 |  | Forsyn |
 |
|
|||||||||||||
|
der oppe regner rustne spor knuste end tættere linjerne siler tegn falder end klarere brænder ned fra valser og spoler kold metalregn i kolde røgspor knust over en sprækket verden i spinkle lysspor svækket så langt øjet rækker tyste jærtegn himlen flækker i tavse blodspor brækker så langt verden rækker her nede skrider blikket solen sætter ud i knuste mønstre skyggerne syder spændes så nøje snart så nært så sekskanten synes at dreje over varsler valser og spoler varme røgspor | ||||||||||||||
 | haleløs | 2011-06-03 12:21:13 |
... og vi er stadig oppe på bjerget 'tyste jærtegn' & 'tavse blodspor'. Dog er'sekskanten synes at dreje' for kryptisk for mig; men opfatter tingesten som noget klatreudstyr ?
Ser digtet hér som en slags 'vel nede igen' -efterskrift!
venligst ...
PS 'regner rustne spor' er vel de dér tingester, man kiler ind i bjergvæggen og fæstner snorene i ?
Ser digtet hér som en slags 'vel nede igen' -efterskrift!
venligst ...
PS 'regner rustne spor' er vel de dér tingester, man kiler ind i bjergvæggen og fæstner snorene i ?
| falke | 2011-06-03 19:40:26 |
ganske interessant udlægning... klatring/bjerg-allegorien er muligvis relevant, da visse andre af mine værker omhandler symbolske bjergtinder (og dialektikken isolation/relevation). dette værk samt 'jærtegn' er søskende, men det havde du formentlig allerede gættet.
Du skal være logget ind, før du kan kommentere og vurdere!
