 |  | Finn Wilkens: Man skulle være blevet i sengen |
 |
|
|||||||||||||
|
Bjarne var en lille kriminel fra Odense. Ung og ivrig efter at tæk-kes de store og stærke. Derfor blev han hang-around hos en rockergruppe, som han hentede rundstykker til. Han ville så gerne gøre indtryk på sine venner i klubben og overbevise sig selv om, at han i virkeligheden var god nok. Derfor røvede han en bank, og det gik da også godt nok med at true kassereren med en pistol, han havde lånt af Ivan fra klub-ben, men lige da han havde forlangt penge, kom han under ele-fanthuen til at nyse og opdagede ved samme lejlighed, at han var overfølsom over for uld. Han rev huen af, fordi den kradsede så satans, og det hjalp da også temmelig meget. Især politiet, som lettere kunne finde ham fra overvågningsbille-derne; det var sværere, når røverne beholdt elefanthuen på. Han fik halvandet år for sin ulejlighed og blev flyttet til Mors, da man skønnede, at han var relativ fredelig og derfor ikke skulle blandes med de hårde drenge fra Odense. Da han blev løsladt, blev han boende på Mors og fandt sig hurtigt kammerater der. Når han så bort fra sproget, var de noget roligere heroppe. Han fik sig et lille arbejde og en lille bil, men glemte ikke, hvad han havde lært i klubben i Odense. En dag, han var kommet for sent op og havde fået en kæmpeski-deballe af chefen, og hende den lille hårdtpumpede Karina havde grinet ad ham, kom han kørende i sin lille bil og var lidt misfor-nøjet med tilværelsen. Ikke noget særligt, men det var bare ikke lige hans dag. Imod ham kom en anden bil, og grusvejen var altså for smal til dem begge. Han besluttede, at han i hvert fald ikke ville vige, så kunne den anden køre ud på marken. Men den anden veg heller ikke, og til sidst standsede begge biler med snuden mod hinanden. Han steg ud skummende af vrede og parat til at overfuse den modkørende chauffør med alt, hvad han havde lært. Døren på den anden åbnede, og ud steg en ældre dame. Han blev noget forbavset. Hva´ fanden? Turde hun godt gå op mod ham? -Hør nu her, moster. Du kører bare udenom, er du med? -Nej, det gør jeg ikke. Det kan du! Bjarne stod med åben mund. Den havde han sgu ikke hørt før. Så måtte han jo gribe i godteposen og fremdrage noget af det, han havde lært: -Jeg ved, hvor du bor! og strittede med sin pegefinger flere gange foran oldtidsfundets ansigt. Den plejede at virke. Det blev de sgu godt nok nervøse for. -Jeg ved også, hvor du bor! Bjarne blev helt paf og vidste ikke helt, hvad han skulle stille op med den gamle stenalderfit. Det endte med, at han smed sig ind i sin bil og drønede ud på marken og forbi plejehjemsbeboeren der. Lortemoster! Uden for sin lejlighed derhjemme bremsede han, så støv og skidt og grus hvirvlede op, og han smækkede bildøren med en ar-rig snerren, inden han trampede indenfor. Smed sig ned i den slidte og hullede læderstol og surmulede. Nu var han godt gammeldags pissetræt af det hele. Mobilen lød. Det var selvfølgelig Brian, det skvat. - Hej Bjarne, hvordan går det? - Ad helvede til. Dagen er gået helt skævt, synes jeg. Lort! - Jeg har et forslag. Min dag er også gået helt ad helvede til. Vi to kører en tur, napper en købmands penge og hygger os længere nede i Jylland. Den er stensikker. Bjarne tænkte sig godt om. Det lød i og for sig ret nemt. - Hallo, Bjarne, er du der? - Ja, ja. - Jeg tænkte, om du var smuttet. Hvad synes du om min pragtfulde idé? - Jo, det, den, der skulle da nok ... - Ja, men så siger vi det. Jeg henter dig om en halv time. Det tog ikke lang tid, så holdt Brians gamle rustne Golf udenfor og truttede. Bjarne rejste sig og stavrede ud. - Hvaee, skal jeg ha´ noget med? - Nej, for fanden, jeg har det hele. Hop ind. Det hele gjaldt den lille Spar-butik i byen Centrum, der lå på sy-døstsiden af øen. Den havde fået sit navn, fordi kommunalbesty-relsen mente, at det ikke skulle være forbeholdt københavnere at have sådan et. En by, der lå på et bakkedrag, navngav de Flade bare for at være på tværs. Det var alt sammen ikke noget, Bjarne, hans ven Brian og Brians tre kamphunde vidste noget som helst om. Hundene sad som Rip, Rap og Rup på bagsædet med spyt i guirlander rundt om kæberne. Bjarne sneg sig ind på forsædet og vovede ikke at vende sig om og se på dem. - De gør ingenting, havde Brian sagt den første gang, Bjarne havde besøgt ham, hvorefter hundene straks var faret på ham, og kun med den allerstørste muskelkraft lykkedes det Brian at få dem til at slippe hans bukser. Brian var rigtig dygtig til at lave hjulspin, og det lykkedes ham da også at grave et par fine huller i Bjarnes indkørsel og sprøjte nogle sten op på Bjarnes øse. De nåede Centrum og Spar-butikken. - Kom, vi må sondere. Det var til gengæld et flot ord, Brian brugte. Bjarne var impone-ret, stadig noget sur over sin dag. Men han steg dog ud af den ramponerede Golf og fulgte efter. - Der er heldigvis ingen kunder derinde. Vi skal lige have tørklæ-der op foran ansigtet. Han hev et par ildelugtende tøjstykker frem, og Bjarne viklede det møgbeskidte og stærkt uhumske klæde rundt om underdelen af sit ansigt. - Sådan? spurgte han Brian for en sikkerheds skyld. - Ja, det er godt. Brian gik forrest. Bag disken så købmanden op. Det var nu ikke den sædvanlige købmand, så Bjarne straks. Det var hende damen fra tidligere, stenalderfitten! Inden han kunne nå at advare Brian, var denne sprunget frem mod hende med sin højre hånd hævet. I den var anbragt en base-ballkølle. - Så er det frem med kontanterne, bedstemor, brølede Brian og tog fat med venstre hånd i damens kittel foran. Hvad der så skete herefter, stod lidt hen i det uvisse. For Bjarne så det ud, som om købmandskonen hurtigere, end politiet tillader, vred hans hånd om, så Brian pludseligt lå sprællende nede på gulvet og køllen trimlende hen ad gulvet. I faldet ramte hans hoved kanten af disken. Som så ofte før savnede Bjarne evnen til at beslutte sig. Mange gange havde han oplevet, at han trivedes bedst med, at andre tog beslutningerne. Også i dette tilfælde. Havde Brian dog blot råbt til ham, hvad han skulle gøre, så havde han gjort det. Nu stod han skrækslagen og så sin ven ligge på gulvet helt livløs. Og købmandsfitten begyndte at gå hen mod ham! Han vendte sig og stak af. Sprang ud til Golfen, åbnede døren, men blev øjeblikkeligt mødt af tre spytfræsende og knurrende hundegab, der tydeligt fortalte ham, at han ikke skulle prøve at køre nogen steder hen. Slet ikke i denne bil! - For helvede, for satan, for fanden, brølede han, mens han slog ned i taget, hvilket øjeblikkeligt udløste kaskader af hunde-glam og blottede tandhalse, der langt oversteg hans nervetærskel. Oldemosteren kom hen til ham og sagde helt roligt: - Kom du med mig. Det er dumt at prøve på noget, for jeg er godt nok gammel, men min guldmedalje i selvforsvar kan ingen tage fra mig. Desuden ved du jo godt, hvordan det ender! Han gjorde det, der blev forlangt. Det var dejligt enkelt og nemt. Og så havde han faktisk ikke gjort noget kriminelt. Det var vel ikke forbudt at have et tørklæde om den nederste del af ansigtet, når det som nu var rimeligt koldt. Det sidste, han så, da de gik ind, var aftrykket af tre rasende kamphundes slim på den tilduggede siderude. Politiet stillede sig umiddelbart forstående, og han blev da også hurtigt løsladt igen. Brian derimod skulle sidde i arresten i Nykøbing helt til næste dag. Bjarne så ham aldrig mere. Han fik senere at vide, at han var overført til Odense, hvor den slags skal sidde. | ||||||||||||||
 | Finn Wilkens | 2012-02-11 17:34:00 |
På Saxo har jeg udgivet en lille E-bog med 10 historier, Slagterens Kone og 9 andre spøjse historier, og snart følger flere. Ovenstående kommer med i e-bogen Guldbarren og 9 andre sjove historier, der følger efter Plejehjemmet på tur og 9 andre skæve historier.
Du skal være logget ind, før du kan kommentere og vurdere!
