 |  | Mariams breve Kap. 13 |
 |
|
|||||||||||||
|
Mariams breve Kapitel 13 Fredag Siwans bror, havemanden, havde lovet fru Hansen at fjerne de tunge tomme transportkasser fra loftet, hvor flyttemændene i sin tid havde bakset dem op. Hun havde købt en lille anhænger til hans bil og havde besluttet sig til at få kasserne fjernet. Hun vidste, at hun ikke ville flytte derfra igen de første mange år. Der var en fred og ro som hun ikke havde følt i mange år. Nu var han i gang med at splitte dem af med et koben ude ved carporten. Da han kom ind til en kop kaffe ved ti-tiden, medbragte han et lille papomslag, der havde ligget i en af kasserne. Det indeholdt de dokumenter, som hun ikke havde kunnet finde, siden hun var flyttet ind. Kvittering og ægthedsbeviser. Henny og Rønnebæk nød, at Kriminalkommissær Kristoffersen var i Stockholm til konference om international hvidvaskning af penge, så de var nu på vej til møde med Clausen og Helene på Rygård. Hun på BMW’en, han i sin private bil. Ingen af dem havde nogen særlig viden om forsikringsforhold. Foreløbig måtte de sætte deres lid til Helenes overblik. Efter en lille times arbejde var de ikke stødt på noget usædvanligt, men Clausen lovede snarest muligt at afholde et møde med forsikringsfolk fra Secura og Thorlacius eller hans efterfølger. I en virksomhed af Rygårds størrelse og karakter var der et utal af lovpligtige forsikringer samt et antal overenskomstforeskrevne aftaler om personaleforhold. Før de skulle bryde op ringede Clausens telefon. Lillian undskyldte, at hun forstyrrede ham, men det var Lydia Hansen, der havde en vigtig besked. ”Nå, det var Lydia Hansen.” sagde han til de to politifolk. ”Hun har øjensynligt fundet nogle gamle originale dokumenter om det stjålne maleri.” ”Vil De ikke være rar at ringe hende op straks”, sagde Rønnebæk. ”Jeg vil meget gerne se de papirer allerede i dag.” ”Værsgod”, sagde Clausen og rakte ham telefonen, ”hun er på linjen”. ”Ja, tak med det samme. Vi kan være hos Dem inden for en halv time”, sagde Rønnebæk "Må jeg køre med dig,” spurgte hun, ”så kan vi snakke sammen undervejs. Hvad var det der i den grad fik dig op af stolen?” ”Det ved jeg ikke”, svarede han og kløede sig på næsen. ”Vi kender for lidt til Alexander Frittes tilværelse gennem de seneste år. Han har holdt usædvanlig lav profil. Det ligner ham ikke.” ”Jeg troede, at du var dus med Lydia?” ”Ja, det er jeg vist også. Men nu er det igen blevet en konkret arbejdsopgave, som kræver en vis grad af overholdelse af formalia.” ”Det var satans, at det skulle komme fra dig”, svarede hun gemytligt. ”Vi kommer tilbage senere”, råbte hun til Andersen, ”passer du på min motorcykel så længe?” Da de var kørt, gik han lige en runde med Rollo. Mens han skiftede skråen, lettede Rollo lige ben op ad BMW’ens baghjul. Så var det gjort. Lydia inviterede dem op på terrassen, hvor hun bød på kaffe eller en kold drink. ”De er så pæne, at jeg ikke har nænnet at smide dem ud”, sagde hun og pegede på dokumenterne, der lå på bordet. Kun Lydia kunne læse de smukke delvist håndskrevne franske tekster, som hun oversatte for dem. Ægthedscertifikatet for ”Kvinder ved Brønden” var dateret 1907. Som vitterlighedsvidne var dokumentet også underskrevet af Pola Gaugin, en af Paul Gaugins to sønner. ”Det burde indrammes”, sagde Henny. ”Ja, jeg ville nu hellere stå med maleriet mellem hænderne”, svarede Rønnebæk. ”Jeg vil nu alligevel meddele forsikringsselskabet, at jeg både er i besiddelse af kvittering og certifikat”, sagde Lydia. ”Og selskabet, er det Secura, vi taler om,” spurgte Rønnebæk. ”Ja, det troede jeg, at du vidste.” ”Er det ikke kontrolleret af Alexander Fritte?” ”Jo, jeg ved ikke hvem der ellers sidder på aktierne; ja, døtrene har vel nogen”¦ men den egentlige styring og kontrol sker fra Star Alliance i London.” ”Åh, det var jeg ikke klar over”, sagde Rønnebæk. ”Joh, Star både tjente og tabte formuer i deres sydamerikanske engagementer, da deres spanske samarbejdspartnere, herunder Don Alanzo fandt sammen i et kartel, som hedder Moon Corporation”. Nu dæmrede det for Henny og Rønnebæk. ”Kartellet dræbte min bror på åben gade i London sidste år. Den sag er aldrig reelt blevet opklaret; man fandt en syndebuk, som havde flere mord på samvittigheden”. ”Hvem styrer Moon Corporation?” ”Ndrangheta familien, som ikke længere er velset i Italien”, svarede hun, ”de mest magtfulde skal nok findes i Rio og muligvis i USA, men det véd jeg for lidt om. Alanzos mor var en rigtig N’drangheta, men siden er der sket så meget.” ”Må jeg låne certifikatet et par dage”, spurgte Rønnebæk, pludseligt. ”Ja, for mig har det jo ingen værdi i sig selv”. Måske kunne Gajolsen på Politigården overtales til at se nærmere på det. Han havde før hjulpet sager om tvivlsomme dokumenter, som ingen andre kunne gennemskue. Spørgsmålet var bare om han gad og havde tid; og om Rønnebæk kunne fange hans interesse for sagen. Måske var det bedst, at Henny ringede. Hun kunne noget med mænd. Først da de nærmede sig Rygård, turde han spørge hende: ”Kunne du ikke prøve at spørge Gajolsen om han har forstand på den slags papirer?” ”Måske”, svarede hun. ”Han har gået til fransk på aftenskolen i to eller tre år. Utroligt i den alder, hva’?” Rønnebæk var kun tre år yngre end Gajolsen. ”Hm”, svarede han, ”vi kan køre gennem byen på vej til Rygård?” ”OK, jeg ringer til ham”. ”Denne gang bliver vi nok nødt til at give Kristoffersen besked,” sagde han. ”Det kan du gøre, så går jeg op med kuverten imens”, svarede Henny. Rønnebæk måtte vente i over tyve minutter, før hun kom tilbage. ”Så er den klaret. Du ringede jo ikke til Kristoffersen?” ”Nej, han er i Stockholm. Det havde jeg glemt. Hvad sagde Olsen?” ”Han sagde, at han udmærket kunne læse kragetæerne. Papirkvaliteten ser ud til at være god nok, men han vil have mere tid til at undersøge det”. ”Fair nok”, svarede Rønnebæk. ”Så går turen til Rygård”. Clausen inviterede på lidt sen frokost i kantinen. Conny kunne byde på en sildemad, lune frikadeller og stegt lever med bløde løg. Henny var henrykt. Maleren kom over og slog sig ned hos dem. Han havde lige spist og var bare ovre og hente lidt færdigmad til weekenden. Selma ville komme til en lille middag på søndag. Han var ved godt humør. Mekanikeren havde ringet til Andersen om, at han havde fundet en bestemt reservedel til direktørens gamle limousine. Chaufføren havde jo været helt nede i kælderen i flere dage. De glædede sig over at museets besøgstal havde fundet et ønsket og tilpas beskedent leje. ”Ja, bilen i sig selv er også lidt af et tilløbsstykke for de mandlige gæster,” sagde maleren. ”Jeg er faktisk ved at male et billede af den; men Andersen véd det godt.” Lydia havde puslet lidt med en idé om at besøge Alexander Fritte på Revlinggård. Hun fornemmede Clausens animositet, som hun ikke helt forstod. Noget måtte gøres. Hun så for sig, at de gjorde en biltur ud af det. Andersen i uniform. Der var så mange skønne steder derovre, som hun kun havde hørt om. Hun startede med arrangementets hovedperson: Theodor Andersen. Men der var trist nyt. Det var ikke muligt. Da hun hørte om det revnede topstykke, lo hun. Det skulle da ikke forhindre dem. Så fortalte Andersen om det tåbelige bilsalg der forestod. ”Sludder, sagde hun. Den betyder bare så meget for os alle. Den bliver ikke solgt; det står jeg inde for. Meget kan Christian bestemme, men her bestemmer jeg. Den bil skal repareres. Jeg ringer lidt senere igen.” ”Kirstine”, kaldte han, og fortale hurtigt om Lydias reaktion. ”Hvad skulle du til Jylland efter?” ”Åh, for turens skyld, tænkte jeg.” ”Åh, tossestreger”, sagde hun. ”Så ring hellere til mekanikeren med det samme”. ”Oles Auto” , svarede en stemme, som Andersen ikke kendte. ”Jeg hedder Allan; øjeblik. Mester, mester råbte han; det er den gamle oppe fra Rygård”. ”Hmf, brummede Ole, som overtog telefonen, ”Dav, han mener bilen”, forklarede Ole. ”Jeg har vist nok fundet det rigtige til dig. ’Sorte´ i Rønde har en Daimlermotor fra 30’rne stående. Men jeg skal bruge motornummeret på din. Det skal findes lige under manifolden. Du kan ikke regne med det, der står i instruktionsbogen”. Så Andersen måtte først ned til museet og skrive det ned. Et ældre tysk ægtepar stod og beundrede køretøjet, da han slog højre side af kølerhjelme op. ”Ach,” sagde manden, ”Ganz wie Deines Vaters. Sehr Schön,” sagde han til Andersen, der havde fået skrevet nummeret af. De to turister fotograferede bilen mens han lukkede hjelmen. Ole var tilfreds med nummeret. ”Den står i en lade på Rosenholm. Enkebaronessen er ved at rydde op. Skal jeg købe motoren?” ”Jah, hvis du mener, at vi kan bruge den. Hvad skal den koste?” ”Alt over fem tusinde er for meget”, siger Sorte. Han havde været i lære sammen med Sorte på et maskinstation. Ham kunne man stole på. ”Top. Hvornår kan vi have den?” ”Med fragtmanden på onsdag, så kan jeg have kareten klar fredag om alt går vel.” Han ringede til Rosenholm og fik slotsforvalteren i telefonen. ”Jo, jo, den er god nok. Jeg kender godt Sorte”, svarede forvalteren. Han kan bare hente den, når det passer ham. Resten af bilen er så rusten, at jeg nok må betale for at få den hentet. Fruen har sagt, at motoren ikke skal koste dig noget”. ”Jamen, hvad er der sket lille Theo, du ligner en, der har vundet det store lod i lotteriet”, sagde Kirstine da han kom ind til kaffen. ”Det er præcis, hvad jeg har”, svarede han og omfavnede hende. ”Så, så,” sagde hun, ”små slag”. Hun fik historien - og maleren fik den kort efter. ”Til lykke med resultatet,” svarede Maleren.” Så må vi jo vente de par dage, til hun kan trille igen. Jeg må nok også lave et skilt, der kan sættes op dernede, når gæster går forgæves,har du sagt det til Clausen? ”Nøh, ikke endnu, jeg har jo først lige fået det at vide. Nu er han vel taget hjem, men jeg må tale med ham på mandag. ” Mandag ville Elizabeth hente ham klokken ti. Så skulle der males. Mariams breve Kap. 14 | ||||||||||||||
Du skal være logget ind, før du kan kommentere og vurdere!
