 |  | Fængslet (3. Del) |
 |
|
|||||||||||||
|
Fængslet Alene i sin celle følte Seraphina sig meget ensom. Den lille time hver dag, hvor Nicholas efterlod hende. Hun gik ud fra, at han gik for at spise med fyrsten, men hun vidste det ikke. Heldigvis var det sammen tidpunkt fangevogteren var væk. Han ville komme med hendes mad senere, og der ville Nicholas være der igen. Hun følte sig mere tryg, når han var der. Det var som om, han holdt hånden over hende og sørgede for, at hun ikke blev behandlet for groft. Dog ville det ikke gøre noget, hvis han reagerede lidt hurtigere, når fangevogteren blev sentimental. Det undrede hende. Han sagde, at fyrsten havde interesse i hende, men at det var grunden til, at hun var Nicholas’ fange - det forstod hun ikke. Hun blev varm indeni, når hun tænkte på hans skæve smil, men så mindes hun hans hånlige latter. Hvorfor var han så besværlig? Michael var altid lige til! Han var altid glad, når han var sammen med hende. Han var ikke så kompliceret. Nicholas derimod var ikke til at finde ud af. Kunne han lide hende? Det ville være håbløst, hun var jo bare en gemen fange. Alligevel lod han hende ikke pine, men det kunne der jo også være en mening i? Seraphina lagde sig opgivende ned. Hun kunne lige skimte himmelen ud af vinduet til hendes celle. Ulvehunden, som Nicholas havde ladet blive i fangekælderen, strakte sig et sted bag hende. Hun kunne høre Kains klør rise mod stengulvet. Den smule lys, der kom ind af vinduet svandt pludseligt. En person stod uden for hendes celle. Hun kunne ikke se personens ansigt på grund af mangelen på lys, men da han talte, kunne hun øjeblikkeligt genkende hans stemme:” Nå, det er her du gemmer dig, Steph! Det har taget mig tre dage og tre nætter at finde den rigtige fangekælder! Du bor virkelig afsides!” sagde Michael af Dødsriget - hendes evige ven og beskytter. Hun smilte let til ham. Helt groggy efter dages behandling. ”Hvordan er det dog, du ser ud?” spurgte han chokeret. En lille strime lys ramte hendes ansigt. Seraphina grinte hånligt ved tanken om, hvordan hun så ud. Hendes krop var smurt ind i hendes eget blod. Hun havde blå mærker over det hele. Hendes hår var klistret sammen af blod og sved. Den hvide kjortel, der knap nok var hvid længere, var nok det reneste på hende. Hun kunne lige skelne den gru, der viste sig i Michaels ansigt. ”Vi skal nok få dig ud!” lovede han hende, inden han var væk igen. Kain knurrede let i baggrunden. ”Rolig!” hviskede Seraphina glad til hunden. Hendes redning var på vej! De vidste, hvor hun var. En uro, der havde pint hende de sidste dage, forsvandt ved tanken om, at de snart ville komme efter hende. Hun skændede lidt på sig selv over, at hun havde tvivlet på Michael, men hun var for lykkelig til at kunne holde følelsen længe. Pludselig blev yderdøren revet op. Seraphina havde lukket øjnene og orkede ikke at vende sig for at se, hvem det var. Desuden kunne hun høre på skridtene, at det ikke var fangevogteren, men Nicholas. Han gik aggressivt bag hende. Hun kunne høre, at han hviskede til Kain. Ulvehunden fnøs let. Det løb koldt ned af hendes rygsøjle. Sidst hunden havde sagt den lyd, havde den fortalt Nicholas, at hendes mad var forgiftet. Hvor meget kunne de kommunikere om? Hun tabte tanken! Muligheden for at kommunikere med dyr var alt for uoverskuelig. Et nøglebundt raslede. ’Nu kommer han ind til mig’, tænkte hun med et smil og ganske rigtigt. Han satte sig langsomt ned ved hendes side. Hun kunne ikke overskue at åbne øjnene. Hele hendes krop smertede, og musklerne værkede. Hvorfor skulle hun bruge ekstra kræfter på at åbne øjnene, når hun bare kunne forestille sig ham? Hun forestillede sig, hvordan han smilte sit skæve smil til hende. Hans øjne glimtede at glæde, mens han løftede hånden for at stryge hende over kinden. Tanken var alt for fristende! Hun elskede det smil, og hun ville gerne se det i virkeligheden. Hun kæmpede sine øjne åbne og lukkede dem hurtigt igen. Han smilte ikke til hende! Hans ansigt var en kold facade, og hans hånd var knyttet - ikke klar til kærtegn. Hans grå øjne havde lynet i hendes retning. ”Seraphina! Har du haft besøg?” spurgte han i en kold tone. Hun svarede ikke. Åbnede bare øjnene og studerede hans træk. Hans kindben sad højt. Både hans kindben og hans kæbe var tydeligt markeret. Han lignede en voksen mand, skønt han ikke burde være mere end sytten år. Hans øjne havde et kattelignende strejf, der gav dem et meget intelligent præg. Det sorte hår hang endnu en gang ned foran hans ene øje. Hun løftede anstrengt sin arm for at kunne stryge det væk. Han fulgte hendes langsomlige kamp mod tyngdekraften, inden han greb fat i hendes håndled. Seraphina havde en sær følelse af, at nogen ragede rundt inde i hendes minder. Følelsen stoppede øjeblikkeligt, da Nicholas slap hende. Hun spærrede øjnene op, da hendes hjerne begyndte at finde et logisk grundlag for følelsen. Kunne han læse hendes tanker, hvis han rørte ved hende? Gå hendes minder igennem? Var hun som en åben bog for ham? Han tog en dyb indånding og kiggede dybt ind i hendes øjne. Han virkede lettere irriteret. ”Du er klog, det er trist, at du ikke er uddannet!” mumlede han for sig selv, mens han iagttog hendes reaktion. Hun kiggede forvirret på ham. Hun var en kvinde. Kvinder uddannede man ikke! Kvinder lavede mad, passede hjemmet og fødte børn. Hvad var det for en underlig tankegang? En uddannet kvinde! Hvad skulle man dog med sådan en? ”Du ser ikke mulighederne!” mumlede han ind i hendes øre, mens han støttede hende, så hun kunne komme op at stå. ”Hvad skal jeg?” spurgte hun forvirret. Hendes ben kunne ikke bære hende, så han måtte bære hende igen. Denne gang kunne hun ikke føle den mærkelige fornemmelse af, at nogen ragede rundt i hendes hjerne. Uden for cellen stillede han hende ned, så hun støttede sig op af muren. Nicholas gav Seraphina hendes savnede kappe, som hun skjulte sig i. Han hjalp hende i den og løftede hende så op igen. Han gav ikke nogen udtryk for, hvordan han havde det med at gå rundt med hende. Han løftede hende ud af fangekælderen, men først trak han hendes kappe langt ned i hovedet på hende, så hun ikke kunne se noget. Da Seraphina igen kunne se noget, befandt hun sig i et stort rum, der var varmt af dampen fra et stort badekar. Det store cirkulære kar duftede af forskellige planter og mindede hende om den frodige skovbund, som hun var afskåret fra. Hun kiggede spørgende på ham. ”Jeg kan ikke holde ud, at du stinker sådan!” mumlede Nicholas i hendes øre, mens han krængede hendes kappe af. Hun kunne knap nok stå, da han satte hende ned, og han måtte hjælpe hende ud af kjortlen. Hendes fingre var for stive af kulde til at kunne knappe knapperne op, så det måtte han gøre. De undgik hinandens blik. Generte over hendes behov for hjælp til at klæde sig af. De rødmede begge to, men ingen af dem opdagede den andens forlegenhed. Endelig kunne han trække kjortlen over hovedet på hende. Hans hænder gled blidt over hendes hud og sendte ilinger gennem hendes krop. Han stod bag hende, så hun håbede, at han ikke kunne se, hvad hans berøring gjorde ved hende. Seraphina sendte det store kar længselsfulde blik i håb om at flytte sit fokus. Nicholas løftede hende forsigtigt og satte hende på kanten af karret. Hun fik ikke lov at synke ned i det varme vand endnu. Rummet var enkelt - kun brugt til at bade i. Klude og store varme tæpper lå sirligt på en bænk i rummets fjerne ende. Nicholas hentede en kuld, som han dyppede i rent vand fra et mindre kar. Igen begyndte han at tilse hendes sår. De fleste rensede han for blod og strøg hurtigt videre, men de mange slag fra den ni halede pisk, der havde boret sig ind i hendes hud, dvælede han længe ved. Hun havde åbne sår, der begyndte at bløde, i samme øjeblik han rensede dem, på den ene overarm, det ene lår og selvfølgelig det over ribbene. Vrede skinnede i hans øjne, da han rensede såret og så den hvide knogle lyse op midt i såret. Han åbnede sin kappe og afslørede en beskyttende lædervest med mange små lommer i. Fra en af lommerne gravede han en lille bøtte salve op. Han smurte hudafskrabningerne og de mindste sår med et tyndt lag. Til de store sår fandt han en anden salve frem. Den bed sig ind i hendes hud, da han smurte den på. Den sved og kradsede, og hun kunne mærke, hvordan tårerne steg op i hendes øjne. Nicholas smilte medfølende til hende, og det varmede hende indeni. Til gengæld holdt sårene langsomt op med at bløde. De hede dampe fra karret gav hende lyst til at sænke sig ned i det for evigt. Han gestikulerede i retning af karret - noget hun ikke var sen til at udnytte. Hun var lige ved at miste balancen, da hun ville svinge sig rundt. Han så misbilligende på hende, men han lod hende klare det selv, hvilket hun var taknemmelig for. Hun stak lykkeligt sine ben ned i det varme vand. Denne luksus af opvarmet badevand var ikke noget, hun var vant til. Det stak og prikkede i alle de små sår på hendes ben, men det overdøvede på ingen måde, hvordan hendes muskler slappede af og sendte afslappende strømme op gennem hendes krop. ”Bader I alle jeres fanger?” spurgte hun stille, mens hun sank det sidste stykke ned i karret. Nicholas trak en bænk hen ved siden af karret. ”Nej, det er min badetid, du lukrerer på!” svarede han med et lille smil,” så, hvis jeg stinker i morgen, så er det din skyld!” Det glædede Seraphina, at han ville lade hende bade, men han skulle ikke sige, at det var hendes skyld, for hun havde jo ikke bedt om det. Hun vendte sig hurtigt for at se ham i øjnene og sende ham en rap kommentar. I stedet faldt hun rundt i badet og fik sit hoved under vand. Nicholas blev halvt gennemblødt af en mindre flodbølge, der tippede ud af karret. Han så strengt på hende, inden han rejste sig op med en fægters acceleration og tvang hendes hoved under vand. Han slap hende hurtigt igen. Det var ikke noget slag - bare en markering af, at han havde magten. Alligevel kunne Seraphina ikke lade være med at plaske vand i hovedet af ham. Det havde hun altid gjort med Michael, når de badede sammen i den store flod, og han kunne ganske enkelt ikke blive sur på hende. Hun klukkede let ved tanken om, at hun lige havde smidt vand i hovedet på fyrstens søn, men det stoppede hun hurtigt med, da hun så hans alvorlige mine. Han sendte hende et blik, der sagde:’ er det sådan, du takker for min hjælp?’. Hun kiggede skamfuldt ned i vandet. Det var ikke sådan, hun burde opfører sig. Det var ikke sådan, hun burde repræsentere sin stamme. Seraphina dyppede langsomt sit hoved under vandet. Den mærkelige verden, der altid opstod, når hun gjorde det, virkede mere farverig end før. Hun havde en følelse af vægtløshed, der fik hende til at vippe lidt frem og tilbage i karret. Pludselig mærkede hun en hånd om sit baghoved. Den var ikke uvenlig - forsøgte ikke at drukne hende, men tvang hende langsomt op fra sit paradis. ”Du skal ikke tage livet af dig selv!” mumlede Magikeren i øret på hende. Han var begyndt at massere hendes hovedbund, så alt skidtet kunne løsne sig. Hun kiggede rundt i karret og var chokret over, hvor beskidt vandet var blevet. Havde hun virkelig været så snavset. Hun så med foragt på vandet og ville pludselig gerne op af det varme vand. Hun rejste sig forsigtigt, men blev hurtigt klar over, at en udhvilet krop, der var blevet smadret fysisk flere dage i træk, ikke var stabil. Hun kunne ganske enkelt ikke stå på sine ben, da hun kom op af vandet. Nicholas måtte støtte hende, mens hun tørrede sig selv, og han måtte hjælpe hende i tøjet igen. Hun måtte tilbage i den uhumske kjortel. Han kunne måske vaske hende, men han kunne ikke give hende nyt tøj. Hun var trods alt stadig en fange. Med kjortlen kom lugten af fangehul - sved, blod, ekskrementer, rotter og fugt. Hun kunne næsten græde ved tanken om, at hun havde lugtet sådan selv. Hun brugte lang tid på at tørre sit hår. Hun havde altid været stolt af sit hår. Det lyste med en sjælden glans, der tog pusten fra mange. Derudover var det stort og sort som ibenholt. Nyvasket fyldte det mere end normalt, og hun følte sig som en lille heks med sin enorme manke. Hun blev ved med at puffe håret, indtil Nicholas gav hende en lille tynd strimmel læder. Hun vidste ikke, hvor han havde den fra, men det gjorde ingen ting. Med vanelige bevægelser flettede hun sit hår, så det lagde sig ned over hendes bryst. Han smilte tilfredsstillet. Hun fik sin kappe, som han igen trak langt ned i panden på hende, mens han smilte sit skæve smil. Inden han bar hende tilbage til fangekælderen. Jeg har delt historien ind i dele nu, da den var for lang tidligere! I kan finde de andre dele ved hjælp af følgende link: Efterfølger: 1. Del Fængslet (1. Del) 2. Del Fængslet (2. Del) Fortsættes i: 4. Del Fængslet (4. Del) Mvh Liv | ||||||||||||||
Du skal være logget ind, før du kan kommentere og vurdere!
