 |  | Manden ved intethedens fod |
 |
|
|||||||||||||
|
Nu er det her endeligt. Øjeblikket, momentet, nuet som ikke kan gøres om. Endelig er jeg nået til et sted hvor min beslutning rent faktisk har konsekvenser. Tror jeg. Eller, konsekvenser for hvem. Mig og en håndfuld andre. Føles stadig tomt egentlig. Men I det mindste er det en kortere fangenskab end en hel livstid. Livet er en fucking fængselsdom. Dømt til meningsløshed og ligegyldighed. Født med evnen til at stille spørgsmål hvis svar er så endegyldigt deprimerende og uimodsigelige at det ikke nytter at kæmpe imod. Det er ikke engang deprimerende. Deprimerende er et for stærkt følelsesladet ord. Hvis du er deprimeret har du stadig et eller andet at holde fast I, et eller andet at være deprimeret over. Nej, det er mere en form for ligegyldighed. En alt-overdøvende ørken af intet. En ørken som strækker sig uendeligt og som I sin selveste definition ikke kan krydses. Der er ikke noget på den anden side. Kun et gold øde landskab. Ja, gold og øde, det er en god metafor. Og intet vand I denne ørken. Der er kun den konstante tørst. En tørst som ikke dræber, men bare er der. Som en fucking usynlig myg der aldrig lander, men konstant summer I ens øre. Som en... nej, glem det, det må være nok metaforer. Men stadig. Den er svær at løbe fra. Umulig. 2+2 gir 4 man kan ikke lave det om bare fordi det føles godt. Livet er nu engang totalt og uimodsigeligt ligegyldigt og meningsløst. Kærlighed, venskab, badeferier, kontanter, følelsen af sommer-græs under tærende, sejre, nederlag, motivation. Det er alt sammen konstruktioner, løgne og selvbedrag. Og de få som kan se igennem dette tynde slør af selvbedrag er forevig forbandede til at vandre denne meningsløse ørken som vi kalder livet. Tvunget til at gå forbi alle disse idioter som leger med deres imaginære fantasivenner I sandet, mens de blider sig selv ind at det er frugtbar muld. Så fat dog at det alt sammen er I dit eget hoved. Det er en fucking fantasi, en djævelsk indbildning. Alle vil altid være alene I deres eget hoved. Det er nok nu. Jeg er træt. Det kan jo være det samme. Vreden er også ligegyldig. Den er tom og uden mål. Der findes ikke mål. Alt er efterladt I orden. Pakken med videoerne er sendt. Jeg har erklæret min egoisme, min nederdrægtighed og min svaghed på film. Jeg ved ikke om de vil kunne forstå... om de vil kunne tilgive. Men deres liv vil nu engang fortsætte. Dag ud og dag ind, som tidevandet. Hvilken løgn de vælger at fortælle dem selv for at komme videre er op til dem. Jeg har givet så meget som den lille rest af menneskelighed jeg har tilbage tillader. Fuck en smuk nat ellers. Stjerne står ret klart. vinden er stadig lun her efter sommeren. Man kan se hele byen herfra, hele myreturen. Kan se lyset fra biler med mennesker I. Mennesker med liv og familier og kærlighed og hvad ellers de nu midlertidigt har udfyldt deres tomrum med. Måske. Hvorfor ikke bare udfylde livet lidt med rare løgne. Bare lidt endnu, det kan være at noget ændre sig... men på den anden side, sandheder vil altid være sandheder. Livet vil altid være uden objektiv mening. Kan se det for mig. Omkring halvtreds år foran mig. 365 gange 50 gange 24, det er 10 med et nul på plus 20 gange 365, som er 30 tusind plus 20 gange 65... Lidt over 31 tusind timers liv I totalt vakuum, med momentvise øjeblikke af glæde I form af selvbedrag. Og hvis jeg er heldig får jeg lov at afslutte dem I et par års senil tåge, mens jeg langsomt slipper taget på livet. Nej. Ellers tak. Men tak for tilbudet | ||||||||||||||
 | haleløs | 2014-05-19 08:56:04 |
først tænkte jeg 'falleret (boxershorts)fabrikatn el. sælger', så tænkte jeg 'selvmordsbomber', nu er jeg så landet på 'selmordskandidat'.
Monologen er direkte fremragende! Måske får du engang lyst til at indlæse den?
venligst ...
PS "... følelsen af sommer-græs under tærende ..."
Monologen er direkte fremragende! Måske får du engang lyst til at indlæse den?
venligst ...
PS "... følelsen af sommer-græs under tæren
Du skal være logget ind, før du kan kommentere og vurdere!
