 |  | Måske end ny start. kap 2. |
 |
|
|||||||||||||
|
Svend rider frem til en lille lysning og får øje på en stor sten, her binder han hesten til en gren og sætter sig på den varme sten. Efter en bid brød, lægger han sig på ryggen og lukker øjnene, tankerne flyver og i et kort glimt ser Svend den mand på stien der forholdt sig tavs, og nu står det helt klart at det var dem ved branden, han åbner øjnene ”Det var en fælde der kunne have kostet mig mit liv.” mumler han. Svend hopper ned fra stenen og straks han sætter benene på skovbunden, går han over og løsner tømmen fra grenen og trækker hesten samme vej ud som han kom ind, og snart rider han ud af skoven. På det åbne stykke sætter han hesten over i galop, og medens solen stadig står højt på himlen er et godt stykke vej tilbagelagt. Med den fart er både hest og rytter godt svedige, da Svend omsider sætter farten ned. Et stykke længere fremme stiger der en svag røg op mellem træerne, måske er det en lejr, tankerne er straks i alarmberedskab. Svend drejer af og slår ind på en markvej der går i retning af hvor han så røgen. Vejen drejer lidt opad, og nu er der et krat på begge sider, han sidder af og binder hesten til en gren i krattet, så sniger han sig forsigtig nærmere, Her er jeg godt gemt, Svend har stillet sig ind godt skjult bag et krat af hyben og herfra er er udsyn over pladsen foran de to huse. Der går ikke lang tid, inden der kommer en gammel mand ud af det mindste hus, i hånden har han en tang der klemmer om et tykke jern , Svend følger hver en bevægelse og et øjeblik efter er den gamle gået ind i det andet hus, som er beliggende lige op til skoven. Efter et stykke tid, kommer den gamle igen ud på pladsen, og nu ser Svend en mulighed for at komme i snak. Han er er næsten nået helt hen til huset før den gamle får øje på ham. ”Skal du hente noget.” spørger han. Den gamles spørgsmål, får Svend til at bremse op ”Næ nej jeg kommer fordi mit fødehjem er brændt ned, og mine forældre er brændt inde og” ”Kom med inden for og fortæl hele din historie,” den gamle vender sig og går ind i huset. Svend følger efter, endnu ved han ikke om han er velkommen eller det er en fælde. Den gamle har sat sig på en bænk i og nu ser han med gennemborende øjne på Svend, ”Først dit navn og så kommer vi til historien.” Svend siger sit navn og den gamle nikker, efter Svend har fortal det hele, siger den gamle eftertænksomt. ”Hvis du kan finde dig en plads i det lille hus og ellers være behjælpelig, så kan du blive her. ”Hvad siger du til det.” ”For første gang i lang tid smiler Svend og nikker ja, ”Og for resten kan jeg lære dig at blive smed.” ”Tak” siger Svend, jeg har en Hest med og jeg har også en Ravn, Svend ser helt undskyldende ud. ” Det går nok” siger den gamle. ”Hesten kan gå her nede på engen, men din ravn må du selv sørge for.” Svend har rejst sig, og lige inden han går udenfor vender han sig og siger: ”Jeg giver mit ord på, at smeden kan stole på mig.” Så går han uden for i solen. Svend har brugt tiden til at tage et godt bestik af smeden, og den gamle muskuløse mand, ser ud til at have haft en hård tid som ung, men alt det må vente til han lærer den gamle at kende. Sent på eftermiddagen har hesten fået vand og kort efter er den sat på græs, ravnen har fundet sig en gren, et stykke fra det lille hus. Svend er for første gang siden branden ved at finde sig tilrette med de nye omgivelser, især den varme soveplads inde i hjørnet af Smedjen er han godt tilfreds med. På forbavsende kort tid har Smeden fået en særdeles god og lærenem ung mand sat ind i bearbejdningen af forskellige slags metal lige fra hestesko til sværd klinger. Tiden er fløjet af sted og dagene er kommet ind i en fast rytme, at holde ilden ved lige i essen var noget af det første svend fik lært, og nu her midt på sommeren, er ilden ikke gået ud en eneste gang. Styrken i den højre arm er tiltaget betydelig , af de mange hammer slag for at gøre jernet fladt efter det har været rødglødende så ned i vand og køle af og så den samme omgang igen til jernet er hærdet godt igennem og samtidig gjort spændstig. At arbejde i jern er hårdt og Svend har for længst besluttet at han en dag vil smede sit eget sværd med en klinge og et skæfte der er en Ridder værdig. På væggen i smedjen hænger der en Armbrøst og en lille krog, og mange gange har svend været omme bag huset for at skyde til måls efter et ridset kryds, et stykke oppe på den gamle eg. Som tiden er gået, er det med større og større sikkerhed, at bolten rammer lige omkring krydset på 30 skridts afstand. Den gamle, har flere gange lagt vejen om forbi under træningen, med rosende ord til sin lærling, for de præcise skud. Tidlig en morgen vågner Svend ved at der bliver talt et stykke fra Smedjen. han tager Armbrøsten på væggen ned og buen spændes, inden han forsigtig kigger ud over pladsen. To ryttere sidder på deres heste og taler med smeden og Svend kan ikke høre hvad der bliver talt om. Ved at iagttage sin mester kan, han fornemme at rytterne kommet i en anledning til gavn for Smeden. Han udnytter den korte afstand til at lægge mærke til den forreste rytters sværd, der har en lang smal klinge. ”Sådan skal mit eget sværd se ud.” Siger han stille for sig selv. Kort efter vender de hestene og rider tilbage mod skoven, og snart er de opslugt af træerne. Svend lægger knuder på essen medens han tænker, om han skal spørge ind til det han har set, når han kommer over til morgenmad, eller skal han lade som om han ikke ved noget. Svend vælger den sidste løsning, og lidt efter er han i gang med at sætte de to krus på bordet. Der er for længst sagt godmorgen, og han kan fornemme, at smeden tænker så det næsten knager. Endelig læner han sig fremover og ser alvorligt frem foran sig. ”Vi har fået en bestilling på 10 lange spyd hertil morgen og spidserne skal være jern. Kan vi gøre dem færdig inden bladene falder af træerne, kan det være vi skal lave flere. Man er ved at planlægge et oprør og det bryder ud, når vinteren sætter ind.” Smeden fortsætter. ”jeg går ud fra at vi kan starte med at finde stavene nede i det i det lange Hassel nøddehegn.” Svend har hentet hesten og spændt den for vognen og snart holder de nede ved hasselhegnet. Smeden finder en passende tykkelse og fælder den med øksen, så hugger han et stykke af til Svend. ”Her så har du tykkelsen,” Svend går et stykke ned langs hegnet med øksen over skulderen, på vejen lægger han mærke til et utal af musse huller og lidt efter er han tilbage med en favn fuld Hassel stave i den rigtige længde og tykkelse. ”Jeg tror at hegnet her samler på mus” siger svend, og for første gang smiler Smeden, inden han siger. ”Nu skal stavene stå og tørre i Smedjen et stykke tid og imedens finder vi det metal vi skal bruge til at lave spidserne” Svend er sprunget op på vognen, samtidig med at smeden sætter hesten i gang til hjemturen. Efter flere forsøg, er den helt rigtige tykkelse jern fundet, og de mange stykker fladjern, bliver varmet op og hullet i kanten inden de formes med et utal af slag i en halv runding af jern, til kræmmerhuse med lange spidser, efter afprøvning og tilpasning er de første to lang spyd, blevet færdig på under en uge. Smeden er vældig tilfreds med resultatet og Svend har afprøvet holdbarheden, med kast mod den gamle eg. Spidserne bliver hvor de skal, og efterlader sig nogle dybe mærker i egetræet, inden de falder mod jorden. Svend er stolt over Smedens løsning, og snart står der ti lange stave med spids hætter, op ad væggen i smedjen, for at tørre hårdt op ved varmen fra essen. Dagene flyver afsted og det meste af sommeren har Svend ikke set sin ravn, selvom han flere gange har været på engen for at se efter den. Indtil nu har han slået tanken hen på at den har fundet en mage og derfor skal skaffe mad til unger og sig selv, men det har også strejfet, at den måske er omkommet. ”Jeg laver et forsøg med den trøje Ravnen lander på og et stykke kød.” siger Svend til smeden en morgen inden han går ned til engen for at give hesten vand. Trøjen hænger han over en pæl og øverst anbringer han et stykke kød. Er kødet væk i morgen, er det hans ravn der har taget det, ingen andre fugle vil nærme sig trøjen på pælen. Den næste dag er Svend tidligt nede på engen. Alt er som da han gik hjem, han tager kødstykket og trøjen som er lidt fugtig, og det er med vemodige tanker han går tilbage mod smedjen. Endelig hævn. kap 3 Kloster Fogeden 1 kap. | ||||||||||||||
 | haleløs | 2017-11-17 08:42:36 |
læste hele teksten i èt stræk; sikke trist (måske) endeligt for Svends ravne-ven ;)
venligst ...
PS i denne omgang nøjes jeg med at læse og kommenterer slet ikke på håndværker- og andre fagudtryk og procedurer og googler heller ikke!
venligst ...
PS i denne omgang nøjes jeg med at læse og kommenterer slet ikke på håndværker- og andre fagudtryk og procedurer og googler heller ikke!
Du skal være logget ind, før du kan kommentere og vurdere!
Har sat ind med henvisning til start.