Forfattersiden.dkForfattersiden.dk kræver login, før du selv kan bidrage med indhold
 
Forfattersiden
Kælderen
Kælderen


Forfattersiden.dk
Forfatter: Forfatter in spe
Skrevet: 2012-11-03 19:27:52
Version: 1.3
Anbefal:Klik på +1 ikonet for at anbefale teksten i Google-søgning
 
 Klik her for at annoncére teksten på din egen Facebook væg Klik her for at annoncére teksten på din egen Facebook væg
 


"Jeg mangler rødløg. Vil du være en skat og hente et par stykker?"

Heinz kiggede op fra Information og smilede retur til sin kone gennem 27 år. Hun var stadig utrolig smuk. Han foldede sirligt den knitrende avis sammen og lagde den på køkkenbordet. "Det kan du tro, min skat" svarede han, mens han energisk skubbede stolen bagud hen over det opvarmede gulv. Han havde selv sat filt under hvert et ben, så han vidste, det var i orden, og at de ikke ville skrabe det italienske klinkegulv med de mange illustrationer. Han løftede vinglasset til munden og rettede på brillen med den glidende overgang. Hans elever på gymnasiet sagde, at han så sofistikeret ud med sine briller og det fint plejede overskæg. "Hvor mange skal du bruge? 2-3 stykker?"

Anna nikkede mens hun nærmede sig ham. "Du er en god mand. Jeg elsker dig! Ved du godt det?" Hun lagde armene om ham og lod hænderne glide op over ryggen og op til nakken, hvor hun foldede sine hænder. Hun var ikke helt så høj som hendes mand, og hun trak nænsomt hans ansigt nærmere sit eget. Heinz lod sig trække nærmere og kyssede hende på næsetippen. "Jeg ved det min skat. Og jeg elsker også dig."

Da Heinz tændte for lyset ved kældertrappen, var det som om der tændtes en flamme indeni ham. Den varme magtfulde og erotiske fornemmelse fik hans krop til at sitre. Han bevægede sig adræt sig ned af trinnene, der knirkende tog imod hans vægt. Han gik forbi reolen med værktøjet og kantede sig omkring bordtennisbordet der ikke havde været brugt siden drengene flyttede hjemmefra. Han gik forbi alle kasserne med rodfrugter, hvidløg, persille, kål og kartofler. Ved siden af stod endnu en reol med kulørte ølflasker fra danske mikrobryggerier. Kælderen var hans. Han havde selv isoleret den for mange år siden, så både varme og lyde blev holdt inde. Han lagde hånden på væggen, han selv satte op dengang han erkendte sit mest inderlige behov. Kort efter var skriverierne begyndt i den kulørte presse. En teenager var forsvundet sporløst, da hun gik fra skole, og få uger efter var en anden forsvundet. Det havde stået på i nogle måneder, og det var blevet postuleret at disse unge piger var blevet kidnappet for at blive solgt som sexslaver til udlandet. Han havde set nyhedsudsendelser i stuen ovenpå. Sammen med Anna. Han havde lagt en pind i brændeovnen, mens han havde medgivet hende, at det var synd for pigernes forældre. Der blev startet den helt store politiefterforskning da nogle unge piger var blevet fundet livløse i forskellige skove. Gravet ned men fundet af naturinteresserede personager med nysgerrige hunde.

Han skubbede rullebordet med vinballonen til side for at komme til den køkkendør der stod lænet op mod væggen bagved. Den var blevet stillet i kælderen dengang, de byggede deres køkken om. De havde fjernet en mur og inddraget et af børneværelserne, og dette havde givet ham idéen. Han kastede et blik over skulderen, men han vidste at Anna aldrig bevægede sig ned i kælderen. Køkkenet ovenpå i den modsatte ende af huset var hendes domæne. Og soveværelset øverst oppe. Han skubbede køkkendøren til side og stirrede længselsfuldt på den kamuflerede udskæring mellem gipsplader og maling. På afstand ville man ikke kunne se det rektangulære snit, hvis ikke man vidste, hvad man kiggede efter. Han mærkede straks rejsningen, da han skubbede den hemmelige dør ind. I loftet havde han opsat det samme røde lys som man benyttede i rum, hvor man fremkaldte billeder. Det tog altid lidt tid, inden hans nattesyn blev godt nok til at han kunne nyde det hele - men han vidste hvor alting var. Lyset fra lampen over bordtennisbordet nåede hen over hans venstre skulder og fangede et par vidt opspærrede øjne. De reflekterede angst og underdanighed. Hans krop rystede ukontrollabelt, og han måtte koncentrere sig for at få kontrol. "Snart, min lille ven. Snart skal du mærke mig" hviskede han hæst ind i mørket, og han bemærkede hvordan sølvøjnene blev lukket.

Ovenpå i køkkenet konverserede Anna og Heinz som altid godt over maden. Bagefter skulle hun til yoga med en veninde. Hun overvejede at springe over og blive hjemme, men Heinz fik hende overtalt til at tage af sted. "Du har godt af at komme lidt ud", smilede han.

nhuth2012-11-03 22:20:02

Så er scenen sat! Men til hvad? Jeg aner noget, jeg ikke vil bryde mig om at læse.
Velskrevet og billedrig.
Undrer mig over Yoga med stort Y. Eller er Yoga en person, som de to veninder besøger?
Er dette et 1. kap.?
Venlig hilsen
Nhuth
Forfatter in spe2012-11-03 23:10:17
Hejsa,

Det er en tekst, jeg forfattede under emnet "hemmelighed" til Saxos skriveforløb, der kører lige nu. Så der er desværre ikke mere af historien ;-)

Jeg giver dig naturligvis ret i, at emnet er skrækkeligt - bemærk hvor behændigt navnet Heinz blev benyttet. Stærkt inspireret af det germanske navn Fritz fra sidste års rædsler.

PS - du har naturligvis ret i det med Yoga - det skal rettes til lille y.

/Jesper

nhuth2012-11-04 10:51:07

Jeg havde ellers et svagt håb om at Heinz bare var et forvarsel om senere brug af ketchup, så scenen lettere kunne glide ned... men...
Beundringsværdigt er det, at du tør kaste dig selv og læserne ud på tre favne vand, når du med skønlitterære midler behandler temaet: ondskab/seksualitet og fratagelse af andre menneskers suveræne integritet og al menneskelig vilje.
Jeg strejfer emnet i min egen lille roman, men undgår (med stort besvær) at kalde en spade for en spade.
Det er vigtigt, at nogen (som du) tør prøve kræfter med den litterære side af sagen.
Vh.Nhuth

Tine Von Katze2013-05-01 21:44:56

Godt skrevet ! Var et kort øjeblik bange for at det ville være hæsligt ( i folks øjne) at skrive om erotiske strejf og eventuel underdanighed samt magt herinde. Men jeg kan se at det er ok?
Forfatter in spe2013-05-01 22:01:29
Tak for det :-)

Ja, det er naturligvis helt i orden at skrive om disse emner. Der findes adskillige tekster her på Forfattersiden.dk der berører netop dette.

/Jesper

nhuth2013-05-02 07:46:00

Nødvendig sondring ml. plat porno og sensuel, måske tabubelagt erotik er nok relevant.
Jeg husker kun ét eksempel på en tekst her på siden, som var meget plat og vist nok blev fjernet i løbet af få timer uden kommentarer. Det var vist i sidste måned.
Vh.Nhuth

Du skal være logget ind, før du kan kommentere og vurdere!

Seneste profil og bidrag

Seneste opdateringer

En tilfældig udvalgt tekst

Fra Forfattersiden.dk