også ville være velkommen; men hun skal naturligvis passe forretningen i hans fravær. Han har lovet mig at overnatte her. Det bliver nu rart med lidt selskab fra København. Vi skal først have en laksemad, derefter dyreryg og så syltede pærer med råcreme af egen avl! Det er hvad jeg kan overskue. Og så skal vi snakke hinanden ørene af. Vi har ikke fastsat datoen endnu. Hvis det nu blev i påskedagene ville du og Claus måske kunne fristes til at tage herover? Tænk over det og tal med Claus. Det kunne være så hyggeligt. Kærlig hilsen Far" Det undrede hende, at han slet ikke nævnte Cornelia og Daniel. Hun skulle lige til at besvare mailen, da Claus ringede på. - Hej igen skat, sagde han og gav hende et knus. - Nu véd jeg, hvad det var jeg ménte i fredags: du ringede på! Nu, igen for lidt siden... - Ja, selvfølgelig. Og hvad så? - Det ville du ikke have gjort, hvis vi var gift! Claus lo, - ja, undskyld, måske forstår jeg nu. Men du ringer jo også altid på hos mig, selv om du har nøglen. - Netop, svarede hun, kender du nogen ægtepar, der ringer på, når ægtefællen er hjemme? - Foreslår du, at vi flytter sammen? - Jeg véd det ikke, men det er vel det jeg gør”¦ Jeg elsker dig - og du elsker mig. Det tvivler jeg ikke det mindste om. Tankerne myldrede frem: Hans børn? Tilbygning til huset? - eller til hendes hus? Hans ekskones reaktion? Møblerne, vanerne, venner og bekendte? Hans besværlige arbejdstider? - Hvornår skal du være på stationen, spurgte hun, som om hun kunne læse hans tanker. - Klokken 18.00. - Kom, sagde hun, jeg har brug for at mærke dig. Lige nu. Han elskede duften af hendes sengetøj og lod sig forføre. - Du minder mig om en hunpåfugl, hviskede han og kærtegnede hendes skuldre og ryg. - Lov mig, at du ikke skriger, men vis mig hvor uimodståelig du er. Drillepind. De nød at glemme tid og sted og pligtarbejde for en stund og lade sig beruse af én grænseløs fælles glæde, hvor deres ”du og jeg” smeltede sammen i et udeleligt ”vi” eller ”os”. Hvis der var faldet en bombe foran døren, ville hun bare have råbt: ”Kom ind”! Hun ville ham, og han ville hende. I verden udenfor gik tiden videre. Langsomt hævede fortryllelsen sig. - Er du klar over, at klokken snart er tre, sagde hun. Vi har hverken fået vådt eller tørt siden i morges! Jeg går lige i bad; du ordner seng og så laver vi frokost sammen, OK? Claus mumlede noget, der lød bekræftende og klædte sig på. Han var i fuld gang i køkkenet, da hun kom, smuk som en gudinde. - Skal vi ikke bare gøre det, spurgte hun, da de havde spist. Deres værelse hos dig er da udmærket, men den gang var Sophie og Carsten ikke så store. Hvis vi nu byggede lidt til hos dig eller hos mig, kunne der mageligt blive plads til os alle, ja også Carsten, hvis han da vil. Kan du ikke se det for dig? Hvis jeg husker rigtigt, skal han i gymnasiet. De kunne bo i det ene hus, mens det bygges større. Vi to kan bo i det andet, mens det står på, og vi kan spise sammen alle fire? De må være 16 og 19 nu, er det ikke rigtigt? - Joh, det er det vel efterhånden. Nu er det snart et år siden de sidst var herovre, men da var du hos din far. - Hvor gik de i skole, da de boede her? Jeg burde kunne huske det. Men jeg har jo kun mødt dem hos dig nogle få gange siden de flyttede til Jylland. - De gik på Bækkeskov. Nina mente det var bedst. Det var den mindste af skolerne i distriktet og skolebussen var den samme. - Ja, og nu lukker de den. Men nogle af dine børns kammerater må vel bo i kvarteret stadigvæk. - Jo, jo; nogle af dem møder jeg da af og til, men de forandrer sig så meget. ”¦ - Vil du se mailen fra min far, spurgte hun. Den er også til dig. Jeg skriver den lige ud”¦ - I påsken, foreslår han. Hvornår er det? - Det er allerede om tre uger. Selvfølgelig kunne det være hyggeligt; men jeg vil hellere være her hjemme. Jeg synes, at vi skal lade de to herrer klare sig i deres eget selskab. - Ja, jeg skal på vagt nogle af dagene, så det kommer nok til at knibe for mit vedkommende. Er ensomhed et problem for ham? Du véd det bedre. - Måske er det. Eller rettere sagt: Ja. Alene af den grund burde han bede om den hjemmehjælp, som han afslog før jul. Indtil for bare fem - seks år siden var der mange bekendte, der havde deres ærinder på gården. Møllerens søn, smeden, slagteren og Christian fra maskinstationen og mange andre. Nu er der snart kun hans nabo og postbuddet tilbage. Jo, han er ensom, men vil ikke erkende det. Jo, omsider har han accepteret at komme på dagcenteret; én gang om ugen hentes han af minibussen, der kører ham til og fra centeret nede i byen. Alle varer får han bragt hver mandag, fast, - og ellers kommer de gerne en ekstra gang, når han ringer. Hvis du nævner ordet plejehjem, taler han ikke med dig en uge. Og hvis du foreslår ham at sælge resterne af ejendommen, taler han sandsynligvis aldrig mere med dig. ”¦ - Hvad vil I stille op? - Jeg aner det ikke, svarede Regine. Men jeg har pligtfølelse nok til at forstå, at der skal ske noget. Det bliver jo ikke ved med gå, det her. - Mon ikke det er på tide, at I tre søskende mødes og får ryddet det af vejen, der trykker jer alle og jeres far? Det er aldrig for sent at søge dialogen og samtalen, uanset hvor svært det kan synes lige nu. - Som sædvanlig har du ret, men hvordan? - Jeg er ikke sikker på, at jeg er den rette til at spille rollen som rådgiver her. Jeg kender jo kun dig. Ja, og så lidt til din far. Jeg har mødt Cornelia ganske få gange; Carsten har jeg kun hørt om. Din søster virker sympatisk og fornuftig. Jeg er sikker på, at I kan finde en løsning sammen. Uden min direkte deltagelse. Ring dog til Cornelia og få en aftale i stand. Selv om det lyder hårdt, må I også prøve at forudse, hvad der kan ske - og hvad I kan blive enige om, når din far til sin tid dør. Claus kunne have bidt tungen af sig selv. Han kunne bare ikke vende familien ryggen og lege ansvarsfri statist i deres tilværelse Da Claus var kørt, satte hun sig ved tastaturet for at påbegynde svaret til faren, men valgte i stedet at arbejde lidt videre med sit skolearbejde. Det kneb med koncentrationen. Ikke børnenes; kun hendes egen. Cornelia var sikkert hjemme nu, men hvis nu hun stod midt i madlavningen, duede det jo ikke. Lige meget. Hun ringede. - Ja, hallo”¦ - Hej, det er Regine. Forstyrrer jeg? - Ikke spor. Henrik styrer kødgryden og Ursula hjælper. Stine er til fodbold. Regine havde ikke forberedt sig på det hun egentlig ville tale om. - Nåh, det lyder da godt. Du ringede til mig i Berlin? - Guud, ja. Det var bare noget Daniel sagde. Gik din tur godt; hvad med Claus? Hvorfor flytter I ikke bare sammen? Ja, jeg véd godt han har børn”¦ - Måske flytter vi sammen, svarede Regine; men hvad ville Daniel? - Nåh, det var vist ikke noget særligt; det er jo så længe siden. Har du hørt fra far? - Ja, vi mailer da jævnligt, men han vil jo ikke tale om Daniel. - Årh, blæse være med det. Skal I så giftes? - Måske; så skal du være den første, der får det at vide”¦ - Så bliver far glad, han kan så godt lide Claus. Ursula er også vild med ham; ”Tænk at blive reddet af ham”, har hun sagt en gang. - Nåh, jeg tror nu, at Claus har reddet mange nok. Han har det bedre med at passe vagtcentralen. - Ja, ja, selvfølgelig, men du ved, hun drømmer om at blive båret ud fra et brændende hus, i favnen på en stærk brandmand, ned ad stigen og i sikkerhed. Hvor skal I så bo? Hos dig eller ham? - Det er kun noget vi taler om. Så langt er vi ikke endnu. - Det skulle mor lige have vidst, hun var også helt pjattet med Claus. Nå, jeg må løbe. Henrik kalder. Vi snakkes ved, hej, og hav det godt. - Tak, og i lige”¦ Regine gloede et øjeblik på telefonen og afsluttede. Det var den mest ligegyldige omgang ævl og smalltalk, hun længe havde været del af. OK, Cornelia havde da været venlig, men ikke rigtig sig selv og ægte. Eller var det bare hendes egen halvhjertede opringning, der var underlig forkert? Måske var det bare tidspunktet, der var dårligt valgt? Hun havde svært ved at snuppe Cornelias automatsvar når hun var i det overfladiske ”frisørhjørne”. Vanen med sådan at føre en slags dagbog måtte Regine have arvet fra moren. Der var noget at skrive om hver dag. Også i dag. Det var ikke sådan en ”hemmelig” dagbog. Mere en slags objektive konstateringer af ”Livets gang på matriklen” på Lupinvej. De bedste godbidder pakkede hun ind i håndskrevne tekster i gamle men ubrugte stilehefter, som ingen, heller ikke Claus læste, med mindre hun bad ham om det. Hun gjorde sig ingen tanker om hvad teksterne skulle bruges til; de skulle bare skrives. Måske var det bare en nostalgisk nødvendighed eller hukommelseshjælp? I hvert fald var de daglige skriverier en livsbetingelse for hende på linje med mad, motion og kaffe. Og af og til de forbandede cigaretter Lidt af det mest almengyldige i den skønlitterære afdeling lagde hun ind på ”Forfattersiden”, hvor hun af og til fik positive reaktioner og kritik fra andre vildt fremmede mennesker med samme skrivekløe. Det private forblev privat. Hun brugte mere og mere at lade Claus læse korrektur på de tekster, som hun ville offentliggøre. Dels i ”gulvmåtten” og helst i dagbladene. En enkelt kronik og to små essays var blevet optaget uden dog at vække større opmærksomhed. Det passede hende fint at undgå nævneværdig omtale. Det var straks værre for hende at skrive om den aktuelle politiske situation, som hun brændte allermest for at kommentere. ”Reformen af Folkeskolen”, som nu havde større betydning for de offentlige skoler end nogen, vel ikke engang lærerforeningen, for alvor havde frygtet. Hun sad og gennemlæste sit seneste udkast til en artikel, som ikke ville blive populær læsning. De administrative opgaver i skolen, fjernt fra skolens egentlige opgave, blev ved med at vokse i takt med det væld af spørgeskemaer, som lærerne skulle udfylde. Alt blev elektronisk registreret og indsamlet til glæde for de private konsulentfirmaer, der var skudt op som paddehatte i en efterårsfugtig skovbund. Antallet af de gode, solide velforberedte lærermøder med hovedvægten på det pædagogiske blev fortrængt af ligegyldige diskussioner om det antal minutter, der blev afsat til enhver opgave, som intet havde med undervisning at gøre. Alt blev optaget af sekretæren til referat. Hver lærer sad med hver sin åbne labtop eller ”tablet” og forsøgte lejlighedsvis at bidrage til den anstrengte debat.. Deres krav om kurser og videreuddannelse blev besvaret med tilbud om kurser og konferencer om ”procesfacilitering”, ”unikke forandringsudfordringer”, ”motorisk screening af børnehaveklasser” og ”individul coaching af børn og forældre”. Et sandt vildnis af ord, som læsere hver især kunne lægge sin helt egen individuelle forståelse i. Alle de mange spændende nye ord lød så rigtige. Skolens fagrække var også underlagt tidens trend. Det gamle fag ”sløjd” hed nu ”håndværk og design” eller "Art and Skills". Kun ældre lærere kunne huske den livsalige duft af nyhøvlet fyrretræ. Hidtil havde enkelte sløjdlærere en håndværkeruddannelse bag sig. De var for længst forsvundet. Ingen skoler havde endnu ansat designere. Hvorfor alting skulle have engelske betegnelser, var der ingen der vidste. Skolelederne blev sendt på kurser i ”School-management”. Som dagene gik, segnede kollegerne på stribe. - Er de blevet skingrende skøre, spurgte Claus, da hun havde fortalt om dagens forløb. Forældre og skolebestyrelser må da for pokker reagere? - Desværre nej, min ven. I årevis har mange forældrerepræsentanter råbt på større indflydelse på den enkelte ”folkeskole”! Nu har de muligheden. Vi er vist som ”samfund” røget ud på en farlig glidebane hen imod et ”hver-for-sig-fund”, hvor alle meninger og holdninger til skoledemokrati er lige gyldige, lige værdifulde eller værdiløse. Det måtte jo ske. - Jeg beundrer dig for din stædighed og faglige stolthed. Men prøv at lægge en dæmper på dit skolepolitiske engagement i en sag, hvor du er oppe imod højere magter. Den kamp kan ingen holde til i længden. Dine skolebørn har stor brug for dig. Tilgiv mig min sammenligning, men i mit job nytter det jo ikke, når alarmen går, at indkalde beredskabskommissionen til ekstraordinært møde hver gang et lokum brænder. Regine lo højt ad sammenligningen, som i og for sig kunne være rigtig nok, men bare føltes som lidt for letkøbt. - For nylig læste jeg en sætning, der har sat sig fast i knolden på mig: ”En aldrende håndværker er som et brændende bibliotek”! Hvis jeg citerer rigtigt, svarede hun. Men du har da ret. Jeg bør koncentrere mig om at varetage min kerneydelse og holde mig til min læst. Hun huskede farens ord: ”Din metier”. - Ja, jeg husker godt sætningen fra en helt ny bog, der hedder ”Kloge hænder”, svarede Claus. Forfatteren husker jeg ikke navnet på, men den har været anmeldt i avisen. Det er vist nok en murersvend, der har skrevet den i sin fritid. En af kollegerne på stationen har den som lydbog eller e-bog. - Det er jo noget slemt sludder at kalde politik eller lærerarbejdet for et håndværk der kan læres. De fleste forstår vel nok med lidt god vilje, hvad man mener”¦ Jo, dit arbejde på brandstationen har da masser af håndværk i sig. - Tjah, ethvert fag eller erhverv rummer vel en lang række grundlæggende håndteringskrav som er nødvendige eller hensigtsmæssige. I den overførte betydning bliver ordet ”håndværk” sådan en slags populært gummiord, der kan dække over alle slags menneskelige evner. Men det lyder da godt, sådan rent sprogligt og auditivt. De grinede ad hinandens rundtur i sprogets univers og vendte tilbage til mere konkrete spørgsmål. Herunder at få aftalt med Nina og børnene, hvad der tjente alle bedst. Claus kunne jo foreslå Nina at komme derover og mødes med alle tre for at blive enige om en rimelig plan. Eller de tre kunne kommer herover, hvis det var bedre. - Gerne for min skyld, svarede Regine, da han talte højt. Men uden overnatning, i hvert fald for din kones vedkommende. - Ja, ja. Naturligvis. Fik du ringet til Cornelia igen? - Desværre ja. Midt i en kundebetjening, så vi fik ikke talt ordentligt sammen. Jeg må ringe til hende senere i aften. Selvfølgelig kunne jeg også maile, men det kan nogle gange være for tungt”¦ Claus nikkede; valget af kommunikationsform var tit afgørende for budskabets modtagelse og hensigt. Men den snak måtte vente til en anden gang. Når Regine var i sit sensitive hjørne, var der ingen grund til ligefrem at opmuntre hende til at filosofere ad samme spor. Af og til skulle der bare handles og ikke tænkes så meget. Lidt fysisk udfoldelse kunne gøre underværker; ikke nødvendigvis direkte fysisk træning; mindre kunne også gøre det. Havearbejde, praktisk arbejde, ”håndarbejde”, rengøring eller madlavning var udmærkede aktiviteter. Der var altid noget at finde på. Aktiviteter, som måske var blevet forsømt. I morgen ville han gå på loftet og finde papkassen med bygningstegningerne og remedierne fra tiden på Teknisk Skole. En lille tilbygning kunne han sagtens selv klare uden nogen dikkedarer. Flere af kollegerne på stationen var også håndværksuddannede og der var tradition for at man gav hinanden en hånd, hvor man kunne. Ud på aftenen kom der en meddelelse til ham. Fra Nina. Et kort øjeblik overvejede han at negligere den. Til hans overraskelse var den fra Sophie: ”Hej far, kan det passe dig at få besøg i weekenden? Så kommer Carsten og jeg og besøger jer! ”¦ Hvis det altså passer i jeres planer”¦” Hvorfor mailede hun? Hun plejede da at ringe”¦ Men hun havde skrevet ”jer” og det føltes rigtigt. Men hvad med Nina? Gud véd hvad hun tænkte. Lørdag? Regine skulle vel til begravelse. Han havde selv fri i weekenden og kunne være gået med; bare på kirkegården. Ikke mere. Han kendte jo ikke Mads. Og nu kom børnene på besøg. Han ringede Sophie op med det samme for selvfølgelig var hun og Carsten velkomne. ”Hej, det er min automatiske telefonsvarer. Læg en besked og jeg ringer dig op.” Pokker til svar. Han afbrød forbindelsen, men fortrød. Han valgte at tage det fra den humoristiske side og ringede op igen. Da ”klartonen” sluttede, sagde han bare: ”Hej, det er mig. Vi ses”. Selvfølgelig kunne han også have sendt hende en mail eller en SMS, men det lignede ikke noget. ”Det er altså en uskik med de telefonsvarere”, sagde han ud i luften. Regine hørte godt, at han talte i telefon. Han prøvede igen: ”Regine?”, ”Ja, min ven; det var en kort samtale?”, sagde hun og kom hen til ham. ”Er der noget galt?” Claus følte sig dum. ”Åh, nej; det er bare de dér telefonsvarere, der irriterer mig. Eller rettere sagt det éns eget barn siger, når man ringer til hende”. ”Sophie og Carsten vil gerne komme og besøge os i weekenden. Hun har lagt en besked til mig og når jeg så prøver at ringe til hende, får jeg bare fat i en telefonsvarer!” ”Nåh, jamen det er da dejligt, at de kommer. Det er også længe siden jeg har set dem”¦ Alle har da telefonsvarer i vore dage. Det er bare dig der er et gammeldags pernittengryn”. Han opgav at forsvare sig eller forklare sig. Men en telefonsvarer ønskede han sig ikke. ”Ja”¦ det vigtigste er, at de kommer”¦ begge to. Jeg skal først på vagt søndag aften”. ”Vil du fortælle dem om vores idé med huset?” ”Kun hvis du er der og spiser med. Så er vi to om at fortælle.” ”Skide godt, den er jeg med p唦 undskyld, jeg mente søreme godt”¦ Men hvad”¦ sådan på længere sigt, mener jeg”? ”Nu får vi se. Det er jo slet ikke sikkert at det er noget for dem”. Sophie ringede tilbage ved nitiden. Hun morede sig over hans mening om ”telefon-kultur”. De ville tage IC4-toget klokken 15.00 fra Aalborg. Han ville så hente dem på stationen 18.30. Regine ville lave kylling i asparges. I morgen ville han lige gøre klar derhjemme; deres gamle værelse var rent og pænt. Den gang for syv år siden havde han også planlagt at bygge lidt til, men det hele blev skrinlagt, da Nina rejste med dem. Siden var der sket så meget. I starten passede han sit arbejde, huset og haven, men lukkede sig mere og mere inde. Der gik et halvt års tid, før kollegerne ikke længere kunne holde hans tavshed ud. Den dag, hvor han skulle have modtaget korpsets fortjenstmedalje i guld som ”Årets Pionér”, var filmen knækket, og han måtte sygemelde sig på ubestemt tid. ”Du ser så spekulativ ud”, sagde Regine. ”Nåh, det er ikke noget. Men ingen aner, hvordan deres mor vil reagere”. ”Det er da ikke værd at bekymre sig om. Det her drejer sig om dine børns fremtid. Hvis de selv vælger at flytte fra Jylland, kan hun jo ikke forhindre dem i det”. ”Næh, det kan være rigtigt nok, hvis især Carsten kan forlige sig med at skabe mere geografisk afstand til hende. Det kan jo ikke komme bag på hende. Nu har hun mindst haft tre mere eller mindre seriøse kæresteforhold, som er gået i vasken efterhånden som hun blankede dem af. Så vidt jeg forstår”. ”Har du det svært med at glemme hende”? ”Nej” løj han, Men et ægteskab med børn slår man ikke bare en streg over. Separationsattest og skilsmissebegæring var hurtigt underskrevne, men vielsesattesten lå stadig i nederste skuffe. ”Nej” løj han, men et ægteskab med børn slår man ikke bare en streg over. Separationsattest og skilsmissebegæring var hurtigt underskrevne. Alt skulle således være i den skønneste orden. Men vielsesattesten lå stadig i nederste skuffe, gyldig eller ej. De år sad bare der i bagagen på godt og ondt. ”Nina har jeg let ved at glemme. Kun mine egne ord og handlinger og erfaringer kan jeg ikke løbe fra”. Heller ikke den indre dagbog kan annulleres eller forfalskes. Som runesten eller trykte udgivne tekster vidner den om forfatteren. Måske skulle man alligevel have været tømrer. Man skal ikke grave for dybt i fortiden, specielt ikke i sin egen. Den slags kræver i vore dage psykologisk embedseksamen. ”Nej Nina har jeg for længst glemt. Hvorfor spørger du om det?” ”Nå, det er vel ikke så underligt. Jeg forstår bare ikke, hvorfor hun forlod dig”. ”Smag og behag”, svarede Claus. ”Når man ikke er til behag længere, bliver man kasseret. Som let brændbart; ikke egnet til genbrug”. ”Du er et vrøvlehoved”, konstaterede Regine,”et elskeligt, betænksomt og empatisk vrøvlehoved. Kom." Han vågnede lidt i seks ved de to solsortehanners advarselsskrig. Så var Pletvis uden tvivl på rov igen. Men afsløret. Det kunne ikke være sult, der drev ham; jagtinstinktet kunne ikke erstattes af Brugsens kattemad. Det var snart lyst. Hans arm sov, da han langsomt fjernede den fra hendes nakke. Rævesøvn, tænkte han og smilede. Hun lignede en engel, der kunne fortjene kaffe på sengen. Han fandt den gode sengebakke frem og gjorde den klar”¦ Der manglede et eller andet.... Jo, der var jo de første små violer nede i haven.... Sådan. Bare fire-fem stykker mens bollerne blev lunet. Hun lå og hyggede sig med hans betryggende lyde fra køkkenet. Næsten som da hun var barn. Han listede ind og trak gardinet halvt fra. ”Godmorgen”, sagde hun stille, ”hvad er klokken?” ”Halv syv; du har god tid”. ”Ja”¦ hvad laver du?” ”Kærlig kaffe”. ”Du må altså ikke friste mig nu igen; men gerne kaffe”. Hun løftede hovedgærdet mens han forsigtigt placerede bakken. ”Avisen må du vente med til senere”, sagde han og satte sig på kanten. ”Martsvioler”, svarede hun, ”De plejer først at blomstre i april; jeg tror, at du har gået og åndet på dem”. Hun spurgte ikke ”Hvorfor?”. Hun behøvede ikke svar. Hans varme øjne var nok. I dag tog hun skovvejen de første to kilometer ned til vicerens og Mettes stråtækte skovløberbolig. De havde købt den for seks-otte år siden, da hun helt frivilligt modtog en fratrædelsesordning. Her i skovbrynet var alle småfuglene travlt beskæftiget med at kvidre for hinanden og finde egnede redepladser. - Go’moren råbte Halberstadt, da han nærmede sig på sin ældgamle sortlakerede cykel, der havde tilhørt hans far. Jeg er sent på den i dag. Han var aldrig mødt for sent i de 32 år. - Vi når det sagtens, beroligede Regine smilende. Hun vidste at han hidtil plejede at være på skolen omkring halv otte. - Nu er viben endelig kommet og lærken har været her i snart tre uger. Mette havde foræret ham en ny kikkert. Den skulle først tages i brug dagen efter hans sidste skoledag. Han havde ingen anelse om, hvor få dage det ville tage for konsulentfirmaet at ”afvikle” ham eller hvad de kaldte det på deres nysprog. Stemningen i klassen var stadig lidt mat. Fire elever var endnu ikke mødt kvart over otte. Klokken 8:16 startede hun den obligatoriske prøve i retskrivning. Til hvilken nytte? Hun vidste godt, hvilke resultater hun om tres minutter kunne samle ind fra de 21 tilstedeværende. De vidste det også. Og deres forældre modtog jævnligt skriftlig orientering. Dermed skulle alt være i orden. Men dette spil for galleriet i dag tjente intet fornuftigt undervisningsformål. ”Ranking-lister” havde fanden og skolernes ”Controller-netværk” skabt. Klokken 8:17 gik Undervisningsministeriets hjemmeside ned. Først troede hun, at det var skolens server der var blevet overbelastet. Det var ikke tilfældet forsikrede skolens EDB-support, da hun fik fat i ham efter tyve minutter. Der var opstandelse på skolens kontor; alle skoleledere og skolesekretærer forsøgte at ringe rundt til naboskoler, rådhus og ministerium for at få hjælp. Ingen fik hjælp. Forvirringen og rådvildheden var total. Halberstadt lod sig ikke slå ud. Han fandt et restoplag af gamle terminsprøver fra 2004. - Regine; kan du bruge de hér? Om hun kunne. De lo begge hjerteligt, da hun triumferende gik tilbage til klassen. Lise og Morten var gået ned for at ryge, så det varede nok noget, før de var tilbage. - Bare luk computerne, sagde hun til klassen. Nu får I en lidt gammeldags retskrivningsprøve; bare brug blyant eller kuglepen. I har 45 minutter og så får I fri. ”¦ja, lad os nu få det bedste ud af det. Come on! Jeg lover at rette dem i dag. Hvis Lise og Morten dukker op, er det fint. Ellers kunne de få det som hjemmearbejde”¦ Hamrende uretfærdigt måske. Men lige uretfærdigt over for dem alle. Hun lod dem hvisketiske uden at lade sig mærke med det. Alle kan vel have brug for at hviske og tiske lidt af og til. - Hva’ så med vores karakterer og alt det der? - Bare rolig Oskar; ingen i kongeriget kan indberette så meget som et komma i dag. Skriv nu bare så godt I kan. Mens I arbejder prøver jeg at komme ind på ministeriets almindelige hjemmeside”¦ - Ha, prøv og hør: ”Der er i øjeblikket ikke mulighed for at bruge Undervisningsministeriets hjemmeside på grund af tekniske problemer. Prøv igen lidt senere”. Det , som I oplever nu, er et historisk øjeblik! I skal være glade for, at ingen af jeres forældre er ansat der inde nu. Klokken halv elleve samlede hun deres løsninger ind. - Det ser godt ud. Tak for i dag. Husk at se TV-avis i aften. Måske får vi en forklaring. Det var hun nu langt fra sikker på; snarere en søforklaring. Da de sidste var gået, tændte hun en ulovlig smøg og kikkede ud over boldbanen, hvor sjette klasse spillede fodbold. Efter spisefrikvarteret skulle hun have dem i dansk. Nå, ja. I den alder nød de stadigvæk at læse og tilegne sig sproget. OK, mest e-bøger, helst i fantasy-genren. Da hun var taget på arbejde vaskede han op, inden han kørte til byggemarkedet. Værktøj havde han nok af, men han ville lige sondere terrænnet for priser på tømmer, cement, grus og sten. Hvis han var heldig kunne han måske helt undgå forskalling ved støbningen af fundamentet. Alle husene i området var opført på en tidligere ret mager agerjord. Bare et spadestik nede mødte man den faste blanding af sand og lerjord. Uden vand. Han huskede jordbunden fra deres første byggeri. Den gang skulle det bare kaldes ”sommerhus” på papiret, men han havde nøje fulgt forskrifterne for helårshuse. Muligvis lidt mere end nøje. Det var blevet til 96 kvadratmeter og et lille udhus. Og nu ville han bygge til! Ingen han kendte, var endnu dømt til at rive en ordentlig tilbygning ned. Vandspejlet i området var aldrig blevet kortlagt. Det havde givet mange uvelkomne overraskelser for de, der havde købt byggegrund på arealer der lå blot en meter lavere. Den nærliggende ”Kildegård” røbede så åbenbart, at der var ugler i mosen; og kildevand. Grundejerforeningens medlemmer kunne som regel tale sig til rette uden de store sværdslag. Den årlige generalforsamling var nødvendig, men ikke noget tilløbsstykke som Brugsens. Dér var der fyrstelig bespisning fra en overdådig buffét og smukke kurve med luksusvarer til alle fremmødte. Claus deltog som regel i grundejerforeningens. Regine undgik helst dette lille årlige forudsigelige rollespil. Der var så meget sladder uden for dagsordenen; ikke ondsindet, men sjældent af det helt gode. De små intriger hørte sig vel til men måtte hele tiden holdes i ave med fast hånd for at undgå splid og endeløse fejder. Den balance mellem egen kortsynet egoisme og næstekærlig adfærd var ikke altid så nem at finde. Heller ikke for ham selv. Andre måtte dømme om det, hvis de havde det behov. Hun døsede lidt foran fjernsynet. Undervisningsministeren i en ny ung kvindelig skikkelse var nødt til at forklare sig. Hun virkede uforberedt og overrasket. Eller fremstod i hvert fald som sådan. ”Joh, hun havde da fået en foreløbig orientering om den lille misforståelse, der havde givet anledning til nogle tekniske problemer ved afviklingen af dagens test på nogle af skolerne”. Den stædige journalist fremturede imidlertid: ”Fralægger du dig hermed ansvaret for at over 70.000 skoleelever i dag var forhindret i at udføre deres forventede præstation i skolen?” ”Naturligvis har jeg det fulde ansvar, når alt kommer til alt. Men alt vedrørende den konkrete gennemførelse af dagens test er i henhold til loven udliciteret til et privat konsulentfirma”. ”Ja,” svarede den vedholdende journalist, ”vi har netop det pågældende firmas ”landeansvarlige” talsmand med på en direkte linje fra London. Prøv at lytte med her”! ”Nej. Vi har netop fået at vide, af en talsmand ved navn McKinney, at firmaet har trukket sig ud af samarbejdet i Danmark”. ”I vores sene udsendelse håber vi at kunne bringe frisk nyt”. ”Har du som minister en forklaring til vores seere?” Regine undrede sig over, at Niels Egelund endnu ikke var på skærmen for igen at blæse i sit tågehorn. Men han havde sikkert travlt med at skrive videre på sin ”straffeekspedition” mod kongerigets lærerstand. Selv den dygtigste stylist eller sminkøse ville ikke kunne skjule ministerens hektisk røde pletter. Ministeren var netop indkaldt til et uopsætteligt udvalgsmøde i Statsministeriet, oplyste den desorienterede studievært. En medarbejder i ”Continuity”-afdelingen i DR-byen fik, lidt forhastet, lagt et indslag på fra svensk TV. Her fortalte en koncernchef for ”AkadeMedia” om de forventede resultater af et forslag til den danske regering om udlicitering af de danske folkeskoler! Man henviste til Statens Skolverk, som bekræftede, at en stor del af Sveriges offentlige skoler faktisk blev drevet af ”Vittra”, et datterselskab under AkadeMedia. Regine prøvede at forstå den dybere sammenhæng i nyhedsstrømmen, som beskrev en verden langt langt uden for klasserummets univers. Den danske studievært i DR-byen sad et øjeblik i teknikrummet og fulgte på en af skærmene det svenske indslag, som han gerne ville have kommenteret. Hvor mange seere, lærere og børn ville mon blive indsyltet i denne galskab? Børnene var lovligt undskyldt. Han overvejede et kort øjeblik at give forslaget videre, men huskede kun alt for godt producerens svar fra forrige uge: ”Her er det mig, der får idéerne. Ønsker du at overtage min stol?” Hierarkiet var knivskarpt. Regine ville ikke spilde tid med at følge ministerens deroute i den sene udsendelse. En hjørnesten i to hundrede års demokratiudvikling blev undermineret af en fordrejet folkestemning, hvor kun hurtig indtjening var i højsædet. Regines mission var ikke at blive en ny kvindelig udgave af Grundtvig. Mindre kunne vel gøre det. Hvis bare ånden overlevede. Det, som hun var tilskuer til, var for absurd til at være sandt. ”Vil du med i seng, Claus?” spurgte hun. Hun var vel småtræt. Eller snarere utidig. ”Jeg kommer om lidt; jeg skal bare lige skrive min huskeseddel til i morgen”, svarede han fraværende. Hendes brug af make-up var minimal, så afrensningen var hurtigt overstået. Hver dag så hun pigernes overdrevne brug af mascara og pudder ødelægge deres hud. Hun vågnede med et sæt klokken halv to, da Claus strøg hende over panden. ”Jeg drømte”¦ - noget meget mærkeligt noget”. ”Du var her ikke. Men her var fyldt af mennesker, der alle sammen kaldte på mig”¦ Malcom X i diskussion med Thit Jensen, Joan Baez og Suzanne Brøgger”. ”Såh, såh”¦”, faen til selskab ... Claus rakte hende en tår vand. ”Slap nu bare af”¦ jeg er her. I morgen kommer børnene. Så får vi det hyggeligt”. Snart efter faldt hun i dyb søvn. Han lå og nød de velkendte nattelyde. Pletvis havde indtaget sin plads i fodenden og lå formentlig og planlagde sin strategi for næste dags jagt. | ||||||||||||||
 | velysion | 2014-01-02 19:25:03 |
Hej nhuth
Jeg skal starte med at indrømme at jeg til at kun har læst kapitel 1. Når det er sagt så er der mange gode ting ved den tekst du har skrevet:
* Dit sprog er varieret og flydende
* Du har mange detaljer med, hvilket er med til at lave gode billeder.
* Der er mange hyggelige og lune tanker og kommentarer
Efter min smag er det en udfordring at de mange detaljer gør teksten lidt lang. En utålmodig læser som jeg er nødt til at have et mål med læsningen for at blive ved med at læse. Efter kapitel 1 kan jeg ikke helt gennemskue, hvad bogen vil fortælle mig. Jeg kan fornemme at der er nogle spirituelle emner som du gerne vil åbne op for eller diskuterer og det kan du godt tillade at lade fylde lidt mere (igen efter min smag).
God skrivelyst
Sune
Jeg skal starte med at indrømme at jeg til at kun har læst kapitel 1. Når det er sagt så er der mange gode ting ved den tekst du har skrevet:
* Dit sprog er varieret og flydende
* Du har mange detaljer med, hvilket er med til at lave gode billeder.
* Der er mange hyggelige og lune tanker og kommentarer
Efter min smag er det en udfordring at de mange detaljer gør teksten lidt lang. En utålmodig læser som jeg er nødt til at have et mål med læsningen for at blive ved med at læse. Efter kapitel 1 kan jeg ikke helt gennemskue, hvad bogen vil fortælle mig. Jeg kan fornemme at der er nogle spirituelle emner som du gerne vil åbne op for eller diskuterer og det kan du godt tillade at lade fylde lidt mere (igen efter min smag).
God skrivelyst
Sune
Du skal være logget ind, før du kan kommentere og vurdere!
Tak for læsning og kommentarer med positiv kritik. Ja, min historie virker langtrukken. (Især det første kapitel).
Jeg lægger vægt på sprogets nuancering og tempo afpasset til handling, indhold og stemning. Måske skriver jeg mest for bruge sproget og mindre (måske for lidt) for at indfange og fastholde læseren. Min "målgruppe" er nok de over 50-60 årige.
Denne tekst er selvfølgelig ikke grebet ud af luften; den bygger i alt væsentligt på selvbiografiske
forhold. Det gælder vist for de fleste af "alle" mine tekster.
Vh.Nhuth