 |  | En fornemmelse. |
 |
|
|||||||||||||
|
Indimellem har jeg på fornemmelsen At jeg er til mere gene end til gavn Min sagsbehandler har den her tykke mappe Og udenpå står mit navn Der er brugt timevis på at dokumentere Alt om min psyke og krop Kolonner af kommunale mål Der aldrig hører op Det er svært ikke at føle sig træt Når man pludselig ikke passer i kassen kan se sig selv som evighedsklient på klods og i underklassen Skal trods alt se de andre i øjnene Stadig være her Drikke jeres vand og ånde jeres luft For at føde mit mindreværd Det er sørgeligt som tiden går Fanget i et systematisk spind Lange snørklede gange med kontorer Hvor man kastes ud og ind Jeg føler mig ikke særlig hjulpet Mere som en fange Der følger den grønne streg en mil For træt til at være bange Ungerne bliver pludselig store Mærker for første gang skammen Over en mor der åbenlyst Ikke passer ind i rammen Den sociale arv længe leve De har en journal før de bliver atten Hvorfor skal mine børn have selvtillid Når man kan give dem en på hatten Det er ikke fordi jeg ikke vil Jeg kan sikkert mere end jeg aner Men det er ikke velset at tænke selv I kreative baner Jeg skal følge rillen i pladen Holde kæft og dukke nakken Jeg holder de kommunale hjul i gang Så længe jeg går ned af bakken | ||||||||||||||
Du skal være logget ind, før du kan kommentere og vurdere!
