 |  | Pigen der sagde nej |
 |
|
|||||||||||||
|
Der var en gang en kone uden husbond, hun ønskede sig brændende et barn at holde af. Hun bad hver dag om et lille barn. Guderne hørte hendes bøn og skænkede hende et barn, et barn efterladt ved hendes dørtærskel. Konen blev så glad for dette lille barn, som viste sig at være en pige. Pigen voksede op. En smuk ung pige, hendes hud var blød som silke, hendes hår skinnede i solen, hendes øjne glittede som diamanter og hendes mund var lille og køn. Hendes skønhed jagede enhver mands drøm om at ægte hende. Selv prinsen drømte om hende. Prinsen var en ung fyr, smukkere end enhver mand. Kvinderne stod i kø for at få ham. Men prinsen tænkte kun på denne kønne smukke pige. Han var forgabt i hende. Han sendte sin budbringer til hende, for at spørge om hendes hånd. Konen blev vild da hun hørte hans ønske om, at være ægtemand til den unge smukke pige. Men hendes svar var nej. Slukøret vendte budbringeren tilbage til prinsen med de dårlige nyheder. Men det standsede ikke prinsen. Han satte sig op på sin største og flotteste hingst og red mod verdens ende. Der fandt han den smukkeste sten og red hjem. Sendte sin budbringer afsted med den glittende smukke sten til den smukke pige. Budbringeren viste pigen den smukke sten og konen var ved at vælte ned fra sin stol da hun så den. Men endnu en gang takkede pigen nej til prinsens frieri. Budbringeren vendte atter hjem med de triste nyheder. Prinsen blev meget vred, hvad ville hun have for at blive hans? Han sendte sin budbringer for at spørge hende om det. Budbringeren ankom hos pigen og spurgte pigen, hvad hun ville have for at ægte ham? Hun svarede: "Hvad skal jeg med prinsen når jeg kan få hvilken som helst mand fra egen? Hvad skal jeg med et slot når jeg har mit hus sammen med min mor?" Hun sluttede af med: "Et kongerige der er så langt et øje kan se, hvad skal jeg med det?" Budbringeren vendte hjem til prinsen med dette svar. Prinsen undrede sig, jamen enhvers kvindes drøm er jo at blive prinsesse, hvorfor ikke denne pige? Han havde ikke noget svar til hende. Fra hans værelse kunne han se hele byen foran sig. Han begyndte at betragte byen mere og mere. Holdte øje med hvad der skete i kongerigets hjørner. Vinteren kom, sneen dalede og lagde sig som en dyne overalt. Prinsens kongerige var helt hvid. Prinsen så ud af sit vindue en vinternat, da han så den smukke unge pige ved søen, søen der nu var dækket med is. Han løb ud af sit store slot og ned til søen, for at standse hende, det var livsfarligt at vakle ud på søen. Men han standsede ved et træ og kiggede på hende. Pigen havde ikke set prinsen der stod i skyggen. Hun kiggede på sit eget spejlbillede i isen. Hun gled langsomt ud på isen, hun begyndte at glide hurtigere rundt og synes det var sjovt. Hun grinede. Prinsen der stod ved træet hørte hendes glade grin som 1000 klokker. Hendes stemme smeltede ham. Han gik ud i månelyset og kiggede på hende. Pigen opdagede ham og smilede. Smilet smeltede hans hjerte, han gik sagte hen til søen og sagde til den unge pige at det var farligt derude. Pigen grinede og svarede: "Jo måske er det farligt, men det er sjovt". Hun rakte hånden ud til ham og han tog den. Den unge pige havde jo aldrig set prinsen og havde derfor ikke genkendt ham. De gled lidt rundt på isen og grinede sammen. Efter denne vinternat fandt prinsen sit svar til pigens spørgsmål. Foråret kom. Prinsen havde efter denne vinternat tilbragt dage og nætter ved sit vindue, kiggede ud over sit kongerige. En morgen, efter en nat foran sit vindue, gik han til sin hingst og red over til den unge pige. Pigen sad udenfor og skrællede kartofler. Hun genkendte ham, som den unge mand fra søen, hin vinternat. Han bukkede for hende og præsterede sig som prinsen. Hun nejede og spurgte ham, hvad der bragte ham til hendes hus. ”Jeg vil anmode om din hånd”, svarede han. ”Jeg har ingen interesse i at ægte en prins” sagde den unge pige. ”Men du vil gifte dig med den uskyldige mand fra søen, hin vinternat.” konstaterede prinsen. ”Jeg vil ikke bo på et slot” sagde den unge pige. ”Vi bygger vores eget hus ude på landet.” svarede prinsen venligt. ”Jeg vil ikke have et kongerige” sagde den unge pige. ”Jeg opgiver min trone ” svarede prinsen med et smil. Den unge pige var overrasket. ”Hvorfor?” spurgte hun. Ædelt svarede prinsen: ”Fordi tronen, slottet og kongeriget er ligegyldigt, så længe jeg har dig.” Den unge pige så på prinsen. Hun kunne ikke få et ord over sine læber. Hendes mor dukkede op i døren og brød tavsheden, ”Nu må du da tage ham.” Prinsen knælede foran den unge pige. Han tog hendes hånd og spurgte: ”Vil du gifte dig med mig?” Pigen kiggede på ham, så smilede hun og sagde: ”Ja, men jeg vil ikke tage dit kongerige fra dig, folket har brug for dig.” Prinsen så overrasket på sin smukke kommende brud. Inden han nåede at spørge hvorfor, svarede pigen, ”Du gav mig det rigtige svar”. Moderen åndede lettet op. Det blev et stort bryllup. Hele kongeriget blev inviteret. Det var et brag af en fest. Alle var glade. Det var en magisk aften. Den smukke unge pige blev en fantastisk dronning. Prinsen blev en bedre konge end sin far. De rev slottet ned og byggede deres hus, som de ville have det. De hjalp borgerne i byen på deres måde, det var ikke deres kongerige, men deres liv. Men alt det var ligegyldigt, så længe de havde hinanden - og deres børn. | ||||||||||||||
Du skal være logget ind, før du kan kommentere og vurdere!
