 |  | Lennon på en novemberdag! |
 |
|
|||||||||||||
|
”Life is what happens while we’re busy making other plans.” sådan sagde i hvert fald John Lennon. Hjemkomsten til min fødeby var præget af den eksakt samme følelse. At komme hjem var som at træde ind i en tidsboble. Super Brugsen stod stadig stødt og centralt som Golgata bjerget så selv de gamle damer, jakkesættene, humlene og vi resterende andre, der forsøgte at være anderledes, men egentlig ikke var det kunne indsamle eller handle dagligvarer og råvarer lettest muligt. Alt skulle være let i den her tid. Længere nede ad hovedgaden stod selv Bager Jensens butik endnu. Skiltet med de brogede bogstaver havde ikke ændret sig overhovedet. De var stadig ligeså sorte og triste som før jeg rejste, om end en kende mere slidte. Faktisk var stemningen der prægede mig kold som denne sene novemberdag. Mens jeg gik forbi gamle bestandige monumenter som skolen, hvor jeg havde tilbragt 10 miserable år af mit liv, indså jeg pludseligt hvorfor jeg ikke havde haft svært ved at rejse bort - tage afsted. En tanke der under rejsen ellers havde plaget mig en del. Skolen var grå som industriskyerne i Hong Kong og præget af kommunale nedskæringer. Legepladsen var forladt og afstødte snarere associationer til en baggård i New Delphis fattigere kvarter end en plads, hvor børns leg og udfoldelse selvsagt skulle være dominerende. Jeg huskede på, hvordan jeg alligevel havde haft momenter af glæde på denne plads for nogle års tid siden. Det var dog dengang, hvor skoven som vi kaldte den stod endnu. Egentlig var det bare et hjørne med en snes træer, som i barndommens fantasi kunne ligge grund til Sherwood skoven, hvor selveste Robin Hood og hans tro følge kunne leges uden tanke på budget, uddannelse og senere jobansøgninger. Barndommen var mig faktisk en god tid, når jeg tænkte tilbage. Legen i barndommen altså. En sorgfri tid, hvor det at have det sjovt var det primære. Selvfølgelig med undtagelse af de 10 års skolegang med grammatik, stavning, regning og få kreative fag, som jeg ellers holdte mest af. Netop afsavnet af, at skulle have det sjovt og selvrealiseringen af mig selv havde domineret mit sind da jeg rejste bort. Derfor var det også med ambivalente tanker og følelser at komme hjem. For mens jeg havde haft travlt med at ligge planer, og selvrealisere mig selv, havde livet uden tøven gået sin gang i min gamle hjemby. Netop derfor delte jeg samme følelse som Lennon, da jeg nærmede mig mit barndomshjem. Huset lignede heldigvis sig selv. Det store birketræ stod endnu i forhaven, om end det ikke smilte halvt så meget som tidligere. Blomsterbedene stod også stadigvæk som tidligere, selvom de bar præg af efteråret og den snarlige vinter. Dog huskede jeg disse bede i sommertid, hvilket gav en smule varme på den ellers kolde dag. Jeg havde alligevel gode minder med fra dette hjem, og derfor var det også svært og hårdt at ringe på døren, når jeg tænkte på hvad der ventede mig. Døren blev åbnet af min mor som lignede sig selv. De trætte øjne, der vidnede om et hårdt arbejdsliv, var det første der mødte mit blik. Vi sagde ikke noget, det var på dette tidspunkt ikke nødvendigt, men krammede bare hinanden, og lod øjnene tale. Hånd i hånd gik vi ind i huset på vej mod soveværelset. Den dag i dag husker jeg stadig, hvordan det var at se min far, som han lå der i sengen, nærmest livløs. Livet havde for alvor gået sin gang, mens jeg havde haft travlt med at lægge andre planer. Af Kristoffer Høyrup Sørensen | ||||||||||||||
 | Forfatter in spe | 2010-11-09 22:38:28 |
Hej Kristoffer,
Uha, en rigtig socialrealistisk fortælling med politiske undertoner.
Du gør du dig nogle udmærkede observationer undervejs, omend fortællerens negative syn på fortiden synes at overskygge ganske meget. Det virker som om, der må være gået rigtig mange år, siden du bruger formuleringer som "Barndommen var mig faktisk en god tid, når jeg tænkte tilbage" og "Mens jeg gik forbi gamle bestandige monumenter som skolen, hvor jeg havde tilbragt 10 miserable år af mit liv". Det virker ikke som om fortælleren har haft noget ønske om at komme tilbage dertil. Som en ung fyr fra udkantsdanmark der har følt sig udenfor og fundet sin ro i mængden af ligesindede i storbyen.
"Huset lignede heldigvis sig selv": Her mærker man for første gang, at fortælleren faktisk HAR savnet noget, og efter mødet med forældrene er det lidt svært at sympatisere med førnævnte. Jeg formoder, det må være en han-fortæller! Han må have været væk i hele denne mellemliggende periode, for ellers ville han vel ikke hæfte sig så meget ved byens uforandrede udseende. Samtidig giver hans sammenligninger med Jerusalem og Indien en forestilling om, at han er en berejst mand. Noget som styrker læseren i, at der må være gået en lang årerække. I al den tid har han ikke besøgt sit barndomshjem eller forældre, og nu på faderens dødsleje erkender han så dette.
Fint fortalt med ikke videre sympatisk. Jeg er fuldstændig klar over, at det er min personlige holdning, der kommer til udtryk der ;-)
Endelig er der nogle små gramatiske ting. Man lægger planer og derefter ligger de der så. Ambivalens har noget med følelser at gøre, så jeg ville blot skrive: "Det var med ambivalente følelser, jeg vendte hjem."
Lad mig slutte af med at rose dig for dit billedsprog i denne historiske beretning.
Venligst fra Jesper
F.I.S
Uha, en rigtig socialrealistisk fortælling med politiske undertoner.
Du gør du dig nogle udmærkede observationer undervejs, omend fortællerens negative syn på fortiden synes at overskygge ganske meget. Det virker som om, der må være gået rigtig mange år, siden du bruger formuleringer som "Barndommen var mig faktisk en god tid, når jeg tænkte tilbage" og "Mens jeg gik forbi gamle bestandige monumenter som skolen, hvor jeg havde tilbragt 10 miserable år af mit liv". Det virker ikke som om fortælleren har haft noget ønske om at komme tilbage dertil. Som en ung fyr fra udkantsdanmark der har følt sig udenfor og fundet sin ro i mængden af ligesindede i storbyen.
"Huset lignede heldigvis sig selv": Her mærker man for første gang, at fortælleren faktisk HAR savnet noget, og efter mødet med forældrene er det lidt svært at sympatisere med førnævnte. Jeg formoder, det må være en han-fortæller! Han må have været væk i hele denne mellemliggende periode, for ellers ville han vel ikke hæfte sig så meget ved byens uforandrede udseende. Samtidig giver hans sammenligninger med Jerusalem og Indien en forestilling om, at han er en berejst mand. Noget som styrker læseren i, at der må være gået en lang årerække. I al den tid har han ikke besøgt sit barndomshjem eller forældre, og nu på faderens dødsleje erkender han så dette.
Fint fortalt med ikke videre sympatisk. Jeg er fuldstændig klar over, at det er min personlige holdning, der kommer til udtryk der ;-)
Endelig er der nogle små gramatiske ting. Man lægger planer og derefter ligger de der så. Ambivalens har noget med følelser at gøre, så jeg ville blot skrive: "Det var med ambivalente følelser, jeg vendte hjem."
Lad mig slutte af med at rose dig for dit billedsprog i denne historiske beretning.
Venligst fra Jesper
F.I.S
| haleløs | 2013-08-25 21:15:36 |
Særdeles fængende, lyslevende, kærlig nostalgi som ramme om et - ventet ? - dødsfald.
venligst ...
PS støDt '... og afstødte snarere ...' = afFødte '... kunne ligge ...' lÆgge holdte
selvrealiseringen af mig selv ;)
venligst ...
PS stø
selvrealiseringen af mig selv ;)
Du skal være logget ind, før du kan kommentere og vurdere!
Et sent svar. Men mange tak for din feedback! Det er noget jeg kan bruge fremover :)
Venligst, Kristoffer