 |  | Mariams breve Kap. 9 |
 |
|
|||||||||||||
|
KAPITEL 9 Søndag Helene og Mariam sov længe. Til klokken otte. I dag havde de fri. Der var kun en måned til sommerferien, hvor de havde bestilt to ugers leje af et privat sommerhus ved Vesterhavet. Helene havde været i Lønstrup før, så hun kendte landskabet godt. Fyret ved Rubjerg Knude var vel for længst begravet i flyvesand fra klitterne. De mange grundejere deroppe kæmpede en endeløs kamp mod naturens gang og sandflugten, der havde drevet så mange familier fra hus og hjem. De havde planlagt at cykle eller gå hen til Glyptoteket, hvor der altid ventede gode og måske overraskende oplevelser. Maleren havde været på tæerne før seks. Om lidt ville den nye hane gale og passe sine øvrige pligter. Køleskabet var fyldt med alverdens lækkerier. Man kunne udmærket spise pindemadder til morgenmad. Hans dagsprogram foreskrev, at han skulle være til stede på museet fra klokken ti. På det tidspunkt var almindelige, arbejdende mennesker vel knap stået op på en søndag for at gå på kunstudstilling på Egely. Reflekserne drillede ham stadig. De gamle mestre havde fundet opskriften. Der fandtes i titusindvis af værker, der viste fænomenet, og dog var det så drilagtigt svært. Han måtte have fototeknikken til hjælp. Gud ved om Selma havde sådan et? Han, der i nogle år havde søgt og levet et så enkelt og materielt set primitivt liv, havde overgivet sig til normalitetens menneskeliv på nåde og unåde. Om det var en beslutning han selv havde truffet eller om det var hammerslaget i hovedet, havde han aldrig fundet ud af. Mennesket kan ikke leve alene. Der var stille på Rygård. De få, der nødvendigvis skulle på arbejde, ville først komme om et par timer. Han så sig omkring i den lille lejlighed. Den tomme lejlighed ved siden af blev aldrig brugt. Der kom kun fru Holm en gang om ugen for at holde rent og pænt. Den havde aldrig været i brug så vidt Maleren vidste. Nu havde han boet her over et halvt år. Da han hørte Andersen tøffe af sted gik han ned mod museet. Det varede lidt før limousinen kom tilbage fra opvarmningsturen og kørt på plads på rampen. ”God morgen”, sagde maleren, ”jeg ville bare se om der var dukket nogen op fra kunstforeningen; der ville vist nok komme nogen og vise rundt.” ”Ptøj”, lød det da han spyttede dagens første skrå ud; ”go’morn, det er vist først fra i morgen der skal komme to hver dag for at sælge billetter og sådan noget. Jeg skal bare åbne og lukke. Resten vil jeg helst ikke have at gøre med ”. ”Nej, det forstår sig”. ”Nå, der kommer nogen dér” sagde Andersen og vinkede en handicapbus ind på pladsen. Maleren gik ind og fandt sin kittel. Pensionisterne kom gående og én i kørestol. Det gik fint. ”Undskyld, hvor er toilettet”, spurgte den medhjælper der var fulgt med. ”Lige her henne”, svarede Maleren beredvilligt og viste damen vejen. ”Udmærket”, svarede hun kort, da hun havde inspiceret faciliteterne. ”Kan vi købe kaffe? Og gerne brød?” Nu blev maleren usikker. ”Jeg ved faktisk ikke om gæstgiveriet serverer i dag, men vent lidt, så skal jeg finde ud af det.” Klokken var først ti nu. Gudskelov besvarede Andersen telefonen. ”Ja, de ”frivillige” har da fået nøglen dertil. De vil selv sørge for ostemad og kaffe, lovede de”. ”Tak”. Maleren gik derover. Han blev modtaget af Conny fra kantinen og en af hendes damer. ”Alt er under kontrol. De kan bare komme an!” Maleren vendte tilbage til museet, hvor han fandt den trippende ledsger. ”Skal De på toilettet igen”, spurgte han. "Nåh nej," ”Cafeteriet er åbent nu klokken ti hvor vi åbner”, prøvede Maleren. Det prellede af. ”Må man ryge derovre?” Der gav han op og gav igen: ”Mener De almindelig pibetobak, cigaretter, cerutter eller cigarer”, spurgte han og tilføjede i en mildere tone: ”Ryg De bare indtil nogen stopper Dem”. ”Ih!” og ”neej ”, hørte han, ”det er dog lidt vovet”, ”jamen, se lige her”, ”det er næsten for stærkt”. Jo, gæsterne studerede skam malerierne og skabte deres indre billeder. Det kunne næppe være hans naturalistiske værker, der havde vakt nogens udtalte forargelse. Gæsterne kom sådan lidt drypvis. De fleste var lidt oppe i årene, men der var da også unge kunstinteresserede. Han arbejdede lidt videre med sine skitser og sludrede lidt, når nogen spurgte om noget. Hans milde karikatur af borgmesteren med saksen vakte stille morskab. Lidt senere lagde han kittelen og satte sig ud på trappen for at stoppe sin pibe. Det var muntert at høre gæsternes dialog om hvad de havde set, og om hvad de havde fortæret i cafeteriet. Han kendte det fra sig selv, hvor et vellykket museumsbesøg på for eksempel Louisiana altid startede med en kop kaffe og en stykke brød. Det var ganske vist en del år siden. Måske skulle han snart prøve det igen. Antallet af gæster ebbede lidt ud ved middagstid. Han sad og øvede sig i bilens reflekser. Den dybe næsten sorte, vogngrønne nuance som afspejlede himlens lys, der trængte gennem træernes grønne løv var et sandt mysterium. Det skiftede fra time til time Andersen kom futtende i sin lille havetraktor. Middagsluren havde været tiltrængt og gjort ham godt. Det var søndag, så han havde taget rent arbejdstøj på. ”Dav, maler. Skal vi gå over og prøve den gamle ost”, spurgte han; ”Kirstine er gået med Rollo ned til søen, så jeg tænkte”¦ Hvad faen sidder du og nørkler med? Er der mange derinde?” ”Tag nu en ting ad gangen. Ja, lad os gå over og smage på osten. Der er vel tyve-tredive gæster derinde. I dag er her jo ikke gratis forplejning . Jeg sidder såmænd bare og funderer over farvernes samspil.” ”Nå, ikke andet.” De to herrer begav sig af sted for at besigtige herlighederne i cafeteriet. Maleren takkede hende for det flotte traktement i går og berømmede deres arbejde. Den gamle ost her er bestilt til lejligheden, forklarede Conny, og æblekagen havde hun selv lavet. Maleren underholdt om de første besøgende i morges, så Andersen var ved at kløjes i makronbunden. "Nå, hér sidder I", lød en velkendt stemme; "der mangler bare en hundekrog ude ved døren", sagde Kirstine. "Nåh, nu skal jeg gå derud", sagde Theodor, "skal vi lette anker Maler", spurgte han. "Du skal vel også snart over og lukke skatkammeret af?" De slog et slag hen forbi lærerægteparret, som havde givet sig til at klippe hæk, selv om det var lovlig tidligt på året. Hanne og Hans ville hellere klippe en ekstra gang. Rollo hilste pænt på dem og lod sig præsentere. Det vil sige, at han nappede i Hans' snørebånd og lettede ben op af stolpen ved havelågen. Mariam var betaget af de smukke stenhårde og alligevel tilsyneladende marcipanbløde statuer. Siden Helene var her sidst, var her indrettet et lille værkstedshjørne, hvor publikum kunne prøve at forarbejde murstenstore brokker af ægte marmor. Store og små prøvede kræfter med det fremlagte værktøj, som blev hurtigere slidt end marmoren. De mest fiffige fandt hurtigt ud af, at bruge vand for ikke at ødelægge værktøjet. Hvordan de gamle kunstnere havde forarbejdet de tonstunge klippestykker uden maskiner var også en gåde for Helene og Mariam, men de søgte ikke svar på spørgsmålet. Det måtte mænd tage sig af. Hr. og Fru Clausen nød søndagsfreden og glemte næsten alt om Rygård. De puslede i haven og talte om den forestående sommerferie. Simon ville gerne til Gran Canaria; der havde de været et par gange, på sydkysten, som var dejlig især i vores kolde vintertid. Nina ville hellere stå på ski i Alperne. Elizabeth afgjorde sagen. Skitur i sommerferien og dasetur i varmen lige efter jul. Christian var ikke meget for at sende Rufus i hundepension to gange, men måske kunne Petersens lokkes til at bo her i sommerferien. De kendte jo hunden og havde prøvet det før. Skiløb ned ad bakke var ellers ikke noget der tiltrak Christian, men kompromiset var til at holde ud. Og Simon var godt tilfreds. For Christian stod to-tre spørgsmål tilbage: Han manglede en vicedirektør til at ”køre butikken”, hvis han skulle holde rigtigt fri i ferien. Lydia havde sagt blankt nej. Helene var et oplagt ”emne”, men han kendte ikke hendes ferieplaner. Jo, han huskede, at hun og Mariam skulle til Vesterhavet i fjorten dage, men hvornår? I morgen skulle han have den svære samtale med Ohlsson. Han håbede og bad til, at manden dukkede op. Elizabeth havde sagt, at hun skulle mødes med Maleren for at tegne eller male lidt i morgen formiddag, men hun forstod godt, hvor presset Christian var og lovede ikke at forstyrre ham. Hvis hun skulle have nogen fremtid som kunstmaler, - og det skulle hun, - skulle det i hvert fald ikke være som ”direktørens kone”, men som sig selv. At Maleren så tilfældigvis havde adresse på Rygård, generede hende ikke. Nu skulle hun på mandag portrættere ham; så god følte hun sig heller ikke. Godt at der fandtes viskelæder. Bare hun havde haft et foto eller gerne flere af ham. Det ville hjælpe gevaldigt. Lydia havde modtaget en mærkelig henvendelse fra statsadvokaturen i København. ’Det var anklagemyndighedens pligt at orientere om, at man var ved at forberede et anklageskrift om økonomisk kriminalitet, nærmere betegnet hvidvask af penge gennem illegal handel med kunstværker’. Det morede hun sig meget over. ’Et maleri af Gaugin skulle angiveligt være i hendes besiddelse og man udbad sig venligst hendes forståelse og samarbejdsvilje, før der blev rejst egentlig sigtelse’. Nu grinede hun højlydt. Måske burde hun betale sin advokat for at skrive et passende svar. Det var da for latterligt. ’Såfremt De ikke har bemærkninger, vil De - osv, osv.’ Hun valgte i første omgang at skrive sit svar selv en af dagene. Hun ville også lige finde kvitteringen fra den forretningsforbindelse, som hun sidst havde brugt i Rio. Han hørte da heller ikke til Guds bedste børn, men han var ustraffet og begik da ikke deciderede ulovligheder så vidt hun vidste. Mariams breve Kap. 10 | ||||||||||||||
Du skal være logget ind, før du kan kommentere og vurdere!
