 |  | VENNER |
 |
|
|||||||||||||
|
Der var engang det kendte og det ukendte. Det sorte og det hvide, og det varme og det kolde. Vi befinder os på en ø, i et eventyrligt hav med fisk i alle regnbuens farver og flere til. Havet ruller bølger ind på stranden og danner sæbeboblelignende skum, der trækker grænsen op mellem det varme sand og det kolde vand. På denne ø boede der to dyr. Der boede selvfølgelig masser af andre dyr, men det er disse to dyr historien handler om. Det ene dyr var en stor sort kat der hed Yin. Det andet dyr var en lille hvid mus der hed Yang. De boede på hver sin side af øen og havde det egentlig meget godt, trods de savnede lidt selskab. For hvad hjælper det at have mad nok til to, hvis man er alene. Til hvad nytte skal man tænke store kloge tanker, få geniale ideer, hvis man ikke har nogen at dele dem med. Og ikke mindst var øen svedende varm om dagen når solen brændte i sandet og bidende kold når månen stod højt om natten og dannede lange og uhyggelige skygger fra palmetræerne i skoven. Om natten savnede de en ven. En som sagde - Vær ikke bange, jeg passer på dig. En varm krop at putte sig ind til når ånden blev hvid som røg efter solnedgang. En dag var katten Yin ude for at fange en fisk - det lyder lidt skørt, da katte jo hader vand, men Yin var en forrygende fisker. Som han så ofte før havde gjort sad han på en flad klippe i vandkanten og ventede på at en farvestrålende fisk kom forbi, og med et snuptag og med en knivskarp klo som fiskekrog fangede han fisken og kastede den ind på stranden. Som han sad der i den bagende sol og stirrede ned i det klare vand kom han til at se sit spejlbillede. Det var der ikke noget nyt i, men lige netop denne dag hørte han at katten i vandet tale til ham. Du ved selvfølgelig at et spejlbillede ikke kan tale, men Yin var jo en kat, og den slags har katte ikke forstand på. Spejlbilledet sagde - Hej Yin! Sikke mange fisk du har fanget i dag! Skal du have gæster til middag ? Yin stirrede ned i vandet. - Gæster? sagde han spørgende. For i hele kattens lange liv på øen havde han aldrig haft en gæst. Faktisk kunne han ikke huske nogen sinde at have set andre katte på øen. - Ja, gæster, svarede katten i vandet. Sådan en slags ven som man spiser sammen med. En at snakke med. Katten sad længe på den flade klippe og tænkte. Det ville da være rart med sådan en gæst. Og pludselig kunne han mærke hvor ensom han var. Han kunne mærke en tomhed helt ind i sit kattehjerte. Han tænkte så lange og så dybe tanker at han ikke opdagede at solen gik ned og månen stod op. Hele natten sad han på klippen i vandet og tænkte. Da solen stod op vidste han hvad han måtte gøre. Han måtte finde en ven. En gæst som han kunne spise sine fisk i selskab med og tale med om alt det hjertet kan begære. Da himlen var rød af solopgang forlod han, for første gang i hele sit katteliv, sin side af øen og begyndte at lede efter andre katte. På den anden side af øen boede Yang. Hun var en lille hvid mus. Hun var så lille og let at hun nemt kunne klatre op ad et græsstrå, uden at det knækkede, for at samle de dejlig modne frø som var helt oppe i toppen. På denne dag var hun dog lidt mismodig. Hun sad musestille ved siden af et skræppeblad og følte sig elendig. Hun kiggede på solen der stod op over havet, på alle de smukke farver der stod i kaskader på himmelen. Hun så, hvordan hendes og træernes skygger blev lange, som solen steg højere og højere på himlen. Pludselig var det som om hendes skygge sagde noget til hende. Nu ved du selvfølgelig at skygger ikke kan tale, men Yang var en mus, og den slags har mus ikke forstand på. Museskyggen sagde - Hej Yang, sikke mange dejlige græsfrø du har samlet! Skal du have en ven på besøg? Yang blinkede med sine små øjne og stirrede på skyggen. - En ven? sagde hun spørgende. Og musen i skyggen sagde: - Ja en ven; sådan en man deler et dejligt måltid med, og en som kommer når man er lidt trist, som du er i dag. Yang sad ved skræppebladet og tænkte. Hun havde faktisk aldrig mødt andre mus på øen, så hvordan skulle hun kunne finde sig en ven. Hun sad længe. Så længe at solen gik ned, og om natten var det så koldt at der kom små krystaller af rimfrost på hendes knurhår. Men hun ænsede hverken mørket eller kulden. Næste morgen drog hun afsted for at finde andre mus. Både katten Yin og musen Yang begyndte at gå ind mod midten af øen. Der var tæt skov af palmetræer og rislende bække de måtte hoppe over, og tornekrat de måtte kravle under. På vejen så de planter og dyr de aldrig før havde set, og alt virkede så nyt og ukendt. Yang så en plante med en stor kandeformet rød blomst spise en flue. Hun sad længe og stirrede på planten. Hvis den kunne spise en flue kunne den måske også spise en lille hvid mus. Til sidst tog hun dog mod til sig og gik i en stor bue uden om den mystiske plante. Yin så også både planter og dyr han aldrig før havde set. Pludselig så han en kæmpe fugl med et stort kroget næb skyde ned mellem træerne og snuppe et egern der sad og spiste en nød. Yin sad helt stille og holdt vejret. Han stirrede efter fuglen der med egernet i sit forfærdelige næb igen forsvandt op bag palmegrenenes top. Han tænkte, at hvis fuglen kunne spise et egern kunne den måske også spise en kat. Langt om længe tog han mod til sig og forsatte sin tur ind mod midten af øen hvor han håbede der boede andre katte. Både Yin og Yang gik i dagevis. Om dagen vandrede de gennem skoven. Klatrede og kravlede. Hurtigt om morgenen hvor skoven stadig var kølig, og langsommere når varmen trængte helt ned til skovbunden og fik jorden til at dampe af fugt. De gik, løb, trampede, listede, hoppede og kravlede i dagevis. Men om natten krøb de ind i en busk og prøvede at glemme hvor kolde og helt alene de var i denne ukendte skov. En dag hvor natten var mere mørk og mere kold end nogen sinde før, sad Yang under en busk og rystede af kulde og skræk. Når hun kiggede ud fra busken i mørket syntes hun at hun kunne se tusind øjne lyse i natten. Hun kunne høre lyde der var så uhyggelige at de små musehår i nakken på hende rejste sig. Hun tænkte på planten der havde spist fluen og gøs. Tænk hvis natten og mørket derude var fuld af planter, der bare ventede på at få mus til natmad. Nu ved du jo godt at planter hverken har øjne eller siger uhyggelige lyde, men Yang var en mus, og den slags har mus ikke forstand på. I en busk ikke så langt væk lå Yin. Han var også bange. Han tænkte på fuglen, dens skarpe krogede næb og vilde skrig. Han bildte sig selv ind at der alle steder ude i mørket sad kæmpe fugle med store krogede næb og ventede på at få kat til natmad. Når han spidsede sine ører syntes han at han kunne hører dem kalde -Misse misse misse. Nu ved du jo selvfølgelig også at fugle ikke spiser katte og ikke kan sige ord, men Yin var en kat, og den slags har katte ikke forstand på. Ydermere var på netop denne nat en ildkugle på vej ned fra himlen. Den havde løsrevet sig fra en fjern stjerne og nærmede sig med susende fart øen og skoven hvor Yin og Yang lå bange og gemte sig i deres buske. Det hele skete hurtigt og var et syn de sent ville glemme. En kæmpe kugle af ild skød ned mellem træerne med et brag og en kraft der var så stort at jorden rystede. Begge blev de så forskrækkede at de helt glemte alt om farlige planter og fugle. De glemte mørket og kulden. De løb alt hvad deres ben kunne bære. Ildkuglen havde lavet en stor fordybning i skovbunden og lyste nu natten op. Og næsten som når solen skinner allermest stod hele skoven oplyst og alt kunne ses helt klart. Her fik Yin for første gang øje på Yang. Ligesom hende selv græd Yang højt af forskrækkelse. Og Yang så Yin. Ilden fra kuglen knitrede og lyset var blændende. Begge nærmede de sig forsigtigt kuglen. Den var varm i den kolde nat. Den var lys i mørket. De sad der ved siden af kuglen resten af natten, for her var lys, varme og ikke mindst var de ikke alene. Yin kunne ikke lade være med at skæve hen til Yang. Hun var så hvid og lille, ikke større end hans pote. Han vidste ikke hvem hun var, og han havde aldrig før set en mus, men han kunne mærke at han fik det bedre og ikke var så bange når hun var i nærheden. Yang holdt også godt øje med Yin. Han var så sort og stor. Men han havde grædt af skræk nøjagtig lige som hende, så hun følte sig mærkeligt tryg ved hans selskab. Her sad de så. Yin og Yang, mus og kat, ved ildkuglen indtil solen stod op. Yin tog mod til sig og spurgte Yang om hun havde set nogen katte hvor hun kom fra. Men Yin var den første kat Yang nogen sinde havde set, så hun kunne fortælle at der på hendes side af øen ikke fandtes katte. Herefter kunne Yang fortælle Yin at der på hans side af øen aldrig havde været mus. Der sad de så, lidt skuffede over at deres søgen var forgæves. Da solen stod midt på himlen begyndte deres maver at blive sultne. - Jeg er sulten, sagde Yin. - Jeg er også sulten, sagde Yang. - Kom med hjem til mig sagde Yin, - Jeg har masser af fisk vi kan spise. - Nej, sagde Yang, - Kom hjem til mig, jeg har en hel bunke græsfrø og der er rigeligt til to. Til sidst blev de enige om at de ville gå hjem og hente mad, og så mødes senere på halvvejen og spise maden sammen. I solnedgangens skær sad de så på stranden. Lige midt imellem hvor de hver især boede. De delte deres mad og snakkede ivrigt om fluespisende planter, kæmpe fugle med krumme skarpe næb og ikke mindst ildkuglen der faldt ned fra himlen og lyste den mørke skov op så de kunne finde hinanden. Da solen var sunket ned i havet sov de begge trygt og tæt side om side. De næste dage blev deres venskab kun stærkere og til sidst bestemte de sig for at de ville blive der hvor de var. På stedet midt imellem deres gamle hjem var der flade klipper i vandet hvorfra man kunne fiske, og lange græsstrå fyldt med frø. Men det allervigtigste var, at her var der selskab. En ven at dele med. Mad, tanker og ën der siger - Vær ikke bange, jeg passer på dig. Og de var lykkelige til deres dages ende. Nu ved du selvfølgelig godt at en kat og en mus ikke kan være venner, men den slags havde Yin og Yang heldigvis ikke forstand på. Af Eva Hald.2012 | ||||||||||||||
 | Lunalejs | 2012-02-21 13:33:47 |
En rigtig sød fortælling - modsætninger mødes og Yin og Yang er hhv. sort og hvid.
| Amanda Gyldenlyng | 2012-02-22 17:14:38 |
Ganske sød historie ;-)
De direkte henvendelser til læseren, får mig til at tænke, at den nok er mest til mindre børn?
Der sker temmelig meget på den relativt korte plads.
Umiddelbart tænker jeg, at historien ville blive mere vedkommende og intens, hvis nogle af scenerne foldes lidt mere ud.
Fint opbygget plot og udmærket sprog.
Undrer mig lidt over, at vandet er koldt. Måske er det kun i forhold til sandet?
Meningen er - gætter jeg på - at hvis man ikke kan finde venner af sin egen art, er det heller ikke så dårligt med en ven af en anden race? Eller måske slet og ret at venskab er godt. Og det er det da ;-)
Vh...
De direkte henvendelser til læseren, får mig til at tænke, at den nok er mest til mindre børn?
Der sker temmelig meget på den relativt korte plads.
Umiddelbart tænker jeg, at historien ville blive mere vedkommende og intens, hvis nogle af scenerne foldes lidt mere ud.
Fint opbygget plot og udmærket sprog.
Undrer mig lidt over, at vandet er koldt. Måske er det kun i forhold til sandet?
Meningen er - gætter jeg på - at hvis man ikke kan finde venner af sin egen art, er det heller ikke så dårligt med en ven af en anden race? Eller måske slet og ret at venskab er godt. Og det er det da ;-)
Vh...
| Eva Hald | 2012-02-22 22:05:43 |
Historien vil muligvis gavne af at blive bredt ud. Men opgaven var rimelig klar hvad plads angår. Historiens budskab er fra min side ment netop som at venskab ikke kender forskel på race. Forskellighed der mødes. Ja jeg forestiller mig den er for børn fra ca. 4-8 år. Har en søn på syv der var prøveklud :) Tak for kritikken. Skriver mest digte men det var så hyggelig en opgave at jeg måtte være med / Eva
Du skal være logget ind, før du kan kommentere og vurdere!
