Forfattersiden.dkForfattersiden.dk kræver login, før du selv kan bidrage med indhold
 
Forfattersiden
Livet og døden Kap 30.
Livet og døden Kap 30.


Forfattersiden.dk
Forfatter: prefu
Skrevet: 2017-10-16 09:45:26
Version: 1.3
Anbefal:Klik på +1 ikonet for at anbefale teksten i Google-søgning
 
 Klik her for at annoncére teksten på din egen Facebook væg Klik her for at annoncére teksten på din egen Facebook væg
 


Samtidig på Vissing kloster er der stor aktivitet omkring Idas forestående forløsning.
I hele solnedgangen har hun presset efter anvisning fra den nonne der tog imod hende da hun ankom, og hver gang hun presser, får hun smerter i brystet.
Nonnen er klar over at det bliver en kamp, da kræfterne for hver pres bliver svagere hos Ida.
”Nu kan jeg se håret, og så presser du alt det du kan, så er det overstået lige om lidt.”
Nonnen har hævet stemmen.
”Pres, pres, pres. ”
Ida presser så det sortner for hendes øjne, og det er lige nok til at hovedet kommer frem så at nonnen kan få fat, og trække i barnet.
Idet øjeblik den lille pige er ude og hun giver den første lyd fra sig, er Ida gået ind i en anden verden.

To andre Nonner har overtaget den lille, og efter Nonnen har konstateret at Ida er livløs, dækker hun et tæppe over kroppen.
Så gør hun korsets tegn og beder en bøn.
Inden hun er færdig, er den ene af de to nonner kommet tilbage, og kort efter er hun sendt af sted efter Præsten.  
Da han ankommer siger han stille.
”Det bliver min sidste gerning inden afrejsen i morgen” og efterfølgende lægger han hånden på den dødes pande og beder.
Et kort øjeblik er der andagt i rummet og bønnen afsluttes med et korsets tegn.
”Blev det en dreng eller pige.”
Spørger Præsten, for at løsne lidt op for den knugende afmagt.
”Det blev en pige og vi har lagt hende til ved en der har alt for meget mælk, så nu håber vi at hun spiser godt.”
Efter besøget af Præsten bliver alt omkring Ida pakket ned i en kurv og inden midnat, er hun lagt ned på en båre til afhentning af to Munke fra Voer kloster.
De tre Nonner, kan omsider gå til deres Domitorium* efter en lang dag.



Svend har sovet længe, og i samme øjeblik han slår øjnene op kredser tankerne på, hvordan det er gået med fødslen og hvad det er blevet.
Morgenmåltidet bliver hurtigt indtaget, derefter skal der vand i hår og ansigt, det er helt forfriskende.
Da trøjerne er kommet på, går han i gang med de forskellige faste gøremål og endelig, lige før middag er alt på plads.
Fogeden er spændt til bristepunktet, da han springer op på hesten for at ride mod Vissing kloster, og på vej dertil myldrer det med tanker.
Præsten er rejst til Ribe, og der er ankommet en ny Abbedisse med tre nye nonner, som han kommer til at hilse på i løbet af dagen.
Men lige nu, er det afslutningen på vinterens lange ventetid der står foran en afgørelse.

Svend er kommet af hesten og Nonnen fra aftenens kamp mellem livet og døden, kommer ham i møde i samme øjeblik han forlader hesten, og nærmer sig kloster længen.
”Vi kan gå her ind.” Nonnen peger ind i den ny indviede længe.
Fogeden går foran, og træder indenfor.
Der lugter stadig lidt af røgelse, fra gårsdagens rundgang.
Fogden sætter sig ved bordet og Nonnen sætter sig over for.

Medens hun beretter fra aftenens hændelse, kommer tårerne langsomt frem i Fogedens øjne.
Idas skæbne, rammer ham tungt helt ind i sjælen og får gråden til at bryde ud.
Med armene på bordpladen og hovedet ovenpå udlever han en oprigtig sorg og smerte.
Hatten er gledet ned på gruset og Nonnen har lagt hånden på Fogedens baghoved og beder samtidig med gråden, der får frit løb.
Da Fogeden omsider har fattet sig og er kommet udenfor, er den første tanke, at komme hjem og være alene med sin sorg.
”Vi går ned så du kan få din datter at se,” Nonnen begynder at gå.
Det er ordene, der får ham til at følge efter nonnen, og ind mod Nonnernes domitorium*

Inden nonnen går ind vender hun sig om og bemærker at fogeden må vente uden for, så vil hun komme ud med den lille pige.
Tanken om Ida er gledet en smule i baggrunden og ventetiden føles som en evighed.
Endelig går døren op og et øjeblik efter står Fogeden med den indsvøbte datter på armen.
Forsigtig løfter han svøbet tilbage, så mere af hovedet kommer frem.
”Hun må gerne kaldes Ida.” Siger fogeden og rækker den lille tilbage.
For første gang smiler Nonnen og nikker.
Det tror jeg vi gør, foreløbig bliver hun hos os, så kan vi senere aftale det videre forløb.

Aldrig har Svend været så splittet, og efter besøget hos den lille pige haster det ikke mere med at komme hjem, i stedet vil han ride til Mosterens hus og tale med hende.

Det er med en helt anden rolig fart, fogeden forlader klostret i Vissing.
Første tanke er at ride lige forbi Smedjen og Huset men med Spids hjemme i snor rider han alligevel op og
Løsner snoren så den sorte spidshund kan komme med på turen.
Svend har allermest lyst til at gå bare gå. Men som foged går man ikke bare rundt på grusvejene.
Et stykke brød og et stykke fisk til Spids i en tøj bylt og et krus øl til ham selv bliver det til, inden han rider mod mosterens hus med, Spids løbende i Vejkanten.
Det er langt ud på eftermiddagen, og med en rolig fart nærmer de sig skoven.
Fogeden kender snart hver en plet og finder hurtigt den sten han sad på ved sin flugt for snart lang tid siden.
Spids har sat sig lige ved siden af og lidt efter er den optaget af at æde fisk og brød i samme tempo som det bliver kastet ned foran.
Her inde kan han få svar på noget af det der trænger sig på.
Mon Præsten der er rejst mod Ribe, giver besked til Idas moder.
Han vælger at tro, at det gør han nok.
Hvordan vil Ida blive begravet nonnen sagde, at hun vil komme i jorden på kirkegården men, der bliver kaster jord på uden velsignelse eller salmer, fordi hun døde i barsel seng.
Fogden er fast besluttet på at han i morgen, vil være tilstede når de kaster graven til, nede bag Vissing kirke.

Først mine forældre, så Smeden, og nu Ida.
Svend føler at han må se fremad og støtte op om sin datter så langt det er muligt, han rejser sig fra stenen, noget mere afklaret end da han satte sig, og efter en nulre tur med Spids, og en humpel brød til hesten udover det ny opkomne i skovbunden den selv har snuppet, er han klar til mødet med sin gamle moster.

Et stille farvel. Kap 31.

haleløs2017-10-16 11:13:11

vær lige sød at ta' hensyn til mig som læser; dette kapitel bedes opdelt i to dele / selvstændige tekster ... af hensyn til mine eventuelle kommentarer!
Læser senere ;)
prefu2017-10-16 13:11:32
Har rettet til.
venligst,

Du skal være logget ind, før du kan kommentere og vurdere!

Seneste profil og bidrag

Seneste opdateringer

En tilfældig udvalgt tekst

Fra Forfattersiden.dk