 |  | Mit fascinerende forbillede |
 |
|
|||||||||||||
|
Solens stråler rammer mit ansigt, gennem persiennerne, jeg går ud fra det er blevet morgen. Natten har som sædvanlig været en forstående ven i min leg med ord. Gavepapiret ligger spredt på gulvet og kigger opmuntrende op på mig. Jeg tager endnu en tår rødvin, tænder en blå Kings, og lader tankerne få frit spil. Et smil breder sig på mine læber, og sindet fyldes med fortrinlige minder. Mit blik fanger et par sko i entreen, smilet bliver kækt, og mine uskyldige sorte vinger folder sig ud. Jeg sætter musik på afspilleren danser ukontrolleret og venter på kærligheden. Morer mig over vores diskussioner om forskellige gynger, ansigtsmaling og tyggegummi i bunden af en bil. En følelse af glæde breder sig i min krop, mens mine fingre danser over tastaturet. Du har lært mig om sammenhold, humor om de vigtige aspekter i livet, og at være tro mod sig selv. Jeg elsker din urokkelige retfærdighedssans og din trang til jordbæris og poletter. Opvokset i en verden af kærlighed og sjofle anekdoter, er min rygsæk nu fyldt med gakkede gangarter, Carpaccio og medrivende historier om heste. En tåre af stolthed løber ned over min kind, Måske følsomheden også er dit værk? Dvæler ved et billede af mine søstre. Begejstringen for at se jer danser Jitterbug med afstanden mellem os. Klokken er tidlig morgen og jeg bliver lullet i søvn til melodien af nuttede rødbeder. Jeg lukker taknemligt øjnene og hvisker ’Jeg elsker dig’. | ||||||||||||||
 | nhuth | 2012-05-14 11:46:22 |
Det er sådan et digt jeg skal læse mange gange - med mellemtider. Smækfyldt med genkendelige billeder. Noget fortroligt og alment. Noget dvælende.
Tusind tak for din gode "udlægning".
Vh. Nhuth
Tusind tak for din gode "udlægning".
Vh. Nhuth
| Frk. Jeff | 2012-05-17 23:04:46 |
Som altid kommer du med meget fine ord - og endnu en gang er jeg dybt taknemlig :) Mange tak.
| haleløs | 2012-05-18 11:45:16 |
Et hyggeligt og dragende intryk af ... idel lykke; mit umiddelbare indtryk er, at digterspiren fik her fik en ny computer (?) i gave; kan dog ikke liii'e blive enig med mig selv om det så er Hp's fødselsdag eller ... en 'relations-markering' (forlovelses- eller evt. 'morgengave').
venligst ...
venligst ...
| Frk. Jeff | 2012-05-18 13:02:21 |
Egentlig er det et digt skrevet til min mor på hendes fødselsdag. Gavepapiret er det jeg selv skulle til at pakke gaven ind i.
Tak for de fine ord :)
Tak for de fine ord :)
| Glenstrup | 2012-07-06 07:48:19 |
Hej
Du har noget med ordet fascinerende åbenbart, et af dronningens ynglingsudtryk. Jeg læser derfor titlen som et ironisk låg over digtet.
Digterjeget er natmenneske. Dagen, den formodede, er skjult bag persienner. Stilen er ligefrem, til tider grænsende til det banale, poesibogsagtige, men overraskende ord, vendinger, billeder holder hele tiden teksten på afstand af den afgrund. Som når minderne betegnes "fortrinlige": en overraskende nøgternhed, som vedligeholder ironien.
De uskyldige sorte vinger taler om en dobbelthed: nattens sorte flagermusevinger holdt så ligefremt idylliserende frem, at de stråler med selvfølgelighed. Det fortsætter i "kærlighed og sjofle anekdoter". Modsætningen står med en barnlig troskyldighed, som afmonterer den antydede splittelse. Diskussionerne om gynger og ansigstmaling viser ligeledes, at vi er i barndommens verden. Er det en mor, der skriver om sine børn? Næppe. Livet ved tastaturet bag perienner med natlig rødvin og blå kings taler et andet sprog. Det er vel den omtalte erindring, der har ført tilbage til egen barndom. Det er den kærlighed, der er ventet ind. De gakkede gangarter, som nu udleves i den løsslupne dans, der fortsætter i jitterbuggen med afstanden til søsterfællessabet. Barndommen er tabt. Afstanden er der, kan ikke danses væk. Men man kan lulle sig i søvn til vuggevisens (elefantens) nuttede rødbeder en tidlig morgen bag de nedrullede persienner og i den verden, der kan skabes ved et tastatur.
Man kan få meget ud af at læse dine digte, synes jeg. Du behersker en evne til at lade de små ting tale uden store armbevægelser. Dybden er der, men den viskes frem.
Du har noget med ordet fascinerende åbenbart, et af dronningens ynglingsudtryk. Jeg læser derfor titlen som et ironisk låg over digtet.
Digterjeget er natmenneske. Dagen, den formodede, er skjult bag persienner. Stilen er ligefrem, til tider grænsende til det banale, poesibogsagtige, men overraskende ord, vendinger, billeder holder hele tiden teksten på afstand af den afgrund. Som når minderne betegnes "fortrinlige": en overraskende nøgternhed, som vedligeholder ironien.
De uskyldige sorte vinger taler om en dobbelthed: nattens sorte flagermusevinger holdt så ligefremt idylliserende frem, at de stråler med selvfølgelighed. Det fortsætter i "kærlighed og sjofle anekdoter". Modsætningen står med en barnlig troskyldighed, som afmonterer den antydede splittelse. Diskussionerne om gynger og ansigstmaling viser ligeledes, at vi er i barndommens verden. Er det en mor, der skriver om sine børn? Næppe. Livet ved tastaturet bag perienner med natlig rødvin og blå kings taler et andet sprog. Det er vel den omtalte erindring, der har ført tilbage til egen barndom. Det er den kærlighed, der er ventet ind. De gakkede gangarter, som nu udleves i den løsslupne dans, der fortsætter i jitterbuggen med afstanden til søsterfællessabet. Barndommen er tabt. Afstanden er der, kan ikke danses væk. Men man kan lulle sig i søvn til vuggevisens (elefantens) nuttede rødbeder en tidlig morgen bag de nedrullede persienner og i den verden, der kan skabes ved et tastatur.
Man kan få meget ud af at læse dine digte, synes jeg. Du behersker en evne til at lade de små ting tale uden store armbevægelser. Dybden er der, men den viskes frem.
| Frk. Jeff | 2012-07-10 01:59:54 |
Du rammer næsten plet - digtet er skrevet til min mor.
Jeg er beæret over dine meget smukke ord. Mange tak.
Jeg er beæret over dine meget smukke ord. Mange tak.
Du skal være logget ind, før du kan kommentere og vurdere!
