 |  | Gift med svigermor |
 |
|
|||||||||||||
|
Gift med svigermor I sommers da vi bestemte os for at gifte os, blev vi hurtigt enige om hvordan festen skulle holdes. Vi drømte nemlig om en vielse på rådhuset i al hemmelighed, derefter et romantisk ophold på et slot og kun i hinandens selskab. Væk fra hverdagsræset, lorte bleer, skolegang og stress. En måned før vores planlagte dato, skulle vi til familiefødselsdag. Det var en dejlig lun sommeraften og festen havde varet hele eftermiddagen. Børnene var nu lagt i seng og der var kun de voksne tilbage. Vi sad rundt om bålet med det lille hyggelige selskab. Vi havde drukket et par øl og da snakken gik, kom vi til at røbe vores lille hemmelighed og til min store ærgrelse i svigermors påhør. ”Ihh sikke en dejlig nyhed! Det skal fejres, vi vil invitere jer ud og spise. Det bliver jo en stor dag!” Hun klappede i sine hænder og gav sin søn og jeg et stort knus. Jeg sad et øjeblik og vidste ikke hvad jeg skulle sige, egentlig havde jeg en forventning om at min tilkomne ville åbne munden og sige noget. Jeg så glæden i hendes og Rasmus´ øjne og afventede Rasmus´ svar. ”Det kan i vel godt?”, svarede han og så spørgende på mig. Hvad!? Hvad så med drømmen om det romantiske slot, forkælelse og alene tid? Selvfølgelig må hun invitere os ud, men sgu da ikke lige den dag!? Jeg sad som forstenet og gloede direkte ind i svigermors forventningsfulde øjne. Jeg følte mig helt paf og med en trækken på skuldrende var det eneste jeg fik fremstammet et ”Joo”. Som et rovdyr der kaster sig over sit offer, kastede hun sig over mig og mit drømmebryllup. Hun bombarderede mig med spørgsmål som vi end ikke havde gjort os nogen overvejelser omkring. Hun fik hurtigt udspurgt mig om dato og før jeg vidste af det, var hun gået i gang med planlægningen. ”Hvor vil i giftes? Hvad for noget tøj skal i have på? Hvordan skal dagen forløbe? Hvad med Miko? Han skal da have matrostøj på?” Hendes spørgsmål væltede frem som en lavine og der sad jeg med mit mest overbevisende påsatte smil og grinte fjoget. Vi havde jo ikke gjort os nogen overvejelser endnu, men én ting kunne jeg dog svare på. Miko skulle i hvert fald ikke udstilles i matrostøj! Og jeg ville ikke have brudekjole på, men bare en sød neutral kjole som jeg hellere ville finde sammen med min mor. Men jeg fik vidst ikke udtrykt mig helt klart. I hvert fald skulle jeg da lige se hendes brudekjole inden jeg sagde nej. ”Den er jo også neutral og passer både til dit hår og til en farverig brudebuket” Brudebuket? Er det også nødvendigt? I panik kiggede jeg rundt efter Rasmus i håb om opbakning, men han havde, smart som altid, søgt tilflugt i den anden ende af selskabet. I mit forsøg på at bremse hende fik jeg fremstammet at vi egentlig havde snakket om at gifte os i hemmelighed fordi vi gerne ville være alene, hvorefter hun udbrød ”hvor er jeg glad for at I alligevel valgte at fortælle os det. Dengang min søster skulle giftes, fortalte hun det ikke til nogen og det har jeg endnu ikke tilgivet hende. Det er sådan en stor dag som bør deles med familien og dem man holder af! Vi kan jo eventuelt være i vores have for vi har jo festtelte”. Jeg overvejede hendes ord og et stik af hjemve overmandede mig. Denne `snak` ville jeg egentlig hellere have med min egen mor”¦ Billedet om vores hemmelige drømmebryllup falmede for mine øjne. Rasmus sluttede sig til vores selskab igen og rovdyret kastede sig over sit næste offer. Endelig var opmærksomheden rettet væk fra mig og hen på ´hendes dejlige dreng som nu endelig skulle til at være voksen´. Jeg sidder og lytter passivt til deres samtale om hvad Rasmus gerne vil have på. Eller rettere, hvad svigermor syntes at han skal have på! Selvfølgelig jakkesæt og slips. ”Far har nok de første 50 slips som du altid kan komme og kigge på”. I mit stille sind korser jeg mig ”så mand dig dog op og vis dig som den mand du burde være blevet for længe siden!” ”Ja ja tag det nu roligt mor der er en hel måned til endnu” siger Rasmus roligt, overbærerne og med et lille smil på læben. Undskyld mig, men er jeg den eneste der syntes at det her er ved at være for meget? Jeg er ved at revne af frustration. Mine ben var slået væk under mig og min bryllupsdrøm druknede i svigermors matrostøj, brudekjoler og festtelte. Jeg havde lyst til at råbe al min raseri ud! Men jeg bevarede fatningen. Jeg ved jo godt at hun gør det i sin bedste mening. De er jo bare så familiære i den familie, i forhold til den fuldstændig utraditionelle familie jeg selv er født og vokset op i. ”Skal vi ikke mødes og lave en plan for brylluppet på torsdag? Det er jo rart at være i god tid, og så laver vi noget aftensmad? I kommer bare når i har fri og har hentet Miko. Oki det var det! Mit bæger var flydt over! Jeg glemte alt om selvbeherskelse og som et lyn fra en klar himmel fløj jeg op af stolen imens ordene væltede ud af min mund. Jeg er ikke helt klar over hvad jeg fik sagt men jeg fik i hvert fald gjort helt klart at det var mit bryllup og at jeg nok selv skulle stå for planlægningen! Der blev en dyb stilhed og svigermors måbende ansigt gloede skiftevis på Rasmus og Jeg. Jeg opsøgte Rasmus med mit blik i håb på en form for bekræftelse. Han stod lige så forstenet som resten af forsamlingen, og min nyfundne selvsikkerhed dalede i takt med følelsen af at være alene med min mening steg. Endelig smilte han anerkendende til mig og nikkede derefter til sin mor som bekræftelse af det jeg havde sagt. YES Lettelsen løftede min tunge sindsstemning. Jeg fik endelig sagt min mening, min mor må være stolt! Som en jæger, sneg jeg mig ind på min svigermor som det rovdyr hun var. Jeg sigtede, skød og ramte plet. Min svigermor så nu lige så lamslået ud som jeg tidligere følte mig. I mit stille sind dansede jeg en sejrsdans under vild jubel. Jeg kom, jeg så, jeg sejrede og min gud hvor var det befriende! Sejrsdansen sluttede dog hurtigt og da jeg kom til mig selv, så jeg direkte ind i svigermors skuffede øjne. Lettelsen erstattes af en skyldfølelse som jeg ikke var forberedt på. Jeg følte mig nærmest splittet og spørgsmålene væltede frem i mine tanker. Bliver resten af familien lige så skuffet over vores bryllupsønsker? Er jeg egoistisk? Hvad forventes der egentlig af mig? Måske er det klogest at få svigermor til at hjælpe. Hun har trods alt prøvet det før. Gad vide hvad min egen mor syntes? Plejer man at gå på kompromis så alle for en god dag? ”Nej” snerrede jeg i mit stille sind. ”Selvfølgelig skal Rasmus og jeg selv stå for planlægningen af vores dag”. ”Ha dog lidt rygrad og stå ved de beslutninger du tager.” | ||||||||||||||
 | haleløs | 2013-09-11 15:02:14 |
VELKOMMEN HERHID!
"I hvert fald skulle jeg da lige se hendes brudekjole inden jeg sagde nej." lyder som om brudgommen er ene-barn, så svigermor kun har én 'bryllups-arrangement'-chance-skud i bøssen ;)
Ikke så lidt synd for den begejstrede svigermor, synes jeg!
Morale: bliv bedre til at holde tæt ;)
venligst ...
"I hvert fald skulle jeg da lige se hendes brudekjole inden jeg sagde nej." lyder som om brudgommen er ene-barn, så svigermor kun har én 'bryllups-arrangement'-chance-skud i bøssen ;)
Ikke så lidt synd for den begejstrede svigermor, synes jeg!
Morale: bliv bedre til at holde tæt ;)
venligst ...
| nhuth | 2013-09-11 15:42:50 |
Meget herligt øjebliksbillede med fine righoldige refleksioner over omstændighederne ved bare én uoverlagt bemærkning.
Vh.Nhuth
Vh.Nhuth
Du skal være logget ind, før du kan kommentere og vurdere!
