 |  | Riget |
 |
|
|||||||||||||
|
Rigshospitalet ligger i novemberformiddagens diffuse lys, som en enorm klods i det urbane landskab, en sovende kæmpe midt i storbyens evige stress og bevægelse. Det er et underligt sted. På Riget er der hvide vægge over alt. Tomme hvide vægge, der nedstirrer én fra alle sider, koldt og intenst. De må vaske væggene hundrede gange om dagen på Riget, alt er hvidt. Flagrende hvide kitler ned ad lange, alt for lige gange. Hvide lofter, lamper, lys og læger. Hvide plasticbægere. Hvide rulleborde. Hviden om. Som et indendørs snevejr. Uvejr. Åh, man venter. Sidder i nøgne rum af alle former og størrelser, blandt ekstrablade og plasticblomster, hvor alle ser alle an. Nysgerrige. Skeptiske. Fremmede. Man gætter menneskeskæbner i ét væk, tænker sig til de andres liv. Og i virkeligheden er vægurets utrættelige tikken det eneste levende i dét lokale. Der går menneskeliv med at vente i Rigets talløse venteværelser, århundreder hensvinder i gloen henholdsvis ned i gulvet og op i loftet, på uret, på de andre. For fanden hvor man venter på Riget. Og menneskerne på Riget. Mennesker over det hele! Alle slags mennesker, mænd og kvinder, unge og gamle, smilende som nedtrykte, og alle tyngede af en uskjulelig alvor, en alvor ikke set andre steder end i de endeløse hospitaletsgange. Bekymrede og krøllede hænder på de pårørendes rygge, uvishedens tunge feberhede. Hvad bringer fremtiden? Raske folk? Syge folk. Mærkelige folk! Og Riget er fuldt af folk der ser mærkelige ud, og snakker mærkeligt, og lugter mærkeligt, og stirrer mærkeligt, og slubrer deres kaffe mærkeligt, og går mærkeligt frem og tilbage mellem ambulatorier og patientstuer, hvis de da ikke kører, i senge eller rullestole eller andre underlige anordninger af alle størrelser og former. Riget er en motorvej. Kødannelse forekommer, benyt første afkørsel efter elevator 11. Og elevatorerne! Elevatorerne der ustandseligt og utrætteligt kører op og ned, hæver sig og sænker sig i al uendelighed. Alskens mennesker har gennem tiden taget de elevatorer op eller ned, og endnu flere vil gøre det i fremtiden. På Riget stopper elevatorerne aldrig, de vil altid køre, altid valfarte op og ned mellem kælder og loft, som bizarre kravlenisser i evig flugt fra deres skæbne. Og folk vil i alle tider vente på dem, mere ventetid. Elevatortid. Eleventevatortid. Vente. Ele. Tid. Vator. For meget! Paranoia. Mentale tremmer. Et fængsel; et fængsel uden lås eller slå, men et fængsel af hjælpeløshed og afmagt. Utallige menneskers sidste fængsel. Kapel, står der på det nøje aftegnede oversigtskort i informationen. Kapel. Her ender din indsættelse. Dødsstraf. Riget er en by i byen, et samfund. De syges by. De helbredtes by. De mærkeliges by. Hvidhedens by. Lægernes by. Elevatorernes by. En fængselsby. En stor by. En storby. Sidste by. Sidste alt. Væk | ||||||||||||||
 | svalerne | 2011-02-16 19:48:59 |
Det er godt skrevet. Slutningen er glimrende. bedste hilsner
Du skal være logget ind, før du kan kommentere og vurdere!
