 |  | Det var mig |
 |
|
|||||||||||||
|
Jeg går ud i natten drømmene følger mig som skygger Som højhuse skjuler de himlens stjerner drømmene bliver dit fængsel sagde du og gik samme vej som månen altid forsvinder i morgengryet jeg ved du kommer tilbage men frygter dog dagen hvor det ikke sker det var mig der slap dig og mig der om nogen vidste at du bare ville holdes fast. | ||||||||||||||
 | NannaLA | 2011-01-16 21:59:29 |
Sidste strofe er så smuk og ubærlig og sårbar og alle de andre ord som står i kø for, at få lov til at komme ud.
Uden brug af farverige metaforer eller tillægsord får du bygget sidste strofe så stærkt op - så enkelt. Delikat for sjælen; hvem vil ikke bare gerne holdes fast af en de elsker? Eller blot holdes af og om? Åh, suk!
Wauw.
Mvh Nanna
Uden brug af farverige metaforer eller tillægsord får du bygget sidste strofe så stærkt op - så enkelt. Delikat for sjælen; hvem vil ikke bare gerne holdes fast af en de elsker? Eller blot holdes af og om? Åh, suk!
Wauw.
Mvh Nanna
| Robert Mørk | 2011-01-26 08:36:15 |
Tak for denne meget dejlige kommentar, Nanna.
| haleløs | 2011-04-30 14:10:21 |
Een, som ikke vil bindes; men gerne (gen)findes? Tjaeh ... vi er nok mange, som har det sådan!
venligst ...
venligst ...
| nhuth | 2012-03-26 22:58:51 |
Stor tak for at læse dette fremragende digt.
Du skal være logget ind, før du kan kommentere og vurdere!
