 |  | Lydløs skrigen |
 |
|
|||||||||||||
|
Nogen gange skriger jeg alt hvad jeg kan. Ingen kan høre mig, for jeg skriger uden lyd. Jeg skriger fordi det gør så ondt udenpå og indeni. Jeg skriger uden lyd så ingen kan høre at jeg skriger. Jeg skulle jo nødig skræmme nogen. Gøre nogen dårlig tilpas. Det er ikke omsorg jeg søger. Heller ikke medlidenhed. Så ville jeg skrige så du kunne høre mig og komme og trøste mig. Lægge armene omkring mig og sige alt nok skal blive godt igen. Men det kan ikke blive godt. Det er for sent. Sket er sket. Derfor skriger jeg uden lyd. Til hvad nytte spørger du så måske? Tja.. Smerten skal jo ud, på den ene eller anden måde. Min smerte er lydløs og ensom. Min smerte er min egen. Jeg bærer den selv og deler ikke ud af den før nu. Det startede måske nok da jeg var barn, altså al den lydløse skrigen. Min mor og far havde nok at se til, på deres voksne måde. Jeg havde jo også to søskende og så bliver den tid der er tilbage divideret med tre. Jeg var den ældste, så der forventedes mere af mig. Jeg skulle være mere moden, skulle læse, skrive og regne før de andre. Det var svært for mig. Det kom meget lettere til min søster. Hun var tre år yngre end mig. Hun kunne det hele før end hun overhovedet kom i skole. Nogen gange sagde min far når han havde travlt med voksenting, Spørg din søster. Det ville jeg ikke det gjorde for ondt indeni, men jeg sagde ikke noget, jeg beholdte det for mig selv. Da jeg var ni år fik jeg mit første rigtige job. Jeg følte mig meget voksen, og stolt over at jeg kunne tjene mine egne penge. Jeg boede ude på landet og det var meget mørkt når jeg to gange om ugen skulle afsted klokken seks om morgenen med bussen ind til Århus og gå med aviser i Fåborggade. Der var andre børn end mig der gik med aviser. Men de var ældre og havde cykler med tasker og den slags til aviserne. Det havde jeg selvsagt ikke. Ingen tog notits af mig og jeg stod stadig og pakkede reklamer når de drog afsted med cykeltaskerne fulde af aviser. Det var koldt og jeg syntes Fåborggade var meget lang og husene meget mørke, med mærkelige bylugte. Trapperne var stejle og bag dørene var der ingen lyde. Alle sov stadig roligt i deres senge. Time efter time sled jeg mig op ad trapper og ned ad trapper med bunker af aviser og reklamer. Når bunken var brugt op måtte jeg så tilbage efter en ny omgang. Ofte græd jeg uden lyd af afmagt og stædighed mens jeg sled afsted. Jeg tænkte på min mor og far. Hvad de ville sige hvis jeg gav op. Det værste ville være hvis de sagde ingenting. Hvis det bare var det de forventede af mig. Derfor blev jeg ved. Måned efter måned til jeg en dag fik ondt i maven dagene før jeg skulle afsted. Det var ikke noget jeg sagde til nogen. Jeg blev bare mere og mere bleg, fik mere og mere ondt i maven og begyndte at fantasere. Jeg så for mig hvordan børnelokkere lå på lur bag brevsprækkerne. Jeg kunne pludselig høre dem ånde tungt i de mørke skygger i opgangene. Jeg kan stadig høre dem den dag i dag, når jeg lukker øjnene og tænker på Fåborggade en mørk vintermorgen. Så skete der noget mærkeligt. En dag sagde min far pludseligt, at han ikke synes at jeg skulle gå med aviser mere. Jeg sagde ikke noget. Men jeg var lettet. Min far hejste det hvide flag, ikke mig. Jeg havde fået en redningskrans, og jeg greb den lydløst, men taknemmelig. Mavepinen forsvandt og jeg fik igen farven tilbage i kinderne. Børnelokkernes sukkende åndedrag blev et minde jeg kun fandt frem om natten når jeg havde mareridt eller høj feber. Jeg begyndte at arbejde derhjemme i stedet. Min mor og far gav mig 20 kroner om ugen for at ordne diverse ting. Jeg ordnede vasketøj, opvask, skrællede kartofler, støvsugede. Hver dag hentede jeg min bror i dagplejen og holdt øje med ham til mine forældre kom hjem. Jeg var god til at spare op. Jeg begyndte at fatte interesse for penge og alt det man kunne købe hvis bare man havde nok af dem. En fredag op til en weekend hvor jeg var alene hjemme med min bror og søster begyndte jeg at ane at der var noget galt. Noget der senere skulle få alvorlige konsekvenser for mig og min familie. Hvor ingen redningskrans kunne kastes og hjælpe os. Mor og far var så vidt jeg husker i København for at besøge min mormor og ville først være hjemme om søndagen. Det var vinter og blev mørkt allerede ved attentiden. Istapperne hang i meter lange guirlander fra taget og snedriverne nåede helt op til solbænkene under vinduerne. Det bankede på døren omkring klokken fire om eftermiddagen. Der stod to mænd i blå uniformer og sagde de kom fra elværket. De spurgte efter min far og da han ikke var hjemme, gik de forbi mig ind i huset hvor de åbnede elskabet og slukkede for strømmen. De drejede om på hælene med beskeden om at min far kunne betale sine regninger, så skulle de nok komme og tænde for strømmen igen. Da klokken blev seks om aftenen var der helt sort i huset. Min bror og søster var bange. Telefonen virkede ikke. Jeg fandt efter længere tids roden i skufferne en lillebitte lommelygte som lavede en tynd lille kegle af lys når vi stillede den på bordet. Køleskabet var også mørkt og vi spiste havregryn med lunken mælk de første dage. Om natten sov vi alle tre i min seng. Selv hundene lå i fodenden og trykkede sig op mod mine ben. Jeg havde lyst til at græde og skrige højt, for hvad skal man gøre i sådan en situation når man kun er ti år. Jeg gjorde det jeg mente var det mest rigtige. Holdt tårerne inde, skreg indeni af rædsel, bed tænderne sammen og ventede på at mor og far kom hjem om søndagen. Min far blev så vred. Ikke på mig, det siger sig selv, men på elselskabet. Jeg kan se ham for mig, stå og hive den ene kvittering efter den anden frem fra skuffen for at finde den der beviste at regningen var betalt. Der måtte jo være tale om en fejl, råbte han. Et halvt år senere blev vores hjem solgt på tvangsauktion og vi flyttede ind i en forstad til Århus. Vi børn der før gik på privatskole kom på kommuneskole og oplevede for første gang vandreklasser og skurtoiletter. Det var ikke så meget det at flytte fra de trygge landlige omgivelser, eller at jeg for første gang så min mor græde den sommer. Det var der jeg opdagede at jeg var usynlig. Hver dag kom jeg i skole, gik op af den slidte trappe og satte mig ind i klasselokalet. Ingen så mig, ingen sagde hej, ingen bemærkede at jeg var kommet, eller når jeg gik. Jeg var slet og ret luft. Jeg var ikke med når de andre legede i skolegården, eller når de fulgtes ad til gymnastiksalen eller den store væmmelige kantine for at købe mælk. Jeg fik heller ikke fødselsdagsinvitationer eller var med nogen hjemme at lege. Jeg var usynlig. På nogle måder var det jo let nok. De bekymrede sig ikke om mig og jeg gjorde hvad jeg kunne for ikke at bemærke dem. Om eftermiddagen når jeg kom hjem lavede jeg mine lektier og gik ud på vejen og legede med nogle unger fra området der gik på Rudolf Steinerskolen. De syntes ikke at bemærke at jeg var usynlig og det gjorde at jeg kom gennem det første år efter mit bardomshjem blev revet bort. Min mor fik så nyt arbejde. Hun skulle arbejde i midtjylland og familien skulle igen flytte. Mor og far købte et hus i en landsby uden for Silkeborg og jeg var igen den nye pige i skolen. Jeg tænkte at det nok var som det var på den gamle skole og at jeg bare ville være luft og usynlig, men der tog jeg fejl. Allerede den første uge gik det op for mig at jeg ikke var usynlig. En høj dreng fra 9 klasse passerede mig på trappen på skolen. Han vendte sig om og sagde; Hold kæft hvor er du da grim. Jeg stod lamslået tilbage. Ingen havde nogen sinde sagt sådan nogle onde ting til mig før. Jeg vidste ikke hvad jeg skulle gøre af mig selv. Der stod nogle piger fra klassen over mig og de begyndte at grine. Jeg var klar over at de fandt drengens bemærkning meget morsom. Jeg gjorde det jeg kendte bedst og gjorde mig usynlig.. Men det virkede stadig ikke. Du er grim, du er grim kunne jeg høre koret råbe efter mig da jeg løb ind på skolens toilet. Jeg stod der foran spejlet bag den låste toiletdør. Mit spejlbillede så tilbage på mig. Jeg tænkte at det da var mærkeligt at jeg aldrig selv havde bemærket det før. At jeg var grim. Jeg skammede mig pludselig over at jeg ikke var lige så smuk som de andre. Jo mere jeg kiggede i spejlet des mere grim kunne jeg se jeg var. Da jeg åbnede døren til toilettet var der samlet en rand af børn udenfor. Store og små. Alle grinede de og råbte; Ad du er grim, ad du er grim. Og det foresatte dag ud og dag ind. Hver dag stod kødranden af hånende råbende børn klar når jeg mødte i skolen. I frikvartererne og når jeg gik hjem. Jeg savnede at være usynlig. Jeg savnede at være luft. Jeg havde hørt at man skulle ignorere dem der drillede og jeg gjorde mit bedste, men det var svært. Jeg blev mest i klassen eller havde frikvarterlange toiletbesøg. Men aldrig fik jeg fred. Jeg græd når jeg var alene og skreg indeni. Men ingen hørte mig, ingen så hvor skidt jeg havde det. Mine forældre havde travlt og jeg nænnede ikke at sige noget. Det var jo også utaknemmeligt. De havde jo købt huset og var flyttet for at vi skulle være glade. Jeg fik mig et job som babysitter. Der kunne jeg gemme mig i fritiden. Jeg tjente ti kroner i timen men arbejdet var også hårdt. Tre børn hvor den ene var under et år og to gik stadig med ble. Der var også to store hunde. De sked på gulvet og det var et mas at følge med og sørge for at ungerne var rene, maden var lavet og hundelortene var samlet op og gulvet sprittet af inden moderen kom hjem kl. atten. Jeg var på det tidspunkt tretten år. Jeg gemte mine penge og sparede op. Jeg havde fået en bankbog og en gang om ugen satte jeg min ugeløn ind. Senere hørte jeg at der blev en avisrute ledig. Den var på godt og vel ti kilometer og jeg slog straks til. Jeg sled afsted hver dag efter skole og delte aviser ud på gårdene i oplandet. Drillerierne i skolen fortsatte, men jeg holdte mig selv i gang og derved tankerne på afstand. Der var så småt nogle få piger som jeg var begyndt at tale med i skolen. Når de andre drillede holdt de sig væk eller stod bagerst i gruppen og fnisede. Jeg forventede ikke at de skulle hjælpe mig. Jeg var blevet klogere. Jeg havde erfaret at hjælp ikke var at finde i dette samfund og der kun var et at gøre, nemlig at forsøge at lade som om det ikke påvirkede mig. I de få stille stunder når vi var alene, følte jeg næsten at jeg var normal. Vi kunne snakke om pigeting, som mode, make up og drenge. De andre piger havde kærester. De fandt hurtigt ud af at de kunne stole på mig, og jeg var betroet mange hemmeligheder om drenge og den slags. Egentlig forstod jeg ikke helt så meget af det hele. Men jeg drømte om at have en kæreste. En der ikke synes jeg var grim og klam. En der ikke så det de andre og efterhånden også jeg selv så hver dag i spejlet. Jeg havde fået tandbøjle på. Det hjalp jo ikke ligefrem på selvtilliden. Min mor havde engang i sjov sagt til mig at jeg skulle passe på med at kysse drenge der også havde bøjle på for ellers kunne vi risikere at hænge sammen. Jeg opfattede det nok temmelig bogstaveligt og var derfor hunderæd for denne mulige ydmygelse. De få veninder jeg havde begyndte at invitere mig med til fester. Der skete ikke så meget i landsbyen, så privatfester var det man brugte fredag og lørdag aften på når man var ung. Her lærte jeg om alkohol og cigaretter. Alkohol var godt. Fik jeg nok af dette kunne jeg næsten føle mig normal. Min bankbog blev hurtig tom, da der skulle købes våde varer hver weekend. Min tolerance steg og jeg kunne bunde en pilsner hurtigere end en havnearbejder. I mit skab på værelset gemte jeg vodka og andre væsker for mine forældre. Jeg røg i smug bag ved Ansgarhuset og knoklede på min avisrute for at tjene penge nok til forbruget. Da der blev en stilling ledig på den lokale kjolefabrik, tog jeg chancen og fik jobbet. Lønnen var nu 25 kroner i timen. Her gjorde jeg rent, syede bælter i kilometervis og om aftenen når de andre var gået hjem stod jeg ved fliselinemaskinen og lagde fliseline på tøjstumper der skulle syes dagen efter. I weekenderne drak jeg mig fra sans og samling og glemte at jeg var grim og anderledes, undtagen når nogle fulderikker kom i tanke om det og begyndte at råbe ad mig. Men alkoholen gjorde det nemmere og jeg drak til jeg segnede, og når weekenden var forbi gik jeg i skole og arbejdede. Jeg var begyndt at dyrke forskellige former for sport. Men jeg var ikke så stor, ikke så hurtig og ikke så talentfuld som så mange af de andre. Jeg sad ofte på bænken under fodboldkampene og desuden var jeg bange for bolden. Tiden gik og som 14årig skete der noget. Jeg havde fået tandbøjlen af og jeg kunne stå i timevis og smile til mig selv i spejlet. Jeg skulle selvfølgelig gå med ganebøjle, men det var ingenting i forhold til togskinnerne der fyldte hele min mund med metal. En dag i skolen var vi på vej mod svømmebassinet. Vi skulle have svømning. Det var i forvejen ikke mit yndlingsfag, da jeg havde vandskræk og sank som en sten. Vi var næsten nået frem da en dreng fra klassen samlede en sten op, og med stor kraft kastede han den imod mig og den ramte mig på skulderen. DU ER BARE SÅ GRIM, skreg han. Pludselig stod tiden stille. Det eneste jeg kunne tænke var, du kunne ha' ramt mine tænder. Mine smukke nye tænder. Jeg blev varm, jeg blev vred. Vred, jeg havde aldrig før oplevet at blive virkelig vred. Jeg var den usynlige, Luft, den grimme, den klamme, jeg havde tålt ydmygelserne, råbene, sparkene og slagene. Nu var jeg vred. Ikke bare vred, jeg var rasende. Et rødt slør gled for mine øjne. Jeg så ned på stenen der lå på jorden foran mine sko. Jeg så på drengen der stadig stod og grinede. Jeg så på stenen igen. Næsten som i slowmotion så jeg mig selv tage stenen op. Og jeg begyndte at gå hen mod drengen. Han holdt op med at grine og vendte sig om og begyndte at løbe. Alle stod som forstenede da jeg satte i løb efter ham. Fanget op ad muren omkring svømmebassinet stod han stivnet med skrækken malet i ansigtet. Jeg tænkte bare på at slå ham ihjel først, men så kom jeg på den ide at det ville være for nemt. Gennem det røde slør tog jeg sigte. Jeg ville sørge for at han aldrig, aldrig, aldrig kunne formere sig og sprede sine ondskabsfulde gener. Stenen ramte få centimeter fra hans forplantningsområde og splintrede mod muren. Jeg bandede over mit dårlige boldøje og så mig om på jorden efter endnu en sten. Drengen var begyndt at græde og lidt efter lidt kom jeg til mig selv igen. Det røde slør forsvandt og jeg så på drengen og sagde kun to ord til ham; ALDRIG MERE. Jeg vendte om på hælene og gik min vej. Jeg gik og gik til jeg kom til en mark og der var ingen huse, ingen biler og ingen mennesker i nærheden. Her satte jeg mig ned. Jeg tænkte det måske ville lette at græde. Jeg sad længe og ventede på at tårerne skulle komme. Men de blev væk. I stedet begyndte jeg at grine. Jeg grinede så højt at køerne stoppede med at gumle på deres græs og gloede på mig med skeptiske øjne. Da jeg var færdig med at le sad jeg længe og tænkte over hvad der var sket. Jeg havde taget magten. Jeg var måske grim og klam men jeg havde magten. Drengen var blevet virkelig bange. De var alle blevet bange. Faktisk var jeg selv lidt bange. Jeg var pludselig lidt lettet over at jeg ikke havde ramt ham. Det var jo ikke mig. Jeg var ikke sådan. Det røde slør, vreden og volden. Jeg havde fornemmelsen af at jeg kunne have skadet ham virkelig meget. Måske havde jeg selv kastet ham redningskransen. Måske. Det gik op for mig at jeg ikke var som de andre. Selv efter årevis af mobning, had og slag, ønskede jeg ikke at skade andre. Jeg er bedre end det, sagde jeg til mig selv, jeg er bedre end dem. Drengen holdt sig på afstand. Han deltog ikke mere i drillerierne. Han opførte sig som om jeg var usynlig, hvilket ikke generede mig. Hverdagen foresatte ellers som den plejede. Skole, hån, tæv, job, weekend og druk. Sommeren gik og jeg fik mit første kys. Da bladene begyndte at falde af træerne døde min mor. Nogen gange skriger jeg alt hvad jeg kan. Ingen kan høre mig, for jeg skriger uden lyd. Jeg skriger fordi det gør så ondt udenpå og indeni. Jeg skriger uden lyd så ingen kan høre at jeg skriger. Jeg skulle jo nødig skræmme nogen. Gøre nogen dårligt tilpas. | ||||||||||||||
 | haleløs | 2012-08-27 20:47:32 |
jeg ville sådan ønske, teksten hér var ren fiktion; men aner udmærket, at dét er den nok ikke!
Synes da, du skulle bearbejde / udvikle teksten noget mere ... der er stof til en fremragende roman ... om en sej overlever med et BUDSKAB: "Måske havde jeg selv kastet ham redningskransen. Måske. Det gik op for mig at jeg ikke var som de andre. Selv efter årevis af mobning, had og slag, ønskede jeg ikke at skade andre. Jeg er bedre end det, sagde jeg til mig selv, jeg er bedre end dem. "
venligst ...
Synes da, du skulle bearbejde / udvikle teksten noget mere ... der er stof til en fremragende roman ... om en sej overlever med et BUDSKAB: "Måske havde jeg selv kastet ham redningskransen. Måske. Det gik op for mig at jeg ikke var som de andre. Selv efter årevis af mobning, had og slag, ønskede jeg ikke at skade andre. Jeg er bedre end det, sagde jeg til mig selv, jeg er bedre end dem. "
venligst ...
| alicel | 2012-09-02 15:56:42 |
Det er på en måde både en skræmmende og fantastisk historie(forstå mig ret). Djeg kan ikke forstå hvis det er 100% fiktion. Jeg er på den anden side også sikker på at de fleste oplever noget lignende.godt skrevet. Hilsen AL
Du skal være logget ind, før du kan kommentere og vurdere!
