Forfattersiden.dkForfattersiden.dk kræver login, før du selv kan bidrage med indhold
 
Forfattersiden
Drenge med krøllede hjerter (piger som elsker ødelagte ting)
Drenge med krøllede hjerter (piger som elsker ødelagte ting)


Forfattersiden.dk
Forfatter: ClaraML
Skrevet: 2013-03-20 20:54:02
Version: 1.0
Anbefal:Klik på +1 ikonet for at anbefale teksten i Google-søgning
 
 Klik her for at annoncére teksten på din egen Facebook væg Klik her for at annoncére teksten på din egen Facebook væg
 


Måske er det ikke, hvad du ønsker, men helst vil jeg bare gerne være søndagsregn og en gåtur i juli igennem gaden, hvor du boede som barn. Jeg vil gerne kunne bringe den samme rolige vejrtrækning ved følelsen, der opstår, når du ser den første forårs sol finde gardinerne og kaste mønstre på trægulvet. Hvorfor ville jeg ønske at være diskoteks lys og lejligheder, hvor luften endnu er tung af vodka og hash, når jeg kan være tivolilyde og søvnige lagener og lampen, der oplyser de mørke, hjemsøgte hjørner af værelset, når du vågner af et mareridt.
Jeg har ikke brug for at være din fredag aften med duften af billig parfume, så længe jeg kan være dine grædende tirsdage morgener med milde smilehuller og vaniljekaffe og alt det, som støber fundamentet for en virkelighed, du ikke ønsker at flygte fra. Lad mig være blomstret dynebetræk at gemme dig under og en knitrende stemme i telefonrøret, når natten bliver ensom, og spøgelserne finder dig. På stille eftermiddage vil jeg tælle dine fregner og tegne mine håb på din ryg med forsigtige fingerspidser, og som var vi endnu elleve og med blåbærøjne fulde af naivitet, vil jeg bede dig gætte. De vil påstå, vi er for unge til at bygge et hjem, men jeg vil begrave min kærlighed under disse trægulve, så du altid vil kunne mærke den sitre mod dine uld sokker  når du træder indenfor; en påmindelse om at dette er et sted, du altid vil høre til - hvor du altid vil kunne finde tryghed.
Og jeg vil hellere være et murstenshus ved britiske kyster, end jeg ønsker at være en lejlighed i New York. Jeg vil hellere være din yndlingsbog eller væggene, hvorpå du skriver dine digte og maler dine hemmeligheder. Jeg beder ikke om en evighed - men jeg beder heller ikke om en nat, et simpelt moment af ekstase, blot et øjeblik. Forstår du, jeg ønsker at være din havn, et fyrtårn, det du vender tilbage til. Måske er jeg for ung til at vente - men jeg elsker stadig drengen med det krøllede hjerte og de mørkeblå tanker. Selv hvis jeg ønskede det, ville jeg ikke kunne holde op; såvel som jeg ikke kan standse tiden, kan jeg heller ikke fjerne mindet om du, som skar mig åben og påstod, at alt du fandt var lys, og det var det eneste, du nogensinde ville kunne bede om.
Lad mig være brændeovne på kolde vinterdage og luffer, som holder dine hænder varme. De enkle ting som udgør din trivialitet - jeg ønsker ikke at være dine nætter, forstår du nu? Jeg ønsker at være de ærlige øjeblikke på dagen, hvor lyset bryder igennem de støvede vinduer af lejligheden, og du knap tør mumle om kærlighed (det er tidspunkter som 15:46, hvor ordet smager forkert, for oprigtigt, i din mund)
Det er ikke, hvad du ønsker, men det er det eneste, jeg kan give, for jeg vil aldrig være pigen, som skriger dit navn og lader dig forlade sengen, før hun vågner. I stedet vil jeg begrave mine hænder i dit hår og fortælle dig historier om en pige, som kun kunne elske ødelagte ting, og jeg vil vikle mig om dig som et komma og beskytte dig fra alle de minder, du forsøger at flygte fra. Jeg vil lade dig kravle ind under huden ved mine håndled og krølle dig sammen i varmen af mit hjerte, hvor intet kan røre dig, og hvor de kun kan ødelægge mig - så lad mig være her. Lad mig blive.

mille2013-03-21 08:17:42

hvor er den altså bare skøn - den tekst - jeg græder næsten - det er prosa men skrevet som om det var et digt
ClaraML2013-04-24 18:44:25
Tusind tak for den fine kommentar! Jeg er glad for, at jeg kunne røre dig.

JoseLarsen2013-03-21 09:53:43

Hvor er det bare smukt og uendeligt ærligt. Jeg kendkender følelsen i mig selv, og ser at den er skrevet fuldstændig perfekt. Han er en meget heldig fyr, ham her. Mange gange tillykke med resultatet.
ClaraML2013-04-24 18:45:01
Tusind tak! Desværre er der ikke nogen fyr, i hvert fald ikke lige nu, men mange tak alligevel.

Reppel 2013-03-23 17:55:15

Så smuk beskrivelse af inderlig kærlighed og omsorg.
Bliver meget rørt og mindes om en.kærlighed jeg kun kan sammenligne med den ubetingede kærlighed til mine børn.

Følsomt og ømt!

Tak for en dejlig oplevelse!!

Kh Reppel
ClaraML2013-04-24 18:45:59
Jeg er glad for, at du føler dig rørt, og at du kan se dig selv i teksten. Tak for din fine kommentar!

Lau G.N.2013-04-24 20:39:47

vær den du er, for vær den du er, for du indholder så meget vidunderlig kreativ og levende poesi, jeg håber på du en dag finden den kærlighed du søger, men find nu en der er oprigtig og ikke bare vil have dig for din fisse.... sorry.... jeg lader mig tit rive med... men jeg kan mærke du er speciel i dine skriverier. C);)

Hilsen
NatteRavnen
ClaraML2013-04-24 22:38:57
Lad dig endelig rive med. Det er rart, når folk holder op med at være så polerede (selvom jeg selv er det). Jeg ved heller ikke rigtig, om jeg kan være andre... Men er rimelig sikker på, at det er usundt ikke at være sig selv, heldigvis. Tusind tak for din kommentar!

Du skal være logget ind, før du kan kommentere og vurdere!

Seneste profil og bidrag

Seneste opdateringer

En tilfældig udvalgt tekst

Fra Forfattersiden.dk