Forfattersiden.dkForfattersiden.dk kræver login, før du selv kan bidrage med indhold
 
Forfattersiden
Engel eller dæmon
Engel eller dæmon


Forfattersiden.dk
Forfatter: Dragonfly
Skrevet: 2011-09-08 21:41:51
Version: 1.1
Anbefal:Klik på +1 ikonet for at anbefale teksten i Google-søgning
 
 Klik her for at annoncére teksten på din egen Facebook væg Klik her for at annoncére teksten på din egen Facebook væg
 


Amizade

Solen skinnede køligt på efterårsdagens sidste timer og forsvandt bag højhusene. Ikke at det gjorde nogen forskel; hun vidste præcis hvor hun skulle hen. En gade fyldt med hjemløse i papkasser eller med poser og sovende halvdøde alkoholikere strøet som affald. Hun gruede for hvad der lå længere fremme. Hvis hun blev fanget, ville hun være heldig hvis hun kun blev dræbt og selv hvis hun ikke blev, var det ikke noget hun gjorde med god vilje. Hun havde bare ikke noget større valg.

Amizade drejede væk fra gaden og ned i labyrinten af smågyder. Lugten var afskyelig og rev hende i næsen, men hun vidste at hun snart ville have vænnet sig nogenlunde til det. En skæget mand i hullet tøj og bræk i skæget kom slingrende over imod hende med en næsten tom flaske slavevodka i den ene hånd. Det ville hun ikke engang overveje; det var for ækelt! Han hilste ved at gøre et overdrevet kast med den ledige hånd, hvilket nær havde givet ham overbalance, og dinglede så videre ud mod gaden. Hun rystede på hovedet. Måske skulle hun alligevel have gjort det bare for at rede ham fra sig selv. Med hurtige skridt gik hun videre gennem gyderne og passerede flere ældre hjemløse, der for et øjeblik kom til live for at tigge om mønter, men kort efter skuffet sank tilbage i mørket.

Efter hun i næsten et kvarter havde gået rundt i gyderne vendte hun sig om. Bag hende sprang en kvinde i skjul i skyggerne, men Amizade havde været klar over sin forfølger næsten hele vejen. Hun begyndte at gå samme vej tilbage og gav hurtigt kvinden tilladelse til at følge med. Efter yderligere et kvarter var de nået tilbage til den gyde hun først var drejet ned ad og her vendte hun sig igen mod kvinden. Hun havde nålemærker på begge underarme og så hærget ud; under øjnene havde hun en næsten lilla nuance og hun rystede af abstinenser. Hun kiggede forventningsfuldt på Amizade, der bad hende komme nærmere. Med et hurtigt cirkelspark blev kvinden slynget til jorden og samme sekund var Amizade over hende. Hun placerede sig på kvindens brystkasse med knæene på hendes arme og lænede sig så ned mod hendes ansigt. Kvinden begyndte at skrige, men blev hurtigt bragt til tavshed af en lille hånd. Med sin fri hånd tog Amizade de briller af, som hun ellers aldrig fjernede og gennemborede kvindens øjne med sit blik.

Da hun var færdig tog hun hurtigt brillerne på igen. Den hjemløse kvinde fik lov at blive liggende og hun begyndte at gå hjem. Bilerne drønede forbi som altid og larmede utåleligt, så det var først da det var for sent, hun opdagede, at de støvleskridt hun hørte, havde fulgt hende siden hun havde forladt gyden. Hun vendte sig om og fik et glimt af en mand med kolde øjne og buskede øjenbryn; så mærkede hun en kanyle trænge gennem huden på sin hals og hun tumlede om med samtlige sanser kludret sammen i én rodebunke.
_

Nial

Klokken var seks om morgenen da telefonen ringede. Halvt i søvn rejste han sig langsomt og tog den i håb om det var noget der gav penge. Solen var ikke stået op endnu og han kunne ikke se sig fri for at være en smugle misundelig. Arbejdsløs og så kan man ikke engang sove længe på en fredag. Han kiggede på nummeret; Bailey. Han ville aldrig ringe så tidligt med mindre det enten gjaldt hans eget liv eller en stor fortjeneste, som han kunne gemme af vejen for skattefar.
”Det har bare at være vigtigt”¦ det var dog fandens til tidspunkt at ringe!” Måske ikke den bedste indgangsvinkel, men Bailey lod sig sjældent mærke med den slags.
”Du lyder til at have fået det forkerte ben ud af sengen”¦” Lød den ru stemme i den anden ende.
”Bare for tidligt. Ville du noget eller”¦?”
”Manger du penge? Jeg hører du er uden job for tiden.”
”Ja. Hvad har du da?”
”Ti tusinde hurtige. Vi skal bare fungere som vagter under en fragt. Det kommer nok til at tage en til to uger. Pengene bliver udbetalt når det er gjort.”
”Hvad er det præcis vi skal fragte? Og hvem vil betale så meget?”
”Jeg forklarer det senere. Tager du med?”
”Ja. Hvor og hvornår?”
”Hos mig om to timer.” Der blev lagt på. To timer”¦ det var ikke lang tid. Nial rejste sig og begyndte at lede efter sin taske og noget at pakke i den. Ti tusinde”¦ var det en truet dyreart eller hvad?
_

Amizade

Hun vågnede op med lænker om både håndled og ankler og en kvalmende svimmelhed. Hun havde måske været for uforsigtig, men det var altid kun et spørgsmål om tid før man blev taget. Hun var heldig; det var få der overlevede så længe. Hendes lemmer føltes som gummi og nægtede at adlyde, da hun forsøgte at komme på benene. Det havde været både bedøvende og muskellammende, det i sprøjten. Hun havde ikke haft det så dårligt i årevis, hvilket ikke gjorde sagen bedre, for hun havde haft nogle ret dårlige dage gennem tiden.

Da svimmelheden endelig havde lagt sig lidt og hendes krop fungerede nogenlunde, kæmpede hun sig op at stå og konstaterede, at hendes briller var forsvundet og erstattet af et tørklæde, der i stedet var bundet stramt om hendes hoved. Ikke at det gjorde nogen stor forskel. Hendes øjne så gennem stoffet og kunne let se menneskers humør og intentioner; sammen med hendes andre sanser var det ligeså godt som et normalt syn og det tog hende ikke lang tid at konstatere, at hun var lænket i en specialpansret vogn. Lænkerne om hendes ankler var ca. en halv meter og dem om hendes håndled samlede sig efter lidt over femten cm til én kæde på lidt over en meter. Hun kunne rejse sig, men ikke rigtigt bevæge sig. Hun sukkede lavt og satte sig.

Hun hørte lyden af fodtrin og kort efter en langvarig raslen med nøgler og en masse klik fra døren før den gik op. Det var én der ville sikre hun ikke stak af. To personer stod i åbningen. Den ene emmede at triumf og stolthed og den anden var tydeligt overrasket.
”Dét er hvad vi skal fragte!” Lød en ru stemme fra den ene.
”Hvem vil betale så meget for en pige?” Den andens stemme stod i kontrast til den første og den lød speciel; der var noget ved stemmen der fik den til at lyde tillidsvækkende og rolig selvom han var overrasket. Men han havde stadig valgt at troppe op, så hun lod sig ikke narre.  
”Ved du hvad det er?”
Tavshed.
”Det er en dæmon!” Igen stod stoltheden malet i hans tonefald. Ikke at hun bebrejdede ham ret meget for det. Hvis man fangede en dæmon var man enten utrolig heldig eller utrolig dygtig. Manden mente uden tvivl, at han var det sidste. Den anden mand svarede ikke, men glødede at vantro og tvivl. Manden med den ru stemme gryntede vrantent og døren blev lukket og låst.
Samtalen fortsatte udenfor, men hun kunne ikke høre ordene. Kort efter stoppede samtalen og manden med den ru stemme tog ordet og talte tilsyneladende til en mindre gruppe. Hun skulle ikke bare transporteres i en pansret vogn i lænker; hun skulle også eskorteres af en gruppe mænd der sikkert var griske og enten bange eller skydeglade. Det kunne næppe få en god ende hvis hun lavede flugtforsøg. For dem. Kæderne raslede da hun langsomt lagde sig på det kolde gulv og lod sig glide over i søvnen.
_

Nial

Bilen trillede ud af garagen og sluttede sig til de andre. Opgaven var ganske enkel; de skulle tilsikre at denne dæmon, eller hvad hun var, blev fragtet næsten om på den anden side af jorden, hvor der så var én eller anden specialist der skulle henrette hende. Ikke at han helt forstod hvorfor der skulle en speciel person til det; hvis pigen skulle dø kunne man vel bare give hende en kugle for panden og brænde liget; det burde vel være nok? Han forstod heller ikke rigtigt hvorfor der skulle så mange vagter på når hun både var lænket og lukket inde i den vogn. Hvis hun endelig slap ud derfra, og hvis hun virkelig var en dæmon der ville flygte, ville syv personer ikke gøre nogen større forskel.

Goloso, manden ved siden af der kørte bilen, sad med blikket stift rettet mod vejen som om han var bange for at køre galt ved at blinke. Nial kunne ikke lade være med at smile for sig selv. Han lænede sig lidt tilbage og gjorde sig det behageligt; om fire timer skulle han selv køre. Om otte timer slog de sig ned for natten. Turen kunne klares med otte timers daglig kørsel i en uge ad de store veje og færger, men for ikke at vække opsigt havde Bailey valgt at køre ad nogle mindre veje og leje en båd, hvor han også havde lavet et specielt rum til pigen. Han havde svært ved at tro hun var så farlig som de troede. Hun havde set skrøbelig og sårbar ud som hun sad dér i vognen med lænker på og bind for øjnene. Hun var lille og spinkel og så ikke ud til at være fyldt atten endnu.
_

Amizade

Da vognen langt om længe hold stille i mere end et par minutter havde de kørt i lang tid. Flere timer. Hun satte sig op på knæ og lyttede efter stemmer. Fire motorer var blevet slukket ud over vognens; to biler og to motorcykler, derfor var der minimum fem til at holde øje med hende. Kort efter begyndte nogle enkelte at snakke lidt. Den ene var manden med den ru stemme. Hun hørte tre stemmer ud over hans, så foreløbig var der én mand per køretøj. Det raslede ved døren og efter nogle sekunder gik den op. Nu hørte hun tydeligt vagternes samtale. Penge. De diskuterede hvad de ville bruge lønnen fra turen på og en enkelt fældede en bemærkning om, at han sagtens kunne fange dæmoner også. To mere havde sluttet sig til. Der var tre mænd og to kvinder i samtalen, manden med den ru stemme og den der havde åbnet ind til hende. Syv i alt. Døren blev lukket igen efter en person var trådt ind og kort efter lød et klik fra en lommelygte der blev tændt. Altså, der var ingen lampe i vognen.

Der var stille et stykke tid. Hun hørte kun sit eget og den andens åndedrag. Det lød som en mands. Han betragtede hende længe og satte sig så ned på hug.
”Er du sulten?” Det var den mand der tidligere havde fået hende fremvist. Lugten af brød og ost mødte hendes næsebord.
”Jeg spiser ikke.” Svarede hun og drejede hovedet lidt væk fra madden.
”Ikke det? Hvordan overlever du så?” Manden var altså ikke typen der troede på tilstedeværelsen af andet end mennesker.
”Er du sikker på, det er noget du vil vide?” Manden svarede ikke men rakte brødet med ost frem igen.
”Sikker?” Da hun igen vendte ansigtet bort tog han selv en bid. Døren blev åbnet igen.
”Jeg synes du er lidt længe om at se til hende. Du skulle bare sikre hun var i live og ikke sluppet fri.” Manden med den ru stemme. Hun hørte stof bevæge sig, da den anden mand trak på skuldrende.
”Jeg tilbød hende et stykke brød”¦ hun har ikke spist hele dagen.” Svarede han i et lidt undskyldende tonefald. Den anden mand udstødte et latterbrøl og trådte ind i vognen.
”Du ved ikke ret meget om dæmoner, hvad? De spiser ikke.”
”Nu er jeg ikke dæmonjæger; jeg er faktisk stadig ikke overbevist om de findes, så du kan da ikke forvente jeg ved den slags.” Endnu en person trådte ind; enten var vognen større end hun havde regnet med, eller også var der ved at være trangt. Lyden af sko med hæl afbrød den korte tavshed.
”Er dét årsagen til alt det besvær? Det er jo kun en lille pige; og hvorfor har du lænket hende?” Udbrød en kvindestemme. Kvinden forlangte at få nøglerne og kort efter lød en masse små fortrin og skubben, der blev afsluttet med et bump fra én der blev skubbet ind mod vægen.
”Det er ikke en lille pige! Den er farlig.” Snerrede manden med den ru stemme. ”Du går ikke herind igen hvis du vil have dine penge!”
”Du kan da ikke have hende lænket på den måde! Hun kan alligevel ikke slippe væk!” Kvinden og manden med den ru stemme skændes et stykke tid og til sidst marcherede hun ud af vognen efter igen at være blevet truet med ingen penge.
”Du skal heller ikke blive for knyttet til den”¦ Du kan alligevel ikke beholde den.” Med de ord henvendt til den anden mand, forsvandt også manden med den ru stemme. Den anden blev stående i tavshed og raslede lidt med nøglerne; så forlod også han vognen og låste efter sig.
Det lille optrin havde haft en vis underholdningsværdi og hun havde nu fundet ud af lidt om nogle af hendes vagter. Den tvivlende mand, der havde tilbudt hende mad var ikke så bange for hende som de andre, men forsøgte at være lidt human; der var manden med den ru stemme, der bare så hende som en måde at få penge, og så var der kvinden med det højtudviklede moderinstinkt. Hun var sikkert bare med fordi hun ingen penge havde. At dømme efter hendes reaktion havde hun selv børn.
_

Nial

De stod op samtidig med solen. De skiftede køretøj og makker, så de to kvinder der før kørte på motorcykel kom ind i hver sin bil; mændene fra den anden bil skulle køre på motorcykler, han selv skulle skifte over i deres bil og køre med kvinden, der om aftenen også havde været inde i vognen, og Goloso skulle blive siddende og køre med Nasilni, der var ligeså voldelig, som han var grådig. Hans egen makker var tydeligvis stadig i dårligt humør, for hun mælede ikke et ord og hver gang hun skulle skifte gear blev det gjort med hurtige ryk. Han forstod hende godt. Han havde overvejet bare at lade hende tage nøglerne, men han kunne stadig ikke. Hvis Bailey virkelig mente hun var så farlig, som han gav udtryk for, ville det næppe være en god ide at fjerne lænkerne.
Han skævede til kvinden. Hun var yngre end ham; højest tredive, men der var noget der fik hende til at se gammel ud. Der var noget træt ved hendes øjne og hendes hud var bleg. Måske havde hun lige været alvorligt syg? Hun skulede olmt til ham og han tog hurtigt øjnene til sig. Ikke ret venligt anlagt, eller også var det bare den tid på måneden. Han forsøgte at undertrykke et smil. Han havde altid undret sig over hvordan kvinder kunne gå fra at være de venlige og glade, til nærtagende og utilfredse natten over.
”Tror du virkelig hun er så pokkers farlig?” Nial fór sammen ved lyden af kvindens stemme. De havde kørt i to timer uden et ord og han havde siddet og døset. Kvinden drejede hovedet og betragtede ham afventende.
”Det ved jeg ikke men”¦”
”Hvorfor kunne du så ikke have ladet mig tage nøglerne?” Afbrød hun spidst.
”Hvor godt kender du Bailey?”
”Jeg har arbejdet for ham et par gange. Det giver penge i pungen og jeg har brug for dem. Men det giver ham ikke ret til at lænke personer som dyr.”
”Måske ikke, men jeg kender ham godt nok til at vide, at han kun gør det fordi han mener der er sikrest for os. Jeg ved ikke om han har ret, men han tager sjældent fejl på de punkter.”
Tavshed.
”Hvad hedder du egentlig?”
Tavshed igen. Bailey havde fundet en flok meget asociale mennesker til jobbet. Måske var det en god ting, så folk ikke blev fokuserede. Han havde ikke selv ret meget forstand på den slags; han plejede at holde sig på den rigtige side af loven i modsætningen til Bailey, der ofte tog nogle jobs der var lidt uldne.

Efter yderligere to timers kørsel byttede de og kvinden kiggede interesseret ud ad ruden. Ikke at der var noget at se, men det passede ham fint. De havde intet at snakke om. Han selv funderede over, om andre bilister ikke undrede sig over deres lille optog? Ikke at der var ret mange, men han ville selv undre sig.

Han tog sig i at kigge i spejlene for tiende gang. Det irriterede ham. Det havde været det samme dagen før, men der var ingen grund til at være så paranoid. Hvis pigen var en dæmon var der næppe nogen der kendte til det, men han følte sig overvåget. Det var en ting han sjældent tog fejl med, hvilket i dette tilfælde var næsten værre end normalt. Hvis de mistede pigen røg pengene, og Bailey ville blive tosset og være ond i sulet i flere måneder. Han trommede lidt på rattet og så på uret. En halv time tilbage. Han var træt. Det var trættende at sidde i en bil en hel dag; han ville løbe en tur hvis han kunne komme til det.
_

Amizade

To dage uden der kom nogen overhovedet. Hun kedede sig. Det eneste hun havde at lave, var at forsøge at følge med i de næsten uhørlige samtaler på den anden side af de tykke væge, hvilket ikke gav noget resultat. Det eneste hun rigtig fandt ud af, var at manden med den ru stemme var lidt for glad for at kloge sig på ting, han burde vide mere om, før han belærte andre, og at to af de folk han havde med, var alt for glade for penge. De havde masser penge i forvejen, men kunne åbenbart ikke undvære pengene fra dette job. Hun vidste godt hvad der skulle ske; selv uden prins pralhans havde holdt den forklarende tale for hende. Han havde tænkt sig at udlevere hende til én eller anden der havde specialiseret sig i at befri jorden for dæmoner og engle; ikke at det var særlig svært. Et ganske almindeligt bål kunne klare det, men det var der næppe nogen der vidste. Den eneste grund til hun ikke blev solgt som slave eller noget andet, der sikkert var værre, var at hvis han gjorde det gennem regeringen og det offentlige ville der være berømmelse og en sæk på ti tusinde så snart hun var død. Sikkert til dem alle syv. Folk var så bange, at ingen huskede eller vidste om de positive ting ved engle og dæmoner. De kunne ikke engang kende forskel længere.
Pludselig gik døren op. Hun fór sammen og var klar til det værste. Lyden af flade sko med bløde såler kom nærmere kort efterfulgt af en sød, parfumeret luft. En kvindelig hånd tog fat i hendes hår og tvang hendes hoved bagover.
”Så det er dig der er så meget værd”¦” Det var en lys kvindestemme, der ikke lød særlig venlig. Det var ikke den samme som tidligere. Parfumen var én af de dyre, så kvinden her var uden tvivl en af dem der kun ville føje flere penge til sin formue.
”Jeg er ikke mere værd, end hvad staten og offentligheden vil betale.”
”Det er skam også en klækkelig sum”¦” Kvinden satte sig på hug og lagde hænderne på siden af hendes ansigt. Amizade mærkede et par studerende øjne bevæge sig rundt på hende og kvindens hænder flyttede sig lidt. ”Et kønt lille ansigt du har dig”¦ Mon ikke prisen forbliver den samme selvom jeg kommer til at skære lidt i det?” Lyden af en dolk der forlod skeden i kvindens bælte blev fulgt af en kold knivsæg under hendes ene øje. Da hun ikke reagerede, pressede kvinden knivsspidsen gennem hendes hud og begyndte langsomt at trække den nedad. Da der stadig ingen reaktion kom, stak kvinden ærgerligt kniven tilbage i skeden, vendte sig for at gå, men standsede så.
”Det er et levende væsen; du kan ikke bare skære i hende på den måde.” Det var kvinden der havde forsøgt at tage nøglerne og befri hende den første dag. Hun hørte kvinden tage et par skridt til, men standse igen da den anden kvinde satte en arm for åbningen. ”Bare fordi vi skal transportere hende betyder det ikke hun er en genstand.”
”Pas dig selv!” Bed kvinden med kniven og skubbede hende til side. Hun blev rasende og kastede sig skrigende over den anden, selvom hun ingen våben havde og Amizade hørte de to kvinder tumle rundt på jorden uden for vognen. Efter et par sekunder kom der to mænd hen og skilte dem ad imens manden med den ru stemme gav dem en længere tale og igen truede med at de ingen penge fik. Kvinderne blev tavse og kort efter nærmede der sig mandlige fodtrin samen med lyden af nøgler.
”Sindssyge kvindemennesker”¦!” Mumlede den tvivlende mand og begyndte at lukke dørene.
”Undrer det sig ikke?” Spurgte hun før han lukkede helt. Døren blev lukket lidt op igen.
”Hvad mener du?”
”Undrer du dig ikke over hvorfor jeg skal skaffes af vejen på den måde? Hvorfor I bliver så højt belønnet for at være vagter? Hvorfor I er så mange om det?”
”Jo, men jeg er ikke typen der stiller spørgsmål”¦”
”Hvorfor ikke? Du går glip af meget på den måde.” Han trådte ind og trak døren i efter sig.
”Det er meget muligt, men man får færre problemer på halsen.”
”Så du vil slet ikke vide hvorfor dusøren er så høj?”
”Nej. Jeg har brug for pengene. Intet job.”
”Tror du der findes ting som dæmoner? Eller engle?”
”Nej”¦ det hører til religioner. Jeg tror på det jeg kan opleve med sanserne.”
”Hvad ville du så gøre, hvis du mødte én?”
”Det tror jeg ikke kommer til at ske.”
”Så du har intet imod at dømme mig til døden for at få en dusør?”
Tavshed.
”Hvis jeg nu fortalte dig at der lever både dæmoner og engle skjult?”
”Hvis det er tilfældet, hvorfor er der så ingen der har opdaget dem? En bevinget person vil da være opsigtvækkende.”
”Du ved ikke ret meget om dem, kan man godt høre.”
”Så skulle du måske belære mig, hvis du synes, det er så vigtigt.” Han satte sig på hug overfor hende.
”Så skal du lytte og ikke afbryde fordi du ikke tror på det.”
”Det er vel fair nok.” Sagde han og tav afventende.
”Dæmoner og engle har levet sammen med mennesker på jorden for lang tid siden. De var faktisk med til at forbedre verden og sørgede for en masse teknologi, men fordi de var menneskerne overlegne, begyndte nogen at føle sig truede og ville bevise, at mennesker var de stærkeste. Det endte som en besættelse for menneskeligheden og de fleste af os forlod jorden frivilligt, for ikke at blive dræbt, hvilket gav tilbagegang for menneskene, da det kun var nogle få andre end os, der kunne skabe og reparere teknologien. Det var så bare endnu en ting, som vi fik skylden for, men efterhånden som der blev færre af os, var der flere og flere der glemte hvordan man kunne kende os, så vi kunne leve som almindelige mennesker. Men folk er stadig bange, det er derfor der er så store priser på os.”
Manden tav og kiggede bare på hende.
”Skal jeg fjerne bindet?” Hun mærkede hans fingerspidser ved kanten af stoffet, men trak sig væk.
”Det er en meget dårlig idé.”
”Hvorfor? Vil du ikke kunne se?”
”Jeg behøver ikke øjne for at se. Mine andre sanser fortæller mig alt det nødvendige.”
Han tav undende.
”Du har store støvler på.” Sagde hun så for at demonstrere. ”Lyden.” Tilføjede hun forklarende, da han undrede sig endnu mere.
”Er der andet du kan gætte?”
”Du er cirka 1,75 høj”¦ du vejer ikke mere end 74 kg”¦ du er nok sidst i fyrrerne”¦ du er i god form, ellers ville du være mere end bare dum, for at tage det her job.”
”Hvad, kan du ikke gætte hud, øjen- og hårfarve nu du er i gang.” Enten for sjov eller for at teste hende.
”Jeg vil gætte på du er hvid, for der bor nærmest ikke andet end hvide i den by, vi forlod. Brun er den mest almindelige øjenfarve, så det ville være et godt gæt”¦ og det er din hårfarve nok også.”
”Imponerende”¦ er du blind, siden du kan sige alt det uden at se.”
”Nej, jeg har bare en hurtig hjerne. Var det da rigtigt?”
”Næsten. Alt undtagen øjenfarven. Grågrøn. Hvordan vidste du det?”
”Længden på dine skridt fortæller mig højden; det er bare et regnestykke. Lyden af dine fodtrin fortalte, at du havde tunge støvler på og at din vægt ikke er over 74kg. Din alder kan jeg gætte på lyden af din stemme, og at du er i god form, er ren logik.”
”Jeg tænkte p唦 hvis mennesker er bange for jer, hvorfor allierede vi og så med jer i første omgang? Og hvorfor jagede man ikke kun dæmonerne? Det er vel kun dem der er farlige”¦”
”I havde brug for os. I havde brug for den fremgang, som vi kunne give jer. Og I kunne ikke kende forskel på os. Desuden, er det ikke kun dæmoner der er farlige. Engle kan være ligeså slemme hvis de vil.”
”Hvordan skulle man så kunne kende forskel?”
”Det er heller ikke let. Begge dele har menneskeskikkelse og kan gro vinger. Forskellen ligger i hvordan vingerne ser ud. Derudover kan dæmoner skifte form, i modsætning til engle; og ingen af dem spiser rigtigt mad. Engle spiser ikke overhovedet. Dæmoner får næring ved at tage menneskers sjæl og livskraft eller drikke blod mindst én gang om måneden. Det der virkelig undrer mig, er hvorfor vi ikke bliver brugt til at genoprette den tidligere teknologi.”
”Er du så en engel eller en dæmon?”
”Betyder det noget?”
”Det ved jeg ikke”¦ gør det?” Point til ham. Det gjorde ingen forskel overhovedet om man var det ene eller det andet; man skulle alligevel dø hvis man blev fanget. Hun sukkede lavt.
”Jeg er en blanding.”
”Blanding? Hvordan i alverden kan du være det? Er engle og dæmoner ikke imod hinanden?”
”Modsætninger skulle tiltrække hinanden”¦ desuden, er alt ikke som I bilder jer ind. Det er ganske praktisk; jeg gror vinger som en dæmon, kan skifte form og har deres instinkter, men fordi jeg også er en engel, behøver jeg ikke søge føde ret tit.”
”Men du skal stadig?”
”Ja. Hvis en engel og en dæmon formerer sig vil deres børn næsten altid være enten det ene eller det andet. Forekomsten af en hybrid er næsten ikke eksisterende; jeg er bare glad for, at jeg ikke skal drikke blod eller tage en sjæl så tit som normale dæmoner.”
”Hvor tit skal du da det?”
”Kun hver tredje måned.”
Efter at have siddet et stykke tid i tavshed, rejste han sig, rystede liv i sine ben og forlod vognen.
”Hvad hedder du egentlig?” Hun var blevet nysgerrig og kunne ikke lade være med at spørge.
”Nial.”
”Amizade.” Han svarede ikke men lukke døren og låste efter sig. Nial. Det navn kom næppe fra den deres eget land.
_

Nial

Bailey stod udenfor vognen og ventede på ham. Det kom ikke så meget bag på ham; han havde snakket med pigen i et godt stykke tid, og han skulle bare have lukket efter Nasilni. Han afleverede nøglerne til Bailey, der tog imod dem uden et ord og låste dem fast til sit bælte. Derefter gik de begge over til de andre der sad og spiste. Igen tog han sig i at se sig uroligt omkring. Han havde hele tiden en gnavende fornemmelse af at de ikke var alene, men han havde aldrig kunne se nogen, så han slog det hver gang hen som paranoia. Men denne gang fik han øje på noget. Det var kun en lille skygge mellem træerne, der faldt unaturligt, men den var der. Han prikkede Bailey på skulderen og fortalte om skyggen. Straks satte Bailey alle i gang; maden blev pakket væk og de stillede sig op om vognen med to på hver side og én i hver ende imens Nasilni blev sendt over for at undersøge det. Måske lidt af en overreaktion, men hvis det var noget ville de være på den, hvis de ikke var klar. Nasilni listede hurtigt og lydløst over mellem træerne og kom kort efter tilbage og rystede på hovedet. Ingenting. De skulle lige til at forlade deres poster, da en flok motorcykler kom ræsende ud mellem træerne og omringede dem. Bailey bandede og de greb efter deres våben. De var i undertal; syv mod tyve. Hvem end de var, ville de være sikre på at forlade stedet med det de kom efter. Det var ikke lige en situation han havde forventet og han følte sig handicappet, for han havde ikke brugt skydevåben i næsten et år.

Øjeblikket efter fløj kuglerne i alle retninger. De dukkede sig og lod den pansrede vogn tage dem imens de forsøgte at besvare ilden uden af blive gennemhullet. Kvinden, der havde forsøgt at befri pigen, sank sammen og blev liggende; Nasilni efterlod et blodig spor fra kanten af skoven, hvor hun var blevet ramt i låret, og hen til den ene bil, som hun nu tændte. Kort efter drønede hun ind i motorcyklisterne, væltede de fleste af dem og gav sig til at jage de, der rejste sig. Goloso blev skrigende gennemhullet, da han var for lang tid om at lade. De havde ikke en chance; det bedste de kunne gøre for dem selv, var at smide deres våben og aflevere nøglerne til vognen. De to mænd, som han ikke rigtigt havde snakket med, faldt også til jorden og næsten samtidig blev Nasilni uskadeliggjort efterladende Nial og Bailey med ti uskadte og fem sårede modstandere. Bailey bandede værre end en fuld sømand og så et kort øjeblik ud til at ville overgive sig, da ti mænd pludselig kom ud af det blå og åbnede ild mod deres modstandere. Bailey greb ham i armen og styrtede væk fra krydsilden.

En motorcyklist overhalede og afspærrede dem vejen imens han rettede en pistol mod Baileys knæ og trykkede af. Han styrtede til jorden og trak Nial med sig ned. Bag hjælmens mørke visir så de et sadistisk grin da han derpå rettede pistolen mod Nials ben og lod en kugle forsvinde ind i låret på ham. Han hørte sig selv skrige af smerte efterfulgt af endnu et drøn, da manden affyrede en kugle mod Baileys pande. Lyden af skudende bag dem var på én gang øredøvende og uhørlige. I slowmotion så han den anden mand rette pistolen mod ham og gøre klar til at trykke af igen. Han lukkede øjnene og kunne ikke lade være med at forbande at han havde taget jobbet, da et rasende skrig nåede hans ører og fik ham til at åbne øjnene igen. Han fik et kort glimt af noget hvidt der fløj forbi ham og sekundet efter kørte han lyden af én der faldt til jorden og noget der knustes. Pigen, der havde siddet lænket i vognen sad overskrævs på manden, hvis styrthjelm var knust, og havde hovedet nede ved hans hals. Ud fra hendes ryg stod to store flagermusagtige vinger, der skjulte det meste af dem begge, men han kunne stadig se manden vride sig og høre ham klynke.

Da manden lå stille rejste hun sig langsomt imens vingerne forsvandt. Hun tørrede blod af læberne og tørrede hænderne af i sin tunika, som han nu kunne se var hvid. Under brystet havde hun et ligeså hvidt bælte med et smukt guldspænde med et snirklet mønster. Hendes fingre havde efterladt et par røde striber, der brød det ellers perfekte ved hendes påklædning. Han stirrede på hende og selvom hun stadig havde bindet for øjnene, kunne han mærke hun stirrede tilbage.
”Tror du stadig ikke på det jeg sagde?” Spurgte hun så. Han nåede ikke at svare, for i samme øjeblik greb hun hans arm og trak ham forbi alle de andre, der intet opdagede fordi de skød på hinanden, og gennem skoven, hvor hun uden tøven elegant sprang af sted i et tempo, han slet ikke kunne følge med på efter han var blevet skudt. Han faldt konstant og smerten i benet overdøvede alt andet; han følte sig udmattet og slatten, men turde ikke stoppe, for hvem som helst kunne have set, at døren til vognen var brudt op, og så ville de igen være jaget. Til sidst kunne han slet ikke rejse sig da han faldt. Han havde ondt i hovedet og kunne ikke holde sig vågen. Uden at skænke andet en tanke lod han sig glide over i det tavse mørke, der langsomt havde sneget sig ind på ham siden skuddet.
_

Amizade

Hun kunne ikke lade være med at savne sine briller lidt. Bindet om hendes øjne var begyndt at irritere hendes hud, men hun kunne ikke tage det af, for hun anede ikke hvor hendes fangevogtere havde gemt dem. Nial var så småt begyndt at komme til hægterne igen, men kunne stadig ikke rigtigt gå, så hun håbede kraftigt på, at deres forfølgere ikke var for hurtige. Foreløbig havde de gemt sig i en lade, mest fordi det var det første hun fandt, men det var et roligt sted hvor Nial kunne ligge varmt og komme sig.
Han var det første menneske hun havde redet; men på den anden side, også det første menneske hun havde gjort sig venner med.
”Hvordan slap du egentligt ud af vognen?” Lyden af hans stemme rev hende ud af sine tanker og hun vendte sig mod lyden.
”Det var let. Kæderne knækkede som garn og døren skulle bare have et lille spark.” Stor overraskelse.
”Hvorfor brød du så ikke bare ud med det samme? Der er da ingen der vil forblive i den slags fangenskab hvis de bare kan smutte på den måde.”
”Uanset hvor jeg flygter hen og gemmer mig, vil der ikke være nogen flugt eller noget gemmestred fra menneskers frygt og had. Hvis det ikke bliver nu bliver det måske om to år”¦ hvis det ikke bliver der, bliver de måske om halvtreds år”¦ resultatet bliver det samme.”
”Men kan du så ikke bare tage hjem eller hvor det er de andre tager hjem?” Hun kunne høre han rykkede lidt på sig og ømmede sig over benet, der stadig var handicappet.
”Det er ikke mit hjem”¦”

Det var over middag, da hun hørte dem komme. De havde været lang tid om at finde dem, så måske var laden bedre gemt end hun først havde regnet med. Nial var der ikke, han var gået kort før de kom, og de havde heller ikke fundet ham på vejen, men det lod ikke til at genere dem det fjerneste. Det passede hende også fint; hun vidste ikke hvad de havde gjort ved ham, hvis han havde været der. Der var ti. Et par stykker af den var stadig mærkede efter kampen og haltede eller undgik at bruge den ene arm, men de var sluppet billigt i forhold til Nials hold.
Forest gik én, der tydeligvis var lederen af dem. Han gav dem ordre til at gribe hende og hun lod dem gøre det uden at stritte imod. De slæbte hende ind i laden og lænkede hende til en af de stolper der holdt loftet imens deres leder spankulerede rundt foran hende som en stolt hane. Hun havde stadig låsene om håndled og ankler, så lænkerne var af samme type, som dem hun havde haft på tidligere. Hun ville let kunne slippe væk, hvis hun ville; men det var spild. Så ville der komme en anden galning på et andet tidspunkt. Manden gav et eller andet tegn til nogle af mændene, der forsvandt og kort efter kom tilbage med to store dunke hver. De gav sig til at fordele indholdet op af væge, søjler og hø og lugten af den brændbare væske skar gennem hendes sanser og gjorde hende ør i hovedet.

Da dunkene var tomme, forlod de hende og stillede i stedet op udenfor på behørig afstand imens deres leder med overdreven alvorlighed tændte en fakkel og satte ild i den fjerne ende af laden. Derefter stillede han sig i porten og gav sig til at lire en masse volapyk af, der hverken gav mening eller betød noget. Temperaturen steg hastigt i takt med flammerne åd sig gennem træet, og der gik ikke lang tid før varmen havde været ulidelig for et menneske. Manden råbte højere og højere i et forsøg på at overdøve ildens buldret og knitren, men selv hun kunne næsten ikke høre ham længere.

Pludselig mærkede hun Nials tilstedeværelse og få sekunder efter hørte hun ham råbe. Hun forsøgte at lukke hans stemme ude og ærgrede sig over han ikke var stukket af ved synet af ilden. Ikke at det kom bag på hende, at han var dukket op, men det var dumhed ud over alle grænser; især når han var såret. Ilden rykkede stadig tættere på imens hun i udkanten af sin bevidsthed fornemmede tumult udenfor laden. Nial råbte næsten højere end den anden mand og forsøgte at komme fri af de ni andre folks greb.

Ilden havde opslugt laden, der begyndte at falde sammen i kaskader af brændende stumper og aske. Flammerne var nået hen til hende, smøg sig om hende som en kælen kat og gav sig til at fortære hendes tøj og krop. Bindet for hendes øjne brændte op og lod hende i få sekunder se scenen som andet end en fornemmelse; Nial blev holdt nede ved jorden af tre mænd imens den råbende mand stod ved siden af imens de sidste seks stirrede på ilden. Hun fik øjenkontakt med Nial, der så ud ret præcist som hun havde forestillet sig; derefter overtog flammerne igen hendes synsfelt og det hele forsvandt.
_

Nial
Laden var brændt helt ned til grunden, før de slap ham. Han var træt og følte sig tom og havde lyst til at give sig til at slås igen, men hans krop var tung som bly. Langsomt satte han sig op og kiggede på den stadig rygende aske. Det var gået så hurtigt; på trods af sit stadig skadede ben, var han løbet tilbage så snart han havde set ilden, men de havde hurtigt tvunget ham ned. Hun havde ikke skreget så meget som ét sekund, men havde bare siddet dér i flammerne ligesom hun havde gjort i vognen. Minutterne havde føltes som timer og det ene sekund de havde haft øjnekontakt havde dræbt noget indeni ham. En svag dump lyd mødte hans ører. Foran ham lå en lille æske; det var de penge han var blevet lovet for jobbet, men lige nu ville han ønske de var blevet brændt sammen med laden. Han skulede til manden, der havde givet ham pengene og overvejede at kaste dem i ansigtet på ham.
”Selvom du forsøgte at modarbejde os, skal du stadig have din løn.” Manden, der havde stået og råbt gennem ildens larm vendte sig og gik og fik så selskab af sine folk.

Han blev siddende et stykke tid efter de var gået. Selvom der stadig var varmt, frøs han helt ind i knoglerne. Langsomt kom han på benene og fandt kort efter sig selv gående rundt i asken. Et svagt glimt fangede hans blik omkring dér, hvor Amizade havde stået. Det første han fandt, var lænkerne hun havde haft på, men under dem fik han øje på hendes bæltespænde. Det smukke snirklede stykke håndværk havde ikke taget den mindste skade af ilden, men var kun lidt snavset af asken. Han gemte det i sin lomme om begyndte at gå. Han anede ikke hvor han skulle gå hen, men før eller senere ville han finde en vej, hvor han sandsynligvis kunne få et lift. Imens han gik, fik han igen øje på æsken med pengene. Ti tusind kroner”¦ ti tusind blodige kroner”¦ det var sygt. Han stod lidt og betragtede årsagen til hans sære situation, så samlede han æsken op og begyndte igen at gå. Han havde stadig intet job og havde brug for penge.

haleløs2011-09-10 11:34:59

wauw ... særdeles velskrevet 'dæmon-fantasy'. Har du set mine 3 note-opslag om noveller ???
Har foreløbig KUN læst halvvejs gennem teksten - vender tilbage senere!
venligst ...
PS 'kvinden med det højtudviklede moderinstinkt. Hun var sikkert bare var med fordi hun ingen penge havde'
'To Tage uden der kom nogen overhovedet.'
'en sæk på ti tusinde så snart hun var død. Sikkert til dem alle syv.' altså; titusinde delt med syv blir jo ... ikke særlig meget - for al den besvær ??

Dragonfly2011-09-11 14:59:46
tak for rettelserne; retter dem senere^^
og det er 10.000 til hver

og jo, har læst opslagene; overvejer at diltage :)

Du skal være logget ind, før du kan kommentere og vurdere!

Seneste profil og bidrag

Seneste opdateringer

En tilfældig udvalgt tekst

Fra Forfattersiden.dk