Forfattersiden.dkForfattersiden.dk kræver login, før du selv kan bidrage med indhold
 
Forfattersiden
Den rette afgørelse. kap. 20.
Den rette afgørelse. kap. 20.


Forfattersiden.dk
Forfatter: prefu
Skrevet: 2017-07-29 15:07:49
Version: 1.3
Anbefal:Klik på +1 ikonet for at anbefale teksten i Google-søgning
 
 Klik her for at annoncére teksten på din egen Facebook væg Klik her for at annoncére teksten på din egen Facebook væg
 


Svend kan se, på Uffe at han er oprigtig ked af at det er en af hans folk der har været så tåbelig.
Uffe viser hvor langt de er kommet og at den første side med en plade samlet bundrem oven på sten fundamentet er lagt, og trykket i vage.
Det ser ud som om Uffe har et godt greb på det med at bygge en ny kloster fløj.
Uffe gir en kort forklaring, medens han stiller sig op på fundamentet.
”Jeg har hentet et læs ler grus i formiddag og inden aften har vi blandet med vand, og hældt det ned mellem det tværgående stenfundament.
Alt går efter den plan jeg har lagt.” Han springer ned på den anden side og går over mod det der bliver til indgang.
Svend nikker deltagende, nu mangler han bare, at spørge efter den hest voldsmanden red på.
Han går om til Uffe og siger.
”Hvad skal jeg, give for den hest "håndværkeren" kom hertil på.”
Uffe smiler inden han siger.
”Hvis du vil er den din.
”Nu skal jeg gå med, og vise dig hesten.”
Svend går efter Uffe og omme ved hestene. siger Uffe
”Det er en hingst, så det er nok bedst du passer på din hoppe, når den tid kommer.”
Svend smiler, og kort efter er han tilbage med en hest ved rebgrimen.
”Tror jeg rider tilbage på den nye hest, så kan Idas få fri for i dag.” siger han samtidig med springet op overskrævs på den nye.
Med Idas hest som bagtrop, og et farvel til Uffe, er han endelig på vej hjemad med en ekstra hest, og en lang forklaring til Ida.

Selv om den brændte plet hurtigt er blevet grøn efter den megen regn så er det alligevel en opdagelse for Svend, at Idas hest går uden om stedet hvor hesten blev brændt.
Måske det er lugten, siger Svend. Ida smiler og gnider på sin pande
Svend står lidt så kommer det.
Du tror den kan huske.
Ida nikker og slår blidt på armen.
”Ja” det har jeg ikke tænkt på.
En Munk svinger ind på vejen og rider op mod huset han har slet ikke bemærket de to ude på engen.
”Kom siger Svend
Vi må op og høre hvad der er sket.”
Munken bliver siddende og ser over mod døren og bliver nærmest forskrækket da Svend med høj røst siger.
”Vi var lige et ærinde.”
Munken fatter sig i korthed
Abbeden har sendt munke ud for at alle der har mulighed, skal samles på Voer kloster plads, der vil Biskoppens dom over morderen fra Vissing kirke blive udført i morgen, efter sang runden.
Det er lige inden middag tænker Svend og
han er klar over at munken ikke kender Biskoppens dom.
Munken vender sin hest og sætter den i trav på vejen mod Yding.
”Nå” Ida siger han ”Bliver det Hængning eller Halshugning.”
Ida svarer omgående ved at kredse hånden rundt om hovedet og strække armen hurtig ud.
Svend står lidt og overvejer.
”Tror du får ret, hængning til skræk for alle der kommer til og forbi klostret, så der kommer nok mange i morgen.”
Ida går ind og Svend går i Smedjen, og lige ud for åbningen har han fået lavet et bord.  
Her kan han tegne på stenene og gravere, samtidig med at han har et udsyn, over pladsen, og vejen op i skoven, med halvdelen af huset.
Det er et dejligt arbejde, og jo bedre han udfører forarbejdet inden støbning, jo finere står relieffet på det færdige arbejde.
Han har fået en krukke med bivoks fra klosteret til at vokse der hvor han tilsætter finsand  til en nubret overflade.
Han ser med stolthed på rækken af smedens forskellige størrelser støbeskeer, der med deres lange håndtag hænger ned fra hylden, med de længste først.
Hver gang han går ud af smedjen, er det som at træde ud i en anden verden.
Svend går over ser til det lille vandfald og smiler tilfreds, inden han går ind i Huset.        




Ida og Svend er tidlig oppe lidt stolte over, de er tilkaldt for at høre Biskoppens afgørelse.
Svend ser på solen og gør mine til at hente hestene
Lidt efter rider de i rolig gang ud på vejen mod Voer.
På lang afstand kan de se at mange, allerede er ankommet.
Svend gider ikke den sværm af tilløbere og siger.
Vi rider om ved depotet og stiller hestene så er det nemt at komme herfra når det er overstået.
Inden de når vejen hvor de skal dreje af til depotet, kommer præsten med 7 nonner, alle sidder på Svends vogn, og lige efter kommer Uffe med sin vogn og de to hjælpere.
Svend drejer af og så snart de er nede, binder han tømmerne til depotets stolper.
”Vi går op og stiller os så vi kan se hvor Abbeden kommer ud”
Ida holder sig tæt til Svend og han nyder turen op mod træet på pladsen.
Bagerst modsat munkene er nonnerne ved at tage opstilling.
Fra en tyk gren et stykke oppe, hænger der et reb ned til en stykke over jorden og i den tykke gren er der lavet et hak så rebet bliver på grenen når det strammes.
Se” siger Svend og peger på reb enden med løkken.  
”Du fik ret han bliver hængt.”
På den anden side af træet står der fire munke, deres opgave er at trække den dømte op under grenen og de har stillet sig, lige i nærheden af det stykke af rebet der rører jorden i den anden ende.

Et stykke over jorden er der savet en gren over et stykke ude fra træet.
Alt er klar og stilheden har for længst sænket sig alle venter på at håndværkeren får sin straf.
Svend ser sig omkring, og han får øje på Uffe der står ovre ved den store hæk der omkranser pladsen.

Kloster fogeden og hjælperen kan han ikke få øje på
”Måske er det fogeden der skal lægge løkken om hans hals.” Siger Svend og ser på Ida.
Inden hun når at tilkendegive, kommer der to munke i hvide kjortler,  med et sort langt smalt klæde ned for og bag, gående ind på pladsen.
De nikker til Præsterne på vej hen mod træet, og næsten inde i skyggen, tager de opstilling.
En hel del folk fra de omkringliggende landsbyer, har samlet sig på den anden side mellem Uffe og træet.
Præsterne fra Vissing og Yding står lige udenfor døren ind til Abbeden, alle venter i spænding.

Endelig går døren op og Abbeden træder ud i solskinnet, efterfulgt af en bred vifte af munke der stiller op i en halvbue bag Abbeden.
Da han fornemmer at alle ser ham, løfter han armen til et korsets tegn i tre retninger, medens han på latin udsiger en velsignelse.
Herefter kommer dommen alle har ventet på
Abbeden hæver stemmen og siger.

”Biskop Sven i Århus, har besluttet at den til fange tagne, skal sone sin gerning med døden ved hængning.”
Abbeden vender sig mod klosterfløjen og siger højt igen.
”Må vi få fangen op.”
Op fra kælderen, kommer klosterfogeden og hjælperen med fangen i mellem sig.
Han ser noget forskræmt ud, tænker Svend.
Fangen er bagbundet og står helt stille under træets grene med bøjet hoved og stirrer ned i jorden.
Fogden har taget fat i løkken og håndværkeren lukker øjnene da fogeden lægger rebet omkring hans hals, og strammer løkken til.
Fogden nikker over mod Abbeden at han er færdig. Abbeden ser over på munkene ved træet, der har taget fat i rebet, og med endnu et nik.
Trækker de tre munke fangen op under grenen, og medens de holder rebet stramt ved den korte gren,
binder den fjerde munk den overskydende reb ende rundt om grenen.
De forreste munke slækker grebet en anelse og grenen holder den nu døende fange oppe i træet.

Ida lægger mærke til hvordan han ryster med benene, og at han bliver helt blå i hovedet, inden han hænger helt stille.
Et kort øjeblik er det stilheden og alvoren der omfavner den uhyggelig oplevelse, alle står som stenet, og ser på manden i rebet.
Abbeden afbryder med endnu et korsets tegn mod de fremmødte inden han vender sig, og går ind sammen med præsterne.
Svend lægger mærke til at de to munke I de hvide kjortler med den sorte Skapular*, går over i pælatoriet, sammen med Klostrets egne munke I de sorte kutter.  
Nonnerne stiller sig ventende op henne ved Svends vogn, og lidt efter kommer præsten ud.
Ligesom han går forbi, er Svend ikke sen, til at spørge hvem de to munke er, i de hvide kjortler.
”Det er to fra Øm kloster”, svarer han.  
”De skal bevidne, at alt er gået rigtig til.
Tak siger Svend, og god tur.
Præsten smiler, og iler over til de ventende nonner.
Da Ida og Svend rider fra Kloster pladsen, er det med et sidste blik på den døde oppe i egetræet.
En let gysen går gennem Ida, men det ved Svend ikke.
Det er ikke mange ord han siger på vejen hjemad og da han endelig åbner munden, er det for at udstøde et højt og langt hyl.
For ligesom, at få den oplevelse ud af kroppen.
Det får Ida til at smile, hun forstår hvordan han har det.

Forklaring og kilde henvisning. MØRKE TIDER

Vej røveri Kap 21.

Du skal være logget ind, før du kan kommentere og vurdere!

Seneste profil og bidrag

Seneste opdateringer

En tilfældig udvalgt tekst

Fra Forfattersiden.dk