 |  | Om ensomhed og kassesystemer- violinerne er aflyst. ( tanker fra skuffen ) |
 |
|
|||||||||||||
|
En fik mig til at tænke på ordet ensomhed. Det har sådan en sørgelig klang det ord. Uh, vi må ikke gå hen og blive ensomme. Det kan man vist nok dø af. Vi samler ind til de ensomme og melder os frivilligt som besøgsvenner. Ensomhed er næsten mere frygtet end døden. Det fik mig til at tænke på mig selv. Mange ville nok kategorisere mig som ensom. Jeg har ikke så mange venner og går ikke særlig tit ud. Ofte er de få venner jeg har nødsaget til at besøge mig hvis de vil være i mit selskab. Problemet er, at jeg ikke nødvendigvis ser ensomhed som noget dårligt. Jeg elsker at være alene. Det er da fedt når nogen kommer forbi og siger hej. Men efter en tid kan jeg mærke jeg bliver rastløs, og så må de godt gå hjem. Det værste der kan ske er at nogen ønsker at overnatte, det kan stresse mig i flere dage. Jeg nyder mit eget selskab. Jeg keder mig aldrig. Jeg er ikke fordømmende hele tiden. Mener ofte at jeg er et geni. Jeg synes jeg selv er vildt sjov og griner ofte højt af mine egne tanker, så hunden bliver helt forskrækket og spæner hen over gulvet med halen mellem benene. Jeg er for det meste underholdt nok i mit hoved og behøver ikke andres input. Min mand synes og have det på samme måde. Vi kan sidde i hver vores ensomme verden og nyde roen sammen. Indimellem kommer jeg til at tænke på dem der er uden for min ensomhed. De der ikke er min mand, børn eller nære familie. Så får jeg dårlig samvittighed. De er alle ensomme på den ikke frivillige måde. De higer efter besøg og har det svært med at være alene. Så trækker jeg op i bukserne og går på det jeg kalder pligtbesøg. Den slags besøg hvor man kommer uanmeldt, så chancen for at den man besøger ikke har tid og man kan gå lettet hjem og sige -Nu har jeg da været der og vist flaget, er størst mulig. Man kan også ringe midt i ulvetimen når alle ungerne skriger i baggrunden. Det er effektivt og tager sjældent mere end et par minutter at slippe af med den dårlige samvittighed og afrunde med - Det lyder som om jeg har ringet på et dårligt tidspunkt. Min ensomhed er kreativ. Det er jo også i ensomhed jeg går og pusler med mine digte, historier, melodier og ideer til nye fotos med særligt udtænkte vinkler. Det er der jeg er min sjæl nærmest. Jeg er ikke ufølsom og afvisende. Jeg grubler over andres problemer i min ensomhed. Diskuterer dem med mig selv. Analyserer og sætter i kasser. Det samme gør jeg med mine egne tanker. Hvis ikke jeg gør det bliver min ensomhed noget rod. Sammen med andre går det hele så hurtigt. For det første er det fælt uhøfligt ikke at høre efter hvad andre siger bare fordi du er i gang med at farvekoordinere og kassesortere alle indtrykkene i hovedet. For det andet kræver det at være gæst eller vært en vis tilstedeværelse og rummer ikke plads til dagdrømmerier om vinkler og systemer, der popper op i mit hoved, som jeg på disse tidspunkter behandler som virus og uønskede cookies i min hjerne. Samtidig med at jeg føler jeg sletter kostbart fremtidigt materiale fra harddisken for at indtage mere kaffe og nabosladder, der i virkeligheden rager mig en høstblomst. Indimellem får mine veninder nok. Så kommer de og hiver mig ud af mit hoved og ind til storbyens larm. Musikken larmer og glassene klirrer, og det er øredøvende og tankelammende. Især efter et par øl, jeg er på det seneste blevet billig i drift. Der sidder jeg i mylderet og så mærker jeg det. Her midt mellem hundrede mennesker. Her er jeg mere ensom og mere ulykkelig over det end jeg kan forstå. Her hvor fyrene flirter og byder på drinks. Her hvor jeg har vennernes fulde opmærksomhed. Her suger ensomheden ilten ud af luften. Rummet bliver klaustrofobisk og uoverskueligt på samme tid. Når jeg endelig får lov at tage hjem, gerne efter at jeg har brækket mig op ad et busstoppested eller to, kan lettelsen mærkes helt op i min kassesorterede hjerne og alting begynder igen at falde på plads. Jeg elsker at være alene. Jeg elsker min ensomhed. Jeg vil bare gerne have fred og ro til at være egoist og passe mine små systemer og kasser der dækker over mit indre rod. Og svigermor: Intet nyt er godt nyt. | ||||||||||||||
 | nhuth | 2012-03-23 21:07:16 |
Herlig læsning for en uforbederlig samler:
"violinerne er aflyst" bliver lige listet ned i skuffen med tyvekoster.
"violinerne er aflyst" bliver lige listet ned i skuffen med tyvekoster.
| Nadia K | 2012-03-24 19:53:57 |
Det er uhyggeligt, hvor meget jeg kan relatere til denne tekst!
Sad nærmest og nikkede hele vejen igennem ;)
Særdeles velskrevet og en ren fornøjelse at læse..
Læs eventuelt mit digt "En, som hed Ensomhed", det omhandler faktisk lige præcis det, du beskriver i denne tekst!
Sad nærmest og nikkede hele vejen igennem ;)
Særdeles velskrevet og en ren fornøjelse at læse..
Læs eventuelt mit digt "En, som hed Ensomhed", det omhandler faktisk lige præcis det, du beskriver i denne tekst!
Du skal være logget ind, før du kan kommentere og vurdere!
