 |  | Lighuset - del 1/4 |
 |
|
|||||||||||||
|
Gamle Johnny anså den unge mand for at være en lusket knægt, fra første gang, hans blik faldt på ham. Han kendte typen alt for godt; åh, hvor han kendte den. Kom fra et såkaldt brudt hjem. Formentligt vokset op hos en enlig mor, og havde sammen med hende været udsat for farens vold og alkoholmisbrug, inden det endelig var gået op for moren, at det var på tide at skride fra svinet. Det havde sandsynligvis ikke bragt nogen af dem nogen som helst lykke, og moren var endt med selv at holde lidt for meget af flasken. Knægten var selvfølgelig endt på gaden - eller på landevejen, det var ligegyldigt, resultatet var det samme - og havde ikke udrettet andet end små, latterlige drengestreger; til at begynde med. Så var sagerne formentligt blevet betydeligt mere alvorlige, og hen ad vejen var drengen gået fra at have haft nemt til drengestreger, til at være ren og skær kriminel. Johnny kendte så afgjort typen. Han havde brugt mange år af sit liv, for mange, på drengerøve som ham, der nu stod foran ham. Han kendte slagsen, og det var sjældent at den ene var særligt forskellig fra den anden. Han havde troet, at han for længst var færdig med at spilde sin tid og sin energi på lusede idioter, der alligevel intet håb havde i deres fremtid. Han havde været så sikker på, at den sidste af dén slags afskum, som var faldet under hans blik for snart tyve år siden, virkelig havde været den sidste. Og dog - her stod han igen foran én af dem, og denne gang følte han en fornemmelse, som kun kunne være had, opfylde sig. Det var mærkværdigt. Han havde engang næret sådan en medfølelse med disse drenge. Han havde virkelig troet, at hans kald her i livet relaterede sig til dem. At det var meningen at han skulle hjælpe dem ind på rette spor igen, eller sådan noget vrøvl. Hvor havde det dog været en befriende følelse, da det endelig - om end meget sent - gik op for ham, at nej. Der var intet han kunne stille op for at redde denne verdens ungdom. I hvert fald ikke her, hvor der var flere kilometer ind til det nærmeste, der bare mindede om en by med butikker, ordentlige huse og anstændige mennesker. Mod hans vilje krøb en lille, virkelig kun lille, men den var der, forståelse ind på ham. Forståelse for de unge; en forståelse han for længst havde tvunget sig selv til at opgive: det var intet under. Her, på landevejen var der intet andet at stille op for disse unge mennesker. Det var en grå verden de levede i. Alkoholen, volden, kriminaliteten dannede de faste rammer for disse så unge sjæle. De blev født ind i den her verden med dårlige kort fra begyndelsen af. Disse kort spillede de hen ad vejen så dårligt, at de dårlige kort blev til miserable kort, og disse fulgte dem til den bitre ende. Johnny slog tanken væk. Alderen havde bragt bitterheden med sig, og han nærede nu på sine gamle dage absolut ingen hengivenhed over for denne pøbel. Hvis han dog bare kunne skrue tiden tilbage; hvorfor havde der ikke været nogen, som havde pandet ham en ordentlig én og rusket ham til fornuft? Fortalt ham, at der var absolut intet håb i hans foretagende? Han følte sig fordømt til dem resten af livet. Disse unge knægte, som havde ødelagt det for sig selv. For stod han ikke lige nu foran præcis dén slags bølle, han havde besluttet sig for aldrig mere at spilde et eneste sekund på? Livets veje var uransagelige. Uheldet hang ved ham, som lortet hang ved den nærmeste farmers sko. Hvordan skulle han da også have vidst, at han ville støde på en af dem, et sted som dette? Han måtte smile grumt. Fyren ville end ikke overleve én dag på det her sted. Han ville løbe skrigende ud - hjem til sin alkoholiserede mor, formentligt. Og han, Johnny, ville smile og det ville føles godt. Endnu en sølle fyr, som anså sig selv for at være en stor kanon, ville erkende, at han ikke var andet end et ynkeligt afskum. Han ville skide i bukserne, ville han. Det ville Johnny sørge for, og det gik først op for ham nu, da han så på fyren. Beslutningen kom lynende ind i hans hoved, og baggrunden for denne beslutning blev dannet af mange års bitterhed. Had. Han hadede simpelthen drengen, som stod foran ham, og han ønskede at gøre den tid, de havde sammen, til et helvede for ham. Især taget i betragtning af, hvad knægten havde gjort. Johnny væmmedes ved ham. Den unge mand kunne ikke være mere end tyve år gammel, selvom hans ansigt var hærdet og medtaget, og et sådant ansigt blev ellers ikke forbundet med så ung en alder. Men hans unge alder var alligevel tydelig. Han havde ikke en mands krop; han var spinkel og en anelse svajrygget; en ligegyldig og skæv kropsholdnings resultat. Han havde ikke en mands fremtoning, men lignede på mærkværdig vis et barn med en mands ansigt. Johnny så med det samme, at han var farlig. Han var en af dem, man skulle passe på. En af dem, som kunne finde på at hive en kniv op et eller andet sted fra og fare løs på én. I sidste ende var han selvfølgelig ikke andet end en sølle taber, men Johnny huskede en anelse nervøst sig selv på, altid at være på vagt over for den her fyr. Man vidste aldrig, hvad han kunne finde på. Hvor ofte havde man da ikke hørt om en tilsyneladende fredelig hund, som en dag havde vist sig at være hidsig, og havde bidt nogen ihjel? Næh nej, Johnny ville holde ekstra godt øje med ham her. Drengen stod og skrabede fødderne frem og tilbage i gruset. Han havde stukket hænderne ind i lommerne på de løstsiddende joggingbukser. Der blæste en svag vind, og hans store trøje flagrede let. Johnny tog langsomt en pakke cigaretter og en lighter frem fra bukselommen. Drengen løftede sit blik mod ham. Giv mig en smøg, din gamle idiot. Johnny tog sig god tid med at sætte ild til cigaretten. Han rakte med sin ene frie hånd hen mod døren, hvor der stod to plastiktaburetter ovenpå hinanden. Han fik dem med besvær vristet frie af hinanden (kan den skide knægt ikke hjælpe til eller hvad?) og skubbede den ene hen mod drengen, hvorefter han selv satte sig på den anden. Han tog et dybt sug af cigaretten og rettede så sit blik mod den unge mand. Han smilede grumt. Nu skulle der handles taktisk. ”Vil du gerne have en cigaret?” Han rakte en hen mod drengen, som havde skubbet sin taburet lidt længere tilbage. Han løftede det ene øjenbryn og betragtede cigaretten; granskede den nøje og mistænksomt. Johnny klukkede lavmælt og tændte cigaretten, og rakte den så mere insisterende frem. Til sidst tog drengen den ene hånd ud af bukselommen og tog med et ryk imod cigaretten. Han sugede næsten panisk på den, som en narkoman, der ikke havde fået sit stof i dagevis. Johnny betragtede ham tavst, prøvende på at skjule væmmelsen, som uden tvivl havde sneget sig ind i hans ansigt. Efter et par minutters tavshed smed fyren det, der nu var blevet til en cigaretstump, fra sig, og stak igen hænderne i lommerne. Han kneb øjnene sammen, og dog genkendte Johnny noget foruroligende i hans blik. ”Jeg har læst din sagsmappe,” begyndte Johnny. Han skar tænder og måtte virkelig kontrollere sig selv. ”Det er nogle imponerende ting, du har fået udrettet, det må jeg sandelig sige.” Drengen stirrede på ham. Under andre omstændigheder, hvis han havde været enhver anden person, ville Johnny være blevet bange for den unge mands blik. I sit hoved fnyste han og måtte fortrænge behovet for at stikke drengen en lussing eller to. Hvis knægten troede, at han, Johnny, frygtede ham, så ”¦ ”Jeg hedder Johnny. Du er Christopher, 91’er, ikke sandt?” Johnny pustede røg ud gennem næsen og rettede sit omsider hånlige blik mod drengen. ”Chris,” sagde denne med en snert af irritation i stemmen. Johnny krummede tæerne i de slidte støvler og smed cigaretten fra sig. Han rakte hænderne overdrevent op i luften. ”Beklager. Chris, selvfølgelig. Som sagt, så ved jeg alt om, hvorfor du er landet her hos mig.” Han kunne ikke dy sig for at smile et ondt smil, og inde i hans hoved dukkede et billede af en rottweiler op, der var i færd med at fortære en lille, ynkelig mus - og tog sig rigeligt med tid til det. Chris svarede ikke, men så bare ned i jorden, mens han fortsat skrabede fødderne frem og tilbage på jorden. Efter et par sekunder havde han gravet sig selv et lille hul, og Johnny tænkte hånligt på symbolikken i det. Knægten havde så sandelig gravet sit eget hul; sin egen grav. ”Vi kommer til at tilbringe en del tid med hinanden, Chris. Du har en del arbejde at udføre. Du må vel hellere komme i gang med det samme, synes du ikke?” Johnny rejste sig langsomt fra sin taburet, mens han skævede - håbede han - diskret til den unge mand, som forblev ubevægelig. Efter et stykke tid, hvori Johnny med sammenbidte tænder bekæmpede trangen til at ruske knægten op fra taburetten, rejste Chris sig langsomt op. Med den ene hånd støttede han sig til den kalkhvide væg. ”Det var ikke med vilje. Det var et uheld, hr.” Johnny havde vendt sig om mod døren og skulle til at tage fat om håndtaget, men ved drengens ord drejede han brat rundt. Overraskelsen i hans ansigt var tydelig, og han slap langsomt grebet om håndtaget. ”Har jeg spurgt dig om dét, knægt? Jeg kender din sag, tro mig. Jeg kender endda dig. Udfør dit arbejde og spar mig for dine løgnagtige forklaringer. Jeg ved, hvad du har gjort.” Til hans store irritation rystede hans gamle stemme. Drengen var blevet tavs igen, og Johnny drejede med et fnys dørhåndtaget rundt. Chris missede med øjnene og betragtede bygningen. | ||||||||||||||
 | haleløs | 2011-08-06 18:08:28 |
Vi er i USA. Vores Hp er tidligere politimand, socialrådgiver eller pædagog. Hans job er pt. at håndtere den dér unge taber-type; (men det opdager man først i sidste 3. del af teksten).Aktuelt har Hp taget den unge knægt på fersk gerning i eet eller andet voldsomt, som så IKKE fremgår (slagsmål?) ...
Teksten hér er særdeles velskrevet, en fornøjelse, ja direkte en nydelse at læse !!!
venligst ...
PS linie 35 talt ovenfra'som havde ødelagt det for dem selv.' SIG selv
Teksten hér er særdeles velskrevet, en fornøjelse, ja direkte en nydelse at læse !!!
venligst ...
PS linie 35 talt ovenfra'som havde ødelagt det for dem selv.' SIG selv
| Nadia K | 2011-08-13 18:56:08 |
Tak, jeg skal rette det :-)
Du har ret i din oberservation af personerne, men jeg vil lige sige, at den gamle mand (som jeg vist ikke tænker på som Hp) ikke har taget drengen på fersk gerning. Drengen har udført en kriminel handling, som den gamle mand kender til, fordi han er den, som skal sørge for at den straf, som drengen efter sin kriminalitet blev idømt, også bliver opfyldt.
Jeg gætter på at du har læst de tre dele, jeg indtil videre har lagt herind, siden du udtaler dig om den tredjle del? I så fald ville jeg være glad for noget respons på de andre to dele også :)
Mvh !
Du har ret i din oberservation af personerne, men jeg vil lige sige, at den gamle mand (som jeg vist ikke tænker på som Hp) ikke har taget drengen på fersk gerning. Drengen har udført en kriminel handling, som den gamle mand kender til, fordi han er den, som skal sørge for at den straf, som drengen efter sin kriminalitet blev idømt, også bliver opfyldt.
Jeg gætter på at du har læst de tre dele, jeg indtil videre har lagt herind, siden du udtaler dig om den tredjle del? I så fald ville jeg være glad for noget respons på de andre to dele også :)
Mvh !
| haleløs | 2011-08-13 19:43:43 |
Jeg har faktisk kun læst denne del; nu går jeg så ind på dine bidrag og lægger respons på de andre !
venligst ...
venligst ...
| Nadia K | 2011-08-14 12:13:35 |
Tusind tak :-)
Du skal være logget ind, før du kan kommentere og vurdere!
