 |  | Min genbo er digter |
 |
|
|||||||||||||
|
Min genbo er en digter Min genbo er en digter, tror jeg. Hun smiler aldrig til mig. Heller ikke når jeg knepper hende. Eller er det mig som aldrig smiler? Min genbo er en digter. Tror jeg. Hun ringer i de sene timer, hvor byens hjerner er gået til ro. Og hvor hendes egen kæmper en indædt kamp for at flyve ud igennem vinduet, blot for at kunne beskrive faldet. Hun ringer og vil have mere. Hun vil ikke bevæge sig. Hun er i sin inspirerende sfære, sin musernes teleportal. Hun vil have jeg skal komme til hende. Hun vil have at jeg skal gå de 13 ½ skridt ind til hende, for at fodre hendes hjerner med en uærlig illusion af at falde. Hun vil have jeg skal give hende noget at skrive om. Men hun skriver aldrig om mig. Min genbo er en digter, tror jeg. En kunstnerisk sjæl. Det er den samme gamle kliché. Hun er følelsesmæssigt utilnærmelig og lettere ustabil. Men kun fordi jeg kender hende som jeg gør. Hun opfører sig som de andre. Hun klæder sig som de andre. Hun sågar snakker, griner, knepper, æder som de andre. Men hun er ikke er ikke som de andre. Hun stopper mig lige før klimaks. Skubber mig resolut væk og sætter sig ved sin skrivepult. Hendes blyant danser over papiret lige så passioneret som hendes krop for få sekunder siden dansede over min. Lige så ekstatisk. Hun nægter pure at læse op. Hver eneste gang. Men bliver fornærmet hvis ikke jeg spørger. Hun vil have jeg skal læse hendes små mesterværker. Men jeg må alligevel ikke. Min genbo er en digter. Tror jeg. Hun føler mere end andre. Hun observerer mere end andre. Hun smiler hvis en strittende hårtot afslører at jeg var hoppet i seng da hun ringede. Hun raser hvis jeg nægter at være del af hendes inspirationskilde. Hendes nydelse kender ingen grænser. Hun græder når jeg nænsomt rækker hende en orgasme. Hun græder når jeg krævende tager hendes orgasme og deler den imellem os. Hun åbner sig selv når hun har givet mig hele sig selv. ”When you share my bed, you share my name ” Hvis jeg lytter vil hun åbne hele sig selv og lægge sjælen i mine hænder. Men vi ved begge jeg ikke tør. Så jeg lytter ikke. Ikke helt i hvert fald. Og du lukker af. Sådan tager jeg tøjet på og går de nu 15 skridt ind til mig selv, hvor jeg føler den kunstneriske dødsengel overvåge os begge to. Min genbo er en digter, tror jeg. Hun har en helt ukendt, umedicinerbar variation af skizofreni. Humørsyge. Hun kan ringe og kræve min tilstedeværelse. Hun kan ringe og have desperat brug for min tilstedeværelse. Hun kan ringe og forlange min absolutte ikketilstedeværelse. Men ligegyldigt hvad, lyder hendes stemme i røret så trasker jeg de 13½ skridt ind til hende og inspirerer hendes forfatterskab. Min genbo er en digter. Jeg kender intet til hende. Ikke om dagen. Jeg ved ikke hvad hun får dagene til at gå med. Jeg ved ikke hvordan hun betaler sin lille etværelses. Jeg aner ikke hvordan hun får råd til at betale sit massive papir-og-blyants-forbrug. Men om natten kender jeg hende bedre end nogen anden. Jeg ved hvad hun får natten til at gå med. Jeg ved hvem hun er om natten. Min genbo er en digter om natten og hun kan ikke leve uden mig. Men jeg er ikke del af hendes liv. Jeg er ikke del af hendes mesterværker. Jeg er ikke del af hendes passion. Jeg er et mellemled mellem tanke og handling. Et behageligt lyststillende mellemled som skal få ord til at flyde lettere ud af flaskehalsen. Hun kan ikke leve natten uden mig. Min genbo er en digter. Den ukontrollerbare af slagsen som lever sit kunster-alias til fulde. En poet som tager skridtet ud over kanten når hun skriver om det. Mærker liderligheden i sig når hun skriver om stodderen. Tror på usikkerheden når blyanten tegner den for hende som en kyklop der skal besejres. Min genbo er en digter. Hun er ikke bange for døden. Ikke for den kropslige død. Men hun er bange for den lille død, hver eneste gang hun smider en af sine tekster ud. Eller må viske et bogstav ud på papiret. Hun er bange for at hendes børn skal blive mobbeofre for hele verdens kyniske ondskab. Hun er bange for at blive glemt. Og bange for at blive husket. Hun er bange for at jeg en dag ikke længere lytter til hendes krævende stemme. At jeg lader hende tilbage i mørket. Og hun er bange hver eneste gang min krop møder hendes og jeg tvinger hende til at mærke sig selv og alle andre kroppe på sig. Min genbo er en digter. Hun er modigere end de fleste. Hun tør levere sig selv og sit inderste på ganske få linjer. Hun er mere bange end de fleste. Hun påstår hendes ord ikke omhandler hende selv. Min genbo er en digter. Min genbo er kun i digtet. | ||||||||||||||
 | haleløs | 2013-05-04 19:35:17 |
en opdigtet genbo? Og kun 13.5 til 15 skridt borte? Og så alligevel ... meget længere væk.
'Du' DYGTIG!
venligst ...
'Du' DYGTIG!
venligst ...
| nhuth | 2013-05-04 20:34:51 |
Skridtlængden varierer og hænger sammen med ærindet. Ud/hjem.
Jeg tror, at der er mindst to digtere i nabolaget.
Vh.Nhuth
Jeg tror, at der er mindst to digtere i nabolaget.
Vh.Nhuth
Du skal være logget ind, før du kan kommentere og vurdere!
