 |  | Hævnens nat |
 |
|
|||||||||||||
|
---- Denne historie har jeg skrevet i forbindelse med skolen. Opgaven var at tage folkevisen "Elverskud" og tage dens vigtige elementer ind i en moderne sammenhæng; en moderne historie. Så her er den! Jeg synes den er ganske vellykket, og glæder mig til at høre jeres kommentarer :-) ----- Værelset var småt og dunkelt. Var man henne ved døren, skulle man kun tage tre skridt, og så var man allerede ved værelsets bagerste væg, ved vinduet. Det havde ikke været åbent i flere uger, at dømme efter den indelukkede, tunge luft. Det lille bord, som stod ved vinduet, var fyldt med gamle madrester og tomme øldåser. Værelset bar præg af at have været beboet af en person, som ikke havde overskud til at tage sig af det. Hvis værelset havde haft muligheden for det; hvis det havde været menneskeligt, så ville det have råbt: ”Tag dig sammen! Ryd mig op.” Modtageren af denne besked sad på gulvet, i midten af værelset - hvis der da kunne være tale om en midte i dette minimale rum. Det kunne vel nærmere beskrives som, at han sad på den eneste ledige plads, der var i værelset. Som om han lige var blevet smidt ind i billedet i sidste øjeblik. Han sad i skrædderstilling med tonsvis af billeder i skødet. Nogle af dem var revet midt over, andre bare krøllede; ingen i perfekt stand. Han løftede et af de krøllede billeder op til sit ansigt og prøvede at glatte det ud. Det var hende og ham. Store, lysende smil. Det føltes som om billedet sugede ham ind til sig og han kæmpede ikke imod, men lod sig bare tage med tilbage til fortiden ”¦ Han kom gående hen ad vejen. Solen var for længst gået ned, og gaden var mørklagt. Der var ikke en sjæl at se; folk var velsagtens derhjemme, trygge og udhvilede. Han fnyste og tænkte med foragt på værkstedet, som berøvede ham alle kræfter. Men det var et stabilt arbejde, og han kunne ikke undvære det. Han havde endelig etableret en stabil situation for sig selv, og han kunne ikke ødelægge den nu - hvis ikke for sin egen skyld, så for hendes. Han drejede rundt om hjørnet, og skulle lige til at sætte farten op, da han brat stoppede op. Foran ham i den dunkle gade stod en skikkelse, som han havde troet og håbet aldrig mere at få at se. Hun havde ikke forandret sig synderligt; men der var dog noget over hende, som fik hans mave til at krumme sig sammen og han trådte instinktivt et skridt tilbage. ”Jeg tænkte nok, at vi ville mødes igen,” sagde hun med et uhyggeligt smil. Hun bredte armene ud, som for at omfavne ham, men han blev stående, som naglet til stedet. Han kunne ikke tage øjnene fra hendes ansigt. Hendes udtærede, ødelagte, hærgede ansigt. Han vidste, at hun engang havde været smuk, men det var meget længe siden og meget svært at se nu. Øjnene var stadigvæk blodskudte og de så gennemtrængende på ham. ”Hvad laver du her?” Hans stemme var ikke meget mere end en hvisken. Hun trak på skuldrene og virkede pludselig så lille i sin tynde, ødelagte jakke. ”Tilfældet er som bekendt en underlig lille skabning,” sagde hun monotont. Hun rettede igen sit gennemborende blik mod ham. ”Tag med mig.” Han følte, hvordan koldsveden begyndte at krybe frem, og han lagde armene rundt om sig selv og trådte endnu et skridt bagud; hun fulgte dog med denne gang. ”Lad mig være,” hviskede han. Det var begyndt at blæse, og vinden var iskold. Han skuttede sig, idet hun med en alt for rolig, alt for monoton stemme sagde: ”Vi var et fantastisk team, var vi ikke? Hvem prøver du at narre? Tag med mig. Jeg har stadig et lille forråd; husker du ikke hvor skønt det var? Suset, rusen ”¦” ”Hold op!” Hans udbrud kom overraskende, også for ham selv, og det gav genlyd i den mennesketomme gade. Han trådte nu lidt tættere på hende. ”Hør godt efter,” hviskede han sammenbidt. ”Gå, og lad mig være - for altid. Jeg vil ikke have noget med det der at gøre mere, forstår du? Jeg er færdig med det.” Han så op og tvang sig selv til at møde hendes blik. Hendes øjne havde fået et næsten vanvittigt udtryk, og et stivnet smil var trådt frem på hendes mund. ”Husker du da ikke? Hvis du tager med mig, så lover jeg at det bliver så godt som før, hvis ikke bedre. Du begik en fejl, dengang du forlod mig, forlod vores liv. Kun sammen med mig kan du have den tilværelse, som vi havde sammen. Og den ønsker du dig så inderligt tilbage, gør du ikke?” Hun fastholdt hans blik, mens hun langsomt tog noget ud af sin jakkelomme og holdt det op for hans ansigt. Det var en lillebitte gennemsigtig plastikpose. Det hvide pulver inden i den lyste nærmest i den sorte nat. Der kom et vindstød, og posen flagrede let i hendes hånd. Han stirrede lamslået skiftevis på hende og på posen. Han overvejede hvordan han skulle komme væk derfra. Hvad ville være smartest? Der var dødsensstille et øjeblik. Hun stod stadig og rakte posen frem mod ham, med det samme vanvittige ansigtsudtryk. Det var en instinktiv beslutning, som førte til, hvad der syntes at være hans livs undergang. Det er svært at sige, om han ville have tænkt sig om en ekstra gang, hvis han havde vidst hvad hans handling ville føre til - at han mistede den eneste der betød noget for ham, hans livs eneste lyspunkt. For den tilstand af vrede og frustration, som kvinden havde frembragt hos ham, kunne end ikke styres af fornuften, som fortalte ham at det var bedre ikke at foretage sig noget og bare vende om. I et ryk rev han den lille pose med pulveret ud af hendes hånd og rev den brutalt op. Så smed han posen fra sig, som i væmmelse. Pulveret fløj i alle retninger og dalede derefter langsomt ned i en vandpyt. Det eneste der blev tilbage af det, var de næppe synlige støvlignende rester i luften. Han lagde billedet fra sig og lagde hænderne over ansigtet. Han havde prøvet ikke at tænke på den nat. Han havde prøvet ikke at føle den ærgrelse, som nu sneg sig ind på ham. Hvad ville der være sket, hvis han havde ladt være? Han kunne bare være vendt om og have ladt hende bag sig. Men hvilken forskel ville det have gjort? Havde han da overhovedet kunnet forhindre begivenhedernes gang? Var han herre over skæbnen på den måde? Hendes skrig genlød i natten. Det frembragte en isnende kuldegysning hos ham, og han trådte igen tilbage. Men hun sprang i et ryk frem mod ham, og til hans store overraskelse og forargelse spyttede hun ham lige i ansigtet. Først det ene øje, så det andet. ”Det vil du fandme fortryde,” snerrede hun og begyndte at løbe væk. ”Jeg lover dig, at du vil fortryde det!” råbte hun, og forsvandt rundt om et hjørne. Han så forfærdet efter hende, og han kunne mærke sit hjerte banke alt for hurtigt og alt for højt. Med sammenknuget mave og rystende knæ begav han sig hjemad, håbende at alt dette bare havde været et mareridt. * Billederne af hans elskede, der råbende smed ham ud, forlod ham aldrig. Hver gang han befandt sig alene et sted - og i den seneste tid var det nærmest hele tiden - vendte minderne tilbage. Der havde været nogen hjemme hos hans elskede Louise. En kvinde. Forfærdeligt hærget så hun ud. Da han - stadig chokeret efter nattens begivenhed - stod ved hendes dør, smed hun ham billeder i hovedet, som han fortumlet greb. Han fik en kvalmende fornemmelse i maven ved synet af dem. Han havde troet, at han aldrig mere ville få sig selv at se på den måde. Kvinden havde bragt billederne, råbte Louise. Det var rart endelig at lære ham at kende, sagde hun med tårerne løbende ned af ansigtet. Ethvert forsøg på at forklare havde været nytteløst. Og var der overhovedet noget at forklare? Billederne sagde vel alt. Mere end tusind ord, som det hed sig. Ham, i gang med at forsøde sit liv, om end bare for et lille øjeblik, med det hvide pulver. Ham, med et forvrænget ansigt og øjne, som befandt sig i en helt anden verden end denne. Det sidste, han huskede om Louise fra den morgen, var hendes øjne, som udtrykte så mange forskellige følelser på en gang. Men den følelse, der overtrumfede alle de andre, var skuffelsen som lyste ud af hende. Hævnen var indtruffet. | ||||||||||||||
 | haleløs | 2011-06-04 12:03:30 |
JO; din fortælling er både særdeles velskrevet og endda overmåde vellykket ... sådan 'omskrevet til en moderne tragedie'!
Moralen er vel: overvej ALTID konsekvenserne af dine handlinger. FORTIDEN indhenter dig nemlig FØR eller SIDEN ... (apropos den aktuelle mediestorm omkring 'magtens (mørke)mænd)
venligst ...
PS anbefaler andre kommentatorer lige at læse folkevisen "Elverskud" http://www.kalliope.org/digt.pl?longdid=folke2001042101&printer=1 inden der kommenteres på teksten!
Moralen er vel: overvej ALTID konsekvenserne af dine handlinger. FORTIDEN indhenter dig nemlig FØR eller SIDEN ... (apropos den aktuelle mediestorm omkring 'magtens (mørke)mænd)
venligst ...
PS anbefaler andre kommentatorer lige at læse folkevisen "Elverskud" http://www.kalliope.org/digt.pl?longdid=folke2001042101&printer=1 inden der kommenteres på teksten!
Du skal være logget ind, før du kan kommentere og vurdere!
mange tak for din kommentar! Den er jeg glad for :-)
Og du har ret, det ville være godt hvis I lige læste folkevisen, som denne novelle jo er baseret på, inden i læser "Hævnens nat".
Vh Nadia :)