 |  | Huset (fuld historie) |
 |
|
|||||||||||||
|
Hun stod længe og kiggede på huset. Det var gammelt og faldefærdigt; hun havde ikke lyst til at gå derind, men huset havde en dragende effekt. Mark stod til højre for hende og kiggede afventende; skiftevis på hende og huset. Hun havde en sær følelse af spændingsfrygt i maven, der vejede tungt. Hun mærkede Marks hånd om sin, og i tavshed gik de ind gennem den slidte dør. Hele huset lugtede hengemt og gammelt; hun kunne ikke lade være med at rynke på næsen og stramme sit greb om Marks hånd en smule. De stod midt i en lille entré. Der var to døre, en trappe op og en trappe ned. De gik over det højlydt knirkende gulv, og ind af døren til venstre for dem. Rummet var mørkt; først kunne de ikke se andet end mørket, men snart efter begyndte skygger at røre på sig. Pludselig slog det hende, at rummet var fyldt med edderkopper. Tallerkenstore taranteller kravlede rundt på hinanden og reagerede da den næsten usynlige lysmængde gjorde dem opmærksomme på gæsterne. Som en bølge begyndte de at vælte frem imod Mark og Ellen, lammet af skræk, kunne se de forreste af dem kravle frem med deres dansende bevægelser. En ubeskrivelig kvalme, fremkaldt af frygt og væmmelse, fyldte hende. Så kom hun til sig selv. Krampagtigt lukkede hun grebet om Marks hånd endnu fastere, rev ham med sig ud af rummet og smækkede døren i med et brag. De stod lidt og kiggede på den lukkede dør og Ellen kæmpede mod kvalmen. De kiggede ind af døren overfor hoveddøren; der lå en stol midt i rummet. Ved første øjekast var der ikke andet end stolen, men da de kiggede op fik de øje på en galge. Den var bundet med tykt reb, der så ud til at være ligeså gammelt og slidt som huset. En rotte kom til syne i det ene hjørne, sprang hurtigt hen over gulvet, standsede op på den væltede stol og kiggede på dem for så at løbe videre og forsvinde i mørket igen. de forlod rummet igen, lukkede døren og gik op ad trappen. Den knirkede højere end gulvet og truede med at give efter under deres vægt. Ellen holdt stadig faldt i Marks hånd; hun turde ikke slippe, og han lod heller ikke til at nære ønske om det. Første etage lignede den tidligere til forveksling; der var en lille gang og tre slidt døre der gemte på tre hemmeligheder. Hendes hjerte bankede og hun rystede svagt da hun rakte ud efter dørhåndtaget til det første rum. Hun kæmpede imod, men hendes hjerne var frakoblet resten f hendes krop. Den ene hånd var som limet til Marks, og den anden lukkede sig om det kolde dørhåndtag. Langsomt åbnede hun døren og kiggede ind. En rædselsfuld lugt af harsk kød slog imod dem og pressede alt ren luft ud af deres lunger. Hun hold sig for næse og mund og så ud af øjenkrogen, at Mark gjorde det samme. En ubestemmelig med krogede grene lå midt på gulvet; ved nærmere øjesyn gik det op for dem, at de var lig. Fem stinkende lig der lå sammenviklet og slimet og fyldte. De forlod rummet igen og lukkede døren efter sig. Det næste rum var malet næsten helt rødt med blod; store plamager af friskt blod løb de gamle væge og dryppede fra loftet og pludselig væltede slanger frem fra usynlige huller i gulvpanelerne. Hvislende og hvæsende snoede de sig mellem hinanden og hen mod Ellen og Mark. Hun blev svimmel og trak Mark med ud af rummet. Døren til det sidste lokale på første sal bandt; hun måtte nærmest kaste sig mod døren af al kraft før den gik op. Indvendigt skreg hun; hun ville ikke se hvad rummet gemte på, men hun kunne ikke kontrollere sin krop. Mark fulgte bare med som en anden hund. Han prøvede ikke at holde hende tilbage når hun gik ind til rædslerne, han prøvede ikke at overtale hende til at forlade huset og han forsøgte ikke at stikke af selv. Døren sprang op med et brag og afslørede det første rum med et vindue. Et spædbarn sad i vindueskarmen og legede. Hun sprang ind i rummet for at flytte barnet ned, men før hun nåede det, væltede baybyen ud og faldt. Da de nåede vinduet kiggede de ud af et vindue på mindst tiende sal. Det lille barn blev ældre i takt med det faldt; svimlende hurtigt gik det fra at være spæd, til at være cirka ti år, snart efter en teenager da det ramte jorden var det en gammel, krumbøjet kvinde, men liget på jorden var en bunke sorte fjer. Chokeret stod de og kiggede på den sorte bunke, der snart efter falmede bort og forsvandt helt. Ellen og Mark kiggede på hinanden og forlod så rummet igen. De gik ned af den knirkende trappe. Helt ned i kælderen. Det første de mødte i kælderen var en enorm mængde spindelvæv. Ellen skreg forskrækket og børstede febrilsk på sit tøj og ansigt for at få de klistrede tråde væk. Mark stod som en stenstøtte ved siden af hende og lod ikke til at bemærke noget. Der var kun ét rum i kælderen ud over gangen. Der var ingen dør, så de havde frit udsyn til et helt tomt lokale. Undrende gik hun ind og så sig om. Der var intet; ingen edderkopper, ingen slanger, lig eller andre ting. Endelig slap hun Marks hånd. Hun vidste ikke rigtigt hvorfor, men hun slap ham. Hun gik rund i det tomme lokale og lod sine fingre glide over det gamle træ; gulvet knirkede under hendes fødder da hun gik rundt langs rummets væge. Hun gik ind midt i rummet og kiggede rundt i loftets kroge; hun troede ikke på, at der ikke var noget. En larmende tavshed fyldte rummet indtil et enormt tremmegitter faldt ned og fyldte døråbningen. Hun fløj hen til de kraftige tremmer og ruskede i dem så det hele rystede. Mark forsøgte at løfte dem op fra gulvet, men måtte opgive efter flere minutters kamp. Hun skreg og gav sig til at sparke på tremmer og dørkarm; hendes hjerte galoperede af sted som en vædeløbshest på flugt og hun kunne næsten ikke trække vejret for panikken. Pludselig begyndte hele huset og knage voldsomt, og de standsede brat midt i kampen. Det var som om huset blev levende og gav sig til at sukke og stønne sin dødssang. En sær masse bredte sig langsomt over væggene som sorte slyngplanter. De genoptog deres sparken på tremmerne. Fra hver deres side sparkede de løs for at gøre tremmerne skæve, men det nyttede ikke; de rokkede sig ikke så meget som en tomme. Ovenover dem hørte de huset langsomt falde sammen med højlydte brag og de sorte fangearme var næsten henne ved Mark. De snoede sig kælent om hans arme og ben og hver gang han slog nogen væk, kom andre til som udhungrede gribbe om et ådsel. Ellen mærkede en klæbrig masse om sine ankler og kiggede ned; skreg hun igen. En tyktflydende væske var i gang med at fylde rummet. Hun rakte ud efter Mark, men han kæmpede stadig mod fangearmene, der langsom rev sig fri fra hinanden og ændrede sig til slanger. Han flåede dem af sit tøj og trampede på dem, men der var for mange og den klistrede væske nåede også ud til ham. Hun kunne se trappen bag ham også var ved at falde sammen og lyden af det smuldrende gelænder der ramte væsken fik ham til at vende sig. Som et lyn sprang han op ad trappen imens han smed de sidste slanger fra sig på vejen, og selvom Ellen skreg og kalde på ham, reagerede han ikke, men fortsatte sin flugt. Hun hørte hans løbende trin, blandet med lyden af resten af huset der faldt sammen, over sit hoved. Hun bandede. Højt og værre end nogensinde før. Igen gav hun sig til at sparke på tremmerne imens rummet langsomt fyldes med det, hun nu kunne se var blod. Slangerne begyndte at søge ind til hende og den sorte masse på væggene begyndte at forme taranteller i stedet. Hendes kvalme vendte tilbage. Hun stod nu i blod til midt på brystet og med slanger og taranteller der svømmede rundt og smøg sig om hendes krop. Hun kunne næsten ikke trække vejret og hun var hele tiden ved at kaste op; synet af de ækle dyr og lugten af blodet var ikke til at bære. Næsten hele huset var faldet ned i kælderen nu og hun var klemt helt op under loftet, da mængden af det alt for tyktflydende blod fyldte lokalet næsten helt op. Hun havde ikke flere kræfter tilbage. Hun var for træt til at prøve at komme ud og snart kunne hun heller ikke holde sig oven vande længere. Lugten af blod var blevet erstattet af lugten af råddent kød og hun havde set flere af de næsten bortrådnede lig fra tidligere flyde forbi. Hun mærkede hun sank, men kæmpede sig hurtigt op til overfladen igen. Hun mærkede, for mindst tyvende gang, en tarantels giftkroge i sin krop. Vandmassen trykkede mod hendes lunger og gjorde det næsten umuligt for hende at trække vejret. Nu kunne hun kun lige med nød og næppe trække luft gennem munden ved nærmest at kysse det faldefærdige loft. For tredje gang sank hun, men denne gang var hendes kræfter helt opbrugte. Hun mærkede sin krop synke ned til de andre døde kroppe på gulvet, hendes syn var ved at sortnes og det sidste hun kunne registrere med øjnene var suppen af taranteller, slanger, blod og rådne kropsdele. Hendes ører opfangede lyden af hendes bankende hjerte, til også den forsvandt. Hun vidste ikke om hun var død. Hun lå bare på bunden og mærkede hvordan hun langsomt genvandt sine kræfter. Hendes lunger var ved at eksplodere og hendes krop smertede af trykket fra blodet. Hun tvang sig til at prøve at røre på sig; hun måtte op og have ilt. Langsomt kæmpede hun sig opad mod overfladen. Tag for tag; spark for spark. Der var langt op og blodet var ikke kropstemperatur. Det var koldt. Jo længere hun kom op, des klarere blev væsken. Den skiftede fra at være sirupstyk, rød og fyldt med gyselige dyr, til at være klar og ren. Endelig nåede hun overfladen. Hun gispede efter vejret samme sekund hendes ansigt brød overfladen. Grådigt indåndede hun en ren og frisk luft imens hun mærkede den kolde væske løbe ned over sit ansigt. Da hun havde fået pusten så hun sig om. Det faldefærdige og hus var forsvundet sammen med dets rædsler og var blevet erstattet af et helt nøgent græsområde. Hun befandt sig i en helt ren sø, der var så klar at man kunne se ned til den fine sandbund flere meter under hende. Hun svømmede ind til bredden og lagde sig lidt i græsset. Hun mærkede hvert et græsstrå mod sin hud og opdagede så, at hun var nøgen. Hun vidste ikke hvad der var blevet af hendes tøj, men hun var også ligeglad. Hun rejste sig og stod i evigheder og kiggede på søen og dens uberørte omgivelser; flere år. Hun hørte græsset gro, mærkede sin tavse vejrtrækning og så skyerne ældes. Så vendte hun sig og gik. Hun vidste ikke hvor hun ville gå hen, men det betød intet. Hun havde fået sin egen verden at forme. Sin egen frihed. Men alligevel kunne hun ikke se sig fri for et lille hul i sit hjerte. Hvor det kom fra vidste hun heller ikke, men det var der. Hendes gang ændrede sig langsomt til små hoppende trin, og kort efter fløj hun over græsset i vild glædesdans. Pludselig nåede en sær lyd hendes ører. Hun kendte den; den kom fra et vækkeur, men der var ingen vækkeure i nærheden. Hun undrede sig længe og lyden steg i kraft. Et øjeblik senere satte hun sig op i sin seng. Hun trykkede på sit vækkeur og afbrød larmen og undrede sig lidt. Det hele havde bare været en drøm. Alene i det mørke værelse sad hun og stirrede ind i vægen overfor hende. En drøm! | ||||||||||||||
 | Robert Mørk | 2011-01-26 08:23:50 |
Hej Sweet
Jeg er ikke helt klar over hvad der sker her, men det er da helt sikkert spændende. Så lad os få noget mere.
Et par skønhedsfejl:
Der er et par steder hvor du gentager ord, uden at det er nønvendigt, særligt i første linje:
"Døren til det sidste lokale på første sal bandt; hun måtte nærmest kaste sig mod døren af al kraft.."
Jeg er sikker på at det vil virke bedre, hvis du udskifter det sidste "døren" med "den"
Og dette: "Da de nåede vinduet kiggede de ud af et vindue.." virker lidt rodet, og må kunne skrives mere elegant.
Håber du kan bruge det.
/robert
Jeg er ikke helt klar over hvad der sker her, men det er da helt sikkert spændende. Så lad os få noget mere.
Et par skønhedsfejl:
Der er et par steder hvor du gentager ord, uden at det er nønvendigt, særligt i første linje:
"Døren til det sidste lokale på første sal bandt; hun måtte nærmest kaste sig mod døren af al kraft.."
Jeg er sikker på at det vil virke bedre, hvis du udskifter det sidste "døren" med "den"
Og dette: "Da de nåede vinduet kiggede de ud af et vindue.." virker lidt rodet, og må kunne skrives mere elegant.
Håber du kan bruge det.
/robert
| Dragonfly | 2011-01-26 09:10:24 |
har rettet lidt i den^^
| haleløs | 2011-05-06 15:13:16 |
Jeg har IKKE læst helt færdig; vender tilbage og læser resten senere ...
venligst ...
PS linie 6 ' ...stramme sit FREM om Marks hånd en smule. ' FREM = ??? evt. kram / klem / knugen
linie 15 ' ... rev MAN med sig ud af rummet og ...' = Mark eller HAM
linie 23 'Den knirkede hørere end gulvet ...' høJere
Jeg er udmærket klar over, det nok bare er 'smuttere'; men mange læsere irriteres altså over dén slags!
venligst ...
PS linie 6 ' ...stramme sit FREM om Marks hånd en smule. ' FREM = ??? evt. kram / klem / knugen
linie 15 ' ... rev MAN med sig ud af rummet og ...' = Mark eller HAM
linie 23 'Den knirkede hørere end gulvet ...' høJere
Jeg er udmærket klar over, det nok bare er 'smuttere'; men mange læsere irriteres altså over dén slags!
| Dragonfly | 2011-05-06 15:31:03 |
tak for rettelserne; de er blevet ordnet :)
ved ikke hvorfor jeg ikke havde set dem, for irriteres også selv af slåfejl
ved ikke hvorfor jeg ikke havde set dem, for irriteres også selv af slåfejl
| haleløs | 2011-06-23 15:32:02 |
Eet velformuleret, rædselsvækkende, natligt drømme-mareridt. Godt, dét vækkeur ringede!!!
Undervejs i læsningen tænkte jeg først på 'et arkadespil'; du véd, de dér computer-strategi spil, hvor opgaverne absolut SKAL løses i en bestemt rækkefølge el. lign. (fordi de jo gik videre fra det ene rum til det næste på trods af rædslerne); derefter fik jeg associationer til 'ens liv, set i tilbageblik' - du véd; som man sommetider hører om, at folk sér heeele deres liv passere revy i 'en nærdødsoplevelse'.
Men tror nu nok nærmest - efter endt (grundig) gennemlæsning - at dette var dén slags drøm, man af og til har, af dén type, som skal hjælpe een med at håndtere aktuelle problemstillinger ...
Du har da i dén grad talent for at skrive gysere af forskellig slags (mindes at ha' læst yderligere 2 af dine) - så lad os få nogle fler' af dem?
venligst ...
PS på trods af at historien er særdeles levende og velformuleret snublede jeg alligevel over mindst een håndfuld slå- og sjuskefejl. Du skal være klar over, det' vældig irriterende for din læser at skulle abstrahere fra sådanne. Faktisk hales man jo ud fra din fantasiverden mens man 'ømmer sig' - så nu ER du altså advaret!
Så altså; eet par yderligre gennemskrivninger af teksten er faktisk ønskeligt!
Unni Lindell (berømt, norsk levebrødsforfatter) tilstod forleden på tv at hun faktisk omskriver sit manuskript mindst 50 gange inden hun slipper det til forlaget ;)
Undervejs i læsningen tænkte jeg først på 'et arkadespil'; du véd, de dér computer-strategi spil, hvor opgaverne absolut SKAL løses i en bestemt rækkefølge el. lign. (fordi de jo gik videre fra det ene rum til det næste på trods af rædslerne); derefter fik jeg associationer til 'ens liv, set i tilbageblik' - du véd; som man sommetider hører om, at folk sér heeele deres liv passere revy i 'en nærdødsoplevelse'.
Men tror nu nok nærmest - efter endt (grundig) gennemlæsning - at dette var dén slags drøm, man af og til har, af dén type, som skal hjælpe een med at håndtere aktuelle problemstillinger ...
Du har da i dén grad talent for at skrive gysere af forskellig slags (mindes at ha' læst yderligere 2 af dine) - så lad os få nogle fler' af dem?
venligst ...
PS på trods af at historien er særdeles levende og velformuleret snublede jeg alligevel over mindst een håndfuld slå- og sjuskefejl. Du skal være klar over, det' vældig irriterende for din læser at skulle abstrahere fra sådanne. Faktisk hales man jo ud fra din fantasiverden mens man 'ømmer sig' - så nu ER du altså advaret!
Så altså; eet par yderligre gennemskrivninger af teksten er faktisk ønskeligt!
Unni Lindell (berømt, norsk levebrødsforfatter) tilstod forleden på tv at hun faktisk omskriver sit manuskript mindst 50 gange inden hun slipper det til forlaget ;)
| Dragonfly | 2011-06-23 16:56:41 |
Tusind tak for positiv feedback^^
skal nok kigge den igennem for slåfejl nogle gange ;)
skal nok kigge den igennem for slåfejl nogle gange ;)
Du skal være logget ind, før du kan kommentere og vurdere!
