 |  | En aften (fuld historie) |
 |
|
|||||||||||||
|
Aftensolen henlagde køknet i et hyggeligt skær. Smånynnende satte hun to tallerkner på bordet og gik efter bestikket. Philip kom om en times tid. Underligt hun gjorde så meget ud af det, for der var intet i det overhoved. Han kom bare forbi for at snakke; eller”¦ det troede han. Hun havde sin egen lille skjulte dagsorden. Hun satte glas på bordet og gik op for at skifte. Hun rettede lidt på den sorte nederdel og trak den grønne bluse over hovedet. Den havde en V-udskæring, der hverken var overdrevet eller til at overse, og ærmer der gik lidt ned over albuerne. Hun tog en enkel halskæde på med en halvlang kæde, så den passede til halsåbningens linje. Derefter lagde hun et neutralt lag make-up og satte sit røde hår op i en høj hestehale. Ganske nydeligt, hvis hun selv skulle sige det. Hun stod lidt og kiggede på sit spejlbillede, så pillede hun hestehalen ud, pillede en lok ud og satte resten op igen. Den lille tot, der hang ned langs hendes ansigt, pyntede. Hun gik ned i stuen og satte sig. Ti minutter. Hun vippede med sin ene fod og trommede lidt med fingrene på armlænet. Hendes puls var lidt hørere end normalt af forventningens sus. Så tændte hun fjernsynet. Det kørte et naturprogram om dybhavsfisk. Det bankede på døren. Hurtigt slukkede hun for fjernsynet og gik ud og åbnede. Philip smilede til hende, stillede skoene ved vægen og hængte jakken op. Ordensmenneske”¦! Hun bad ham tage plads og hentede maden over på bordet. Først sad de i tavshed og spiste, men efter lidt tid begyndte de at snakke. Kun om overfladiske småting, men det var bedre end tavshed. Hun betragtede ham med et svagt smil. Hans hår sad som det ville, og han var iført en grøn sweater og et par mørke bukser. Efter at have spist rykkede de ind i den lille stue. Og snakkede videre. De snakkede mest om ham, og hver gang han spurgte til hende, skyndte hun sig at vende samtalen mod ham igen. Han var kommet for at snakke om hende, men hun ville ikke snakke om sig selv, så til sidst hentede hun rødvinen bare for at slippe for hans spørgsmål. Hun mærkede hans blik på sig, idet hun rejste sig og gik ud efter det sidste vin. Hun kom tilbage med to halvfyldte glas og rakte ham det ene. Hun havde overvejet at tage flasken med ind også, men havde i stedet fordelt indholdet i de to glas. De snakkede videre og en halv time efter var glasende igen tomme. Hun smilede da hun så småt kunne se døsigheden meldte sig hos Philip. Han undskyldte hurtigt, da han havde tabt glasset på gulvet, i et forsøg på at sætte det på bordet. Hun smilede tilgivende og forsikrede ham om, at det ikke gjorde spor. Han insisterede på at samle stumperne op og ville ikke lade dem ligge, så hun kunne samle dem op senere; men da han rejste sig op kunne han nærmest ikke finde ud af hvad der var op og ned. Han snublede forover og havde nær skåret hænderne på glasskårene. Clara blev sidende med det ene ben over det andet og betragtede han tumlen og fumlen. ”Er der noget galt?” Spurgte hun uden at lyde videre bekymret. Liggende på alle fire forsøgte han at samle glasskårene op, men det hele snurrede rundt og til sidst sank han sammen med panden ned i stumperne. Først da rejste Clara sig. Da han vågnede igen sad han på en af hendes køkkenstole. Omtåget forsøgte han at fokusere blikket, men hans hjerne var som grød. Endelig lykkedes det ham, og han så Clara side overfor. Hendes ene ben var elegant lagt over det andet og hun sad lidt tilbagelænet i sin stol. ”Behageligt?” Hendes stemme var neutral og lød næsten uinteresseret. Han forsøgte at rykke på sig, men hans arme og ben var flere steder fastbundet til stolen med elektrikerstrips og hans mund var tapet til med gaffatape. Hans hjerte galoperede af sted som en skræmt hare, og han forsøgte at rive sig løs. Hun lagde hovedet på skrå og kiggede på ham med et næsten udtryksløst, men stadig lidt trist blik. ”Hvorfor så travlt? Du skal vel ikke nå noget”¦? Et tog?” Hendes stemme havde samme underlige tonefald som før. ”Det er ellers så hyggeligt at have dig på besøg.” Hun rejste sig med en katteagtig bevægelse og gik op på siden af ham. ”Nyder du ikke mit selskab?” Hendes tonefald var blevet kælen og hendes fingerspidser strejfede hans pande, idet hun gik om bag ham. Han trak vejret hurtigt og forsøgte at overtale hende til at slippe ham fri, men kun mumlende lyde. Hun lod sine slanke hænder glide nedad hans brystkasse til hendes hænder krydsede hinanden over hans mave. ”Jeg har altid syntes godt om dig”¦ du har altid prøvet at være helten, der ville alle det bedste. Problemet er bare”¦ helte dør.” Hun snoede en lille tot af hans hår mellem fingrene. Han svedte; og rystede. Han kunne ikke huske han nogensinde havde været så bange. De sorte strips var strammet grundigt, og lukkede næsten for blodtilførslen rundt i kroppen. Hun rettede sig op og gik over, slukkede det store lys og forsvandt ud i køkkenet, hvor hun udvalgte sig en mellemstor kniv, men er slankt og skarpt blad. Hun gik i et roligt tempo over og lagde den på bordet overfor Philip. Til sin indre fryd så hun hvordan han et kort øjeblik fik endnu større øjne og hørte hans åndedrætstempo steg et par grader mere. Hun lænede sig over mod ham, kiggede ham ind i øjnene med et intetsigende blik og flåede så tapen af hans mund. Det var som at tænde for bruseren på fuld skrue. Ordene strømmede ud mellem hans smalle læber, der kørte på tophastighed, men stadig knap kunne følge med hans tunges udformning af ord. Flere gange snublede ordene over hinanden og han stammede; han var overhovedet ikke den samme som tidligere på dagen. Hun tyssede på ham og talestrømmen stilnede af da hun lagde en finger på hans læber. Han fulgte skræmt hendes bevægelse idet hun rakte ud og tog kniven fra bordet. Hun satte sig over skrævs på skødet af ham og lod spidsen af knivsbladets ryg glide over hans ene kind. Frygten lyste fra hans øjne og hun sugede synet til sig. ”Er du en helt? Er du eventyrprinsen på den hvide hest?” Spurgte hun stille og lagde hovedet lidt på skrå. Han kunne ikke finde ud af hvad han skulle svare. Igen gled det kolde metalstykke over hans kind og han skyndte sig at ryste på hovedet. Hun smilede sit katteagtige smil igen. Hun gemte hånden med kniven bag ryggen og lod kærligt den anden hånd hvile på hans kind. ”Vil du være en helt?” Hun strøg hånden ned ad kinden og løftede blidt hans hage op med fingerspidserne. Han var for skræmt til at tale og rystede i stedet på hovedet igen. De sad lidt i tavshed og kiggede på hinanden. Hans vejrtrækning var hurtig og han hjerte sprang stadig som en gazelle. Hun var kold og rolig som et isbjerg. ”Er jeg”¦ gået fra forstanden?” Spørgsmålet var lavmælt og lød mest som om det var rettet mod hende selv. Han kunne ikke finde ud af om det var meningen han skulle svare. Clara rejste sig med et ryk og skubbede ham så kraftigt, at han blev kastet bagover og hamrede hovedet mod gulvet. Han skreg højlydt da has arme blev fastklemt mellem stoleryglænet og gulvet. Lyden af Phillip der ramte gulvet nåede hendes ører og det ville være løgn at påstå, at lyden ikke sendte en lille gnist af glæde og fryd gennem hende. En sær rus af dyriske og morderiske lyster susede gennem hende. Igen lagde hun hovedet på skrå, så på ham som en kat på en mus og viste tænderne i et grumt smil. ”Jeg stillede dig et spørgsmål”¦” ”Jeg, jeg”¦ n”¦ n... nej, det tror jeg ikke”¦!” Stammede han. Frygten lyste ud af hans øjne og osede fra hans krop. Hun placerede sin ene for på hans brystkasse og knælede ned å det andet. Hun bemærkede, at hans blik hvilede på benet på hans brystkasse, og ikke på kniven i hendes hånd. ”Du har altid opført dig som om jeg skulle redes”¦” Hendes stemme var lavmælt og hun sænkede læberne helt ned til hans øre. Hun kunne høre hans næsten lysløse stønnen af smerte. ”Men jeg har et spørgsmål til dig”¦ helt.” Hun bevægede langsomt hovedet og lod et splitsekund sine læber ramme hans. ”Hvem skal rede dig?” Før han nåede at svare borede hun kniven mellem to af hans ribben og gennem hans hjerte. Med et hurtigt ryk fjernede hun kniven igen og betragtede den døende mand, idet lyset langsomt forsvandt fra hans øjne. | ||||||||||||||
 | svalerne | 2011-01-06 17:07:50 |
Velskrevet tekst. det virker dog som om det er gået stærkt til sidst (tegnsætning, "redes", du mener "reddes" ikke?). Glæder mig til at læse slutningen.
bedste hilsner
bedste hilsner
| Dragonfly | 2011-01-06 18:26:22 |
Slettede slutningen, da den ikke blev indstat rigtigt... :/ men nu er den i det mindste ikke så rodet x)
| Robert Mørk | 2011-01-09 14:29:05 |
Hej sweet
Du skriver brandgodt. Særligt første halvdel er super!!
Til sidst snupler det lidt, og virker ikke.
(okay jeg kan se i din kommentar at du har fjernet noget af slutningen)
Jeg tror du får alt for mange detaljer med der til sidst, på alt for kort tid. Det bliver til en film som man ikke kan følge med i :) hvis du forstår.
Dine mange flotte detaljer i teksten er ellers Mummms.
/robert
Du skriver brandgodt. Særligt første halvdel er super!!
Til sidst snupler det lidt, og virker ikke.
(okay jeg kan se i din kommentar at du har fjernet noget af slutningen)
Jeg tror du får alt for mange detaljer med der til sidst, på alt for kort tid. Det bliver til en film som man ikke kan følge med i :) hvis du forstår.
Dine mange flotte detaljer i teksten er ellers Mummms.
/robert
| haleløs | 2011-08-05 17:56:00 |
Du' da en værre, psykologisk krimi-dronning (si'r JEG efter at ha' læst adskillige andre af dine noveller)!
Det' brANDgodt skrevet, med go'e person og miljøkarakteristika! Smilede dog lidt ad, at såvel han som hun er klædt i grøn overdel og mørk underdel. Er der måske en symbolik i dén detalje?
venligst ...
Det' brANDgodt skrevet, med go'e person og miljøkarakteristika! Smilede dog lidt ad, at såvel han som hun er klædt i grøn overdel og mørk underdel. Er der måske en symbolik i dén detalje?
venligst ...
Du skal være logget ind, før du kan kommentere og vurdere!
og det med tøjet havde jeg faktisk slet ikke tænkt over da jeg skrev x)