 |  | mjöl? |
 |
|
|||||||||||||
|
da hun kom tilbage fra hønsene stod konen pludselig foran hende. Hendes kjole var snavset og Gunhild kunne godt se, at damen havde grædt. 'Nej!' skreg hun og styrtede ind i stuehuset og smækkede døren i og skød slåen for. Så sneg hun sig ud i køkkenet, klatrede op på køkkenbordet og spejdede forsigtigt ud gennem de småsprossede ruder. "Vi giver ingen ved døren!", havde Mor formanet, "så kommer de jo bare igen. Og igen" Gunhild skulle ellers have været nede ved søen og hente køerne hjem sammen med Astrid; men nu vidste hun ikke rigtigt, om hun turde gå udenfor. Alene ... Det skramler ved bagdøren. Gunhild stivner men blir siddende musestille. Idet klinken løftes op og skubbes ud og ned hører hun sin mors stemme. Og damens. "Vi har kun lige nok til os selv. Vi er så mange!" mor taler til damen samtidig med at hun triller trækvognen med spande helt ind i bryggerset. "Beklager!" sir hun og lukker døren hårdt i. Gunhild hopper ned på gulvet og lister hen og stiller sig klos op ad mor "måske kunne hun få vores brødrester fra i går? Nu også Åke er rejst med Amerikabåden har vi jo én mund mindre ...?" "Så kommer hun jo bare igen i morgen!" vrisser mor "vi er virkelig nødt til at være nøjsomme og spare." Klunk-klunk-klunk det er Manfred som læsser hugget brænde af hestevognen og stabler det ovre i brændeskuret. Som gengæld for mors venlighed nu hvor hans egen mor er sengeliggende og gammelfar alt for svagelig og i øvrigt ikke meget bevendt. Han blir vel nok nødt til snart at finde sig en kone, om ikke for andet så for at aflaste mor. De blå øjne spejder over mod laden efter gårdens kønne døtre ... Det var pastoren, som overbragte budskabet. Gunhilds og Astrids far kom ud for en ulykke i stenbruddet. Arbejdsgiveren lovede at besørge og bekoste begravelsen på den lokale kirkegård. Gunhild ville egentlig helst have arbejdet i en forretning inde i byen. Med håndarbejde, syning, stoffer och sådär ... Mor besluttede at sælge gården og selv kun beholde det tilliggende lod med det mindste stuehus, dér, hvor farfar og farmor i sin tid havde boet på aftægt. Der kom så en advokat, nej to, én fra Halmstad og ham den anden var helt fra København i Danmark, og mor var meget tilfreds med hans bud, så handlen gik nemt i orden. Og da Manfred kom og hentede de sidste køer, dem, han havde købt af mor, talte han først længe med hende inde i køkkenet, før han gik ud i æblehaven og opsøgte Gunhild i færd med høsten. Om det var særlig romantisk? Næppe! Nok snarere en fornuftig overenskomst, nu Manfreds mor lå på sit yderste. Såe ... 'forretningen' blev ... køkkenet ... cirka en kvart kilometer borte i nabogården. Og de fik lagt driften om til skovbrug. | ||||||||||||||
 | NannaLA | 2014-07-05 17:27:24 |
Hej Haleløs,
Miljøet er så velfortalt, og replikkerne er velleveret. Meget realistisk skildring af 'dengang'.
Skriv mere.
Mvh Nanna
Miljøet er så velfortalt, og replikkerne er velleveret. Meget realistisk skildring af 'dengang'.
Skriv mere.
Mvh Nanna
Du skal være logget ind, før du kan kommentere og vurdere!
Jeg mødte Gunhild oppe i fyrreskoven i Skåne da hun var over firs år gammel - hun blev næsten 100.
Hun blev født, levede og døde indenfor få kvadratkilometer, og hun giftede sig med naboens arvesøn.
Gunhilds familie var såvel 'holden' som 'påholdende'; f.eks. hævede hverken hun eller Manfred aldrig nogesinde folkepensionen; den levede sit eget liv i banken.
Jeg vil løbende prøve at skrive lidt om, hvad hun selv - og hendes naboer - fortalte om livet i skoven fra omkr. 1910 og frem til årtusindskiftet
;)