 |  | #6 |
 |
|
|||||||||||||
|
Og jeg var overbevist om, at vi ville ses en sidste gang. Jeg var overbevist om, at vi havde en sidste dag sammen. Jeg tror, jeg løj for mig selv. For jeg græd, da jeg stod på stationen alene. Jeg kunne ikke lade være. Jeg husker ikke, hvornår jeg sidst græd. Jeg kunne ikke vente med, at komme hjem og lade mig selv falde fra hinanden. Der var en evighed til s-toget kom. Og jeg gik frem og tilbage i forsøget på, at gemme mig fra folks blikke. Men man kan ikke gemme sig på en station. Du fortjente mine tårer og jeg ville så gerne give dig dem. I s-toget forsøgte jeg at gemme mine blanke øjne. Men hun stirrede på mig. Jeg vidste det. Det kunne ikke skjules. Jeg græd allerede indeni. Det var den sidste dag jeg så dig. Og jeg må have vist det. Et eller andet sted må jeg have været klar over, at dette var den sidste dag. Jeg hadede mig selv i flere dage. Flere uger. Flere måneder. Jeg kunne have spurgt om dit nummer. Jeg kunne have aftalt noget med dig. Hvad som helst. Det var for sent nu. Det er for sent nu. Og jeg hader stadig mig selv. | ||||||||||||||
 | NannaLA | 2015-02-22 19:55:43 |
Kære Anyone,
Jeg har læst din kortprosa tekst, og jeg kan faktisk godt lide den.
Det er helt klart tekstens start, der er det stærkeste led; "Og jeg var overbevist om, at vi ville ses en sidste gang. Jeg var overbevist om, at vi havde en sidste dag sammen. Jeg tror, jeg løj for mig selv. For jeg græd, da jeg stod på stationen alene. Jeg kunne ikke lade være. Jeg husker ikke, hvornår jeg sidst græd."
-- Du har fat i noget der. Først, så er jeg vild med, at du starter in medias res. Det er en lækker effekt, der altid skaber spænding og nysgerrighed. Og så er jeg ydermere meget glad for melankolske træk, og det må man sige, er essentielt for din tekst. Desværre synes jeg, at det til dels lyriske og melankolske forsvinder i tekstens afslutning. Jeg tror, det er fordi, sproget bliver anderledes, og selvom hverdagsrealismen kan være så lækkersørgelig, så skal den også serveres sådan.
Jeg er sikker på, at hvis du finpudsede denne fine passage, så kunne der komme noget rigtig smukt ud af det.
Tak for læsningen,
Mvh Nanna
Jeg har læst din kortprosa tekst, og jeg kan faktisk godt lide den.
Det er helt klart tekstens start, der er det stærkeste led; "Og jeg var overbevist om, at vi ville ses en sidste gang. Jeg var overbevist om, at vi havde en sidste dag sammen. Jeg tror, jeg løj for mig selv. For jeg græd, da jeg stod på stationen alene. Jeg kunne ikke lade være. Jeg husker ikke, hvornår jeg sidst græd."
-- Du har fat i noget der. Først, så er jeg vild med, at du starter in medias res. Det er en lækker effekt, der altid skaber spænding og nysgerrighed. Og så er jeg ydermere meget glad for melankolske træk, og det må man sige, er essentielt for din tekst. Desværre synes jeg, at det til dels lyriske og melankolske forsvinder i tekstens afslutning. Jeg tror, det er fordi, sproget bliver anderledes, og selvom hverdagsrealismen kan være så lækkersørgelig, så skal den også serveres sådan.
Jeg er sikker på, at hvis du finpudsede denne fine passage, så kunne der komme noget rigtig smukt ud af det.
Tak for læsningen,
Mvh Nanna
Du skal være logget ind, før du kan kommentere og vurdere!
Mvh