 |  | Arbejdstitel: Farvel |
 |
|
|||||||||||||
|
Hun føler sig afklædt. Skrællet og nøgen. Det er ikke nemt at være til, når ens kæreste er så observant og analyserende. Som om han er ramt af noget paralyserende, som han sidder der og kigger, stirrer på hende. Hun kan ikke synke sin kaffe, han holder øje med hende. Som en grib, en sulten ulv, der venter på at nedlægge sit bytte, langsomt trevle det fra hinanden, suge alt fra hendes knogler. Hun kløjes i den varme væske, hoster. Han griber straks en kuglepen. Hold op, siger hun. Stop med at kigge på mig, når jeg drikker kaffe. Stop med at skrive, når jeg drikker kaffe. Hun er sur og tørrer hagen med håndryggen. Det bliver jeg nødt til, siger han og noterer, skriver, reporterer om den kaffedrikkende skikkelse, der altid sidder foran den åbne altandør, når hun skal vågne. Han kradser sig i skægget. Hun kan se, hvor koncentreret han er. Han sidder med sin notesbog på køkkenbordet. Det irriterer hende, at han ikke har et 9-4 arbejde. Det irriterer hende, at han altid er hjemme. Og det irriterer hende endnu mere, at hun er blevet et objekt for hans skriveblokade. Hun kan ikke så meget som at pudse næse, uden at han noterer det i den lille, sorte bog. Hun er sikker på, at de sidste syv måneder af hendes liv står beskrevet i den. Han har virkelig brug for at komme ud. Du burde gå ud, siger hun i stedet. I solen. Du er jo herinde, siger han og ser forvirret ud. Netop derfor, snerrer hun og rejser sig for at sætte koppen i vasken. Er du sur, spørger han og lægger kuglepennen fra sig, så han kan ae hende på skulderen. Hun gyser. Nej, siger hun. Hun så dog gerne, at han gik sig en lang tur. Med notesbog og det hele. Han behøvede faktisk ikke engang at komme tilbage. Det er du, siger han. Det kan jeg fornemme. Åh, for helvede da også, Marvin, gå dig dog en tur, vrisser hun og forlader hans kærtegn. Han ser forskrækket på hende. Hov, boghandleren bander, siger han og ler, som for at lette på stemningen. Hun kaster armene i vejret, de falder tungt ned langs hendes sider. Han skriver igen, tungen lige i munden, en lille sammentrækning i panden. Hun går ud i gangen og finder sine støvler. Lynlåsene driller. Hun kan høre lyden af blæk mod papir. Hvad laver du, kalder han. Hun flår jakken med fra knagen. Jeg går mig en tur, snerrer hun igen og stikker hovedet ind i køkkenet. Skriv et digt om det! Hun forsvinder fra køkkenet, tager fat i håndtaget, hun skal ud, væk fra hans skriveproces og karakterdannelse. Roman, råber han efter hende. Hun smækker døren og går ud i morgenluften. Det er meget tidligt, hun plejer aldrig at være så tidligt ude i livet. Hun kigger nedad sig selv, pyjamassen bevidner om den hurtige flugt. Hun sukker og kommer i tanke om hendes mor, der engang gik ned efter ketchup til pomfritterne. Hun kom aldrig tilbage. *** De kigger skævt til hende. Det må være pyjamassen. Hun ser det ikke, eller også lader hun bare som om, hun ikke ser det. Kaffen er varm. Der er ikke nogen, der skriver om hende. De snakker måske om hende, men de skriver ikke noget ned. Hun klør sig i øret, bare fordi hun kan og nyder den ikkeeksisterende lyd af blæk mod papir. Hun overvejer at blive der, for altid. Det er bare lang tid, og hun har egentlig booket en vasketid i morgen. Hans sure sokker og underbukser, der stinker af hjemmegående husfar, bare minus det huslige og et kuld unger, har hobet sig op. Og han har alt for travlt med at observere og blive inspireret. Af hende og hendes færden rundtomkring på de 88 kvadratmeter. Hun kigger på den sidste sjat kaffe. Kaffen smager bedre, når den ikke bliver overvåget af en tikkende bombe, der er hendes kæreste, der er en igle, hun desperat ønsker ville bide sig fast i noget andet, en anden. Men han er så skrøbelig, så delikat, så sart, at bare tanken om at forlade ham, har givet hende dårlig samvittighed, fordi hun ikke vil være skyld i en depression. Og det vil han få, han er så vanskelig og så sær og så følsom, at han ville suge sorgen ud af bruddet og bruge det som et tæppe om natten. Han ville slynge sig i det, blive tæppets symbiotiske nullermand. Han vil langsomt, men sikkert svøbe sig ind i en altomskiftende depression, der tilslut ville ende med noget fatalt. Hun vil ikke have hans død på samvittigheden, så hun kan ikke gå fra ham. Hun vil ikke være portrætteret i en roman om svigt og destruktiv kærlighed, hvor forfatteren døde af sorg, kort tid efter manuskriptet var antaget. Hun kan ikke slå Marvin ihjel. Det er hun simpelthen ikke hjerteløs nok til. Selvom han ofte er møghamrende irriterende og mangler situationsfornemmelse, og undskylder hans mangler ved, at hans forfatterhjerne bare suger og suger og har brug for nærring, også selvom de står i køen i Netto eller er i Zoologisk Have med hendes niecer. Han må bare ha’ og ha’ af alle de indtryk verden skyder mod ham. Han er ikke selv herre over det, siger han hver gang. Hun har kronisk hovedpine af at vende øjne. Hun kan jo ikke forlade ham. Gud skal vide, at hun optil flere gang har forsøgt. Det ender bare altid med, at hun undskylder sin manglende forståelse og respekt for en forfatter i skriveproces. Sådan er Marvin slesk. Og så har han smukke øjne. De er pålægschokoladebrune og med et strejf af orangeknas. De er roden til alt ondt og dejligt, og hun kan ikke slippe væk, når han først ser rigtigt på hende. Det sker bare så sjældent, at han ser på hende sådan. *** Hvor har du været, vil han spørge, når hun engang kommer hjem. Det gør han altid. Hun vil altid lyve og fortælle, at hun bare gik sig en tur. Frisk luft, du ved. Det gør folk jo så tit. Folk går ture, hvor de ikke overvejende tænker på, hvordan de kan gå fra deres kærester og ægtefæller, ja, måske endda hele familier. Men det kan hun ikke. Hun ender altid på en café, hvor hun drikker alt for meget kaffe, med alt for meget mælk, med alt for mange chokolader på underkoppen, og så laver hun lister, i hovedet. Hun laver punkter og opstiller scenarier. Hun forestiller sig, hvordan Marvins ansigt vil krænge sig, hvordan hans supersensitive hjerte vil briste og skydes ud af brystet, hvordan han vil råbe og klage sig, klynke hvordan hun kan være så afstumpet, hvorfor hun ikke bare giver ham en kugle for panden. Og tanken har da strejfet hende, mange gange. Hun har set tilstrækkeligt mange politi-og lægeserier til at vide, hvordan sådan noget skal foregå for, at man er chanceløs. Men hun er samtidig enerverende splittet. Hvordan kan man ønske nogen død, men fralægge sig al ansvar bagefter? Hun har ondt, men hun ved ikke, hvor henne det gør allermest ondt. Hvorfor kan han ikke bare være den Marvin, hun mødte for fem år siden, hvorfor kan han ikke bare skrive kærlighedsdigte om arret på hendes hage, som han plejede at gøre? Hvorfor skal hele hendes person udpensles, som var hun et maleri, han aldrig blev færdig med at male, som var hun en forklaring, han kunne blive ved og ved med at træde vande i. Hun er ikke avanceret, hun er ikke særlig. Hun har et ar på hagen, det fik hun da hun skulle lære at cykle. Hendes far slap kosteskaftet og hun styrtede, som så mange andre børn har gjort. Hun er ikke enestående eller ekstravagant. Hun er boghandler. Det er der intet nervepirrende eller plottwistende over. At hun skulle møde Danmarks blødeste mand i forklædning, har hun ikke helt forstået. Hun føler sig snydt på det groveste, som når pilen, i lykkehjulet, i tombolaen ikke lander på ét af hendes tal på hendes syv plader. Hun føler sig snydt af ham og af omverdenen, måske allermest af skæbnen. Hun føler det noget så uberettiget, at hun nu også skal stå med alle de valg, hun står med. Hvorfor er hun nødt til, at slå Marvin ihjel for at kunne gå fra ham? Hvorfor kan han ikke bare selv få nok og gå, hvorfor er hun hans evighedsmuse? Hun gider ikke det mytologiske pis. Hun vil bare gerne ud af forholdet, fordi hun ganske simpelt ikke orker at dele liv med en forfatter. Marvin trækker på skuldrene, hvor er det dog synd for dig, at din kæreste finder inspiration i dit væsen, ja det må godt nok være en byrde, at være en mands kilde til kunsten, vil han sige. Det siger han altid, når hun endelig siger fra og får nok og forvisser ham om, at denne gang er det slut, fordi det er alt for opslidende og selvudslettende. Han tager hende bare ikke alvorligt, og det kan hun så tillægge bunken med irritationsfaktorer, der efterhånden er en favorabel konkurrent til det skæve tårn i Pisa. | ||||||||||||||
 | haleløs | 2015-05-06 07:35:23 |
fremragende, levende billedrig beskrivelse af to rastløse, ubeskæftigede gnavpotter!
venligst ...
blev ikke helt færdig med læsningen; stødte undervejs på: " 9-4 arbejde" (ni-til-seksten)
venligst ...
blev ikke helt færdig med læsningen; stødte undervejs på: " 9-4 arbejde" (ni-til-seksten)
| haleløs | 2015-05-07 18:27:02 |
Er teksten helt færdig? Synes, der mangler en afslutning; hun trisser vel enten hjem igen ... eller skifter job?
Ellers et rigtig veldrejet portræt af boghandleren, som er temmelig træt af at være sin vidtløftige forfatterkærestes vaskekone - og muse. På alle 88 kvadratmeter ;)
venligst ...
Ellers et rigtig veldrejet portræt af boghandleren, som er temmelig træt af at være sin vidtløftige forfatterkærestes vaskekone - og muse. På alle 88 kvadratmeter ;)
venligst ...
Du skal være logget ind, før du kan kommentere og vurdere!
