 |  | Mørket |
 |
|
|||||||||||||
|
Dagslyset fader stille ud, og mine tårer er på vej. Mørket, er min eneste ven nu, mens mit hjerte er såret. Ku du blot føle min hjertesorg, ville du kunne forstå, det at elske dig, var det rigtige at gøre. Her i mørket ser jeg tydeligt dit ansigt, det er skinnende og stråler tydeligt, meget ulig tusmørket i natten. Jeg mindes at age din bløde kind, dufte din søvndrukne krop og kysse dit smil. Ak, alt fortaber sig i ensomhedens ubændige mørke. | ||||||||||||||
Du skal være logget ind, før du kan kommentere og vurdere!
