 |  | Filippinerne |
 |
|
|||||||||||||
|
Han stod bag skranken med ryggen til. Jeg rømmede mig forsigtigt. Det gav et lille ryk i hans skuldre. Så vendte han sig og hilste mig smilende: ”Jeg hørte dig slet ikke komme ind. Dørklokken må være gået i stykker.” Han så ung ud. Alt for ung. ”Hvad kan jeg hjælpe dig med?” Hans mund smilede, men hans øjne flakkede. Jeg svarede ikke. ”Vi har tilbud på herresokker. Rigtig god kvalitet. Tre par for hundrede. Var det noget?” spurgte han mekanisk. ”Nej tak,” svarede jeg. ”Nå, men du siger bare til, hvis jeg kan hjælpe dig med noget, ik?” Jeg blev stående og betragtede ham. Han så væk. ”Jeg skal til Filippinerne på søndag,” sagde han. Så standsede han og så på mig igen. ”Øh, det ved jeg ikke helt, hvorfor jeg fortæller dig.” ”Det er i orden,” sagde jeg. Han fortsatte: ”Vi sparet sammen i et halvt år, mig og min kæreste. Jeg arbejder her og hun arbejder på Naxos. Men på fredag er det overstået. Vi skal af sted i tre måneder! Vi skal først til Fillipinerne og ”¦” Han standsede og stirrede intenst på blodet på sine hænder og arme. Som om der var en gåde, han skulle løse. Så sænkede han dem igen og smilede, som var alting i den skønneste orden. Han havde brug for tid. ”Hvad skulle I på Fillipinerne?” spurgte jeg venligt. ”Jeg skal dykke. Jeg har en ven, der siger, at det er helt fantastisk. Jeg dykkede i Egypten sidste år, men ...” Han standsede. Det virkede pludselig som om, han ikke havde lyst til at snakke mere. ”Er du klar?” spurgte jeg. ”Hvor er alle mennesker? Du er den første i dag.” ”Der er sket en ulykke,” svarede jeg. ”Alvorlig?” Jeg nikkede. ”Hvor?!” ”Lidt nede af gaden.” Man kunne stadig se de blå blink reflekteres på muren overfor. Vi stod lidt tavse. Vi havde ikke travlt. ”Er du klar?” spurgte jeg endelig. Men han vendte rundt og satte i løb mod bagudgangen. Jeg havde prøvet det før og fulgte roligt efter. Han forsøgte at åbne døren. Så vendte han sig imod mig med rædslen malet i ansigtet. ”Forsvind!” råbte han. ”Forsvind med dig! Jeg skal til Filippinerne!” Jeg standsede et par meter fra ham. Han lukkede sine øjne hårdt i og satte hænderne foran ansigtet. I det samme lød dørklokken. En mand i brun cottoncoat trådte ind. Han var i slutningen af halvtredserne og havde mange år endnu. ”Hallo?!” sagde han halvhøjt, mens han spejdede rundt i butikken. Den unge mand åbnede øjnene. Så rettede han ryggen og gik hen til skranken, mens han fandt smilet frem: ”Godmorgen. Hvad kan jeg hjælpe med?” ”Det nytter ikke noget,” sagde jeg. ”Kan jeg hjælpe dem?” gentog den unge mand. ”Vi har tilbud på herresokker. Rigtig god kvalitet. Tre par for hundrede. Var det noget?” Manden i cottoncoaten så endnu en gang rundt i butikken. ”Hallo?! Er der nogen?” råbte han med let irritation i stemmen. Så åbnede han døren og gik. Den unge mand stirrede forbløffet efter ham. Jeg gik hen og lagde hånden på hans skulder, og det gav et sæt i ham. Han drejede sig og kiggede for første gang rigtigt på mig: ”Hvem er du?!” ”Jeg skal bare hente dig,” svarede jeg. ”Men ”¦” Han gik i stå. ”Vi kan godt gå ud på gaden og se, hvis det gør det nemmere,” sagde jeg. Han fik et tomt udtryk i ansigtet. Så rystede han på hovedet. ”Kom med mig,” sagde jeg roligt og rakte hånden frem. Der gik et par sekunder, så nikkede han tøvende og tog imod den. | ||||||||||||||
 | haleløs | 2013-03-19 09:08:16 |
teksten er både velskrevet og direkte FREMRAGENDE fortalt med fine dialoger!
Jeg har så kun læst denne version; kunden, som går forgæves, er et nødvendigt kontrast-indslag!
venligst ...
Jeg har så kun læst denne version; kunden, som går forgæves, er et nødvendigt kontrast-indslag!
venligst ...
| antum | 2013-03-20 13:16:59 |
jeg syndes ikke det er for meget men jeg havde forstået det første gang
Du skal være logget ind, før du kan kommentere og vurdere!
Jeg læste den lige højt for een, som ikke helt forstod, hvad der foregik. Derfor har jeg udbygget slutningen lidt, for at gøre det tydeligere. Men måske er det for meget?