Forfattersiden.dkForfattersiden.dk kræver login, før du selv kan bidrage med indhold
 
Forfattersiden
Uddrag af Beelzebul Kapitel 1
Uddrag af Beelzebul Kapitel 1


Forfattersiden.dk
Forfatter: Monga
Skrevet: 2014-06-24 12:50:29
Version: 1.0
Anbefal:Klik på +1 ikonet for at anbefale teksten i Google-søgning
 
 Klik her for at annoncére teksten på din egen Facebook væg Klik her for at annoncére teksten på din egen Facebook væg
 


KAPITEL 1

1.C

Bogstaverne i fysikbogen flyder ud for mit blik og stimler sammen som myrer på strækmarch. Jeg stirrer i stedet på mit Shamballa armbånd med sorte og limefarvede agatkugler. Forestillinger om de forsvundne piger bliver ved med at fare rundt i hovedet.
”Godmorgen 1.c,” siger vores fysiklærer, Bent Oxlund, idet han haster ind i lokalet og smækker en taske af lysebrunt læder op på lærer-forsøgsbordet. ”Forhåbentlig er I udhvilede oven på weekenden.”
Jeg holder vejret, idet han arrangerer kolberne ved siden af gashanen og ruller et kemikaliebord frem, som han fylder med beholdere fra stinkskabet. Han trækker sin cardigan af og folder den omhyggeligt for enden af forsøgsbordet, før han ser ud over klassen og møder mit blik. Han smiler og synes med en lille fure mellem øjenbrynene at konstatere, at der endnu ikke er skabt kontakt til resten af klassen.
Hyggesnakkende stemmer blander sig med lyden af hans brug af tavlesvampen. Halogenlamperne sender et klart lys ned i Aalborg Katedralskoles fysik-kemi-lokale, der med den kulørte plakat af det periodiske system giver rummets klassiske stil et strejf af noget moderne. Indetemperaturen står i stærk kontrast til oktoberblæstens kuldegrader, der sidder som stikkende nåle i mine hænder fra knallertturen.
Udsynet til lokalets syrefaste stålborde og eleverne ved dem er totalt. Jeg sidder bagerst. Blændende lyspletter på nethinderne giver mig en følelse af desorientering. Jeg kniber øjnene sammen og dukker hovedet. Lokkerne ned over mine skuldre skinner korngult, og jeg følger missende lysets retning. Et par rækker skråt foran mig sidder Sasja med et håndspejl i venstre hånd. Blåglitrende acrylnegle rækker fem centimeter ud over fingerspidserne, hun holder spejlet, så en lysstråle fra et af de buede, sprossede vinduer brydes og rammer mig i ansigtet.
”Amanda, du meldte dig til at holde oplæg i dag. Hvilket emne har du valgt?” spørger Bent.
Sasja lægger endelig spejlet ned i lommen på de sortskinnende jeans.
Jeg rømmer mig og svarer. ”Jeg vil gerne fortælle om optiske instrumenter.”
”Okay. Hvorfor har du valgt det emne?”
Jeg synker en klump i halsen, idet samtlige ansigter i lokalet vendes mod mig. ”Min hobby er at tage billeder. Jeg synes, kameraets funktion er fascinerende. Det minder på mange måder om et menneskeøje.”
Sølvstænkene i Bents hår giver hans brune øjne et lysende skær. ”Det lyder spændende.”
Knuden i maven vokser ved lyden af sidemandens klikken med kuglepennen.
”Vi glæder os til at høre dit oplæg. Værsgo, ordet er dit.”
Han slår hånden ud mod tavlen og træder hen til vindueskarmen. Jeg rækker ud efter noterne og rammer i stedet fysikbogen, så den rutscher ned på gulvet med et smæld. Et avisudklip falder ud fra midtersiderne, og jeg lægger det skyndsomt tilbage. Mine ben er tunge og ømme efter badmintontræningen i går, og jeg går med stive bevægelser op til tavlen.
Med et blik ud over klassen registrerer jeg vagt, at Laura er fraværende. Jeg tager en dyb vejrtrækning og lader blikket glide ned over myrerne på papiret. Det burde være så let som at trykke på en udløserknap at tale om kameraets ligheder med øjet, zoomobjektiv, blitz, blændeåbning og autofokus.  
”Når I kender jeres øjnes funktion, ved I også, hvordan et kameras objektiv fungerer. I dag skal vi foretage tre forsøg, så sammenhængen bliver tydelig for jer.”
Nogle minutter tikker afsted, mens jeg forklarer de basale begreber inden for optiske instrumenter. De fleste sidder med panderynken og blikke, der truer med at suge mig ind i en malstrøm af tomhed.
”Nu vil jeg gerne have jer til at foretage det første forsøg. I skal starte med at se på Bent. Koncentrer hele jeres opmærksomhed på ham nogle sekunder.”
”Nej, det er sgu for åndssvagt! Hvad er formålet med det?” siger Lily og folder armene over brystet.
”Formålet er at illustrere sammenhængen mellem øjet og kameraets funktion. Som jeg også startede med at sige.”
”Åh, undskyld mig! Det er muligt, jeg ikke forstod, hvad du sagde, fordi din mumlen gik i ét med den tomme luft.”
Sasja sender Lily et anerkendende blik og supplerer med kandissød stemme. ”Det er lidt hurtigt, du springer over til forsøgene, Amanda. Kan du ikke starte med at fortælle mere om emnet? Selvom vi da gerne vil kigge på dig hele timen, Bent. Vi kan også lave en croquis-tegning.”
En brølende latter skyder igennem rækkerne af elevborde. Bordeaux-farvede pletter breder sig over Bents kinder og tilfører ham et element af usikkerhed. Han blinker voldsomt, øjnene antager et hårdt glimt.
”Lad os nu antage, at mine ører er godt fyrre år ældre end jeres. De har lyttet til mange elever gennem de sidste tredive år, og de opfangede Amandas ord ganske udmærket. Jeg er sikker på, I nu gør det samme, når Amanda gentager formålet med øvelsen.”
Det lykkes efter lidt famlende forklaringer at få mine klassekammerater til at fokusere på Bent og derefter modvilligt rejse sig fra stolene og sammen med mig gå hen til vinduerne og se ud på et ahorntræ. Deres tanker synes at være alle mulige andre steder, da jeg undervejs spørger, om de bemærker øjnenes skift i skarphed og fokus. Jeg mærker en albue i siden og rykker nogle skridt væk fra flokken under resten af forsøgene.
Jeg ånder lettet op, da klokken ringer ud. I stedet for straks at gå til næste time, sidder jeg nogle minutter ved det syrefaste stålbord og pakker langsomt penalhus og bøger ned i tasken, mens jeg spekulerer over, hvad der lige skete. Jeg gennemgår timen i hovedet igen, men ingen indlysende forklaring springer i øjnene. Jeg er vant til, at mine nye klassekammerater opfører sig underligt. Uforskammethed er ikke ligefrem noget nyt fra deres side. Men jeg forstår ikke,  hvorfor den lige skal rettes mod mig.
Dansktimen med Winnie glider hurtigt afsted. Fru Alving i Henrik Ibsens Gengangere får bristet sine drømme, vi diskuterer dramaets ligheder med Et dukkehjem og slutter af med lektien til næste gang. Da klokken ringer ud til spisefrikvarter, sender en virak af kroppe og tasker kvalmende lugte af dagslange madpakker, sved og cigaretstumper rundt i lokalet. Jeg begynder at rejse mig op for at begive mig ud på vandringen ned til kantinen, da en buldrende stemme beordrer os til at genindtage vores pladser.
Rektor træder ind i lokalet sammen med en mand og en kvinde og læner sig op ad katederet med korslagte arme. Der indtræder en respektfuld stilhed, som er helt atypisk for 1.c. Rektors hænder hviler ned over den koboltblå skjorte og de sorte, pressede bukser. De arrede kinder giver associationer til en veteran fra Vietnamkrigen, selvom de mest af alt vidner om, at denne kolos af en mand også engang har ligget under for pubertetens fysiske hærgen.
”Jeg har en alvorlig meddelelse til jer. Som I sikkert har observeret, er Laura fraværende i dag.” Rektor skifter vægten til sit andet ben og slår ud med hænderne. ”Situationen er den, at Laura har været forsvundet siden fredag eftermiddag.”
Et sus går igennem klasselokalet. Alles øjne er stift fokuseret på kolossen foran os.
”Politiet er med her i dag, fordi de gerne vil tale med de af jer, som er tættest på Laura.”
”Der er ikke nogen af os, som er tætte på Laura,” siger Sasja.
Rektor vender sit gennemborende blik mod hende. ”Hvad mener du med det? I er da klassekammerater.”
”Ja, men ingen af os har talt med Laura privat. Hun holder sig for sig selv. Det er ikke alle, der har lyst til at være en del af fællesskabet.”
I en brøkdel af et sekund strejfer Sasjas blik mine øjne. En erindring slår i det samme ned i mig.
To uger efter skolestart. Den tomme plads foran katederet. En snor er bundet om det ene stoleben. Blikke glider fra mig til Sasja, der med let bøjet hoved lader et lille smil glide fra sin position som alfahun i 1.c  ud til geledderne af afventende elever. Tegnet modtages, og legen fortsætter. Stilheden i lokalet er tilbageholdte åndedræt, da jeg passerer den tomme plads og i stedet finder en ledig stol på bagerste række. Bitten trækker åndsfraværende sine bøger til side og lader mig få plads, idet hun sms’er og som den eneste i klassen ikke synes at mærke det spirende komplot, der endnu mangler sin hovedperson. Sasja sender mig et lille nu-spiller-du-med-på-legen-blik. Da Laura træder ind ad døren, råber jeg en advarsel til hende.
Det var efter den episode, det hele startede. De spydige kommentarer. Udelukkelsen. Usynliggørelsen.
Først da jeg mærker blyanten knække, indser jeg, hvor hårdt jeg har knuget den. Erindringen om Laura og det, der startede hetzen mod mig, er faret gennem mit hoved på ganske få sekunder, selvom mindet var dybt begravet. I seks uger har jeg dynget mig til med lektier og ellers undgået at tænke på det, der foregår i skolen ved at tage mit kamera med i parken eller skoven flere gange om ugen.
Rektor smiler syrligt til Sasja. Jeg kan se, hvordan han rent fysisk tvinger sig selv til at stå stille, selvom alle fibre i hans krop trækker i ham. Der er ting, som skal gøres. Folk, der skal snakkes med, aftaler, der skal koordineres.
”Har politiet en idé om, at der er sket en forbrydelse?”
Ordene ryger ud af min mund, og der bliver vendt og drejet ansigter efter mig. Kvinden ved siden af rektor træder et skridt frem.
”Det kan vi endnu ikke udtale os om. Men vi opsøger jer på skift de følgende dage for at få informationer om Laura. Samtidig vil jeg opfordre jer til at være ekstra påpasselige i denne tid. Som I sikkert ved, er der forsvundet flere piger i Nordjylland inden for det sidste år.”
Politikvinden skriver navne og telefonnumre op på tavlen. Utilpasheden over situationen har tegnet furer i Winnies pande, og hun sender et underligt hjælpeløst smil til rektor, der sammen med politifolkene fjerner sig fra klasselokalet i nogle få, lange skridt. Lige så snart rektor er ude af syne, bryder en summen af hektiske stemmer løs som et oprørt bistade. Mine støvler klaprer et par skridt hen mod døren, og så standser jeg op. Ude af stand til at fatte det, der foregår omkring mig.
Skikkelserne suser forbi mig, ansigterne er oplivede af sensationslyst, og jeg hører fragmenter af samtaler. Gud, hvor spændende... Hvad mon politiet vil spørge os om... Står der allerede noget på nettet...
Winnie og jeg står i næste øjeblik som de eneste i klasselokalet. Hun har en bekymret fold over næsen, idet hun samler nogle bøger sammen på katederet.
”Kan jeg tale med dig?” spørger jeg.
”Ja, selvfølgelig.”
Hun står lidt og kører fingeren hen over ryggen på et slidt eksemplar af Gengangere, sætter sig så på en kontorstol og sender mig et spørgende blik.
”Det er måske et dårligt tidspunkt, men jeg vil gerne tale med dig om klassen.”
”Ja?”
”Det er, som om der mangler sammenhold.”
”Okay. Føler du dig udenfor?”
”Jeg synes bare, du skal tage en snak med dem.”
”Om hvad?”
”Hvor vigtigt det er at gribe muligheden for at skabe et fællesskab. Som det kører lige nu, er der nogle ting, som burde ændres.”
Hun trommer med fingrene på bordet og sætter så pegefingeren på overlæben. Jeg forestiller mig, hvordan hun ville tage sig ud på et foto. Uformel perfektion skabt af det nydeligt friserede, honningfarvede hår og den atletiske krop under cashmere sweateren og den avocadogrønne nederdel.
”Ved du hvad? Det er slet ikke sikkert, at din klasse nogensinde bliver sådan, som du gerne vil have den til at være. Så i stedet for at prøve at lave om på den, skulle du hellere forsøge at lære nogen af pigerne bedre at kende.”
”Jeg har forsøgt at komme ind på livet af dem. Men... ofte foregiver de, at jeg ikke eksisterer.”
Jeg har indtryk af, at kvinden over for mig virkelig forsøger at forstå, hvad jeg beder hende om. At hun gerne vil hjælpe. Men jeg kan ikke lide det lidt skeptiske blik under de rynkede bryn og måden, hendes kæber arbejder på, mens hun funderer over sit svar til mig.
”Vi har diskuteret, hvorvidt vi skulle have en følordning på gymnasiet. En tutor kan give dig råd til, hvordan du falder bedre til i klassen.”
”De andre er faktisk slet ikke interesserede i, at jeg falder til.”
”Arrh, Amanda, det er nogle søde mennesker, du taler om. Jeg ved godt, det kan være svært at falde til, så ser man nogle gange sine medmennesker i et lidt dårligt lys.”
Vi kunne fortsætte denne diskussion i en evighed. Jeg kunne fremlægge det ene eksempel efter det andet, og det ville blot forstærke Winnies oplevelse af, at det er mig, som er besværlig og ikke vil tilpasse mig gruppens præmisser.
Det værste er, at hun måske har ret.
Jeg knuger rygsækken ind til mig og går ud på gangen. Græske og kristne relieffer, friser og buster pryder mure og afsatser overalt på Katedralskolens afdelinger. Hver gang har sin egen farve, der nuancemæssigt harmonerer med den græske stil. Stemmerne runger op mod de høje lofter, der giver en akustik som i en kirke.  
Jeg drejer ned af en trappe med et gelænder af græsk svungne søjler. På væggen over for billedkunstlokalet hænger resultatet af emneugerne i mit valgfag. Læreren solgte idéen til os under den første time. Et trendy påhit, men ikke mindre klassisk af den grund. Friedensreich Regentag Dunkelbunt Hundertwasser, født Friedrich Stowasser, nåede at sætte sine aftryk på verdenskunsten, før han i starten af det nye årtusind drog sit sidste penselstrøg og åndedrag ombord på RMS Queen Elisabeth II. Punktum blev sat for en kontroversiel kunstner, der opfattede firkanter som komprimerede kolonner på march, afledt af oplevelserne under anden verdenskrig. Hans tragedie blev andres dyrkelse - fascination af hans globeformede træer, spiraler og tilsyneladende kaos, der alligevel har sin orden og funktion. De pulserende landskaber med mennesker, biler og huse, som børn ville tegne dem.  
Blandt de multifarvede Hundertwasser-fortolkninger på væggen hænger min gengivelse af Den lille vej, som jeg malede blot få meter fra Noah. 1.a’eren med det mørke hår og den græske profil er provokerende skælmsk og fortrolig med alle eleverne på holdet, undtagen mig. Den lille vejs komposition af rød, kongeblå og gule strenge forbundet i en spiral hænger også i min mors gamle atelier, som far ikke kan nænne at rive ned. Hvis jeg havde været mere fokuseret den dag til billedkunst i stedet for at skæve til Noah hvert andet minut, var min udgave af Den lille vej sikkert blevet mere vellykket.
Duften af tortillas fylder kantinen og får min mave til at knurre. Fra væggene titter græske guder og gudinder og ditto nyfortolkninger ned på os med deres hemmelige smil i mundvigene. Indigoblå, kuppelformede lamper hænger ned fra det gigantiske loft og kaster et blødt lys på mylderet af elever, der bevæger sig til og fra den lange madkø. Lys pigelatter blander sig med dybe drengestemmer, der er sluppet mere eller mindre helskindet igennem overgangs-perioden. Jeg genkender kun ganske få i køen. Noah står henne ved buffeten og formår at fylde en tortilla, samtidig med at han som sædvanlig charmerer pigerne omkring sig. Han er stor og muskuløs og et par år ældre end de fleste 1.g’ere. Det rykker i mig, da han sætter sig hen til sin klasse, og jeg må tvinge mit blik væk fra hans perfekte træk og det mørke hår, der stikker frem under en helt afskyelig hiphopper-kasket.
Alle fra 1.c har placeret sig ved det længste bord bagerst i kantinen. Jeg er på nippet til at sætte mig ved et andet bord, men sætter alligevel kursen mod mine klassekammerater. Fødderne nagler sig til gulvet for hvert skridt. Med ét befinder jeg mig ud for en ledig plads ved siden af Mathilde. Mick er fuldt optaget af kyllingespyddet på sin tallerken. De andre sender mig blikke, der borer som nåle. Sasja lægger kniv og gaffel fra sig med en klirrende lyd. De blåglitrende negle reflekterer lyset fra vinduerne, der har en mørkeblå himmel med gråt skydække som dagens baggrund. Hendes mørktkrøllede hår skinner velplejet omkring et lydefri ansigt. De fyldige læber bæver en anelse uden at forstyrre den dominante udstråling.
”Må jeg sidde her?” spørger jeg med sædvanlig beskedenhed og peger på stolen ved siden af Mathilde.
Blusen klæber til min krop, mens jeg afventer dommen. En trækning går gennem Sasjas ansigt. Hun nøjes med et lille nik, der får Mathilde til at rykke sig demonstrativt et stykke til siden, så jeg lettere kan skubbe mig ned på stolen ved siden af hende. Uden at se på mig genoptager de deres måltid.
Sukkende piercer Mathilde et stykke kød med gaflen og tygger langsomt. Jeg skærer i min tortilla og tager en bid. Mærker hvordan stykket vokser i munden, krydderierne har mistet deres sædvanlige tiltrækningskraft.
Efter et par mundfulde tørrer jeg mig om munden med en serviet og rømmer mig. ”Det var et spændende oplæg, du holdt i sidste uge, Mathilde.”
Hun anbringer gaflen på bordet og lægger hovedet på skrå. Hendes øjne er nærmest selvlysende blå i skinnet fra vinduerne. ”Synes du?”
”Ja. Det er utroligt, hvad videnskaben har udrettet med elektromagnetisk stråling.”
Et lille fnys undslipper hende. Det kan være af forbavselse eller foragt.
Jeg vælger at fortsætte. ”Tænk, at oscillerende elektriske og magnetiske kraftfelter kan bevæge sig gennem rummet med lysets hastighed og skabe så megen energi.”
Hun smiler, så der dannes vifter ved hendes øjne. Lugten af tortillas er kraftig, da hun læner sig over mod mig. ”Oh my god, Amanda, hvad taler du om? Et oplæg! Som om jeg kan huske en fucking shit af det.”
Hun har fået hele bordets interesse. Sasja laver himmelvendte øjne til Mathilde, der hvæser til mig.
”Få dig et liv!”
Og Sasja. ”Hold din nørdesnak for dig selv, inden jeg brækker mig.”
Ydmygelsen fosser som kogt vand igennem mig og sætter sig som en prop i halsen. Stum og ubevægelig lader jeg blikket glide hen over de velkendte ansigter, der alligevel føles helt fremmede. Så ler de, overstadigt og hengivent af en kommentar fra Mick. Jeg hører ingenting, stirrer tomt ned i bordet. Den åbning til en accept, jeg forsøgte at finde ved at tilslutte mig bordet, viste sig at være Pandoras æske. Jeg skulle aldrig have været så dum at forsøge.
Jeg rejser mig brat og river tasken op fra gulvet, før tårerne når at markere ydmygelsen. På vejen hen over det grågnistrede gulv hører jeg Sasjas bemærkning.
”De finder hende sgu aldrig. En røvslikker som Laura er oplagt til at gøre en ende på sit latterlige liv.”
En brølende latter skyder igennem selskabet og rammer mig som en projektil i øregangen.

- - -

De tomme øjenhuler stirrer op på ham, da han tænder lysstofrøret. En gennemtrængende lugt af forrådnelse sidder i varevognens luftmolekyler som små bobler af død. Han kan mærke frokosten rumle i maven over stanken. Maven kramper sig sammen, og han støtter panden mod loftspanelet. Mærker kvalmen forsvinde, idet han fokuserer på minderne fra gårsdagen.
Hun havde skreget, tænker han og smiler, skreget indtil hun holdt op med at stritte imod, og på det tidspunkt var tavsheden en lettelse.
Hvis far opdager, hvad varevognen bliver brugt til, opstår der et problem. Et meget alvorligt problem.
Blodet sidder stadig inde under neglene. Han kan godt lide at lade det sidde lidt, selvom han ved, det er farligt. Skolekammerater kan undre sig, politiet finde beviser.
I det fluorescerende lys ligner øjenhulerne hånlige smil. Han ser ned på sine fødder, stikker hænderne i lommerne som for at bortmane et øjebliks utilpashed. Der skal snart findes en ny pige. En ren pige, ikke som de andre.
Der er en pige, som er oplagt. Han har lagt mærke til hende et stykke tid. Ladet blikket dvæle ved det lyse hår, ballerne og brysterne under tøjet, der næppe kan lyve som hos den foregående.
Han ser den lyshårede pige for sig og rækker hånden ned i bukserne, masserer den del af kroppen, der siden ulykken sidste år kræver øjeblikkelig tilfredsstillelse. Som om slaget i hovedet trak driftcentret frem og slog hæmninger ud af kraft. Morbide fantasier begyndte efter hovedtraumet at springe ud fra deres skjul i hjernen, og han blev overrasket over sit talent for at udleve dem.
De er så lette at lokke med. De fleste viser sig at være uduelige, og nogle må dø, mens andre får lov til at leve. Sådan er livets enkle præmis. Lev og lad dø.

haleløs2014-06-24 13:50:37

opdel i kortere kap. med links; laaaange tekster får typisk ingen komm.
Men yderst læsværdig tekst ;)
Anbefaler også denne Jeg vil altid være her del 01.
Monga2014-06-24 13:57:54
TAK - det vil jeg gøre :-)

NannaLA2014-07-03 19:47:46

Kære Mona

Tak for din besked og din forespørgsel.
Jeg har nedskrevet kommentarer løbende, og taget mig den frihed at fremhæve udvalgte steder i teksten.

Først vil jeg foreslå dig, ligesom Haleløs også nævner, at opdele teksten, da den er alt for uoverkommelig og kompakt at se på. Din tekst vil med sikkerhed trække flere læsere og eventuelt flere kommentarer, hvis den var nemmere at gå til - det vil små dele af gangen være. Tænk over det :-)

Dernæst, synes jeg, at du har en rigtig god beskrivelsesevne. Du maler mange detaljerede billeder, hvilket fungerer ubeklageligt. Det er tydeligt, at du befinder dig godt i personkarakteristik, hvilket øjeblikkeligt holder din læser fængslet. Dog er der mange karakterer at holde styr på lige fra begyndelsen, og personligt blev jeg en anelse stresset, hver gang der poppede endnu et nyt navn op, jeg skulle forholde mig til. Men efter endt læsning, kan jeg konkludere, at det højst sandsynligt blot er til fortællingen kommer rigtigt i gang, og alle dine karakterer er beskrevet.

Derudover blev jeg meget klogere på øjets funktion, hvilket var utrolig spændende! Jeg har aldrig været en stor fan af fysik og kemi i skolen, dog formår du at holde mig læsende - fordi dét netop også, som resten af teksten, er utrolig velskrevet og velformuleret.

Jeg springer altid over krimi og gysergenren, fordi det ikke har min interesse. Jeg er mere til hverdagsrealisme og poesi. Men jeg må dog indrømme, at du har fat i noget her”¦ Gymnasiestrider og forbrydelser. Det er ikke et dårligt match.
Jeg ser frem til at følge med i din fortælling!

Mvh Nanna

Du skal være logget ind, før du kan kommentere og vurdere!

Seneste profil og bidrag

Seneste opdateringer

En tilfældig udvalgt tekst

Fra Forfattersiden.dk