 |  | Novellen uden titel |
 |
|
|||||||||||||
|
Hun vidste ikke hvorfor hun følte sådan. Måske var det duften af ... Måske var det tanken om hendes ansigt. Tanken om hvad der ville ske. Hvad det ville betyde. Og skyldfølelsen. Den forfærdelige skyldfølelse. Havde hun fortjent den? Havde nogen fortjent den? For dette? Det som havde føltes så uskyldigt og rigtigt. Skyldfølelsen. Skyldig. Det var hvad hun var. Den knugen i maven. Bare den ville stoppe. Bare billederne ville stoppe. Forsvinde. "Det må aldrig ske igen", tænkte hun. "Aldrig, aldrig, aldrig, aldrig....ikke mere. Ikke igen". Det var forkert, men hvorfor havde hun så sådan en brændende lyst til at det skulle ske igen. Det brændte i hende. Brændte i hele kroppen. Brændte efter at røre hende igen. Kysse hende igen. Gøre det hele igen. "Nej. NEJ. Det er ikke det du ønsker. Du er vild med Simon. Ingen andre. Simon. Drengen Simon. Simon som er en dreng. Simon med de blå øjne. Øjnene du har drømt om. Himmelblå øjne du har drømt dig væk i. Drengen med det søde smil. Smilet der fik dig til at rødme. Fik dig til at smile og blive nervøs. Fik dig til at glemme alting. Simon. Du kan lide Simon. Simon der er en dreng. En DRENG. Husk det". Tankerne åd hende op. Det var ikke til at holde ud. Hun ønskede ikke at gå i skole i morgen. Hvad ville de andre ikke sige. Hvis de vidste det. Nej, de vidste det ikke. Det kunne de umuligt gøre. Men hvad hvis hun havde sagt det? Fortalt det til en. Til nogen. "Jeg kan tage i skole. Lade som ingenting og gå i skole. Opføre mig som om intet er sket. Nej. NEJ. Jeg må dreje af. Ned til åen. Jeg går ned til åen. Jeg kan sidde der til klokken ti. Til klokken bliver ti, og så gå hjem. Så er jeg alene i huset. De ved ikke hvornår jeg er kommet. Jeg lader som ingenting. Ja. Det gør jeg. Men vent. Nej. Så vil de tro der er noget galt. Hun vil tro der er noget galt. At jeg undgår hende. At jeg ikke ønsker at se hende. Ønsker jeg at se hende?". Selvfølgelig gjorde jeg det. Jeg havde faktisk aldrig ønsket at se én mere end jeg ønskede det nu. Mere end jeg ønskede at se hende. Med et sæt så hun op. Hjertet galoperede. Havde hun sovet? Tankerne havde tappet hende for energi. Søvnigt kiggede hun op. Hun havde det stadig dårligt efter i går. Hvordan kunne hun have så slemme tømmermænd? Hun drak da ikke så meget. Eller hvad? Kvinden med det store krøllede hår stod og kiggede på hende. Bekymret. Hun så så forfærdelig bekymret ud. Ikke at der var noget nyt i det. Men hun så også trist ud. Ked af det og bekymret. Forsigtigt tog jeg høretelefonerne af. Min mor stod bare der og stirrede. Jeg satte mig op. Hvad foregik der? Jeg kiggede spørgende på min mor. Afventende. Ventede på ordene. Koncentrerede mig om at lytte til det der ikke blev sagt. Som om jeg forventede at høre noget hvis jeg koncentrerede mig nok. Jeg stirrede på den vandrette mund. Men den bevægede sig ikke. Der var ingen ord. Ingen ord på vej. Men kvinden blev stående. Hun vidste hun burde spørge om det. Spørge hvad der foregik. Men hun havde nok at tænke på. Hendes hovede føltes tungt. Som om nogle prøve på at holde hende nede. Pludselig gik det op for mig hvor stille der var. Pinligt stille. Situationen var pinlig. Utrolig pinlig. "Ja.....?", sagde jeg endelig. Ordet hang i luften. Sad i mine øre. Ordet hang der for længe. Svævede rungende rundt i lokalet. Havde jeg råbt det? Det blev gentaget 107 gange i mit hovede. Så sagde kvinden endelig noget: "Der er mad". Hun drejede stille om på hælen og traskede ud i køkkenet. Det stak i maven igen. Av. Jeg følte mig nervøs og helt tør i munden. Jeg havde allermest bare lyst til at tage høretelefonerne på igen. Gemme mig væk. Glemme hende. Kvinden med krøllerne. Glemme det hele. Glemme det der stak mig i maven. Det der stikker mig i maven. Noget ventede mig. Det var ikke godt. Det føltes ikke sådan. Som om det kunne være noget godt. Jeg kunne ikke gemme mig. Ikke nu. Kunne ikke bare gå ned til åen. Ned til åen og gemme mig væk. Langt væk og aldrig komme tilbage. | ||||||||||||||
 | haleløs | 2011-11-09 11:39:08 |
uuuuhA ... forbudte foelelser, skulkeri og ... foraeldrekontrol. Indviklet cocktail; faengende, evig aktuel problemstilling. Velformeret og -formidlet!
venligst ...
venligst ...
| anyone | 2011-11-11 19:48:31 |
Jamen tak for det :) Det er altid rart med lidt respons.
Du skal være logget ind, før du kan kommentere og vurdere!
