 |  | en autentisk fortælling om min morfar, om vilje og livsglæde |
 |
|
|||||||||||||
|
Denne historie er sand og jeg har valgt ikke at skrive den om til en fiktiv novelle. Er det OK herinde? _____________________________________________________________________________ Jeg elskede min morfar som var en lille rund mand på 360 pund tror jeg. Da han skulle på plejehjem startede han med at bo på 1. sal. Efter sigende brasede sengen sammen under ham og det var så svært at få ham op i seng at han blev flyttet til stueetagen. Så kunne han også selv gå ud, når der ikke var trapper. Han fik også en jernseng, der kunne holde. Udenfor vinduet var der en lille terrasse, hvor fuglene fik mad fra ham og naboen. Nu har morfar altid haft sin egen vilje også med piller, så da naboen smed sine piller ud til fuglene og de døde så kunne jo så sidde der og blive enige om, at plejepersonalet nok havde til hensigt at forgive dem. De sendte vist pillerne til analyse og fandt ud af at der var en lille smule rottegift i. Det var i hvert fald den historie jeg fik fortalt. Efter det gemte morfar sine piller i potteplanterne som gik ud. Så noget krudt må der jo ha` været i dem. De var nu to der kunne blive enige om, at de ikke skulle have piller. Enighed gør stærk forstås. Det har sikkert afstedkommet en eller anden form for bøvl, for det var et par principfaste herrer. Efter det med sengen havde personalet sat morfar på kur, selv om han var 84 år. Det passede ham selvfølgelig ikke. Der var jo så få glæder, så småkagerne i skuffen skulle de ikke tage. Det gjorde de nu alligevel. Hver dag klokken 13 gik morfar en tur. Han gik op i byen, utrolig at han kunne, men vilje det havde han. En sygehjælper blev nysgerrig og fulgte efter ham en dag. Hun ville finde ud af hvad det dog var, han skulle i byen hver dag klokken 13. Efter det røg hans slankekur, for han gik op til pølsevognen og købte nogle ristede hotdog. Når han ikke kunne få det at spise på plejehjemmet, som han synes han havde behov for, så kunne han da gå op til pølsevognen og betale selv. En del år efter at morfar var død, var jeg på et kursus. Vi drøftede viljens betydning og jeg fortalte om min morfar. En kursist udbrød, ham kender jeg, hedder din morfar Friis. Det gjorde han jo og det viste sig, at hun var den sygehjælper, der fulgte efter ham op til byen. Derfra har jeg historien om pølsevognen. | ||||||||||||||
 | haleløs | 2011-02-14 15:32:59 |
en munter, kærlig historie fra hverdagen. Håber, dette kun er et udkast - stoffet kunne da sagtens udfoldes til en hel roman, synes jeg?
Tror du måske det var spor tilfældigt, at du mødte din morfars sygehjælper på kurset?
venligst ...
Tror du måske det var spor tilfældigt, at du mødte din morfars sygehjælper på kurset?
venligst ...
| Forfatter in spe | 2011-02-14 21:43:18 |
Selvfølgelig er det ok at skrive sande historier! ;-) Når man digter om (u)lykke, forventer jeg da også, at folk skriver hvad de føler og tænker om emnet.
Det er en underholdende tekst, som får mig til at trække på smilebåndet. Selv om jeg ikke tvivler på, at du skriver sandheden, som du kender den, lyder den næsten for komisk til at være helt sand ;-)
Det er nu ikke så vigtigt. Det vigtige er, at man bliver underholdt og spekulerer på, hvad den tykke mand var for en person. Fx det at fodre fugle med medicin, lyder som noget små flabede knægte kunne finde på - ikke noget (forhåbentlig) livskloge mænd ville gøre! Det med at han er ufattelig tyk og gammel - og uden sin medicin - men alligevel render han efter et par hottere hver dag. Det er et sjovt billede. Faktisk minder det mig om filmen Cocoon fra 80'erne. Gamle mennesker, der får tilført overnaturlige kræfter i form af fornyet ungdom - og lever derefter livet som et par teenagere.
Udmærket start på noget, der kunne blive meget længere og mere sammenhængende.
Din overgang til det med hundene virker lidt abrupt, og her tager din tekst også en drejning fra en fortælling til noget mere informations præget. Og til sidst giver du din personlige mening til kende. Og det er absolut også helt i orden. Men det gør, at det bliver en lidt udefinerbar tekst.
Det er en underholdende tekst, som får mig til at trække på smilebåndet. Selv om jeg ikke tvivler på, at du skriver sandheden, som du kender den, lyder den næsten for komisk til at være helt sand ;-)
Det er nu ikke så vigtigt. Det vigtige er, at man bliver underholdt og spekulerer på, hvad den tykke mand var for en person. Fx det at fodre fugle med medicin, lyder som noget små flabede knægte kunne finde på - ikke noget (forhåbentlig) livskloge mænd ville gøre! Det med at han er ufattelig tyk og gammel - og uden sin medicin - men alligevel render han efter et par hottere hver dag. Det er et sjovt billede. Faktisk minder det mig om filmen Cocoon fra 80'erne. Gamle mennesker, der får tilført overnaturlige kræfter i form af fornyet ungdom - og lever derefter livet som et par teenagere.
Udmærket start på noget, der kunne blive meget længere og mere sammenhængende.
Din overgang til det med hundene virker lidt abrupt, og her tager din tekst også en drejning fra en fortælling til noget mere informations præget. Og til sidst giver du din personlige mening til kende. Og det er absolut også helt i orden. Men det gør, at det bliver en lidt udefinerbar tekst.
| mille | 2011-03-19 07:24:02 |
Denne lille autentiske historie var det første jeg læste herinde, som ikke var vers/lyrik. Den fik gjorde mig glad helt ind i sindet en tidlig lørdag morgen.
Den lille tykke mand på plejehjem, der fodrer fugle og potteplanter med sine piller, ih altså, hvor jeg forstår ham, hvorfor skal livet forlænges kunstigt? - hvorfor må han ikke få sine hot-dogs??
For et par år siden brækkede jeg det ene ben og fik en forsmag på, hvordan det ville blive, at være totalt afhængig af sine omgivelser. Heldigvis havde min søn ikke så mange restriktioner, men dem han havde gjorde jeg alt for at snyde mig fra.
I min optik skal gamle på plejehjem ha`lov til at gøre det de gerne vil, ikke alle de restriktioner, ikke alle de forsøg på at leve sundt, hvis de gamle nu aldrig har gjort det, lad mennesker være som de nu engang er. Børn kan påvirkes og opdrages - gamle mennesker kan ikke!!!
Jeg elsker din lille tykke morfar med sine hot-dogs - der er en grund til at Thyra Frank er blevet populær - lad de gamle ryge, drikke gammel dansk, spise usundt - ikke fordi vi vil af med dem, men for at gøre de sidste dage "glade" - og lad dem få en dosis morfin, hvis smerterne bliver for ubærlige.
mille
Den lille tykke mand på plejehjem, der fodrer fugle og potteplanter med sine piller, ih altså, hvor jeg forstår ham, hvorfor skal livet forlænges kunstigt? - hvorfor må han ikke få sine hot-dogs??
For et par år siden brækkede jeg det ene ben og fik en forsmag på, hvordan det ville blive, at være totalt afhængig af sine omgivelser. Heldigvis havde min søn ikke så mange restriktioner, men dem han havde gjorde jeg alt for at snyde mig fra.
I min optik skal gamle på plejehjem ha`lov til at gøre det de gerne vil, ikke alle de restriktioner, ikke alle de forsøg på at leve sundt, hvis de gamle nu aldrig har gjort det, lad mennesker være som de nu engang er. Børn kan påvirkes og opdrages - gamle mennesker kan ikke!!!
Jeg elsker din lille tykke morfar med sine hot-dogs - der er en grund til at Thyra Frank er blevet populær - lad de gamle ryge, drikke gammel dansk, spise usundt - ikke fordi vi vil af med dem, men for at gøre de sidste dage "glade" - og lad dem få en dosis morfin, hvis smerterne bliver for ubærlige.
mille
| poeten | 2011-03-19 16:01:59 |
tusind tak for dine ord. Jeg er enig med dig og synes Thyra Franks måde at leve et hjem på er den rigtige. Hvis du læser til Morfar kan du se hvor højt jeg elskede ham. Poeten
Du skal være logget ind, før du kan kommentere og vurdere!
Jeg kendte desværre ikke morfar så godt, da jeg ikke så ham så tit. Hvis du læser bemærkningerne til mit digt der hedder Til Morfar, kan du se endnu en lille flig.
Det var min mor der opdagede at morfar puttede pillerne i potteplanterne. Hun kunne ikke forstå hvorfor de gik ud, når de ikke manglede vand. Det har nok været i den forbindelse at historien om fuglene er kommet frem. Jeg synes jeg kan huske at far og mor diskuterede hvor meget man selv skulle have lov til at bestemme. Far holdt på at morfar selv skulle bestemme og mor synes vist at han skulle have sin medicin. Fars agument var, at et år fra eller til betød ikke så meget, når han var så gammel.
Jeg kender ikke den film du henviser til men kan da godt se hvor komisk historien er, det var også derfor jeg ønskede at fortælle den. Jeg tror jo også at jeg selv har en lille flig af morfars frihedstrang til selv at ville bestemme nogle ting ihvertfald.
Jeg har fjernet afsnittet med hunden og mine bemærkningerne for historien om min morfar var den vigtigste.
Jeg er glad for de kommentarer jeg har fået og betragter dem som en kærlig vejledning.
Det er derfor heller ikke så svært at rette til. Det vigtigste er trods alt, at det man skriver giver eftertanke eller kan være årsag til et lille smil.
Poeten.