 |  | Nekrologen - del 2 |
 |
|
|||||||||||||
|
Forbandede hovedpine. Okay. Måske havde han opført sig som et ”¦ Du opførte dig som et svin, DANIEL. Vær’ i det mindste mand nok til at TÆNKE sandheden! Han havde løjet for hende, indtil der ikke var andet at gøre end at fortælle om Cecilia. Og selv efter, at han havde indrømmet dét, som han vidste - havde vidst hele tiden - ville knuse hans piges hjerte, var han optrådt med den værst tænkelige kulde. Som om hun betød intet for ham, intet overhovedet. Det var den satans stolthed, som overkom ham en gang imellem. Vis endelig ingen svaghed, Dan. Lad ingen vide, at du har brug for dem. Vil du forlade mig? Fint. Jeg er da ligeglad. Bortset fra at jeg ikke er ligeglad. Der var jo ikke sket noget imellem ham og Cecilia. Intet videre. Og det ville han fortælle sin pige - i morgen. Selvom den forrige dag havde været bevis på, at han absolut manglede det, der kaldtes taktfølelse, var han dog alligevel ikke blind for det faktum, at det nok var bedst at gå forsigtigt frem nu. En enkelt dag mere til at fordøje skænderiet ville nok gøre dem begge godt. Mens Dan begav sig ud til gangen for at samle morgenavisen, der var blevet smidt gennem brevsprækken, op, tvang han tanken om hendes sidste ord væk. Du bliver væk, Daniel! Da Mark kom hjem om eftermiddagen, fandt han sin bedste ven, hvor han havde efterladt ham - på sofaen i stuen. Dan havde smidt fødderne op på sofaen og så fraværende fjernsyn. Programmet var netop slut; en eller anden dødssyg dokumentar om første verdenskrig eller noget i den stil. Dan vendte sig ikke om, da han hørte døren gå i, men vinkede bare halvt; fraværende. ”Hey, gamle dreng. Er det sådan, du har tilbragt dagen?” Mark fremtvang et smil og lod sig falde ned i den sofa, som ikke var optaget af hans sløve ven. Dan nikkede langsomt og slukkede så for fjernsynet. Der var et øjebliks stilhed, bortset fra de larmende nabobørn, som havde indledt et af deres sædvanlige, højlydte skænderier. Mark bankede distræt en hånd mod væggen og lod blikket hvile på Dan. Støjen forstummede et øjeblik, hvorefter den fortsatte, tilsyneladende højere end før. ”Ud med sproget, Dan. Hvad fanden skete der i går? Du kom herhen, fuldstændig beruset ”¦” ”Hun smed mig ud. Jeg troede, det var temmelig åbenlyst, at det var det, der skete.” Dan rejste sig og gik hen til køleskabet, som var blevet anbragt i et hjørne af stuen, i og med at køkkenet var minimalt. Mark lod blikket løbe hen over sofabordet, hvorpå dagens morgenavis lå opslået på sidste side - nekrologerne. Han måtte smile. Det var en joke blandt gutterne, at Dan altid lige skulle have nekrologerne med, når han sad og nød sin morgenkaffe. Bare for at starte dagen godt ud. ”Det er da ikke så slemt - vel? Jeg mener ”¦” ”Jeg ved det ikke, Mark,” afbrød Dan ham irriteret. ”Jeg ved ikke, om hun endelig er kommet til fornuft og har opdaget, hvad det er for en skiderik, hun har fundet sig. Jeg ved ikke, om hun tager mig tilbage.” Mark sukkede. ”Årh, hold da op. Det kan ikke være så slemt. Ikke for noget, men det her sker hele tiden. I skændes hele tiden.” Han stoppede op, idet Dan vendte sig om, og det gik op for ham, at han måske bare skulle have tiet stille. Dan var tydeligvis ikke i humør til en udenforståendes vurdering. ”Jeg er bange for, at jeg har ødelagt det den her gang. Jeg mener virkelig ødelagt det,” sagde Dan stille og tog to øl ud af køleskabet. Han gik hen mod sofaen igen og rakte den ene dåse til Mark, som sendte sin ven et mistænksomt blik. ”Du mener ”¦” Dan lod sig falde ned i sofaen og nikkede. Mark slog en latter op, som dog ikke indeholdt mange spor af glæde. ”Du er fandme en idiot, Dan. Du fortalte om hende dullen, ikke?” Dan skar en grimasse ved hans ord, men nikkede igen. ”Jeg blev nødt til det, okay?” Selvretfærdiggørelsen i hans stemme lagde sig som et tykt lag over den langsomt fremvoksende ærgrelse over, at han ikke bare var blevet ved med at benægte. ”Du blev nødt til det?” Mark lo igen den samme, glædesløse latter og tog en slurk af sin øl. ”Nej, min ven,” sagde han og satte dåsen hårdt ned på bordet. ”Du blev ikke nødt til det. Kvinder vil ikke høre, at du har været dem utro. De holder tredjegradsforhør og de gentager omkring en million gange, at du skal fortælle dem sandheden, men i virkeligheden vil de hellere leve med en lille snert af tvivl, end rent faktisk at skulle stå over for sandheden om, at de er blevet røvrendt af deres prins. Du har virkelig klokket i den, Dan.” Dan rystede på hovedet med et bittert smil. ”Mark giver råd om, hvad kvinder vil have. Så har jeg fået det hele med.” Men han var ikke i humør til drillerier. Det havde været den ægte vare den her gang. Han havde røvrendt kvinder hele sit liv, behandlet dem som noget i nærheden af skidt. Måske havde han heller ikke helt kunnet holde sig i skindet den her gang, men han vidste, at han elskede hende, selvom han aldrig nogensinde ville kunne forklare, hvad det helt præcist var ved hende, som han elskede. Måske var det lige præcis dét, der gjorde ham så sikker. Hvis der var en Gud i himlen, så måtte Dan hellere i gang med at bede til ham. Han ville ikke kunne bære at miste sin pige, uanset hvor meget han havde såret hende. Hun måtte tage ham tilbage. | ||||||||||||||
 | haleløs | 2012-09-19 13:30:12 |
velskrevet intrige! SUPER realistisk! Go', psykologisk analyse i "Kvinder vil ikke høre, at du har været dem utro. ... i virkeligheden vil de hellere leve med en lille snert af tvivl, end rent faktisk at skulle stå over for sandheden ..." ;)
venligst ...
PS 'ville knuse hans piges hjerte,...' er IKKE den allerbedste formulering
' ... køleskabet, som var blevet anbragt i et hjørne af stuen, ...' stod (?)
venligst ...
PS 'ville knuse hans piges hjerte,...' er IKKE den allerbedste formulering
' ... køleskabet, som var blevet anbragt i et hjørne af stuen, ...' stod (?)
| Nadia K | 2012-09-19 21:29:07 |
Tak tak tak! :-)
Du skal være logget ind, før du kan kommentere og vurdere!
