 |  | Stilhedens ensomhed |
 |
|
|||||||||||||
|
I ensomhedens stille nat, hvor hjertet hvisker, så blidt. Skygger danser, en melankolsk ballet, en sjæl, der savner, som er splittet. I stilhedens dybe favn, hvor ordene forstummer sig. Ensomheden som et sår, et savn, et hjerte, der slår så kort. Gennem ensomhedens tåge, rækker jeg ud, men finder dig ej. En stille længsel, en klagesang, en ensom sjæl, et liv I fortvivlelse. I ensomhedens stund, et spejl, ser jeg mig selv, en ensom vandring. måske i mørket, et spinkelt håb, et smil, ensomhedens længsel, vil sikkert forsvinde. Så lad os mødes, du og jeg, i fællesskabets varme skær. For ensomheden kan miste sin magt, når to sjæle deler den tunge byrde. Goy Wiblemo © 2023 | ||||||||||||||
 | Kim Kure | 2023-12-31 13:05:32 |
Hej Wiblemo.
Jeg kunne godt lide dette digt, med en forhåbning om at ensomheden kan brydes.
Godt nytår. :-)
Stigmata.
Jeg kunne godt lide dette digt, med en forhåbning om at ensomheden kan brydes.
Godt nytår. :-)
Stigmata.
Du skal være logget ind, før du kan kommentere og vurdere!
