 |  | noget så dagligdas som et mirakel |
 |
|
|||||||||||||
|
det var en helt særlig dag. To fuldstændige unikke mennesker sad og snakkede. De sad i en helt særlig stue, i deres lille unikke hus. de snakkede om ting som mange andre havde snakket om før dem, men ingen snakkede helt som de gjorde. ingen havde helt de samme unikke, og speciale holdninger. det var i den helt særlige stue med de to unikke mennesker i det helt speciale hus på den bestemte dag, at der skulle ske noget så almindeligt som et mirakel der sad også en anden i stuen, en som ikke sagde noget, en som ingen lyttet til. den sad bare der og betraget de to unikke mennesker og deres særlige snak. de to unikke mennesker snakkede videre, om deres nye og radikale holdninger. de diskoteret deres særlige og anderledes holdninger, og ideer. og unikke deres syn på andres holdninger, og ideer. den anden i stuen, som ikke sagde noget rejste sig op, og gik gennem stuen, og pulselig var der ingen der havde noget at sige. de to unikke mennesker kunne pulselig ikke finde på noget at tale om. I vært fald ikke noget der virkede vigtigere end denne stilhed. i det øjeblik hvor ingen af dem sagde noget, men bare nød stilheden, var alt så almindeligt, og gammeldags, at det næsten måtte være et mirakel | ||||||||||||||
Du skal være logget ind, før du kan kommentere og vurdere!
