 |  | Pia, på godt og ondt - Novelletekst om alkohol |
 |
|
|||||||||||||
|
Pia vågnede ved, at hun hostede så voldsomt, at hun brækkede sig. Føj for fanden hvor var det ulækkert. Hun fandt et gammelt viskestykke, som alligevel skulle vaskes. Det måtte blive senere, lige nu havde hun nok med, bare at komme på benene. Den var da vist også blevet lidt høj i går. Så vidt hun huskede, var klokken fem om morgenen, før hun kom hjem. Det var da også irriterende at det hele skulle ramle sammen, på samme tid. Hendes datter Dorit, havde ringet til hende, for at fortælle at hun var blevet mormor. Det var lige på det tidspunkt hvor der var allermest larm på værtshuset, så hun kunne jo ikke skjule, hvor hun var. Datteren havde meget spidst givet udtryk for, at hun ikke ønskede at se sin mor på sygehuset. Hun skulle i øvrigt heller ikke komme for at se sit barnebarn, hvis hun var beruset. Dorit gjorde det helt klart, at hvis hun nogensinde skulle have noget at gøre med sit barnebarn, så måtte hun gå i alkoholbehandling. Det synes Pia godt nok var at gå over stregen. Hun havde da ikke noget problem og hvad fanden ungen tog vel ikke skade af, at se sin mormor. Hun skulle jo ikke passe hende eller noget men Pia vidste også godt, at hendes datter kunne finde på, at smække døren i for snotten af hende, hvis hun trodsede forbuddet og troppede op, så det måtte hun jo nok hellere lade være med. Pia havde ellers glædet sig helt vildt til, at blive mormor. Hun havde købt barnestol og alt muligt. De penge kunne hun så ligeså godt ha` brugt på at betale sin husleje. Utak er verdens løn, som man siger. Hun havde brugt tre måneders husleje på det lort, og så måtte hun ikke engang se ungen. Hvad fanden bildte hun sig ind, sådan en snotunge. Det var da ikke det, hun var blevet opdraget til. Boligforeningen var ligeglad med grunden til den manglende huslejeindbetaling, så nu havde hun fået en opsigelse af lejemålet. Det skulle hun i hvert fald ikke nyde noget a at fortælle datteren, for så var fanden da først løs. Pia kom på benene og vaklede ud i køkkenet. Der var heldigvis en guldbajer og en snaps. Gad vide om hun havde en whisky. Så kunne hun få sig en ”piberenser”. Piberenser var navnet på en blanding af guldøl og whisky. Hvis man så blandede en porter, en Pernod og en rød sodavand sammen med, så hed det en kande. Hun måtte acceptere at nøjes med en piberenser; men det var da bedre end ingenting. Et nyt hosteanfald sendte hende til tælling. Fandens, fandens, fandens også, bandede hun højt for sig selv. Nu måtte hun nok hellere se at komme til lægen, for alt det der blod, det var vist da ikke helt godt. Det var bare så irriterende, at man skulle ringe til lægen mellem otte og ni. På det tidspunkt plejede hun at mødes med Carl Ejnar, nede på havnen. Der var sat et par bænke op hvor der var skruet et skilt på. Der stod: Må ikke bruges til overnatning. Ved misbrug fjernes bænken. Vorherre på lokum, som om der var nogen der gad og ligge der til offentlig skue. Da hun endelig fik fat i lægen, fik hun en tid om tre uger. Det der med at spytte blod, det tog de åbenbart ikke så højtidelig. Hun glemte da også at fortælle, at hun blev nødt til at drikke mælk, for at få det hvide tilbage i øjnene, som man sagde. Da hun kom op til lægen tre uger efter, så han meget mærkeligt på hende. ”Pia, hvor længe har du haft det sådan? ” spurgte han. ”Det kan jeg sgu da ikke huske. Lang tid tror jeg.” ”Jeg bliver altså nødt til, at få dig indlagt - Hvad siger du til det?” ”Det gider jeg sgu ikke, hvad skal det gøre godt for?” ”Jeg tror måske ikke, din lever har det helt godt Pia. Du er helt gul i øjnene” ”Det er fordi jeg glemte at drikke mælk” røg det ud af munden på Pia. ”Mit råd til dig vil være, at du stopper med at drikke, med det samme. Du kan få antabus her hos mig, hvis du vil det. Du kan også få det på alkoholambulatoriet, hvis du hellere vil det.” Pia afbrød irriteret ”Nu lyder du sgu ligesom min datter. Hvad hvis jeg siger nej” ”Så dør du ” ” Så må jeg bare gøre det. Der er alligevel ikke noget ved livet mere, når man sådan bliver lukket ude. Kan jeg ikke bare få nogle piller, som jeg kan æde. Så er verden da ae med mig.” ”Det ved du godt jeg ikke kan Pia, jeg må jo ikke medvirke til, at du måske tager livet af dig. Det kan du da godt se, kan du ikke?” ” Både ja og nej. Kan du måske sige mig hvad jeg skal leve for. Mine forældre er døde, jeg har ingen søskende, min datter vil ikke se mig og mit barnebarn må jeg ikke se. Jeg er blevet smidt ud af min lejlighed og nu siger du så, at jeg heller ikke må drikke. Hvad er der lige, der er så godt ved det?” ”Nu indlægger jeg dig Pia, og så må du nok tænke over, hvad du agter at gøre fremover.” En uge efter at Pia blev indlagt, stak hun af fra afdelingen. Der var sgu ikke noget ved at have de satans abstinenser og blive fyldt med medicin. Så hellere drikke den sidste bajer og så færdig med det. Det var det hun ville, og sådan blev det. Pia blev begravet en regnfuld tirsdag. Kun hendes datter var til stede. Hun græd om kap med regnen og en regndråbe løb ned af båndet som bar teksten: Et sidste farvel fra Dorrit, Poul og lillepigen. | ||||||||||||||
 | haleløs | 2011-06-21 08:15:26 |
Lyslevende, fængende, velskrevet 'druk-dokumentar'! Spændende 'drinks-opskrifter' ...
venligst ...
venligst ...
| poeten | 2011-07-25 21:04:26 |
Måske får Pia lov til at komme ind i Thorkild og de andres univers. Jeg tror hun kan få en plads i varmen. venligst
| JKKN¤ | 2011-07-30 00:29:26 |
En utrolig troværdig beskrivelse, som lige så godt kunne have været helt ægte, og er desværre sikkert virkeligheden for mange skæbener.. rigtig fin beskrivelse :-)
| poeten | 2011-07-30 10:04:16 |
Tusind tak. jeg har oplevet, at disse beskrivelser får deres helt eget liv, så jeg håber på, at det hele kan samles til en lang historie, som hænger sammen på en god måde. Tak for din respons.
venligst
venligst
Du skal være logget ind, før du kan kommentere og vurdere!
