 |  | Helhesten og Gravsoen (Novelle) |
 |
|
|||||||||||||
|
Her er min 15-årige søns indlæg til en novellekonkurrence, som han imidlertid ikke gad indsende i tide (som var i går). Helhesten og Gravsoen Du skal ikke tro på denne historie, som ikke kan passe. Min far ville absolut slæbe mig med på kirkegården, hvor min mor blev begravet for længe siden, kort tid efter at jeg blev født. Jeg gad faktisk ikke gå med derover igen. Jeg kunne godt se, at han blev ked af det, men jeg holdt fast i min beslutning. Han sagde ikke noget særligt i et par timer efter at han var kommet hjem. Jeg kunne se, at han havde grædt. Noget med at gravstenen var væltet bagover. Den havde fået en dyb skramme på forsiden fortalte han så. Først om aftenen da vi havde spist en af hans evindelige færdigretter og jeg havde hjulpet med at vaske op gik jeg ned til Christoffer. Far sov til fjernsynet, så jeg lagde bare en seddel på køkkenbordet. Chris og mig spillede ”war-craft” men jeg bankede ham på under en time. Han viste mig et andet og mere uhyggeligt spil fra gamle dage hvor folk var overtroiske. Det galdt om at score point hvis man kunne se en ”helhest” i øjnene uden at blinke. Jeg anede ikke hvad en ”helhest” var. Det var et mærkeligt spil hvor man blev lokket til at gå på skattejagt på en gammel kirkegård. Han valgte at styre Helhesten så kunne jeg bestemme over Gravsoen. Der optrådte til tider varulve, som man ikke kunne betemme over. Jeg ringede hjem og spurgte om jeg måtte blive og sove hos Chris. Jeg fik lov, hvis vi lovede ikke at ryge cigaretter. Han er god nok, den gamle, tænkte jeg. Solen var ved at gå ned. Alligevel foreslog jeg, at vi kunne gå en tur over på kirkegåden, hvis han turde. ”Hvorfor skulle jeg ikke turde det”, svarede han selvsikkert. ”Jeg er sgu da ikke bange for spøgelser”. Det var den gravsten der bare fik mig til at sige det Jernlågen knirkede temmelig højt. På et skilt stod der, at der var åben hver dag fra klokken otte til solnedgang. ”Hvad dato er det”? Spurgte jeg. ”Aner det ikke; hvorfor”? ”Hvis det er Allehelgensaften, går folk igen, hvis man tror på det”, svarede jeg. Chris grinede højt. Lidt kunstigt, lød det. Lågen smækkede bag ved os, men vi kunne jo bare kravle over stengærdet, når vi skulle hjem, forklarede jeg. De høje træer gav sig og knirkede i blæsten. Der var ikke lys på gangene, men jeg kendte vejen hen forbi kapellet. Der var selvfølgelig ingen mennesker så sent. Pludselig kom en gammel skægget mand gående imod os i tusmørket med sin stok og en lille hund i snor. ”Hvad laver I her?” spurgte han overrasket. ”Jeg”¦ øh”¦ vi og min far er bare gået herover for at lægge blomster på en grav”, svarede jeg hurtigt. ”Nåh, sådan”, svarede han, ”men nu er det jo mørkt, jeg må hjem med Hector”. Han rettede på sin store hat, rystede på hovedet og gik videre. Han haltede lidt. Egentlig var det jo en løgn jeg havde stukket ham. Men ikke helt løgn. ”Vi skal lige ud her og så tilhøjre, vist nok”, sagde jeg. Her var der da en smule lys ude fra gadelamperne. Der var ikke meget trafik ude på vejen. Det var blæst lidt op, men det var ikke koldt. En stor gren knækkede af et træ og faldt ned lige mellem os. En meget nærgående ugle fløj næsten lydløst hen over mit hoved. ”Så du hvor stor den var”, spurgte Chris. ”Det var som om den ville gå til angreb!” ”Du overdriver vist. Det var en ganske almindelig natugle og vi ligner vel ikke mus”, spøgte jeg. Heldigvis var månen stået op. Jeg fandt hurtigt min mors grav og fortrød, at jeg ikke havde taget blomster med. Stenen stod næsten lige. Der var kommet et ordentlig mærke i den. Som om nogen havde slået hårdt på den med en hammer. Nu blæste det rigtigt og det var blevet koldt. Far havde sat fem røde roser. ”Tænker du tit på din mor” spurgte han helt uden grund. ”Nix”, løj jeg. ”Det rager ikke nogen, siger min far. Den slags taler vi ikke om, siger han altid. Jeg har kun mine egne billeder af hende. Mange billeder. Hun var nemlig smukkere end virkelighedens prinsesser”. Vi blev afbrudt af en hest der vrinskede. ”Hvorfor vrinsker du?” spurgte Chris. Jeg havde ikke sagt en lyd, men min hørelse fejlede ikke noget. Det var rigtig nok. Og uglen tudede igen. Måske skulle vi gå hjem. Der var gået en sky for månen, så jeg så kun helhestens lysende øjne, da den hamrede med sin jernbeslåede hov og væltede min mors gravsten igen. ”Så du den?”, spurgte jeg. ”Om jeg gjorde. Den var tæt på at jokke mig over tæerne; da den skulle skide. Se selv”. Han samlede to-tre selvlysende hestepærer op. ”Av, for satan, de er varme”. Uglen tudede igen, for tredje gang. Hestepærerne holdt op med at lyse. Lyset ude på vejen gik ud. Nu var mørket bare sort. Helt sort. ”Det er jo hærværk” sagde Chris, ”skal vi ikke ringe til politiet?” ”Nul”, svarede jeg, ”vil du gøre os helt til grin?”. Der var ingen aftryk af hestesko på det nyrevne grus i gangene. Han snøftede en slags svar til mig, der lød som grynten fra en gris, mens hestens metalskinnende mærke af hovslaget i stenen lyste sølvagtigt op. Det var rigtig nok. Hestepærerne føltes som glødende kul i mine hænder. ”Hvorfor tog vi ikke en lygte med?” spurgte han. ”Lygte? Hvorfor det, du kan sgu da bare tænde for din telefon, kvajpande.” Han tændte og den nåede lige at skrive ”low battery” før den gik ud. Månen kom frem igen. Men lyset i gadejamperne var også gået ud. Min telefon ville overhovedet slet ikke tænde. Hesten forsvandt lydløst i mørket. Der var helt stille ude på vejen, da Chris gryntede igen. ”Du lyder sgu som et fedt slagtesvin”, sagde jeg vist. ”Jeg har ikke sagt en lyd”, svarede han, lidt småfornærmet og trak maven ind. Han var så slank som et siv i vinden. Det var ikke min mening at genere ham. ”Undskyld” sagde jeg spagfærdigt, idet et grisehyl skar som en kniv gennem mørket. Men den gryntede ikke mere. ”Jeg vil gerne hjem nu” sagde Chris. ”Vil du med? Jeg gi’r en fransk hotdog nede på tanken. ”Nå, så kan I være der” sagde hans mor, da vi kom hjem ved titiden, måske elleve. ”Hvorfor har I ikke ringet? Hvad har I dog lavet og fået al den tid til at gå med?” ”Du holder mund, og jeg siger ikke noget”, hviskede jeg til Chris, der bøvsede efter smagen af den stærke sennep, som tankpasseren havde pladret ned i brødet. ”Der er ingen, der vil tro på os alligevel”. ”Her har været strømafbrydelse igen” sagde hans mor. ”Det er al deres graveri i fortovet, men nu virker alt igen som det skal, tror jeg”, fortsatte hun. ”I morgen skal vi grille. Hestebøffer. Siger far. De ligger i køleskabet.” ”I er da vist trætte”, fortsatte hun. ”I er helt blege af alt jeres computerspilleri. Hvor har I været? I skulle hellere være gået jer en rask tur i den friske luft, mens det endnu var lyst”. Jeg tjekkede min telefon. Den viste ”fuldt opladet”. Men den havde ikke været i nærheden af en stikkontakt. ”Bliver du og sover?” spurgte hun, ”I har jo fri i morgen. Gæstesengen er redt. Din tandbørste står på hylden ved siden af Christoffers”. Man kan sgu da ikke lave bøffer af en hest, tænkte jeg. Chris har også en tandbørste stående hjemme hos mig. Ingen af os kunne sove. Vi lå bare og snakkede. Klokken halvtolv tog vi tøj på og sneg os ud af kælderdøren for at gå på kirkegården igen. Det kunne jo ikke passe. Denne gang tog Chris en stavlygte med for en sikkerheds skyld. Lågen var ikke låst, men den knirkede ligesom tidligere. Vi fandt hurtigt stedet igen. Denne gang var der sket en lille forandring: Der var stukket et lille skilt i jorden på gravstedet. Der stod: ”De bedes henvende Dem på kirkegårdskontoret i åbningstiden”. ”Hva’ f”¦ mener de med det?” spurgte jeg. ”Skiltet stod her jo ikke for et par timer siden?” ”Åbningstiden er garanteret først på mandag”. ”God aften, igen” sagde en rusten stemme, bag mig. Chris var lige ved at pisse i bukserne, da vi vendte os om og så manden med den mørkegrå frakke og hunden. ”I skal ikke være bange, jeg kender Helhesten og Gravsoen og alle deres numre”. ”Jamen”¦” svarede jeg, ”Var det ikke Dem vi mødte tidligere i dag?” ”Jo, undskyld jeg ikke præsenterede mig. Mit navn er Gabriel. Jeg har noget med til jer, her i min ransel”. Han åbnede skuldertasken og fandt et lille pakke svøbt ind i gammelt avispapir med sejlgarn om. ”Ja luk bare op, men riv ikke avisen itu. Der finder I forklaringen”¦ ”. Natuglen tudede og lettede lydlyst og kom svævende mod os. Gabriel løftede på hatten, så uglen kunne lande på hans skulder. Den plirrede med øjnene og gned sit næb i hans skæg. ”Det gravsted, som I står ved, var min kones. Jeg elskede hende. Alligevel blev jeg dømt for mord i 1671. Siden da har jeg været hjemsøgt af onde ånder. Kun hvis jeg kunne finde helhestens sko og aflevere den til gravstedets nulevende efterladte, kan jeg finde ro.” Jeg åbnede forsigtigt pakken og fandt en stor, tung hestesko. ”Værsgo’ min ven, nu kan jeg finde fred”. Andreas Uth | ||||||||||||||
 | Mette Sejrbo | 2014-04-09 20:13:43 |
Hold da op, hvis dette er skrevet af en dreng på 15 så har han godt nok talent!
Cadeau herfra.
Cadeau herfra.
| haleløs | 2014-04-09 20:57:04 |
sig til Andreas at han skal skrive sine historier selv! Og sende ind til konkurrencer og forlag ;) venligst ...
| nhuth | 2014-04-10 06:42:19 |
Det var også meningen. Men den unge mand "gad" ikke overholde betingelserne.
Vh.Nhuth
Vh.Nhuth
Du skal være logget ind, før du kan kommentere og vurdere!
Dets er et falsum. Men teksten bygger meget tæt på min søns egne fortællinger og de småsnakkerier man kan have efter et besøg på min kones gravsted.
Men nogen gange er fiktionen og fantasien et middel til at komme videre.
Du har rørt min sjæl.
Tak.
Mvh.Nhuth