 |  | Om at arbejde på en lukket psykiatrisk afdeling 1.- et essay |
 |
|
|||||||||||||
|
Fiktion eller faktion? Det var det første spørgsmål, der poppede op i min hjerne, da jeg tænkte efter hvordan jeg ville fortælle dig, min søn, om hvad det er jeg arbejdede med i 4 måneder, 4 måneders hårdt pumpet militant regi, som skiftevis accepteret og forhadt, skiftevis overskudsven, og fangevogter på en lukket, retspsykiatrisk afdeling et sted på Sjælland. Det er fristende at bruge fiktion, men miljøet jeg oplevede her i efteråret 2013, har et skær af at være en scene, så anderledes er det, at være inde bag lukkede døre, og hele tiden være HAM DER HAR NØGLERNE til den eftertragtede frihed, hele tiden være ham, der teoretisk kunne lukke alle patienterne ud, hele tiden mærke blikkene på nøglen, når man låser sig selv ud. Og de ikke må følge med. Jeg er ved at blive Social og sundhedsassistent, og har arbejdet en del med den blanding af empati og autoritet der kræves på et retspsykiatrisk afsnit, netop hvor tidligere, enkelte hårdkogte kriminelle, afsoner deres behandlingsdom, fordi man ikke må have syge mennesker i et fængsel i Danmark. Jeg er blevet vel modtaget på afdelingen, men der er små usikre øjeblikke, hvor det at sidde, og udstråle tryghed på den lange gang med patienternes stuer, ikke har hold i at jeg følte en indre sikkerhed, - tryghedsudstrålingen var falsk. Selvsikkerhed har jeg meget af. Men er det altid selvsikkerhed, der rækker ud, og giver patientens manglende selvsikkerhed en chance for at komme på banen? Jeg ved det ikke helt, men jeg tænker at mine spørgsmål om hvorvidt min selvsikkerhed skabte de mest etiske rammer for disse mennesker, er et vigtigt spørgsmål at spejle sig i. Jeg bliver netop i disse etiske spørgsmål spejlet op af praksis. Vi ved jo, det siger statistikken, at patienter som disse, hvis de skal klare sig uden et ophold hos os, er i et stærkt eksistentielt krisefelt, de ikke altid kan klare. Der findes flugt situationer - de kaldes absentering - hvor en patient lykkes med at blive væk, hvis han har tærrænfrihed i nogle timer, og så ikke vender tilbage. Tærrænfrihed vil sige retten til at færdes alene udendørs på hospitalets område, altså ikke være bag lås og slå, og den bevilges ofte sparsomt, måske 1 time ad gangen, der ved god opførsel kan blive til 3 timer, hvor patienten får ret til at færdes i den nærmeste by, eller gå en lang tur. Blot han er tilbage efter tre timer. Når man er elev et sådant sted, gør man mange ting. Man checker at det øvrige personale får lavet kaffe, og man er på gulvet i den klassiske mesterlære elev rolle, hvor man ikke slår for stort brød op og skal passe en rolle, hvor man starter med simple opgaver. Det kan være at være åben og villig for at spille yatzy så længe som patienten føler for det, den patient man sidder sammen med, og det kan være at være opmærksom på ikke at være for dominerende og altvidende og påståelig overfor de ældre kolleger. Det er en høflighed, vi ikke har i samfundet så mange steder, der kræves, og jeg har selv efter moden overvejelse følt jeg kunne udvikle mig, ved at tage det åg på skuldrene i nogle år og blive voksenelev, fremfor at gå på universitetet. Jeg er vokset op med respekt for de ældre, og fandt at der manglede noget i min ungdoms store frihed, hvor alle er lige, og ingen, uanset hvor meget de ved om et emne har ret til at træde ud og markere sig, og modtage respekt. Som meget boglig person, der har taget flere uddannelser, og indeholder et håndværk på ret højt mesterskabsniveau som fotograf, har jeg følt smerten ved ikke at blive lyttet til, selv om jeg var den mest erfarne på et område. De ører låner vi ikke så gerne til vores medmennesker i Danmark, for vi har en jantelov, og vores specialisering i det man kalder de forskellige arbejdsdelinger dvs fag, gør jo at man ikke har respekt for folk fra andre fag, fordi vi bliver ved med at hævde at deres erfaring jo kun gælder på et begrænset område - så de derfor ikke har krav på respekt. Efter en del afvisninger af min erfaring, valgte jeg så at trække mit skarpladte våben, og spille nogle våbendidaktiske kort ud, jeg mente ville HÆDRE erfaringen og mesterskabet, så jeg trods alt fik holdt den fane højt, men ganske enkelt gjorde det ved at vise at jeg kunne have rollen som novíce i et nyt fag, og tillægge andre den erfaring, have et øre til dem, agere at de kunne godt få følelsen af at få respekt for deres mesterskab fra mig. Det er det jeg gør som sosu assistentelev.. | ||||||||||||||
 | nhuth | 2014-01-30 11:08:53 |
Kære sosuassistentelev. du har skrevet måske dagens vigtigste indlæg.
Hvor relevant det er specielt her på F-siden, må tiden og læsernes reaktioner vise.
Men i guder hvor er dit indlæg vigtigt. (Og velskrevet, som dine andre indlæg).
Vh.Nhuth
Hvor relevant det er specielt her på F-siden, må tiden og læsernes reaktioner vise.
Men i guder hvor er dit indlæg vigtigt. (Og velskrevet, som dine andre indlæg).
Vh.Nhuth
Du skal være logget ind, før du kan kommentere og vurdere!
